Ruslands
historie 800 - 1682:
Klik her for som indledning at høre Kamarinskaja", en folkemelodi, der har inspireret flere af de store russiske komponister.
I teksten er trykket i alle russiske begreber, der ikke har tryk på første stavelse, angivet ved understregning.
I kan læse om latinisering af kyrillisk og om russisk udtale her.
1: Menneskene og deres omgivelser:
Menneskets evne til fortrængning synes grænseløs.Inderst inde ved man godt, at Europa går til Ural, man har selv set et kort, men alligevel ligger Tjekkiet i Østeuropa.
Man har en vag fornemmelse af, at Europa er større end EU, men de fleste vil alligevel blive chokeret over at få at vide,
der er betydeligt flere slavisktalende mennesker i vor verdensdel end både romanere og germanere.
Et af de overordnede mål, med det jeg vil fortælle her i aften, skulle være at give et par svar på,
hvorfor denne Europas største befolkningsgruppe den dag i dag ses ned på og overses, hos os, de rigtige europæere.
Russerne er altså slaver.
Ordets etymologi er usikker og omstridt, men det er den samme stavelse "slo",
man finder i de moderne navne Slovakiet og Slovenien, samt den gamle østslaviske stamme i Novgorodområdet: slovener.
Hvorom alting er: De slaviske folkeslag deltes for godt 1000 år siden i tre grene.
1: Sydslavisk f.eks. bulgarsk og serbisk taltes fra Østrig til Grækenland og Sortehavet.
2: Vestslavisk f.eks. tjekkisk, polsk og det uddøde vendisk fra Elben til Bug.
3: Østslavisk, som havde åbne grænser mod nord og øst, men dengang taltes fra Bug til Dnepr og Volhov
og som 4-500 år efter, under ydre pres spaltedes i tre sprog, hvoraf russisk er langt det største.
Russerne udgør knap halvdelen af de slavisktalende, og Rusland langt størstedelen af Østeuropa,
så alene størrelsen gør, at Rusland ikke er Danmark, men det gælder ikke bare størrelsen.
Natur og klima er så forskellige, så ukendte og så omgærdet med falske forestillinger, at de lige må have et par ord med også.
Rusland har fastlandsklima, det er jo derfor Europa kan defineres som en verdensdel,
og det betyder meget større forskel på sommer og vinter end hos os.
Fra 23 til 35 graders forskel på varmeste og koldeste måned.
Læg mærke til, at kulden er lige så afhængig af bevægelsen vest - øst som af syd - nord.
Sommeren er altså varmere og vinteren ganske vist kold, men forestil jer 10-15 graders frost, stille vejr og skyfri himmel.
Russerne er landbrugere og vinteren har fra ældgammel tid været glædens tid, fritiden med trojkakørsel og karnevalsløjer.
Det betyder også, at vinteren har væren meget brugt tid til krigeriske forlystelser.
Endelig lever russeren med noget, de kalder "rasputitsa". Det betyder "vejen i smadder" og ganske rigtigt:
To gange om året, under efterårsregnen i oktober og endnu stærkere i marts-april, under forårsregnen,
når sne og is samtidig giver sig til at tø i løbet af et par uger, bliver vejene vasket væk og al normal samfærdsel ophører.
Selv nu på tærsklen til et nyt årtusinde har det sin gyldighed for store dele af den russiske provins.
Herover ser I et billede malet af Rjabushkin. Det viser en festdag i 1600-tallets Moskva, men også hvad "razputitsa" er for noget.
Som et kuriosum og bevis på, hvad jeg lige sagde om Vesteuropas ligeglade uvidenhed
kan jeg nævne tyskernes planlagte lynkrig mod Sovjet i 1941.
Til den dag i dag slipper de godt fra at bruge både regnvejr og frostvejr som bortforklaring på, det gik galt.
Men de meteroologiske data viser, at rasputitsa 1941 var kortvarigere end sædvanligt,
og nederlaget var en kendsgerning og tyskerne på vild flugt fra fjerde december,
der som bekendt er første vintermåned.
Men ingen i "vest" har interesseret sig for sagforholdet.
Ruslands europæiske del er, som sagt, næsten lige så stor som resten af Europa tilsammen,
og selv med en meget mindre befolkningstæthed end i Vesteuropa giver det godt 110 millioner mennesker.
Men der er stadig god plads til naturen, for en russer er den overalt og den er rigtig, altså ikke plejet kunstnatur, som hos os.
Det vil jeg også sige lidt om.
Rusland er fladt, meget fladt.
Uden for grænsebjergkæderne Ural og Kavkaz: har det uendelige rum kun toppe på fra 340 m. og nedefter.
Det betyder blandt andet, at der er meget store sump- og mosearealer.
Europas største sump, Poljeshe ved Pripjat, ligger i trekanten mellem Hviderusland, Ukraine og Rusland
og er trods store dræningsarbejder de sidste hundrede år stadig så stor, at den spillede en afgørende rolle under, igen, Hitlers krig.
Det er her, i sin nordlvestige udkant, at Ukraine lagde sit Tjernobyl,
og da vinden den dag i 85 blæste mod nordvest, skal ofrene altså søges først og fremmest i Hviderusland.
Det er et ubehageligt eksempel på, at der også kan slås plat på "vestens" uvidenhed.
Men vi er ikke færdige med naturen.
Der er tre elementer, som har formet Rusland mere end alt andet.
Skoven, steppen og floden.
Russerne er et skovfolk, så godt som finnerne, som de har levet som naboer til i mindst 1500 år.
Igennem århundrederne er russerne rykket mod nord og øst, så det forlængst er glemt,
at Moskva er et finsk navn, som det er glemt, at Lybeck er et slavisk.
Den russiske urskov, "tajga" hedder den, er nåle- eller blandet skov, verdens største
og strækker sig stort set fra Stillehavet, om vi lige tager Sibirien med her,
og til Belovezhkaja Pushsja på grænsen mellem Polen og Hviderusland.
Denne sidste skov er stadig så kæmpestor, at også den spillede en selvstændig rolle under Hitlers krig,
denne gang i forbindelse med tyskernes største nederlag under hele krigen, da Heeresgruppe Mitte brød sammen i juni 1944.
Her lever et dyr, der i flere tusinde år har været udryddet i vesteuropa, stadig i fri vildtbane.
Dyret hedder zubr, både i Polen, Hviderusland og Rusland, men da det navn er slavisk, kan det ikke bruges,
og vesteuropæerne er enige om at hylde USA ved at kalde det "europæisk bison".
Det var i denne skov Jeltsin i en jagthytte mødtes med gutterne fra Ukraine og Belarus i 1990 for at nedlægge Gorbatjov og USSR.
Verdens største er også steppen, et russisk ord, som er blevet dansk,
den strækker sig fra Beijing til Wien uden andre forhindringer end floderne.
Steppen betyder livlig trafik og dermed fare, den har i tusinder af år været kampplads mellem nomaderne og agerdyrkerne,
men falder den til ro, er den et uudtømmeligt spisekammer, for sortjorden er verdens bedste landbrugsjord.
Steppen er et udgangspunkt for russisk historie.
Kiev, som i dag er hovedstad i Ukraine, ligger som forpost på grænsen mellem steppen og skoven,
men Kiev er "de russiske byers moder", det ved enhver russer.
Russerne siger også, at "tungen fører til Kiev", når vi med lån udefra siger, at "alle veje fører til Rom".
Her har I landskabsbælterne fra vand til vand i eurasien.
Det lyserøde er isørken, derefter kommer tundraen, der langsomt går over i nåleskoven,
som bliver en blandingsskov, der går over i steppe, som går over i ørken.
Ind i mellem synes der at være rod , men det er floddale og bjergområder med eget klima.
Lad mig vise steppen ved at remse syv nomadefolk op, som har haft større betydning for Ruslands historie:
1: o 600 kom avarerne, og som hunnerne tre hundrede år før havde sat gang i de germanske folkevandringer,
var deres komme startskuddet til de slaviske.
Disse vandringer hører man af de tidlige omtalte grunde ikke om i skolen,
men de slaviske stammer, som boede i området mellem Visla og Dnepr,
blev slynget mod syd, vest og øst til stort set de steder, de vil være, når jeg starter.
2: Bulgarerne 470-1237, som selv forsvandt,
men efterlod deres navn til nogle af de bofaste sydslaver og gav os det udmærkede navn: Boris.
3: Khazarerne 679-965, som er kendt i historien for at være det eneste folk, som samlet er gået over til jødedommen.
4: Petjenegerne 968-1036, som fik det værste ry,
og som I kan få mere at vide om ved at læse Frants G. Bengtssons "Røde Orm i østerled".
5: Polovtserne 1154-1223, som russerne levede i et had-kærlighedsforhold til.
Det er ikke sikkert I kender dem, for dels kaldes de som oftest i vesteuropa for kumaner,
dels bliver det slaviske navn, som det er fast skik, så gruelig mishandlet i Danmarks Radio.
Men deres indsmigrende danse fra Borodins opera "Knjaz Igor" var i min ungdom fast bestanddel af giro 413.
6: 1223-1783, og følgesværest kom mongolerne, som vi siger det, eller tatarerne som russerne, mere rigtigt, siger det.
7: Endelig kom magyarerne, bedre kendt som ungarerne, lige et smut forbi o. 900 på vej til deres nuværende hjem.
Ovenover ser I Vasnetsovs berømte billede af tre "bogatyry", disse så nødvendige grænsevogtere,
der for russere er som "harniskklædte kæmper" for en dansker.
Læg mærke til bevæbningen.
Afstandene i det østeuropæiske rum er meget, meget store,
så brynjen voksede aldrig ud til en rustning, lansen aldrig til en pæl og buen forblev nødvendig.
Russerne kender ikke havet, og det spiller ingen rolle i deres bevidsthed.
Russernes vand er søen og først og fremmest floden. Den bruger de, den elsker de og den synger de om.
Floderne er Ruslands blodkarsystem. Floderne danner et meget tæt forbundet, indviklet net.
Fra danske "å-typer" til dem i verdensklasse strømmer de adstadigt ad sted gennem urskoven.
Landeveje for handels- og krigsfolk, om sommeren i båd eller skib selvfølgelig,
men om vinteren ikke mindre, når isen bærer og båden skiftes ud med hest og kane.
På grund af jordens omdrejning om sin akse, er de nord-sydløbende floder altid
med en høj vestbred med bratte klinter, her ligger byerne
og med en lav, sumpet østbred, her foregår oversvømmelserne.
Det betyder militært, at erobring vest-øst er meget nemmere end øst-vest.
Herover ser I en af de mange befæstede byer på den høje flodbred.
Den synes at ligge tæt på steppen, måske er det Kiev.
For Moskva, der ligger i skovbæltet, kunne begyndelsen have set ud som nedenfor.
Billedet er af Vasnetsov.
Man forstår fyrsten glæder sig over det gode vejr og sin nyopførte fæstning og forhåbentlig kommer budbringeren med godt nyt.
Derimod tror jeg, kirkens løgkupler er kommet på billed nogle hundrede år før, de blev bygget.
Vil I vide mere om det, kan I klikke her.
Den eneste russiske by, som i ærbødig ælde kan sammenlignes med Kiev ved Dnepr, er Novgorod,
det betyder ironisk nok "nyby", på grænsen til de finske og baltiske folkeslag ved floden Volhov
i den anden ende af det nord-sydgående flodsystem. Volhov og Dvina, Dnepr og Volga.
Tilsammen kontrollerer de to byer "vejen fra væringerne til grækerne" og her starter jeg o. 800.
Russisk historie op til 1682 har jeg delt op i fire afsnit, der til dels griber ind over hinanden, men det var ikke til at undgå.
Heller ikke russisk historie er af den type, vi plejer at kende fra skolen.
Undervejs skifter landet navn to gange:
Fra "Rus", som har givet vores Rusland, over "Moskovitien", som danskerne o. 1500 med forundring genopdagede derovre østpå,
til "Rossija", som vi alligevel kalder Rusland.
Det skifter hovedstad to gange:
Fra Kiev, til Vladimir o. 1200-1300, nu en provinsby nordøst for Moskva,
kendt for Opstandelseskatedralen og sin gyldne port samt det store fængsel,
og endelig til den "guldhovede by" Moskva.
Herskeren skifter selvfølgelig titel på vejen også:
"Knjaz", dvs, konge, men som almindeligvis hos os oversættes med fyrste,
bliver til "Velikij Knjaz", dvs, storkonge, som igen forbedres til "Tsar", dvs, kejser,
som ingen vilde heste får en dansker til at oversætte rigtigt.
Under fremmed tryk går folket på vandring mod nordøst og vest for ar finde sikre steder at bo.
Det går også i tre stykker:
Russere, ukrainere, dvs, dem fra udkanten, og hviderusserne.
En gang, 1250-1400, ophører landet med at eksistere som stat og en gang, 1598-1613 er landet ved at gøre det igen.
Begge gange med stor del egen skyld, men begge gange kommer det også ud af vanskelighederne igen ved egen hjælp.
Hvis en og anden vil følge op bagefter, er det så heldigt, at vi har fået en aldeles udmærket Ruslandshistorie på dansk.
Politikens, hvis bind 1 går op til 1682.
Den oldrussiske krønike: "Povest vremennyh ljet" eller "Beretningen om forgangne år"
findes også på dansk i en glimrende udgave, under navnet "Nestors krønike" udgivet af Wormianum.
2: Rus: 862 - 1241
Politisk startede det hele med handlende krigere, svenske vikinger fra Roslagen,som ville beherske den indbringende "vej fra varægerne til grækerne".
Fra Østersøområdet til Europas så langt største og rigeste by: Konstantonopel.
Indenfor 100 år, mellem o. 850 og 950, foretog disse nordboere og deres efterkommere
5 gange angreb på byen for at gennemtvinge gunstige handelsbetingelser.
Herover har I østslaverne, lysegrønt, og lidt sydslaver, mørkegrønt, samt lidt vestslaver, grønt.
Derudover kan I finde balterne, brunt,
finske folkeslag, hvidt vest, nord og øst for,
og nomadefolkene, hvidt syd og sydøst for.
Lyserødt angiver det kristne Romerrige.
I kan se det store fintmaskede flodsystem man fra Østersøen kom ind i fra den Finske bugt og Neva
og ud af ad Dnepr til Sortehavet, hvis man ville til Konstantinopel,
og ad Volga til det Kaspiske hav, hvis man ville til Kalifatets lande.
De oprettede og gav, ved finsk hjælp, navn til et vikingekongedømme ved Dnepr.
Det rige som hjemme i Norden kendtes som "Gardarike", dvs, landet med byerne, men ellers blev kendt som "Rus".
Hovedvaren var slaver og slavehandelen gik selvfølgelig ud over de undertvungne slaviske stammer.
Der var andre i Vesteuropa, f.eks. tyskere med "Drang nach Osten", der også kunne handle med slavisktalende slaver,
og langsomt afløstes det udmærkede nordiske ord "træl" af det fælles Vesteuropæiske begreb: "slave".
Her har I min første delforklaring på, hvorfor de slavisktalende folk har den omtalte lillebitte plads i Vesteuropas bevidsthed.
Storstilet slavehandel med mennesker fra det østeuropæiske rum fortsatte til op i 1600-tallet.
Men som sagt, I kan læse en troværdig, spændende historie om disse handlende krigere ved at læse "Røde Orm".
Jeg vil ikke gå ind i nogen enkeltheder om det sociale, men lige fremhæve to ting.
Når landet blev kaldt "byrige" var det selvfølgelig fordi, det var bemærkelsesværdigt.
Det samtidige Vesteuropa havde også byer, men magten lå på godserne, hos den jordejende adel.
I Rusland styredes landet fra byerne og man havde ingen bofast, jordejende, adelsbevidst godsejerklasse.
Det kom meget senere.
Det andet som var anderledes end i Vesteuropa var arveretten.
Den lå hos kongeslægten, "Rjurikovitji", som sådan, efter et meget indviklet mønster hvor sønner og onkler,
alle med titlen "knjaz'", rokerede og afløste hinanden med det endelige mål at komme til at sidde i Kiev som "Velikij Knjaz'".
Da systemet efterhånden brød sammen indefra, betød det stadig flere, stadig blodigere borgerkrige.
Men lad mig lige minde om, at en lignende arveret til tronen var gældende også i Danmark
frem til til den store borgerkrig mellem Sven, Knud og Valdemar o. 1150.
Op til 1169 var Kiev landets centrum på alle områder.
Under Jaroslav den Vise 1019-54 var byen midtpunktet i et kæmpestort, velorganiseret rige,
f. eks. fik man sin første nedskrevne lovgivning, og riget havde livlige forbindelser til udlandet.
Ved giftermål f. eks. var landet knyttet til det kristne Romerrige, Ungarn, Polen, Tyskland, Frankrig, England, Skandinavien.
Her har Kivshenko forestillet sig, hvorledes Russkaja pravda blev forkyndt for folket.
Læg mærke til den Hellige Visdoms kirke i baggrunde.
Således forestiller man sig Sofijakatedralen i Kiev så ud, før den under det polske herredømme blev bygget om i polsk barok.
Klik her for at se mine sider om kirken.
Kristendommens indførelse 988 under Vladimir, som af samme grund blev kaldt "den hellige",var den største enkeltbegivenhed i perioden og nok i hele Ruslands historie.
Bønder hedder stadig "kreshsjane", dvs, kristne.
Folket definerede sig selv med religionen.
En sørgmunter bekræftelse er den gamle herre, som han står stift med et oprakt kors og stirrer ud over Dnjepr.
Det kan tælles på to hænder, hvilke mindesmærker kommunisterne ikke væltede efter revolutionen,
men han var altså en sådan urørlig.
I skulle ikke snyde jer selv for at læse den morsomme historie i "Nestorkrøniken", om hvordan Rusland blev kristnet.
Jeg fremhæver lige en ting. Rusland er det eneste land, som selv frit, uden trusel om at blive kørt over af et korstog,
har kunnet vælge mellem alle de fire religioner, der tror på samme jødiske gud.
Man valgte kirken i Europas kulturelle glansstykke, det kristne Romerrige, ikke Vesteuropas kirke,
for Vesteuropa var på dette tidspunkt et u-land.
Et vigtig grund var formodentlig også selvfølelsen, man havde i Rusland ingen grund til at underkaste sig latin,
når man kunne få sproglig ligeberettigelse mellem græsk og slavisk.
Det latinske alfabet, som blev Danmark påtvungent med indlemmelsen i katolicismen, passer som fod i vante til dansk,
mens det kyrilliske alfabet skabtes til netop de slaviske sprog af missionærer, der var udsendt fra Konstantinopel.
Det betød slaverne fik en bibel, man kunne læse, 500 år før man fik det i Vesteuropa.
Man fik historieskrivning, heltedigtning,
tænk hvad Danmark mistede ved at Sakse skulle bruge latin,
lovbøger på eget sprog, for slet ikke at tale om en flod af oversættelser fra græsk.
Senere, til den dag i dag, skulle dette kirkeslaviske sprog vise sig at være en uudtømmelig kilde
til berigelse for russisk intellektuelt sprog, men det er en anden historie.
Den kristne kultur kom altså fra Konstantinopel.
Den ortodokse kirke bygger på tro og følelse.
Den har aldrig, i modsætning til den katolske, haft behov for at gøre sig intellektuel,
for at kunne erobre samfundet indefra og overtage magten.
Det betyder mere end bare at sige, at Rusland aldrig har haft del i renæssancen.
Det er selve hemmeligheden bag den østeuropæiske kirkes styrke og svaghed.
Ortodoksi oversættes hos os altid med rettroende og det er lykkedes katolikker at gøre begrebet negativt.
En ortodoks dit eller dat er slem og kun en beton dit eller dat er værre.
Denne ideologiske krigsførelse omkring ordet i Vesteuropa har aldrig spillet nogen rolle andre steder af gode sproglige grunde.
Ortodoksi kan nemlig oversættes helt anderledes.
Russernes "ortodokse" kirke hedder "pravoslavnaja", dvs, kirken med "den rette måde at hylde Gud",
og se, det er jo noget helt andet end ordkløveri om dogmer.
Den ortodokse gudstjeneste er utrolig stemningsfuld, en massiv bearbejdning af alle menneskelige sanser,
her lukkes forstanden ikke ind.
Det er betegnende, at jesuitterne først fik lidt held med deres tvangsomvendelse i 1600-tallets Vestukraine efter,
de havde udvirket pavens særlige tilladelse til, at de der blev katolske i hovedet,
kunne beholde gudstjenesten uberørt, dvs ikke katolsk.
Men når man kommer ud af kirken, vænner øjnene til dagslyset, og man forsøger at tænke igen.
Hvad så? Det spørgsmål forsøgte den ortodokse kirke aldrig at svare på.
Den havde ikke behov for kunst eller videnskab som sådan.
Jeg angiver lige kort nogle af de ting ved kirkeopbygningen, som adskiller fra Vesteuropa.
En selvstændig ortodoks kirke ledes af en patriark, dem var der fra gammel tid 4 af,
paven er en af dem, men han fik som bekendt storhedsvanvid.
Rusland blev i 600 år styret af en, der var lidt mindre fin, en metropolit.
Præsteskabet er delt i to. Der er et hvidt, som kan være gift, og et sort, som skal være ugift.
Kirkelederne vælges fra de sidste.
Kirkearkitekturen er anderledes, man overtog ikke, som i Vesteuropa, en hedensk romersk bygningstype,
men udviklede i det "ny Rom", Konstantinopel, en kristen. Terningformet og med kupler, altid et ulige antal.
PS: Den gamle russiske kirkearkitektur skal ses i Novgorod og Vladimir.
Løgkupler, teltformede kirker, mængder af detaljer og farver
som i "Pokrovskij sobor" for enden af den Røde plads er Moskva-stil fra ca. 1500 og fremefter.
Begrebet "kloster" adskilte også Rusland fra det katolske Vesteuropa.
Klostrene var en del af "verden", som man sagde, de fulgte byerne.
Af 70 kendte klostre før år 1200 lå alene 20 i Novgorod og 15 i Kiev.
Af disse sidste sidste blev "Huleklostret" af største vigtighed.
Her forfattedes den oldrussiske krønike 1111 og stedet forblev i mange år Ruslands kulturelle centrum.
I 1054 førte pavens bestræbelser på at underlægge sig hele kirken til det såkaldte skisma.
Det endelige brud mellem de europæiske kirker.
Dette er min anden og vigtigste delforklaring på det katolske Vesteuropas ligegyldige nedladenhed overfor Østeuropa.
Ved dette brud spaltedes nemlig den slaviske verden som dødsfjender til denne dag i en katolsk, mindre del i vest,
samt en ortodoks, større del i syd- og øst.
Mest uhyggeligt er det på Balkan, hvor et og samme folk deltes i ortodoke serbere og katolske kroater,
men forholdet mellem polakker og de tre østslaviske folk lader ikke meget tilbage i had og bitterhed.
Der opstod en hakkeorden af største historiske vigtighed:
tyskere ser ned på polakker, fordi de er slaver,
polakker ser ned på russere, fordi de er ortodokse.
Østrigere ser ned på de slaviske kroater,
der kan gøre gengæld mod de ortodokse brødre.
I lagde sikkert mærke til, jeg kun lod Kiev være midtpunkt til 1169, selv om perioden om "Kievskaja Rus" skal gå op til 1241.
Fra 1100-tallets midte gik landet i opløsning.
Borgerkrigene blev flere og grusommere og 1169 plyndrede Andrej Bogoljubskijs hær Kiev og flyttede storfyrsttitlen til Suzdal,
men ved hans mord kort efter flyttede hovedstaden til Vladimir.
Dertil kom voldsommere og voldsommere angreb fra steppen, fra de omtalte "polovtsy",
som gav stødet til en langsom folkeforskydning.
Fra Dnjepr flyttede man mod vest, men først og fremmest mod nordøst til den sparsomt beboede urskov ved Volga-Oka.
Her opstod ved mødet med den sparsomme finske befolkning i løbet af de næste par hundrede år det russiske folk.
Den store historiker Kljutjevskij skrev o. 1900, da, som I husker, hovedstaden var Peterburg:
"Folket husker Kiev den dag i dag, med fyrsterne og bogatyry og den hellige Sofija og Huleklostret.
Det elsker og ærer Kiev uden forstillelse, som det aldrig har elsket eller æret nogen af de hovedstæder, der har afløst den.
Hverken Vladimir ved Kljazma, eller Moskva, eller Peterburg.
Det har glemt Vladimir, som allerede i samtiden var lidet kendt.
Moskva var hård for folket, det respekterede en smule og frygtede byen, men det holdt ikke ægte af den.
Peterburg elsker det ikke, det respekterer den ikke, ja er end ikke bange for den."
3: Fremmedvælde: 1242 - 1795
Mongolerstormen kom i to omgange:De dukkede op som lyn fra en klar himmel i 1223, besejrede den forenede polovtsy-russiske hær og forsvandt.
"Om disse onde tatarer ved vi intet, hverken hvorfra de er kommet eller, hvor de er draget hen."
Sådan skrev en samtidig i en krønike, han kunne ikke vide, det var et opklarende togt, et led i en plan om hele verdens erobring.
Eller at Rusland lå lige på vejen dertil.
Ovenover ser I en tatarisk styrke foran en russisk by.
De var omkring 1250 alle overlegne, ikke bare i åbne feltslag, men også i belejringskunst,
som de havde lært under nedkæmpelsen af Kina.
Lige et par ord om mongoler og tatarer, der oprindeligt var et tyrkisktalende, sibirisk folkeslag.
Mongolerne satte det hele i værk og beholdt ledelsen til riget splittedes op sent i 1200-tallet,
men efterhånden udgjorde undertvungne folkeslag en større og større del af hæren.
Således var den hær, der blev sendt mod Europa for størstedelen tyrkisktalende,
og Den Gyldne Horde, Mongolerrigets arvtager i Europa var helt tatarisk.
14 år efter gik detfor alvor løs. I to stort anlagte felttog, 1237-41, blev Rusland knust.
Man havde valget mellem at give tatarfyrsten 10 procent af alt, eller at kæmpe og dø.
Man kæmpede, hver for sig, uden samlet plan og by efter by blev lagt i aske, indbyggerne dræbt.
Her går det ud over Rjazan.
Den russiske skik med at bygge alt verdsligt i træ gjorde arbejdet nemt for de uvelkomne gæster.
Den eneste by af betydning, som slap, var Novgorod,
men det var fordi efterårsregnen og "rasputitsa" stod for døren og tatarerne frivilligt vendte om.
Fyrsten i byen skyndte sig til tatarernes hovedlejr og underkastede sig.
Til alt held for Rusland, må man sige.
Hans navn var Aleksandr og vi skal snart høre, hvorfor han fik tilnavnet Nevskij.
Baskak var en tatarisk skatteopkræver af naturalier.
Her har S. Ivanov malet en baskaks besøg i en landsby,
Som I kan se var naturalier et vidt begreb.
Tataråget var lagt på landet, for at blive liggende i 200 år.
Tatarerne havde brug for landet som malkeko, og brandskattede landet ubønhørligt med de mest moderne metoder,
f. eks. folketællinger, men ironisk nok var dette med til at grave deres egen grav.
Tatarerne lod nemlig fyrstemagten som sådan være urørt, som garant for en effektiv skatteinddrivning,
og fyrsten i det lillebitte Moskva skulle med tiden vise hvilke muligheder, det gav.
Ødelæggelserne ved erobringen var rystende: kunsten at bygge i sten går næsten tabt,
krønikeskrivningen går i stå for et halvt århundrede,
man kan iagttage et almindeligt kulturelt forfald ved de russiske fyrstehoffer osv.
Men værst af alt var, at landet så at sige blev revet i to stykker.
Hvad der skete med den vestlige del, vil jeg komme ind på om lidt, men først den del som i dag er kendt som Rusland.
Det nordøstlige område, hvor det russiske folk var i støbeskeen,
var de næste mange år næsten fuldstændig fikseret mod øst, mod tatarerne.
Gang på gang kom en tatarhær og ødelagde, med ordet brugt i sin oprindelige betydning, fyrstedømmer, som havde forbrudt sig.
Og hver eneste år var der angreb af større eller mindre bander, der for egen regning var ude efter bytte, først og fremmest slaver.
Derimod blev tatarerne som bekendt aldrig færdige med at erobre verden,
og det var deres egen indre splittelse, der bar hovedskylden.
Den del af tatarriget, som kom til at herske over Østeuropa, er kendt som "Den Gyldne Horde".
Selv om de var nomader, måtte de have en hovedstad at styre ud fra.
Den lå først ved Volgas fodsål, derpå ved Volgas knæ, men den hed begge steder Saraj, for hvad skulle de ellers kalde den?
Karavan Saraj er på tyrkist et overnatninbgssted for karavaner.
Det er det samme ord, I kender fra Sarajevo og bortførelsen fra Seraillet.
Jeg kan ikke dy mig for at fortælle, at russerne ubevidst har hævnet sig ved at indlåne ordet til russisk.
Her betyder det "udhus" eller "skur".
Ny Saraj blev ødelagt af Timur Lenk, vores Tamerlan, 1395,
og horden gik snart efter i opløsning for at blive udslettet endeligt 1502 af Krimtatarerne, for som bekendt er frænde, frænde værst.
Men russerne var altså ikke stærke nok til at nedkæmpe dem.
Her har Ivanov malet en fremskudt post nede i steppen.
Tatarerne havde altid tre heste med, når de red ud på togt.
Den sidste dag før de nåede de russiske linjer, kom de i rasende fart ved at skifte hest, medens de red.
De russiske poster spejdede dag efter dag efter støvskyen med livet i hænderne.
Så de den for sent, blev de fanget i fjendens "oblava", knibtangbevægelse
og kunne ikke advare opfangslinjen nogle timers ridt bagude.
I flere hundrede år var floden Oka, en hundrede kilometer syd for Moskva, den linje, der blev kæmpet om.
1521 påbegyndtes "Bolshaja zasetjnaja tjerta", "Den store opfangslinje",
et bælte af befæstninger, der skulle opfange i hvert fald de mindre angreb.
I kan se den nedenunder som den øverste grønne linje, men den østlige del langs Oka er ikke med.
Tataråget blev godt nok formelt afkastet 1480, men tatarfaren forblev overhængende til o. 1600.
Moskva blev erobret og brændt af i 1571 og befolkningen i titusindevis drevet sydpå til slavemarkederne,
og så sent som i 1592 blev tatarerne først stoppet i udkanten af Moskva.
Men fra midten af 1500-tallet var Rusland alligevel toneangivende,
og opfangslinjen blev skudt længere og længere sydpå, ned i steppen.
Kursk f. eks., kendt fra verdens største kampvognsslag 1943, genopstår 350 år efter sin undergang.
Afløserne for den Gyldne Horde var først og fremmest Krimhanatet: 1430-1783, som støttedes af Osmannerriget,
men også Kazanhanatet var en bestandig, om end mindre trusel.
Men fra midten af 1500-tallet vendte krigslykken, som sagt, afgørende. 1552 erobredes Kazan, 1556 Astrahan.
Den russiske grænse mod øst og syd blev skudt frem til floderne Ural og Terek, som sikredes med kazaker.
Det er navnet på de forvovne, der flygtede fra skovbæltets trygge trældom til steppens fri farer.
Kazakerne, eller, som man med en forvrængning af det ukrainske ord er mere vant til at sige i Danmark, "kosakkerne",
dukkede op ved Dons øvre løb i 1400-tallet, som en slags russisk modtræk mod tatarerne.
Her ser I det sydlige Rusland omkring 16oo.
Som I kan se, er opfangslinjen nu skudt syd for Kursk og har navn efter en ny fæstningsby "Belgorod", dvs "Hvidby".
Efter erobringen af Kazan ved Volga 1552 måtte man bygge endnu længere befæstede linjer mod nordøst til Ural
og derefter ind i Sibirien.
De gule klatter viser Polen, langt den største del af "Polen" var russiske landskaber, erobret i 13-1400-tallet af Litauen.
De stiplede brune linjer er de vigtigste "shljah", tatarernes indfaldsveje,
der fornuftigt nok, som vor Hærvej, fulgte vandskellene mest muligt.
Endelig 1783 kom turen til tatarerne sidste støttepunkt Krim og 12 år efter inddrev Rusland sin anden udestående fordring.
Den mod vest, den polske, men to andre ting først.
Jeg har allerede været inde på faren for at blive kørt over af et katolsk korstog.
For Rusland dukkede den op 250 år efter landets kristning.
Det var på det tidspunkt moderne i nordvesteuropa at tage med korstoget.
Danskerne plyndrede lystigt i Estland fra 1218, og det gav svenskerne blod på tanden.
1: 1240 dukkede Birger jarl op med sine kors og krigsskibe i Nevas munding.
Aleksandr, fyrsten i Novgorod, der, som I husker, havde reddet sin by ved at underkaste sig tatarerne,
tog godt imod dem, en passende mængde af dem fik jord nok til at ligge udstrakt på,
og Aleksandr fik som tak af russerne sit tilnavn, Nevskij.
Derefter var der almindelig småkrig uden større religiøse overtoner til grænsen blev lagt nogenlunde fast 1326.
Næste gang, det for alvor gik løs, var da det det ny Rusland, i overvurdering af egne kræfter, startede en større krig 1558-83.
Denne første krig om Baltikum endte med russisk nederlag,
men til gengæld drev de så igen svenskerne ud af Novgord og hjem i 1613.
Men svenskerne gav først endeligt op efter et sidste stort forsøg 1709.
Sejren ved Poltava slog Ruslands overvægt i østersøområdet endeligt fast og gjorde med et slag landet til europæisk stormagt.
Det står der i historiebøgerne, og det betyder i klartekst,
at nu kunne vesteuropæerne desværre ikke længere nøjes med at se ned og føle sig overlegen.
2: Men tyskerne er jo heller ikke tabt bag en vogn, og de var også pavens korsriddere, folk for hvem hensigten helliger midlet.
I katolicismens navn havde de til omkring 1200 ustraffet allerede myrdet så mange slaver,
at de havde fået en gevaldig "drang nach Osten".
Tyskerne er ordensmennesker, den Tyske orden, den med det sorte kors, tog,
som en anden svensker, uden indbydelse et lille smut til Rusland tidligt i 1242.
Så tidligt, at Tjudsøens vande stadig var islagte, så derfor kom de ridende og atter tog russerne godt imod de kamplystne katolikker.
Slaget på Tjudsøens, eller som tyskerne siger: Peipussøen, bremsede også denne udgave af Vesteuropas velsignelse,
og atter var det, den nu kendte, Aleksandr, som var helten.
Eisenstein har lavet en seværdig film, som nogen måske har set, over dette opgør.
Derefter holdt ordenen sig stort set i ro overfor Rusland, men da, den brød sammen som følge af reformationen,
åbnedes der, som vi har set, for lang, bitter og blodig krig om Baltikun o. 1550.
Lige et ord om "nemtsy", dvs, tyskerne.
Tyskerne er det eneste folk, med undtagelse af finnerne, i Vesteuropa, som virkelig kender russerne på godt og ondt.
Og tyskeren er på godt og ondt vesteuropæeren for russerne.
Læser i de klassiske russiske romaner fra forrige århundrede, er der mængder af eksempler.
Tydeligst i "Oblomov", der er et forsøg på at beskrive en vigtigt karaktertræk hos russerne, begrebet "oblomovshsjina",
ved at stille en tysker overfor.
3: Men der var, som sagt, en udestående fordring tilbage, hos Polen.
Det var ellers Litauen, Centraleuropas sidste hedenske stat, som begyndte.
I løbet af godt hundrede år efter det gamle Ruslands udslettelse indlemmede Litauen det,
vi i dag kender som "Belorus", dvs "Hviderusland" og "Ukraina",dvs "området i udkanten", set fra Moskva eller Warszawa, forstås.
Kievriget samledes så at sige på ny af folk udefra,
og som første gang var overherrerne snart godt på vej til at blive russificeret, sprogligt,
forvaltningssproget i Litauen var hviderussisk, og religiøst, f. eks. indsatte man 1439 en egen, konkurrerende metropolit i Kiev.
Men da Tver i fortvivelse under kampen med Moskva indkaldte Litauen o. 1375 endte det hele på en måde,
som kom til at bestemme fremtiden helt anderledes end fyrsten i Tver havde tænkt sig.
Moskva styrkedes og Moskovvitien blev for omverdenen lig Rusland.
Næsten samtidig tog imidlertid Ruslands historie af såre menneskelige grunde en skæbnesvanger udvikling.
Der var en rig arving i Polen, meget rig, og faderen lovede hele kongeriget til den, der ville tage hende.
På borgen Trakaj i Litauen sad en ung mand, som godt kunne bruge lidt mere, så han tog prinsessen,
og prisen, syntes han, var til at leve med.
Landet blev kristnet katolsk, det var nemlig eneste betingelse, og der er vel andre ting end Paris, der er en messe værd.
Unionen med Polen 1386 åbnede altså halvdelen af Rusland for polonisering og katolicering fra vest.
Det skete frivilligt til at begynde med, støttet af den højere sociale og kulturelle udvikling i Polen
og det gik langsomt fra adel og storborgerskab nedefter, men efterhånden øgedes tvangen.
Herover ser i det østlige Europa i 1462.
Mosva i blåt er endnu ikke færdig med at samle "de russiske lande", langt fra,
men er næsten færdig med dem som senere blev kaldt "storrussiske".
Her mangler først og fremmest Novgorod, lyst, Pskov, brunt, Tver, lysere brunt og Rjazan, gråt.
Men alle de vestlige russiske lande, de der senere af russerne blev kaldt "lillerussiske" og "hviderussiske"
er under polsk herredømme, lysebrunt, og grænsen går en hundrede kilometer vest for Moskva.
I øverste venstre hjørne mod nordvest kan I lige skimte de andre gamle fjender den Tyske orden og Sverige.
Syd og øst for har I de tre arvinger til "den gyldne horde". Krim-, grønblåt, Astrahanhan-, hvidt, og Kazanhanatet, grønt.
Sprogligt betød det, at russisk sprog gik i tre stykker, men politisk var det religiøse spørgsmål meget vigtigere.
Grænseskærmydslerne fik i større og større grad en religiøs, dvs, skånselsesløs, overtone,
og 1493 begyndte en "trehundredårskrig" mellem Litauen-Polen og et nyt, stærkt Rusland.
I 1569 var det kommet så vidt at Polen reelt opslugte Litauen og,
hvad der var mere vigtigt, direkte indlemmede de russiske områder i selve Polen. Men det blev værre endnu.
I 1596 fik med Unionen fra Brest, den katolske kirke frie tøjler til,
under ledelse af jesuitterne og med statens støtte, at tvangsomvende den ortodokse befolkning.
Under trykket spaltedes den ortodokse kirkeledelse og der opstod,
som jeg var kort inde på det i afsnit 2, en græsk-katolsk landforræderkirke.
Dette blev startskuddet til væbnet modstand under ledelse af de ukrainske kazaker fra Dnepr.
Denne kamp kan i læse om hos Gogol, i "Taras Bulba".
Men Polen var for stærkt for kazakerne alene og lederen Bogdan Hmelnitskij,
ham I kan se højt til hest foran Sofijakatedralen i Kiev, måtte snart se i øjnene, at slaget var tabt.
1654 var i ikke ret gamle dage et berømt årstal i Ruslands historie.
Russerne havde ikke så meget, der både var godt og frivilligt at glæde sig over.
Men i 1654 søgte Ukraine altså om optagelse i Rossija for at få beskyttelse mod polakkerne.
Der var ikke nogen lusk overhovedet ved denne ansøgning,
men man var længe om i Moskva at modtage gaven, for man vidste jo, hvad man kastede sig ud i.
Jeg erindrer om, at der stor set havde været krig mellem de to lande uafbrudt, kun afbrudt af våbenhviler, siden 1493.
Moskvas åbenlyse støtte til frihedskæmperne i Ukraine
og Polens jernhårde vilje til at nedkæmpe oprørerne sammensteds betød krig på liv og død.
Jeg nævner lige, den sørgelige kendsgerning, at Jeltsin for at komme til magten annullerede 400 års russisk historie.
Hans restrige har stort set Ruslands grænser fra 1600.
Derfor vil jeg heller ikke gå i nogen detaljer her, men kun sige, ar opgøret mellem Polen og Rossija fortsatte længe endnu.
Først i 1795 var Polens endegyldige nederlag en kendsgerning.
Jeg startede med et Vesteuropa, som ved så lidt, og som ikke er interesseret i at vide mere.
Her kommer et bevis til.
Årstallet 1795 kan I finde i alle historiebøger, men med overskriften "Polens 3. Deling".
Det er formelt rigtigt, men sagligt forkert.
Polen blev godt nok delt mellem Preussen og Østrig-Ungarn, men Rusland fik ikke en stump af Polen.
Det eneste ikke russiske område, som kom til Rossija, var Litauen.
Resten var de områder, der i dag udgør Belarus og det vestlige Ukraine.
4: Moskovitien: 1147 - 1462
Russerne selv undrer sig over Moskvas fremvækst som Ruslands centrum og kan ikke give nogen entydig forklaring.Byen nævnes første gang 1147 og den var da en ubetydelig grænseby mellem to russiske fyrstedømmer.
Den havde ikke engang en kreml endnu.
Godt hundrede år efter var byen hovedstad i det mindste russiske fyrstedømme, mindre end halvt så stort som Danmark,
og byen gik derfor i arv til den yngste af Aleksandr Nevskijs mange sønner i 1263.
Men godt hundrede år senere igen sad på tronen i Moskva ikke bare en storfyrste,
men Storruslands ubestridte nationale og religiøse leder.
Det lyder virkelig som et eventyr.
Daniil Aleksandrovitj, dvs Aleksandersøn., Ivan Kalita, dvs, Pengepung.
Semjon Gordyj, dvs, den Stolte. Dmitrij Donskoj, dvs fra Don.
Det er de vigtigste navne i fyrstekæden og den viser udviklingen fra 1263 til 1389.
Fra ham, der var kendt på grund af sin fader, over ham, der styrede forsigtigt og planmæssigt,
til ham, der kunne føre sig frem i de andre fyrsters kreds,
og for at ende med ham, som blev alle russeres, ikke bare de fra Moskva, lysende helt
efter sejren i 1380 på Kulikovo Pole, dvs, Rylemarken, ved Dons øvre løb.
Russernes første sejr over en tatarisk hær i åbent slag.
Herover er Bubnovs billede af sagen.
Billedet er sovjetisk, dvs falskt, alle kristne symboler er væk, men alligevel er Bubnov så godt han kunne hæderlig.
At han skulle anbringe fyrste i baggrunden og det menige folk i forgrunden gør nærmest godt,
men han viser sin selvstændighed ved ikke at male hurrapatriotisme, men de nervøst sammenbidte russere om morgenen før slaget.
Og sådan er myter, at det intet ændrede, at tatarerne vendte tilbage to år efter og afbrændte Moskva.
Russerne behøvede ikke længere at kun tro og håbe, de vidste, at det kunne lade sig gøre.
Russisk kultur, som havde overlevet i et tusmørke, ligesom vågnede op igen.
Heltegerningerne gengav, sammen med de hellige mænd, lysten til at skrive.
"Beretningen om det morderiske slag med Mamaj", digtet "På den anden side Don" og "Sergej Radonezhs levned"
er tre kendte eksempler på at russisk skriftsprog livede op igen.
Ikonmaleriet fik et nyt opsving og Andrej Rubljov, Ruslands største ikonmaler virkede i Moskva o. 1400,
hvor hans hovedværk "Troitsa", dvs, "Trenigheden" nu kan ses i Tretjakov-galleriet.
Tarkovskij lavede i 1971 en meget seværdig film om det senmiddelalderlige Rusland,
en film, der er bygget over Rubljovs liv og bærer hans navn.
Stort set skete udvidelsen af Moskvastaten på 6 måder.
a) Man var klar til at overfalde og erobre om et bytte var i nærheden, f. eks. som det skete med Kolomna i 1301.
b) Man indgik arveaftaler med andre fyrster, som det skete med Perejaslavl i 1302.
c) Man spillede, især Ivan Kalita, bevidst på tatarerne, f. eks. den ubehagelige historie med Tver i 1327,
der dels ødelagde, Moskva gjorde det grove arbejde, en rival, dels indbragte titlen af storfyrste.
d) Man købte andre fyrster ud f. eks. i Uglitj 1364.
e) Man koloniserede systematisk ødemarken mod nord.
Her ser I det røde fyrstendømme Moskva år 1300 lige før de første landvindinger. Lyseødt viser vindingerne indtil 1340
De andre russiske fyrstendømmer var efterhånden blevet delt op ved arvedeling, som I kan se på de lyse kredse, hovedstæderne.
Den grønne linje viser Moskvas grænser i 1462.
Udenfor Moskva er lidt småtteri samt det selvbevidste Novgood.
Og så er der jo Litauen-Polen.
Koloniseringen af ødemarken mod nord hang sammen med fremkomsten af "ødemarksklostre".
Det var næsten modsat af Vesteuropa, hvor man i senmiddelalderen opgav at lægge klostre i ødemarken,
da der ikke rigtig var nogen ødemark tilbage, og i stedet lagde dem i byerne.
Herover ser I højre del af af Nesterovs tredelte værk om den hellige Sergij, jævnfør lige nedenunder.
I ser den gamle mand foran sit livsværk.
Maleriet er fra sidste halvdel af 1800-tallet, men stærkt præget af ikontraditionen.
I Rusland gik man altså bort fra byerne ved nyt klosterbyggeri.
Der byggedes o. 150 klostre i urskoven fra 1300 til 1600 f. eks. "Troitsa", eller treenighedsklostret" fra o. 1340 i Sergijevskij Posad. Byen, ikke klostret, har navn efter grundlæggeren, Sergej Radonezhskij, som var af Moskva provinsadel.
Selv blev han Ruslands største helgen, jeg nævnte lige hans meget læste "levned".
Hans kloster blev det ny Ruslands helligste, og derfor måtte kommunisterne selvfølgelig reagere.
De ødelagde, hvad de turde, og døbte byen om til Zagorsk.
Her har Vasnetsov malet grundlæggelsen af et kloster i ødemarken
Men byen Moskva, hvordan var den?
Den var lille til at begynde med og den var meget længe af træ.
Første stenbygning, en kirke, rejstes i 1326 og mure af sten, fik byen først 1367, men fra da af gik det stærkt.
I 1450 var Moskva i størrelse jævnbyrdig med Novgorod, Rusland indtil da største by,
og fra o. 1600 kunne den måle sig med de største Vesteuropæiske hovedstæder.
Her har Vasnetsov forestillet sig Moskva, som det så ud omkring 1340.
Byen var da ensbetydende med det vi dag kalder Kreml.
De første bygninger af sten, alle kirker, ses i baggrunden.
På venstre hånd er den bratte skrænt ned mod floden Neglinnaja, der blev lagt i rør i 18-hundredetallet.
Den løber ud i floden Moskva, der ses i forgrunden.
Samme Vasnetsov, samme ståsted, men Kreml er 200 år yngre.
Folk, der har været i Moskva turde genkende mur og adskillige bygninger.
Bolshoj kamennyj most, dvs den store stenbro er dog stadig en pontonbro af træ som resten af byen,
der nu var vokset langt uden for Kreml.
Stadig Vasnetsov.
Her ser han for sig en "bojarinja", en bojardatter på spadseretur i Moskva.
Som I kan se, var selv gaderne af træ.
Stenhuset i baggrunden ligner Romanovfamiljens hus.
Denne mægtige bojarfamilse blev, som vi skal se, kejserfamilje i 1613.
Moskvas anseelse og indflydelse voksede sikkert.
Metropolitten flyttede til byen, for at blive, i 1328.
Efter 1336 lå storfyrstetitlen fast i Moskva,
og fra o. 1350 førte Moskvafyrsten en tilføjelse dertil: "af al Rusland".
Borgerkrigen indenfor Moskvafamilien 1425-52 viser med al tydelighed hvor stabilt styret var blevet.
Vasilij Tjomnyj, dvs den blinde, stod ved sin død mere magtfuldkommen end nogen af forgængerne.
Ruslands nationale symbol, en højt æret ikon fra begyndelsen af 1100-tallet,
som forestiller Gudsmoder med barnet havde gjort alle landets omskiftelser med.
Først hang den i Kiev, flyttede så med hovedstadstitlen til Vladimir og da den i 1395 blev ført til Moskva,
var det en bekræftelse af det, alle vidste. Landets politiske og religiøse magt lå i Moskva.
Derimod var det utilsigtet, at den russiske kirke frigjorde sig helt fra den græske moderkirke.
Det må vi lige have med, for det fik stor betydning for russernes syn på sig selv, set i forhold til omverdenen.
Det romerske kejserrige havde ligget i dødskamp længe,
lige siden tyrkerne dukkede op ved rigets grænser i slutningen af 1000-tallet.
I stigende grad måtte russerne leve med, at deres beundrede forbillede blev politisk ydmyget.
I begyndelsen af 1400-tallet var enden nær,
og kejseren gjorde et sidste fortvivlet forsøg på at tiltuske sig vesteuropæisk hjælp ved at indgå en kirkeunion i Firenze 1439,
som lod paven stå tilbage som betingelsesløs sejrherre i den lange bitre ideologiske strid.
I Rusland nægtede man at bøje sig, tværtimod kastede man Patriarkens udsending i fængsel,
da han kom til Moskva og ville gå i procession med et latinsk kors forrest.
Pludselig opdagede russerne, at de havde brudt med den kirke, hvis lederskab, de aldrig før havde bestridt.
Ikke nok med det. Ruslands politiske verden var brudt sammen også.
Mens Rusland så blodigt kæmpede sig tilbage, ind i historien, faldt den ortodokse verden sammen.
Ved midten af 1400-tallet var Rusland Europas eneste overlevende ortodokse stat,
og Rusland blev nærmest påtvungent at bære den byrde,
som Konstantinopel ikke længere kunne løfte, at forsvare den ortodokse verden.
Vi har allerede mødt problemet i form af Polen og katolicisme overfor Ukraine med Rusland og ortodoksi,
men allerede i 1586 dukkede en tilsvarende problemstilling op.
Det år kom første af adskillige bønskrifter fra Gruzien, og senere Armenien,
om lensforhold og dermed russisk beskyttelse mod de vantro.
5: Rossija: 1462 - 1682
Klik her for at se min side om de russiske statssymboler.Ivan 3. 1462-1505 fuldendte tålmodigt forfædrenes værk.
For første gang viser der sig tegn på, at de underlegne byer og fyrstedømmer går i opløsning indefra
og at Moskva støttes af en slags folkestemning.
Under ham firedobledes Moskvovitiens territorium og Storrusland samles endegyldigt.
Vigtigst var indlemmelsen af den gamle hovedmodstander Tver, samt det russiske norden med hovedbyen Novgorod o 1485.
Novgorod havde fra 1200-tallet været den største og rigeste by på grund af handelen på Østersøen
med hansestædernes købmænd som mellemmænd.
Det selvsikre borgerskab valgte selv på bytinget, vetje, de fyrster, det havde brug for i forvaret mod tyskere og svenskere,
men levede selv og åndede for handelen,
hvor for eksempel den store efterspørgsel på pelsværk fik byen til at underlægge sig
vidstrakte områder i de tyndtbefolkede skove mod nordøst.
Ivanov har her malet den livlige handel.
Selve byen med kreml og Ruslands anden store kirke, Sofiakatedralen, kan I se på den anden, højre bred af Volhov.
Ovenover slutter Novgorods herlighed.
Vi er i 1477 og den sidste leder af uafhængighedspartiet,
Marfa Boretskaja, føres bort til tvangsklipning og indespærring i et nonnekloster.
Læg mærke til slæden med klokken på.
Klokken havde i århundreder kaldt Novgorods borgere til tinge og var symbol på uafhængig selvbestemmelse.
Den blev også ført til Moskva i fangenskab,
og for den aldrig mere skulle gøre ulykker med folkelig lyst til at bestemme selv, blev dens knebel fjernet.
Men Novgorods egentlige ulykke kom hundrede år senere.
I 1570 overfaldt og hærgede Ivan Groznyj byen som en by i et fjendtligt land.
Tusindevis, høj som lav, blev myrdet, ejendom blev beslaglagt og byen døde.
Siden har den været en ubetydelig provinsby.
Den ny russiske stat opstod med tre hovedkendetegn.
1: Der var uafbrudt krig med stærke ydre fjender.
2: Al ret i staten blev underordnet krigens behov,
og al menneskelig virksomhed tjente dette behov og blev udført af skarpt adskilte stænder.
3: Statens øverste magt forblev uafgrænset på alle områder.
"Vi er frie at belønne vore holopy og fri at henrette dem også."
"Holop" betyder træl, men da Ivan Groznyj sagde det, mente han alle undersåtter.
Da bojarerne satte en mand af deres egen kreds på tronen i 1606,
måtte Vasilij Shujskij som den første fyrste i Ruslands historie kysse korset på noget, der ligner en håndfæstning.
Betingelserne viser indirekte, hvad der gik for sig. Han måtte nemlig love:
1: Ikke lade nogen, dvs, bojarer straffe uden bevist skyld.
2: Ikke konfiskere jordegods fra uskyldige slægtninge.
3: Ikke benytte sig af lukket rettergang med tortur på baggrund af anonyme anmeldelser.
Denne gang, som ved senere lignende forsøg indtil 1917,
sprang herskeren fra sit ord ved først givne lejlighed, om end skikkene blev mildnet.
Men staten klarede sig i eksistenskampen, den voksede og voksede.
I tal ser Rossijas vækst sådan ud:
o. 1300: 20 000 km,
o. 1530: 2 800 000 km. med 5-6 000 000 indbyggere
o.1600: 5 400 000 km. med 11-12 000 000 indbyggere
og o. 1680: 15 300 000 km. med 13 000 000 indbyggere.
Denne stadige magttilvækst var dog en ensom fornøjelse.
Rusland havde ingen at dele sine sorger eller glæder med.
Resten af den ortodokse verden var gået under, erobret af muhamedanere og katolikker.
Man havde ingen, man kunne omgås uden dybeste mistro,
og langsomt slog denne frygt for en fjendtlig omverden over i en nedladende bedrefølelse.
Igen var det damernes skyld, mener nogen.
I 1472 kom den sidste romerske kejsers niece, Sofija Paleolog, til Moskva som brud.
Hun medbragte ikke bare den kejserlige dobbeltørn, hun havde vidtrækkende ambitioner med til Moskva.
Først tog man sig sammen og afkastede også formelt tataråget i 1480.
Derpå begyndte Moskva åbenlyst at gøre krav på alle russiske lande under litauisk-polsk herredømme.
Man hentede en gammel titel til indre brug frem: "Gosudar vseja Rusi", dvs, "hersker over al Rusland".
Nu blev den brugt i omgangen med andre stater.
Fra Konstantinopel kom også lysten til at have en kejser eller på russisk en "tsar",
som var "samoderzhets", dvs, selvhersker, eller som vi siger: enevældig..
Den Tysk-Romerske kejser kunne ikke undgå at høre om det nye, mærkelige, mægtige rige, der var dukket op østpå i Europa.
Men da han i 1488 sendte et, efter vesteuropæisk opfattelse, smigrende tilbud om kongeværdighed som kejserens lensfyrste,
svarede Ivan, 150 år før Ludvig XIV:
"Vi har fra de ældste tider været herskere af Guds nåde i vort land, og Vi er indsat af Gud ligesom vore forfædre."
Herberstein, en af disse udsendine fra vest, udgav efter besøg først i 1500-tallet en bog om det besynderlige Moskovitien.
Herfra er ovenstående hentet.
Det første samtidige billede af russiske tropper, sikkert tilhørende den tjenesteadel I kan læse om nedenfor.
Og i lighed med det vestlige udland blev der opbygget en fin officiel løgnehistorie.
Disse nye statslegender kunne læses i de ny Moskvaudgaver af de gamle årbøger.
Også kirken leverede åndelig ammunition.
Den opbyggede en teori om Moskva som det 3. Rom.
To gange var den hellige by faldet til kættere og vantro, men nu strålede den hellige almindelige kirkes lys klarere end solen.
Den strålede i det mægtige russiske rige.
"To gange er Rom faldet, men det tredje står, og et fjerde vil ikke findes."
Og det blev ikke bare ved ord, og ikke alle pengene gik til krig.
I Moskva påbegyndtes det mest storstilede byggeri i Ruslands historie.
Sofija Paleolog havde gjort en omvej over Italien til Moskva og medbragte som rejsegods italienske arkitekter.
Under deres ledelse blev Kreml udvidet og ombygget til stort set det, man kan se i dag,
med den røde mur, de tre hovedkirker og Facetpaladset.
Arkitekterne fik udtrykkelig ordre til at tage til Vladimir, for at se, hvordan man havde gjort sådan noget i Rusland før tatarerne,
så disse kirker er ret traditionelle, men man kan se italiensk renæssance, hvis man har øjnene med sig.
Moskvastilen slog først igennem et halvt hundrede år senere uden italienere.
Jeg slår lige et herresving til Karl Marx og feudalismen.
Understøttet af statens magtapparat har denne pseudovidenskab i russisk historieskrivning længe dækket for,
at også adelsbegrebet i Rusland har udviklet sig helt uafhængigt af Nordfrankrig og Vesteuropa.
I første periode så vi, at det var vigtigere at høre til erobrerne og at beherske handelen fra byerne, end at have et gods.
Fyrsten ejede al land, bønderne havde brugsretten.
Som Moskva samlede de splittede russiske fyrstedømmer og handelen nord-syd holdt op,
opstod en selvbevidst godsejende, fødselsadel, der er det nærmeste, vi kommer, det feudale mønster, som KM beskrev.
Disse bojarer havde fra første færd deres jordegods, "votjina", som deres fædrene arv og var storfyrstens frie tjenere.
De nordrussiske selvstændige fyrster blev nemlig, ofte frivilligt, bojarer i Moskvastaten,
efter 1408 begyndte vestrussiske fyrster at gå fra Litauisk tjeneste
og 1452 meldte den første tatarfyrste sig til tjeneste i Moskva.
I 1400: var der o. 40 bojarfamilier, i 1500: over 200.
Men de var fra begyndelsen håbløst splittet, og "Bojarskaja duma", det højadelige "rigsråd",
kunne ikke hindre fyrstemagtens udbygning.
Her har Rjabushkin malet den første tsar af Romanovslægten.
Han sidder på sin trone i sit palads i Kreml og rådslår med sine bojarer.
"Herskeren har peget på og bojarerne givet deres samtykke."
Således lød formlen når ny lov eller skat skulle indføres, men i virkeligheden havde fyrstemagten let spil.
Der var nemlig to slags fyrstebojarer, Moskvafamiljens ætlinge overfor alle de andre og to slags ikke fyrstelige adelige.
De vogtede alle skinsygt på hinanden, for ikke at snakke om rivaliteten indenfor grupperingerne.
Der blev tale om en indre magtkamp bojarerne imellem, når fyrstemagten var svag,
om at overtage magten ikke om at begrænse den.
Fra midten af 1400-tallet udvikledes der i Moskvovitien et nyt begreb, "mestnitjestvo", en tjenesteadel,
som da staten efterhånden løb tør for penge, fik brugsret over en vis mængde jordegods som modydelse for krigstjeneste.
Denne krigeradel voksede særdeles hurtigt og i høj grad ved tilstrømning udefra.
"Barhatnaja kniga", dvs, fløjlsbogen, fra o. 1680 giver for de godt 900 fineste følgende oplysninger.
Storrussere 33%, fra Polen-Litauen 24%, fra Vesteuropa 25%, tatarer 17% og 1% af ubestemmelig herkomst.
Men ude i provinsen var der en tjenesteadel af titusinder, ofte meget fattige, "odnodvortsy",
dvs med kun en gård, af formodentlig russisk afstamning.
For lige at lave en pæn sløjfe på adelen:
I begyndelsen af 1700-tallet var de to adelsbegreber reelt og formelt vokset sammen og havde dannet "dvorjanstvo",
den adel i møder i de klassiske romaner fra forrige århundrede og som i alt væsentligt svarer til den vesteuropæiske.
Underst i samfundet var bønderne, som måtte lægge ryg til alle byrder.
Ingen interesserede sig for deres velfærd, tværtimod.
Bøndernes kår, blev stadigt forværret, som stat, adel og kirke pressede mere og mere ud af dem.
Skatter, afgifter, arbejdsydelser, militærtjeneste.
De flygtede og staten svarede med stavnsbånd og 1649 blev de gjort livegne,
dvs, de ophørte med at være juridiske personer og blev en del af ejerens person.
De klagede sig over misbrug og fik forbud imod at gøre det.
Til sidst, i 1700-tallet, var de af en adelsvenlig stat blevet presset ned i en status, der kun formelt adskilte sig fra slaveri.
Vi skal snart, i begyndelsen af 1600-tallet, møde de første blodige bondeoprør,
og senere, som bøndernes forhold forværredes, skulle oprørene blive meget værre.
Den første alvorlige advarsel kom i 1670-71 under ledelse af Stenka Razin,
ham I kender fra den uendelige sang, der på dansk er kortet ned til "Langt fra hjemmet uden øl!"
Her ser I Surikovs billede af Stenka Razin, på vej op ad Volga efter at have lettet båden for et styk kvind.
Næste advarsel kom godt 100 år senere igen og Pugatjovs oprør rystede Rusland i sin grundvold,
men staten lærte for lidt og for sent.
Tredje gang gik det, som bekendt, galt.
Rusland brød sammen under sin egen skæve vægt i 1917.
Men foreløbig var der mange ting, der viste, at Rusland var begyndt at stå på egne stærke ben.
Efter flere hundrede års pause begyndte landet igen en afmålt juridisk udvikling med tre vigtige lovværker mellem 1497 og 1649. Fyrstemagtens gamle hofforvaltning udviklede sig efterhånden til en rigtig statsforvaltning,
som kunne klare de nye, svære opgaver, landet stod overfor, udenrigspolitisk og militært.
Den mand, der i 1500-tallet skulle forsøge at føre Rusland ind i Europa igen på lige fod med de store,
var Ivan Groznyj, dvs, "den skrækindjagende".
Et navn han, en begavet, viljestærk og energisk hersker, men også psykopat af en slags,
til fulde skulle leve op til i sidste del af sit liv.
Eisenstein har lavet en seværdig film om ham også.
Hans to regeringshalvdele var som nat og dag.
Først gavnlige reformer og forsigtige militære gevinster, så fejlslagne militære eventyr og rent terrorstyre.
Jeg vil dog fremhæve to ting, der fik varig betydning.
Det lykkedes 1553 at bryde den polsk-svenske blokade mod Rusland
og åbne for direkte adgang til Vesteuropa via havnen i Arhangelsk
og man gennembrød 1552 tatarvæggen mød øst.
Derefter gik det stærkt.
Inden Ivan døde var kazaken Jermak gået over Ural og 1639 nåede man Stillehavet.
Stadig Surikov, der lader Jermak vinde det første slag. Kort efter blev han dræbt med mange af sine mænd.
Læg mærke til de religiøse motiver på fanerne, et sikkert tegn på ikke kommunisme.
Men ved Ivans død i 1584 var landet udpint og forarmet og, skulle det vise sig, på randen til at gå under .
Det begyndte ellers lovende og landet så ud til at komme til kræfter igen under Boris Godunov,
ham mange kender fra operaen af samme navn, men skæbnen ville det anderledes.
Landet løb i stedet ind i den selvmorderiske "Smutnoje vremja", dvs, "forvirringens tid", som russerne kalder den fra o. 1600-1615.
Der var en langvarig hungersnød 1601-03, hvor op mod 1/3 af befolkningen døde.
Der udbrød voldsomme bondeoprør, de ukrainske kosakker udvidede deres røvertogter til Rusland.
Lavadelen rørte på sig og der var almindelig landsforræderisk virksomhed mod Godunov blandt bojarerne.
Polen og Sverige ventede begge på deres chance.
Tilsammen var dette for meget.
Begivenhederne fra 1605, da Boris Godunov døde, gik slag i slag.
Familien Godunov blev udryddet,
der kom falske tronkrævere, den første leveret af den mægtige Romanovfamilie,
men alle med navnet Dmitrij og der var en polsk adels- til at begynde med, frøken,
som giftede sig med den ene efter den anden af dem, efterhånden, som de blev dræbt.
En bondehær belejrede Moskva.
En mand af Shujskijfamilien kom på tronen og udmærkede sig ved at ombringe sin yngre slægtning,
Ruslands militære håb og hans mulige rival.
De ukrainske kosakker hærgede skånselsløst.
En polsk hær holdt Moskva og store dele af landet besat, osv.
Det var polakkernes egen skyld, de ikke beholdt magten i Moskva.
De faldt på det religiøse, da de nægtede at lade den polske prins, som skulle overtage tronen, gå over til den ortodokse kirke.
Det hele var uhyggligt og trøstesløst, men der var et par lys i mørket.
I 1598 havde Boris Godunov fået opgraderet Ruslands kirke til et patriarkat.
I disse svære tider var patriarken en gammel, svag, troede mand, men pludselig stod han fast på det nationale.
Polakkerne kastede ham i fængsel for at lade ham sulte ihjel, og pludselig havde russerne en martyr.
Der var en borgmester i Nizhnij Novgorod, en kristen tatar, som ikke kunne tage ydmygelserne længere og derfor gik ind i politik.
Han fik rejst en hær, som befriede Moskva.
Minin , sådan hed han, kan I se på Krasnaja ploshjad", den "Smukke plads", på dansk den "Røde plads",
hvor han står sammen med Pozharskij, der var militær leder under befrielsen.
Fjenderne var endnu ikke helt fordrevet, da russerne i 1613 samlede sig
til et virkeligt repræsentativt møde, en "Zemskij sobor" for at vælge deres nye kejser.
Det blev en ung ukompromitteret mand af den mægtige Romanovfamilie, det dynasti, der gik til grunde i 1917.
Rusland, det Hellige Rusland, havde tabt næsten hundrede år på gulvet
og forblev i 1600-tallet en mærkelig, særegen, aflukket verden,
hvor forskellen til Vesteuropa blev øget, selv om kirkens indflydelse der blev trængt tilbage
og den ny gud, videnskab og teknik, vandt frem.
Rusland var teknisk tilbagestående og kirken bagstræberisk,
f. eks. var Boris Godunovs forsøg på at oprette et universitet strandet på kirkens modstand.
Men med de trykte udgaver af bibelens græske tekst, som dukkede op vestfra, først og fremmest fra Ukraine, opstod et problem.
Den russiske tradition var nemlig behæftet med fejl, og nu blev spørgsmålet i midten af 1600-tallet,
hvor meget og hvordan, man skulle rette i de religiøse tekster og ritualer, man havde vænnet sig til.
Den russiske kirke havde da fået en meget dygtig, meget energisk, men viljestærk til det selvrådige, leder.
Nikon blev patriark i 1652. 15 år efter var den russiske kirke spaltet i Nikons tilhængere, den officielle kirke,
og de andre, de gammeltroende, eller som modstanderne kaldte dem, skismatikere, på russisk "raskolniki".
Det var et uhyggeligt skuespil Rusland her opførte.
Kætterbål flammede, og som staten trådte til med soldater for at hjælpe sin kirke mod befolkningen,
så man de gammeltroende brænde sig selv i tusindevis for at frelse sig fra den djævelske stat.
Surikovs nok mest berømte billede viser bojarynja Morozova på vej til indespærring og snarlig død i 1671.
Den højadelige familie støttede de gammeltroende og fruen måtte bøde, fordi hun ikke ville give køb.
Som en sidste udfordrende handling rækker hun den lænkede hånd i vejret og gør korsets tegn med to fingre,
ikke med tre, som Nikon forlangte.
Men disse begivenheder var også baggrunden for, at kirken kunne begynde at tage udfordringen fra Vesteuropa og Ukraine op.
I 1680 åbnes den første mulighed for højere undervisning i Rusland.
Et såkaldt "Slavisk-græsk-latinsk akademi", en slags udvidet præsteseminarium.
Boris Godunovs tanke om et universitet først kunne dog først virkeliggøres i 1755.
Men man kan lære fornuftige ting andre steder end på et universitet i Moskva.
"Nemetskaja sloboda", dvs, "tyskerbyen",
den bydel i Moskva, hvor vesteuropæerne boede, havde o. 1680 allerede 15 000 indbyggere.
De fagfolk, Rusland ikke selv kunne lære op, hentede man i stort tal i udlandet.
Her er det sidste billede fra Surikovs hånd.
Det hedder "Morgenen for streletsernes henrettelse" og viser det gamle Ruslands endeligt på den Røde plads 1698.
De gamle elitetropper blev knust uden skånsel efter et oprør.
I kan se Peter den Første også kaldet den Store til hest ude til højre.
Peter hadede det gamle Rusland og ødelagde det bevidst.
Skikke, klædedragt, stort og småt, alt med undtagelse af religionen skulle være Vesteuropæisk.
Ovenover ser i det utrolige palads af træ Peter var vokset op i.
Han satte ikke sine voksne ben i det og det gik snart til grunde af vanrøgt.
Landsbyen Kolomenskoje er i dag en bydel i Moskva, og alt, hvad der er tilbage af fordums herlighed, er et par kirker af sten.
Men Peter havde tilhængere, og ovenfor ser I hvorfor.
Det vestefterlignende Rusland blev i løbet af en lille menneskealder militært Vesteuropa ligeværdigt.
De fleste har hørt om sejren over Karl XII ved Poltava i 1709,
men sejren ovenover var sikkert Peter kærere.
I ser ham i agterstævnen på en af sine kanonbåde vinde Ruslands første sejr til søs i 1714.