Ruslands symboler
hersker, folk og stat.

 
De fleste danskere ville vel være enige om,
at landets symboler har en værdi, der er højt hævet over dagens politiske trosretninger.
I Rusland er man knap så heldige, hvilket Putins studehandel med kommunisterne viser med al sørgelig tydelighed.
De symboler landet må affinde sig med fra nytår 2001 er dels en skrækkelig hymne,
dels et statsvåben og flag, som fortjener en nærmere gennemgang.

Har du brug for lidt historisk støtte, så klik her.

Sådan skrev jeg i 2000 ved et tusindeårsskifte og det kan vel stadig holde vand,
men jeg har her ved skiftet til 2008 været siden grundigt igennem.
Noget er fjernet, noget skrevet om og en masse om kroner og titler er føjet til,
så sidens omfang er godt og vel fordoblet.

Som sædvanlig har jeg understreget trykstavelsens selvlyd i alle omskrevne russiske ord,
der ikke har tryk på første stavelse.

Har du brug for at vide, hvordan jeg kommer fra kyrillisk til latin, kan du klikke her.

Det kommer i teksten til at fyge med Rusland og Rossija, med russere og rosser,
og vil du lige føres ind i den side af sagen på forhånd, kan du klikke her.

Heraldik er et verdsligt, vesteuropæisk regelsæt om våbenskjolde, deres figurer og farver og disses sammensætning,
men da den i sekstenhundredetallet blev indplantet i Rusland,
kom det til et sammenstød med den gamle kristne farvesymbolik, der gennem ikonerne var lyslevende.

Har I brug for at få noget at vide om dette, kan I klikke her.

I det gamle Rusland brugte man samme ord for kroning og vielse og kroner bruges stadig ved kirkelig vielse.

Har I brug for at få noget at vide om dette, kan I klikke her.

Som indledning kan I klikke den gamle kejserhymne fra 1800-tallet frem her:
I kan finde teksten, baggrunden for den og bedre musik her.

 
Rusland er ældre end Danmark, men den førtatariske stat fik ingen faste, samlende symboler.
I århundreder kæmpede man mod trosfjenderne, muslimer og katolikker under "Spas nerukotvornyj",
dvs "Frelseren ikke malet af menneskehånd",
det som katolikker kalder "Veronikas svededug".
Det var folkets kamp for at overleve og ikke for ingenting hed bønderne, landets overvældende flertal, "kristne".


Udgaver af dette flag blev brugt så sent som Første Verdenskrig.

 
Men da det lange sejge træk med landets genrejsning satte ind i trettenhundredetallet under ledelse af Moskva,
dukkede det første varige symbol op.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer her,
men det ligger sådan, at Rusland strides med England om St. Jørgen og med Skotland om apostlen Andreas.
Sidstnænvte vender jeg tilbage til,
men fra omkring 1400 er Moskvas, byen og statens, våben lagt fast:
св. Георгий Победоносец, dvs, Georg Sejrsbringer, dvs, St. Jørgen.


Sådan så det ud i 1781 og nedenunder kan I se, det stadig ser lige kluntet ud.
Denne udgave er utroligt, men sandt, fastlagt i 1993.
Læg lige mærke til hvorhen han rider, samt den onde drages farve, det skal vi bruge senere.


Der er altså bestandighed også i Rusland,
men St. Jørgen rider nu kun for byen Moskva, ikke for landet Rusland.
Det kan I se på flaget neden under, lavet i anledning af Moskvaa 850 års jubilæum.

 
I 1472 giftede storfyrst Ivan III Vasilevitj sig med Europas mest historiemættede brud,
med Sofie Paleolog, efterkommer af den sidste romerske kejser,
der 1453 havde fundet døden i forsvaret af Konstantinopel.
Havde man ikke tænkt dybere over symboler i Rusland før,
kom der med hende bevidstheden om, at altid er eneste gyldige tid
og at altidens symboler var af første vigtighed,
langt hævet over nutidens trængsler.

Fyrstens titel og landets navn kikker vi på hen ad vejen,
medens vi ser nøjere på det ny våben, der var første tydelige tegn på,
at landet ville være meget mere end en bystat,
og nok derfor i de første år blev brugt tøvende..



Men fra 1497 brugtes som Ruslands ny symbol den romerske dobbeltørn,
der havde været Roms symbol, siden det blev kristent,
og hovedstaden derfor flyttet fra den gamle hedenske hovedstad til Konstantinopel i 330.
Den er gylden, som en kejserørn skal være det, og den har den oprindelige, ligefremme vingeholdning.
Læg mærke til kronernes antal og udseende, det kommer vi, som skrevet, tilbage til.
På kejserboligen, Granovitaja palata, i Kreml malede man symbolet anbragt i et rødt feldt.

Til dette våben passede en ny titel:

"Bozhijej milostiju Gosudar vseja Rusi i Velikij knjaz Moskovskij",
dvs "Af Guds nåde herre over alt Rusland og Storfyrste af Moskva".

Der hørte lidt mere til titlen, men det er underordnet, og et par ting springer i øjnene:

At herskerne var "Af Guds nåde" mere end hundrede år før den franske enevælde,
og at man så kort tid efter selvstændigheden fra tatarerne med
"Herre over alt Rusland", turde sende en åben krigserklæring til Polen-Litauen,
der stadig holdt halvdelen af det gamle Rusland besat
og i fire hundrede år havde været det østlige Europas katolsk-kristne stormagt.

Ordet "gosudar", "herre", er et forsøg, dannet ud fra samme stamme som Bibelens "Gospod",
dvs "Herre", efter model fra titlen "Gospodar", der var gængs i Moldavien og Valakiet.
 


Her er vi i Ivan IV Groznyjs tid, midten af 16. århundrede.
Ørnen har sejret endeligt som landets symbol.
Til gengæld er St. Jørgen anbragt på ørnens bryst som tegn på den ubrudte linie.
At der kun er en krone er tilfældigt, det kunne stadig svinge,
men det russiske kors er nu øverst,
som tegn på at strømmen var vendt i den århundredelange kamp med muslimer og katolikker.
Korset er russisk fordi patriarkkorset, det fineste i den ortodokse verden, har fået en skråbjælke forneden
som en påmindelse om, at Ruslands apostel Andreas, som bekendt fandt døden på et sådant X-formet kors.

Til dette våben hørte en ny titel:

"Bozhijej milostiju Velikij Gosudar Tsar i Velikij knjaz vseja Rusi Moskovskij",
dvs "Af Guds nåde Storherre, Kejser og Storfyrste i alt Rusland og Moskva".

Her møder vi for første gang "tsar", "kejser", den titel,
der, taget fra det Gamle testamente, skulle blive Ruslands symbol nummer et, i hvert fald i vesteuropæernes øjne.
 


Her er vi i midten af 17. århundrede.
Romanovslægten har overtaget tronen efter,
at landet næsten var gået under i "smutnoje vremja", dvs "forvirringens tid".

De falske Dmitrijer havde med meget andet polsk også medbragt scepter og rigsæble, samt rejste ørnevinger,
og omend katolsk-vesteuropæisk blev dette tilbage efter polakkernes tilbagetog.

Ørnen bar nu tre kroner, men man var ikke helt enige om symbolikken.
Fra statens hold var det tegn på Kazans, Astrahans og Sibirs underkastelse,
men kirkens folk så dem hellere som bekræftelsen af tro, håb og kærlighed til Gud.
Endelig er der kronernes form,
de kan føres tilbage til kroneformen i det romerske våben og så passer pengene i kejserkroner,
men de kunne også tages for polsk efterladenskab i form af vesteuropæiske kongekroner,
og så var fanden tredobbelt løs.
Det åbne spørgsmål skulle snart blive besvaret, og vi kikker på det med samme.

Titlen dertil bar i højeste grad vidnesbyrd om at have gennemlevet en forvirret tid,
og her er den som Aleksej Mihajlovitj brugte den i midten af sekstenhundredetallet.

"Bozhijej milostiju Velikij Gosudar Tsar i Velikij knjaz vseja Velikije i Malyje i Belyje Rossii, Samoderzhets Moskovskij",
dvs "Af Guds nåde Storherre, Kejser og Storfyrste i alle Rosser, Store, Små og Hvide og Selvhersker af Moskva".

For det første dukker nu uhyret "Rosser" op.
Rusland var ikke længere fint nok som baggrund for selvforherligelsen,
og man greb ud af den blå luft et pseudogræsk Rossija.
Mere end noget andet viser det,
hvor langt Romanovfamilien havde fjernet sig fra sit folk og hvor lidt den agtede det,
men dette var kun begyndelsen, vi mangler endnu at se den fulde glans.
Foreløbig må vi nøjes med at slå fast,
at "Store Rossija" må være det, der nu er Rusland, under, ak og ve, navnet Rossija.

"Lille Rossija" kan så være Ukraine, dvs, "Landet på den yderste kant",
et navn, der om end ikke smigrende, dog er anerkendt af befolkningen selv,
men hvilken utrolig dumhed fra Moskvas side at skyde folk,
man påtænkte at befri, fra sig med en så tosset, nedladende navngivning.

"Hvide Rossija" er nemt at genkende som Hviderusland,
der efter selvstændigheden selvfølgelig har befriet sig fra "rosset" og kalder sig Belarus.
For det andet, og for det ikke skulle være løgn,
indførte romanoverne et tredie udtryk for deres ubegrænsede magtudfoldelse,
hvor selvhersker nok er russisk, men en ordret oversættelse af det græske "avtokrator".

Men der var jo et sprørgsmål til et par kroner at løse:
 
Lad os først se den romerske kejserørn, som den så ud ved rigets undergang i 1453:


Dernæst den russiske omkring 1550:


Og endeligt ørnen 1690 i Pjotr Aleksejevitjs, vor Peter den Stores, barneår, otte år efter hans kroning.


Pjotr Aleksejevitj tog 1697 til Vesteuropa, gik bagover af benovelse,
og intet forekom ham længere at være rigtigt i hans rige.
Han gik i gang med hugge hæle og klippe tæer på alt russisk
og kappe hovedet af de folk, der ville fare med lempe.

For ørn, kroner og titel blev virkningen,
at Pjotr Aleksejevitj i 1721 havde fået det meste af det gamle ragelse smidt ud.


Det synes jer måske ikke at være noget særligt,
men var Pjotr Aleksejevitj ligeglad med sit folk, ville han regnes i Vesteuropa,
så kronerne ovenover er en tydelig efterabning
af kronen til det Hellige romerske rige af den tyske nation, dvs den østrigske kejserkrone.

Passende dertil gav han sig selv en ny vesteuropæiseret titel, der blandede historien til pærevælling.
Denne vælling ser vi nærmere på senere, men vigtige er her en række betoninger.

"Imperator i Samoderzhets Vserossijskij", dvs,
"Alrossisk Kejser og Selvhersker".

Den ægte vare "alt Rusland" er endegyldigt bandlyst til fordel for "Alrossisk" simili
og af de forståelige titler er kun den græske oversættelse fundet værdig til at stå ved siden af den rå, uforståelige latin.
De gamle udtryk, Gosudar og Tsar, fik deres rette plads anvist,
som udtryk for, at han i sit rige også herskede over mærværdige og ubetydelige områder,
Gosudar i Pskov og Tsar i Astrahan.

Det er blodig ironi, at vesteuropæerne blev ved at bruge tsar som en slags etnisk kuriosum og øgenavn.
At folket også sagde gosudar og tsar, gjorde ikke noget,
det var jo bare russere, og al hofsnogefolket skulle nok vide at snakke rigtig efter munden.

Nedenunder, hvor der er farver på, kan I se,
at Pjotr også farvede sin ørn om fra gylden i rødt felt til sort i gyldent,
som den vesteuropæiske kejser havde haft sin,
siden frankerkngen Karl med Pavens hjælp stjal titlen i begyndelsen af ottehundredetallet.


Ørnen er fra midten af 18. århundrede,
men alle russiske herskere i syttenhundredetallet havde travlt med at holde fast i Pjotrs ændringer.
Kronerne er prydet med det blåt bånd fra Andreasordenen,
opkaldt efter Ruslands apostel, "Andrej Pervozvannyj", dvs "Andreas Førstekaldte",
og om halsen har ørnen ordenskæden, i sin første form, med led,
hvor der står "за веру и верность", dvs, "for tro og trofasthed".
Snart derefter fik den sin endelige form med led i form af X-kors,
så de passer med den hellige mands, der hænger forneden.

Denne første russiske orden havde Pjotr i tråd med ovenstående ligeledes skabt efter vesteuropæisk forbillede,
og derfor havde den latinsk devise, forkortet SAPR, med et bogstav for enden af hver korsarm.
Med lidt skolelatin skulle det ikke være svært at tyde koden,
I kan jo gætte på noget, der ligner Hellig, Andreas, Første og Rusland.
 
Her er vi i midten af 19. århundrede,
og her har, 150 år før øvrotid,
en lærd tysker vendt St. Jørgens hest i standardiseret vesteuropæisk retning,
og hvad nytter det at være lærd, hvis man kan få sig selv til at farve ondskabens symbol gyldent?
Men så forfaldent var da forholdet til sædvane og tro ved det russiske hof,
at ingen der så noget mærkeligt ved det.

Billedet forestiller i ørigt Malenkij gerb Rossii, dvs Roslands lille statsvåben.
Der følger meget mere om dem nedenunder.

Og man var alvorligt ved at fare vild i symbolikken.
Vi har Danmarks symboler og kongehusets og forstår at skelne mellem dem,
men i Rusland blev landets symboler kædet mere og mere sammen med slægten Romanovs,
der, desværre for landet, kun så det som et middel til egen forherligelse.
Derfor har den vesteuropæiske ørn fået andre våben på vingerne, derfor hedder en sådan ørn: "lille statsvåben".

Nedenunder finder I Ruslands romannoviserede "store statsvåben" fra sidst i attenhundredetallet,
tegnet efter alle heraldikkens regler, af samme lærde tysker.

Her er alt, hvad hjertet kan begære af den slags gøgl,
se for eksempel fanen, "horugv", der gentager herligheden,
den middelalderlige hjelm, der blev påstået at være Aleksandr Nevskijs,
eller ærkeenglene Mikael og Gabriel som skjoldholdere.
Inderst deri, næsten væk i glimmeret, finder I Ruslands ørn omhængt med skjolde og kroner,
ti kroner til seksten skjolde, fra fyrstehusets alenlange titel.

Den kommer straks, men her lige en ting.

Ovenover skjoldklædet står på det gyldne dække, "sen":
"C nami Bog", dvs, "Gud er med os".

Men hvem var vi?
I hvert fald ikke slægten Romanov, for den forlod han, da det rigtigt kneb i 1917.


Den alenlange titel, der hører til al den pragt, ser på russisk således ud, og I kan bemærke,
at det var i denne titel vor egen Dagmar, som Marija Fjodorovna, tilgiftede sig del.

Божиею поспешествующею милостию, Мы, Александр Третий,
Император и Самодержец Всероссийский, Московский, Киевский, Владимирский, Новгородский
Царь Казанский, Царь Астраханский, Царь Польский, Царь Сибирский,
Царь Херсониса-Таврического, Парь Грузинский;
Государь Псковский и Великий Князь Смоленский, Литовский, Волынский, Подольский и Финляндский;
Князь Эстляндский, Лифляндский, Курляндский и Семигальский, Самогитский,
Белостокский, Корельский, Тверский, Югорский, Пермский, Вятский, Болгарский и иных;
Государь и Великий Князь Новаторода Низовские земли, Черниговский, Рязанский,
Полотский, Ростовский, Ярославский, Белоозерский, Удорский, Обдорский, Кондийский,
Витебский, Мстиславский
и всея северные страны Повелитель;
и Государь Иверския, Карталинския и Кабардинския земли и Области Арменския;
Черкасских и Горских Князей
и иных Наследный Государь и Обладатель;
Государь Туркестанский;
Наследник Норвежский,
Герцог Шлезвиг-Голстинский, Стормарнский, Дитмарсенский, и Ольденбургский
и прочая, и прочая, и прочая.

Tre gange "i protjaja" til sidst viser alle, at havde man gidet, ville man have kunnet blive ved længe endnu.

Men for at spare papir, blæk og mandetimer brugte man gerne den såkaldte "mellemste titel",
hvor jeg springer over det tilsvarende "mellemste statsvåben":

Средний титул императора Александра Третьего.
Божиею поспешествующею милостию Александр Третий, император и самодержец Всероссийский,
Московский, Киевский, Владимирский, Новгородский,
царь Казанский, царь Астраханский, царь Польский, царь Сибирский, царь Херсониса Таврического,
царь Грузинский, Великий князь Финляндский
и проч., и проч., и проч.

Og da menneskets tid er begrænset opfandt man ydermere til daglig brug en "lille titel".

Малый титул императора Александра Третьего
Божиею милостию Александр Третий император и самодержец Всероссийский,
царь Польский, Великий князь Финляндский
и прочая, и прочая, и прочая.

Den lille titel hører selvfølgelig til det "lille statsvåben" ovenfor,
men nu skal vi have landkortet frem og finde de nævnte landskaber.
 
Lad os til hjælp indsætte et skema og derefter se nærmere på alle disse våben med tilhørende kroner:


I-III og VI: Kazan, Polen, Hersonis-Tavrida, Finland.

Selv en lærd tysker har ikke kunnet glatte alle knaster, så både hanatet og kongeriget,
en kronet enhovedet ørn kan kun give kongedømme, er betegnet "tsarstvo", dvs kejserdømme,
men som vi så overfor, skal det måske ses som en særegen måde at vise ringeagt for Rusland på.

Det mærkværdige dobbeltnavn er pseudogræsk forklædning for det nuværende Ukraines sydlige trediedel,
Sortehavskysten med Krim, hvor hanatet blev undertvunget 1 1783.
Jeg kan tilføje, at disse områder aldrig havde været del af Ukraine,
før Hrushsjov for sjovs skyld fandt på at dele ud af Rusland.

Den finske løve er let genkendelig,
landet blev en del af Rossija i 1808 med status af "velikoje knjazhestvo", dvs, storfyrstendømme.

Løve og ørn er ældgamle, de to andre blev opfundet til lejligheden kort tid før.


Disse fire våben er alle kronet:

I Kazan bærer "venets Kazanskaja", som Ivam Groznyj lod lave efter Bystatens erobring i 1552.

II Polen bærer ikke den polske kongekrone, men, nok som hån, den første rossiske imperatorkrone fra 1732.

III Det nyerobrede hanat med det besynderlige navn bærer "Shapka Monomaha vtorogo razrjada",
dvs Monomahs hat i udstyr nummer to", der blev lavet til Pjotr Aleksejevitjj kroning i 1682.

VI Finland krones af den såkaldte "finske krone", men det er bedrag, for en sådan fandtes ikke.
Men tyskeren har dog tegnet en "storfyrstekrone" efter mønster fra en gængs vesteuropæisk kongekrone.


IV og V, der er sat sammen:

Øverst to gamle russiske storfyrstendømmer, Kiev og Vladimir, samt Novgorod.
Også her har man leget man med virkeligheden for synets skyld.
Novgorod var nok altid til underkastelsen i 1477, selvstændig, stolt og "velikij", dvs stor,
men en "storfyrste" havde byen aldrig.

Nederst ser I romanovernes slægtsvåben i forvokset skikkelse.
Romanovernes slægtsvåben blev opfundet så sent som 1826, i form af venstre halvdel,
men siden var det gået stærkt og den tilkomne højre halvdel kan nok få en og anden til at ryste på hovedet.
Der er nok at undres over:
Norges løve, Slesvigs løver, Holstens nælde samt ting og sager for Stormarn, Ditmarsken, Oldenburg og Delmenhorst.

Tja, siger I, verdens tåbelighed er uudtømmelig, når forfængelighed driver værket,
men helt så latterligt var det nu ikke altid.
Danmark var meget tæt på at blive rendt over ende af en russisk hær i 1762 på grund af dette våbenskjold,
der tilhørte en importeret tysk gottorper, men til alt held lod en importeret tysk prinsesse i Peterburg,
Pjotr havde selvfølgelig givet sin ny by et halvhollandsk navn, denne sin ægtemand myrde,
lod hæren vende om på hælene og vi slap med skrækken.
Bynavnet er kun "halvt hollandsk" fordi man lagde og lægger trykket på sidste stavelse.


IV er kronet med "Shapka Monomaha", dvs "Monomahs hat",
for russerne et symbol for magten i klasse med Kreml,
men den historie kommer længere nede.

V er kronet af en vesteuropæisk kongekrone.


VII-IX, hvoraf det første er sammensat.

Det påstår at vise det gruzinske kejserdømmes seks delvåben,
men det er atter bedrag, i virkelighen vises Ruslands nyerhvervede, dvs efter 1800, Kaukasiske besiddelser.

Gruziens, navnet går op mod tusinde år tilbage og vidner om Ruslands ældgamle forbindelse med området,
våben ligner Moskvas til forveksling, fordi man også der påstår at have et særligt hjerteligt forhold til St. Jørgen,
men de andre er nyopopfindelser.

Tjerkessien, Kabardinien og "Bjerglandene" er i dag del af det sydlige Rusland og Armenien er selvstændig.

Iveria er det gamle navn for Gruziens østlige del
og Kartalinia et andet navn for samme del af det ny, selvstændige Gruzien,
der nu selv kalder sig selv Sakartvelo, men uvist af hvilken grund forlanger,
andre skal kalde det Georgien efter NATOs skik.

Nederst er de hjemmelavede våben for to gamle hanater:
Sibir, der gav navn til de fleste russiske erobringer i Asien,
og Astrahan, der efter den russiske erobring i sidste halvdel af femtenhundredetallet,
nu er ophøjet til "kejserdømmer", jvf ovenfor.


VII er kronet af en vesteuropæiseret kongekron, som en gal imperator, Pavel, lod lave i Moskva 1798.

VIII er kronet af den såkaldte "shapka altabasnaja", der blev lavet til en kroning i 1684.

IX er kronet af "shapka pervogo narjada", "hat af første udstyr", der blev lvet til Mihail Fjodorovitj i 1627.
Længere nede kommer et billede af dette udstyr.


Nu tager vi hul på titler, der ikke er fine nok til at fortjene en hovedbeklædning.

X-XI, to nye sammensatte våben:

X, de "nordøstlige områder".

Dels de gamle Novgorodbesiddelser, som Moskva indlemmede i fjortenhundredetallet.
Vjatka er navnet på datidens hovedby, som kommunisterne gav den rædselsfulde massebetegnelse "Kirov",
som der er næsten lige så mange af, som de uundgåelige Pushkiner.
Nutidens hovedby er Perm, som en nådig skæbne har befriet for kommunismens "Molotov".

Dels områder i det vestlige Sibirien.
Konda er en biflod til Irtysh,
og kosakkernes Obdorsk blev under kommunisterne døbt om til Salehard,
men ligger stadig på bredden af Ob ikke langt fra flodens udløb.

Andet felt påstår at vise "Bolgarien", men også her er det hele selvbedrag.
De gamle bulgarer delte sig i syvhundredetallet i to grupper, hvoraf den ene dannede nutidens Bulgarien
og den anden en stat ved Volgas mellemste løb.
Denne stat hævdede sig i kamp med Rusland,
men gik som Rusland til grunde under mongolerstormen.
Senere opstod Kazanhanatet samme sted,
men Kazans våben finder I som nummer I.

XI viser forenede våben for Hviderusland og Litauen.
Spørg ikke hvorfor, der findes ingen fornuftig forklaring.
Litauens rytter er nummer 6, men 2 viser et område, der i dag er del af Litauen.
1 er i dag del af Polen og staves derfor nu mærkeligt,
men Vitebsk, Polotsk og Mstislavl er Hviderussiske byer.


XII-XIII: Sammensatte sager på ny.

XII viser "storrossiske forenede våben for fyrstedømmer og områder".
Vi har set det mærkværdige dyr "velikorossijskije" ovenfor og oversætter det uden yderligere dikkedarer til "russiske".
Det synes ikke at være helt galt,
for Nizhnij Novgorod, Rjazan, Smolensk, Tver, Jaroslavl, Rostov og Belozersk er vitterligt gamle russiske fyrstedømmer,
medens Pskov som Novgorod ovenfor var en bystat.
Men alle disse selvstændige russiske enheder var lagt under Moskva inden 1500.

Hvorfor de to andre er med her, må guderne vide,
for betegnelsen Udorsk går på et område i Komi, dvs, en del af X, 5
og Jugorsk er de finske folkeslags urhjem i det vestlige Sibirien med hovedbyen Hanty Mansijsk,
der ligger ved Obs mellemste løb, dvs, dette våben ligeledes hører til under X.

XIII viser våben fra sydvest, dvs, det nuværende Ukraine:

Podolskij viser hen til det gamle vestukrainske område Podolien, der også havde navn efter hovedbyen Galitj,
der på tysk-dansk gav Galizien.
I dag er hovedbyen Kamenets-Podolskij.
Volynien er det gamle nordvestlige ukrainske område, syd for Hviderusland.
Begge områder blev genforenet med de andre "russiske lande" i 1793,
medens Tjernigov der ligger nord for Desna, på Dneprs venstre bred, kom tilbage allerede i 1654.


XIV-XV: Sammensat og ikke.

XIV viser "baltiske" områder, men I husker, vi allerede mødte Litauen i XI:
Estlands tre løver er uden hjerter lånt fra Danmark,
"Livland" er størstedelen af det nuværende Letland,
"Kurland" og "Semgallen" stort set resten
og endelig er "Korelen" navnet på det inderste af den Finske bugts nordlige kyst.

Som Sverige havde en hovedfæstning i Viborg, Finland, nu Vyborg, Rossija,
havde Novgorod sin ikke langt derfra i Korela.
Området blev svensk ved erobring i 1582 og var derefter finsk til 1940. Byen hedder nu Priozersk.

XV viser "Turkestan",
der er en sammelbetegnelse for alle de områder i centralasien Rusland på den tid havde travlt med at erobre færdigt.
De var mange og store, så i dag dækker udtrykket fem selvstændige stater.

 
Og så er det vist på tide, vi kikker nærmere på kroner.
Kroner og kroninger af enhver art er noget vesteuropæisk halløj.
I Rusland bar herskeren "venets", der egentlig betyder "krans", og indsættelsen hed "ventjanije na prestol",
dvs, "bekransning til den høje stol",
og disse ord bruges den dag i dag i kirken, hvor de betyder "krone" og "formæling".

Der er, som I så ovenfor, bevaret en del ting af denne type,
og den ældste er uden sammenligning den, der står et russisk hjerte nærmest, så nær,
at der om den og den alene blandt de mange, mange kilo guld og ædle stene, er dannet faste talemåder.
Så nær, at den har sit eget folkenære navn, "Shapka Monomaha", dvs, "Monomahs hat".
og den er en af Kremls allerstørste skatte, noget alle russere vil se.

Alle russere kender en linje fra Pushkins Boris Godunov:
Ох, тяжела ты, шапка Мономаха!
Ak, hvor du er tung, Monomahs hat!

Den ældste sikre underretning om den går tilbage til 1498, hvor den blev brugt ved en "ventjanije",
men man har 150 års ældre vidnesbyrd om en "gylden venets", men om det er den samme vides ikke.
Men lad os nu se den:


Denne hjelm eller krone eller venets, som man vil, må være blevet til i det muhammeddanske område,
men kors og zobelpelsværk er selvfølgelig tilføjet i et kremlværksted.
Det mærkelige "Monomah" er russisk gengivelse af græsk Monomakhos, dvs, "Enekæmper",
og er en følge af historieforfalsning udgået fra Kreml i forbindelse med 1498.
Ifølge den blev denne venets skænket Vladimir i 998 af den romerske kejser Konstantin Monomakhos
som tak for, han havde ladet Rusland døbe.

I ser, at alle kræfter blev sat ind for at gøre Rusland til Roms retmæssige arvtager.
Men historieforfalskning var en yndlingsbeskæftigelse den gang,
vi havde i Danmark lang øvelse i at udnytte løgnehistorierne i Sakse,
og svenskerne var på denne tid i færd med at opfinde dusinvis af Gustaver og Karler og den slags.

Hvorom alting er, hattens anseels voksede,
og nærmest ved et tilfælde undgik den polakkerned plyndring af Moskva i begyndelsen af sekstenhundredetallet.
Rusland var på vej til at få en krone, af virkelig symbolværdi,
da det forfængelige snobberi for vesteuropa satte ind med fuld kraft
i sidste halvdel af sekstenhundredetallet.

Op til da, havde herskere nok lavet fine ting til sig selv, havde indført scepter og rigsæble,
men formen på hovedtøjet bestemte altid Shapka Monomaha.
Se for eksempel det "Store udstyr", jvf skjold IX:


Men så kom Pjotr I.
Har I lagt mærke til,
at op til ham hedder herskerne fornavn farsnavn eller fornavn tilnavn,
aldrig fornavn nummer.
Det er nemlig også en vesteuropæisk skik,
og Pjotrs ettal kom da også først, da han skiftede til latinsk titel i 1721.

Alt ved hoffet blev nu vesteuropæiseret,
venets afløst af "korona", ventjanije af "koronatsija", prestol af "tron" osv.
Og det er en alvorlig næsestyver til russik sædvane,
han deler ud ved at forvise "Shapka Monomaha"til en ligegyldig undertitel.

Men jeg vil lige minde om,
at i syttenhundretallet talte MAN i Danmark fransk med sin lige,
tysk med sin tjener og dansk med sin hund.

Pjotr nåede aldrig at få lavet sig en vesteuropæisk krone,
men det gjorde efterkommerne til gengæld, store, prangende og intetsigende til 1762,
hvor vor tyske redningskvinde og ægtemandsmorder fra ovenover
lod russerne betale for noget rigtigt tungt til hendes tyske hoved,
der må have savnet af syndens tyngde.
Det var passende omsvøb til den "store imperatorkrone".


Denne tingest påstås at være den dyreste, i hele Europa, med den røde sten på 399 karat,
men resten overlader jeg til folk, der går op i den slags.

Lad mig slutte om kroner med den på.
Vor egen Dagmar giftede sig jo til titel og krone i det russiske,
og nedenunder ser I Aleksandr III, hvis store våben, jeg har gennemgået ovenover.
Han blev kronet som ungkarl og fik derfor ikke meget andet end kone ud af den vielse.

 



Hvad er nu det? Udbryder I forbløffet.
Er den gyldne ørn fra 1497 gået i sort over at have tabt et par kroner?

Såmænd, vi er i det demokratiske halvår 1917, og man ville i Rusland starte på en frisk.
Derfor ingen Romanovske narrestreger her.
Og dog, han glemte i farten at give ørnen dens oprindelige ikke-romanovske gyldne farve.

Han er kunstneren Bilibin, som I kan læse mere om her.
 
Herfra hopper vi firs års kommunisme over, det mest nådige man kan gøre dem.
I forbindelse med emnet for denne side, kan vi nøjes med at fremhæve de to vigtigste sandheder.
At kommunisterne med deres højt udviklede sans for smagløs grimhed
skabte den grimmeste og mest smagløse symbolik i verdenshistorien,
og at alle deres "bedrifter" kan sammenfattes i betegnelsen: "krig mod ørnene".

De var imod alt, fordi de selv var tomme indeni, og de ødelagde alt, fordi de intet kunne skabe selv.
Den dag i dag bærer Moskva vidnesbyrd om to af deres værste kulturmord,
de uhyggelige blodrøde stjerner over spirene i Kreml og Leninmausolæet på den Røde plads.
Her i 2007 taler man igen om endelig at skaffe sig af med voksmanden,
der koster rigtig mange penge i opbevaring,
men ingen har endnu turdet foreslå at genopsætte de ørne,
der blev pillet ned i 1935 som indledning til styrets allerblodigste år.
 

ГОСУДАРСТВЕННЫЙ ГЕРБ РОССИИ


Herunder er Ruslands ny ørn 2001, hentet fra regeringens egen netside. Øverste billede giver, som underteksten sige, ørnen, som den skal se ud i sort-hvidt,
nederste billede ørnen i farvegengivelse.

Рисунок Государственного герба Российской Федерации
в одноцветном варианте

Рисунок Государственного герба Российской Федерации
в многоцветном варианте

Ved en sammenligning med den demokratiske ørn fra 1917 er forskellen slående og man kan strides om betegnelsen:

Er den kommukratisk eller demonistisk?

Kommunisterne har i hvert fald fået deres kære blodrøde farve med,
hvilket Putin ville kunne undskylde med,
blot at være en tilbagevenden til farverne fra den oprindelige ørn.

Ville kunne, hvis ikke ørnen ellers er de gode Romanovers kejserørn fra 19. århundrede.
Uden våbenskjolderi og sort farve ganske vist,
men med alt det andet vesteuropæiske gods:
krigeriske vinger, imperatorkroner og magtregalier.

Altså typisk russisk rod igen og der er flere end jeg selv, der stiller spørgsmål.
Hvad har kejserkroner og regalier at gøre på et nyt, friskt, folkenært statsvåben?

Hvad har kristne, russisk tilknyttede symboler at gøre
på et multietnisk, multireligiøst statsvåben?

Hvad har Moskvas byvåben at gøre på Ruslands statsvåben?

Læg også mærke til, at man har vendt hesten i gammelrussisk retning igen.
Her tør jeg ikke gætte på, hvilken form for fornuft der har været anvendt,
men jeg er udelt tilhænger af, at man igen farver det onde sort.
 


Многоцветный рисунок
Государственного флага Российской Федерации


Dette er Ruslands flag fremover.

Det er egentlig synd, for flaget er heraldisk ringe,
farve må efter dens regler ikke støde op til farve,
men bør skilles af "metal", hvidt eller gult.

Prøv at se nærmere på verdens flag, og I vil se, at denne lov er fornuftig,
da den gør det nemmere at skelne symbolerne på lang afstand,
at den overholdes overalt. Nå ja, næsten da.

Rusland, oh, du mit besynderlige Rusland...

Ruslands problem var, det først sent og tilfældigt fik sig et flag,
jvf "Spas nerukotvornyj" i indledningen.
Og igen skal vi til Pjotr I, for at finde gerningsmanden.
Vi ved allerede, han i 1697 gik bagover i benovelse,
men endnu ikke hvor grassat han gik.
Alt russisk blev kasseret, udseende, klædedragt,
ja selv sproget blev voldtaget med tusindvis af udnødvendige tvangslån fra Holland.
Hellere skulle Rusland være en billigudgave af Holland, end sig selv,
og Pjotr tog uden skrubler det hollandske flag,
byttede om på farverne og erklærede det "rossisk".

Havde han bare været så snedig som franskmændene,
der som bekendt små hundrede år efter også stjal det nederlandske flag,
men dog brugte hovedet ved samme lejlighed,
og bare satte striberne på højkant, så heraldikkens regler forblev ubrudte.

Det blev imidlertid snart også lige meget med Pjotrs flag,
for det brugtes efter ham næsten kun i den civile søtrafik,
medens orlogsflåden brugte andreaskorset.

Op til 1917 havde Rusland altså intet fast flag, men nok et værre rod.
Hovedskyldig var kejserfamilien,
og dens hensynsløse sammenblanding af Rusland og Romanov.


Kejserfamilien fattede kort efter 1800 kærlighed til de tyske farver sort, gul og ovenfor kan I se,
hvilken afkom den kærlighed bar i sig.
I ser en ny elendig heraldisk sammensætning.:
farven sort bør skille metallerne, guld og sølv.

Da kejseren var enevældig, så man snart disse farver overalt.
Men det hændte dog stadig, man pyntede en by med Pjotrs tre farver ved en festlig lejlighed,
og i 1917 greb man tilbage til dem i mangel af bedre, og ligeså efter kommunismen.
Men selv i dag findes der også folk, omend deres tal er ringe,
som gerne så det sort, gul, hvide flag i ære og værdighed,
men det har ingen chance, knyttet som det er til Romanoverne.

Så Rusland har altså for anden gang valgt det mindste onde, Pjotrs flag.
Han var ganske vist også en Romanov,
men af en slags som Stalin kunne bruge som forbillede.
Derfor...
 
Men Rusland styres nu hverken af en kejser eller en sekretær, men af en rigtig "prezident".
Han har flere symboler på sin værdighed.
Nedenunder finder I hans kæde og hans flag.

De symboler passer lige til en kristen kejser, synes jeg.


Hvad synes russerne?
Eller rosserne må vi hellere sige, så vi sikrer os at alle grupper er med,
hvad synes befolkningen?

Jeg har fundet en meningsmåling fra oktober 2000,
da bølgerne gik højt om disse symboler,
i hvilken, man blev bedt om at svare på seks spørgsmål.
Nedenunder kommer de og svarende.

1: Kan I lide det russiske flag?
Ja: 68 %
Nej: 20 %
Ved ikke: 12 %

2: Ville I støtte indførelse af et nyt flag?
Ja: 19 %
Nej: 66 %
Ved ikke: 15 %

3: Kan I lide nationalsangen?
Ja: 43 %
Nej: 32 %
Ved ikke: 25 %

4: Ville I støtte indførelse af en ny nationalsang?
Ja: 45 %
Nej: 31 %
Ved ikke: 24 %

5: Kan I lide våbenskjodet?
Ja: 64 %
Nej: 24 %
Ved ikke: 12 %

6: Ville I støtte indførelse af et nyt våbenskjold?
Ja: 23 %
Nej: 62 %
Ved ikke: 15 %

Selve ideen om at stille sådanne spørgsmål, ville få enhver i Danmark til at ryste på hovedet,
men det ny Rusland har som kommunisters og romanovers arving meget ondt i sjælen.

Tallene taler tydeligt om den ny forvirringens tid, man havde gennemlevet under Jeltsin,
men viser også klart, at Stalins hymne er særlig ilde lidt.

Jeg har skrevet om den her.
 

Tilbage til Ebbe

Spindel