Kirkens hus:
Den første af syv sider om den russiske kirke
Russisk har tre ord for kirke:
Tserkov, der er det almindelige.
Sobor, der er det fine, sommetider svarende til dansk domkirke.
Hram, der er det sjældne, og egentlig betyder tempel.
Jeg oversætter overalt med kirke.
Lad os, inden vi går i gang, erindre; at Rusland blev bygget i træ.
Peterburg fra 1700-tallet er den første by, helt bygget i sten.
Moskva bevarede huse i træ til op i forrige århundrede,
og selv Peter den Store voksede op i et træslot i Kolomenskoje, dengang lidt uden for Moskva.
Landsbyerne er den dag i dag alt overvejende bygget i træ og langt de fleste landsbykirker var af træ.
Nedenunder ser I kirkerne på øen Kizhi i den nordlige del af Ladoga.
De har overlevet en del almindelige -, to verdens- og en borgerkrig, samt 70 års kommunisme,
og det er helt rørende at se, hvordan folk nu åbenlyst kan vise deres ærbødighed for forfædrenes værk.
Og de skulle være sikre nu, for UNESCO har optaget dem i verdens kulturarv.
dvs Forklarelseskirken fra 1714 er hoved- og sommerkirke,
medens Pokrovskaja tserkov,
dvs Beskyttelseskirken fra 1764 er vinterkirke
og mellem dem står kolokolnja,
dvs klokketårnet.
Det var en ganske almindelig ting i landsbyerne
at have en stor sommerkirke og mindre til vinterbrug.
Alle kirker har et døbenavn til fint brug og et kaldenavn til daglig omgang.
Navnene ovenfor er kaldenavne, og egentlig hedder de:
Tserkov Preobrazhenja Gospodnja,
dvs kirken for Herrens forklarelse.
Tserkov Pokrova presvjatoj Bogoroditsy,
dvs kirken for den allerhelligste Gudmoders beskyttelse.
Ved kirkerne nedenunder angiver jeg overalt begge navne.
Kirkerne på Kizhi er ikke bare storladne,
Preobrazhenskaja er enestående på grund af de 22 kupler,
og også det lige antal er yderst usædvanligt.
Nedenunder kommer de to kirker hver for sig:
I kan se den måde, lemeh, man brugte til at dække kupler,
og "botjki", dvs "tønder", som kuplerne står på.
Læg også mærke til "æblerne" mellem kuppel og kors.
De arbejder på fuld kraft med at restaurere kirken til rigtigt brug igen.
Dette gælder også den smukke ikonvæg.
Vil I se en vidunderlig side, der fortæller om det og meget mere, skal der klikkes.
På billeder ovenover ser I en typisk russisk kirke i skemaform og med angivelse af de vigtigste termer.
Lad mig føre lidt rundt:
Selve kirken til højre er i den almindelige terningsform, kub hrama.
Apsida kender vi som absis.
Portal og nef hedder på rigtig russisk vrata og korabl, der er lig vore dør og skib.
Det fine ord pilastr, vægpille, har fortrængt det russiske lopatka til en parentes.
Friz, frise, et gammelt lån, er åbenbart heller ikke længer fint nok, selv om det betyder det samme som fronton.
Et rigtigt gammelt russisk ord er zakomara,
der mest er halvrunde, fordi de afspejler hvælvingen i rummet bagved,
men de kan godt være gjort lidt ud af, som den kølformede over venstre skib.
I Moskvastilen fra 1500-tallet blev falske zakomarer meget yndet og I vil se mange af dem nedenunder.
De fik kælenavnet kokoshnik, på grund af ligheden med de gifte kvinders hovedbeklædning.
Kuplerne, glava, står på en baraban, en tromme, der kan være gluhoj, døv, dvs uden vinduer,
men almindeligvis er den svetovoj, lysende, dvs, med vinduer.
Mellem kuppel og kors er det såkaldte jabloko, æble.
Mellem kirke og klokketårn er trapeznaja, en menighedsbygning, der kunne bruges som vinterkirke.
Kolokolnja, klokketårnet, har et jarus zvona, et klokkeklangsstokværk
og er dækket af et shatjor, telt,
en form, der ligeledes stammer fra Moskvaskolen og blev meget yndet.
Papert er den altid overdækkede indgang til en kirke.
Sobor Svjatogo Velikomutjitelja Georgija,
dvs kirken for den hellige overmartyr Georgios fra 1119,
beliggende i Svjato-Jurjev monastyr,
dvs St. Jørgensklostret i Novgorod fra 1030.
Til daglig: Georgijevskij sobor,
dvs Georgskirken.
Vi husker, den russiske kirker fra den ældste tid lagde sine klostre i byerne.
Vi kan også lægge mærke til,
at klostret bærer den hellige mands navn i russisk udgave,
mens kirkens navn er den græske udgave.
Her har vi en prunkløs, det vigtige foregår inde i rummet, treskibet, terningformet kirke.
Kuplerne er selvfølgelig hjelmformede, som på alle gamle russiske kirker.
Løgkupler er et påfund fra Moskvaskolen.
Kirken har tre kupler, hvilket er yderst sjældent.
En og, på de større kirker, fem er det gængse.
Da jeg så den i 1968 var kirken en tom skal, og man skulle være taknemmelig for i det mindste det,
men nu må den være givet tilbage til rette ejer, og forhåbentlig fyldt med liv.
Tserkov Pokrova presvjatoj Bogoroditsy na Nerli,
dvs kirken ved Nerl for den allerhelligste Gudmoders beskyttelse fra 1165.
Til daglig: Pokrovskaja tserkov,
dvs Beskyttelseskirken.
Nerl er en lille flod nær Suzdal og kirken ligger midt i ingenting, langt fra alfarvej.
Den må være et af de ældste bevarede mindesmærker i Rusland, bygget det sted,
hvor Izjaslav Andrejevitj Bogoljubskij året før var blevet dræbt i et slag mod volgabulgarerne.
I ellevehundredetallet blev denne egn Ruslands centrum og hovedstadsværdigheden overgik til Vladimir.
Der tager vi hen nu.
Som I allerede så det ved Pokrovskij sobor na Nerli
var det kommet på mode at udsmykke kirkens ydre
og Dmitrijevkirken er den rigest udsmykkede i Rusland.
Sobor Uspenija Presvjatoj Bogoroditsy,
dvs kirken for den allerhelligste Gudmoders hensoven fra 1158.
Til daglig: Uspenskij sobor,
dvs Hensovelseskirken.
Sobor Svjatogo Velikomutjenika Dmitrija Solunskogo,
dvs kirken for den hellige overmartyr Demetrios fra Saloniki fra 1194.
Til daglig: Dmitrijevskij sobor,
dvs Dmitrijevkirken.
Tre hundrede år senere, da Vladimir var sunket ned i glemsel.
skulle den stærke fyrste i Moskva få brug for de to kirker.
En god menneskealder senere gik landet under og et frygteligt kulturtab blev en af følgerne.
Kunsten at bygge i sten gik tabt
og overlevede kun i Ruslands nordvestlige hjørne omkring byerne Pskov og Novgorod.
Vi tager til sidsnævnte.
Tserkov Svjatogo Velikomutjenika Fjodora Stratilata,
dvs kirken for den hellige overmartyr Teodor Stratilatos, dvs hærfører fra 1361.
Til daglig: Fjodora Stratilata tserkov,
dvs Teodor Stratilatoskirken.
Hvis I går tilbage til St. Georgskirken, kan I se en tydelig udvikling over de to hundrede år.
Bygningen er nu tydelig tredelt med murpiller, tagopbygningen mere sammensat
med hvælvingerne aftegnet med zakomarer og trommen er højere.
I første halvdel af trettenhundredetallet grundede Ruslands største helgen
Sergii Radonezhskij som den første et kloster i urskoven nord for Moskva.
Det voksede hurtigt og kom til at spille en overmåde stor rolle i Ruslands historie.
Allerede i begyndelsen af fjortenhundredetallet var klostret så rigt,
det kunne indkaldte stenmestre fra Pskov til at bygge de første kirker af sten.
Dem ser vi nærmere på:
Sobor Troitsy Zhivonatjalnoj,
dvs kirken for den livgivende Treenighed, 1422.
Til daglig: Troitskij sobor,
dvs Treenighedskirken.
I denne kirke ligger de jordiske rester af den hellige Sergij Radonezhskij.
I kan genkende husets deling i tre,
men også se moskvaskolen bryde frem i form af vandret frise og kølformede zakomarer.
Tserkov Soshestvija Svjatogo Duha na apostolov,
dvs kirken for Helligåndens nedstigning til apostlene fra 1477.
Til daglig: Duhovskaja tserkov,
dvs Helligåndskirken.
Moskvastilen udvikler sig. Nedenunder får I den at se i fuldt flor.
Kuplens farvepragt er dog af nyere dato, som også den udprægede løgform.
Det var usædvanligt at anbringe klokkerne i selve kirken.
En sådan kirke beskrev russerne som en kirke,
Izhe pod kolokoly, dvs der er under klokker.
Hovedgrunden til at vise de to kirker er imidlertid at fortælle om et skifte i begrebet sten.
Byggeri i sten betød fra ældste tid byggeri i natursten.
Alle stenkirkerne ovenover og den første nedenunder er i egnens sten, for det meste kalksten.
Nu kom imidlertid kunsten at lave mursten til Rusland,
og Duhovskaja er, så vidt jeg ved, den første bygning i mursten.
I hvert fald er stenene af enestående størrelse.
Med de store byggerier i Moskva en menneskealder senere blev de russisske mursten af fast størrelse.
Hram Spasa Nerukotvornogo obraza,
dvs kirken for Frelserens billede ikke gjort af menneskehånd, fra omkring 1420.
Til daglig: Spasskaja tserkov,
dvs Frelserkirken
Dog, det I ser, er et ikke fromt bedrag, for kirken havde lidt meget i 1812,
og som den står nu, er den efter bedste evne ført tilbage til det oprindelige udseende.
Det er kommunisternes værk, og viser, herrens veje er uransagelige.
Men de gudsløse, der alene i Moskva ødelagde snesevis af kirker og klostre, havde brug for denne kirke.
Den har tilknytning til den store ikonmaler Andrej Rubljov,
som levede sine sidste år her i Andronikovklostret,
og ved at restaurere kirken og senere gøre resterne af klostret til ikonmuseum
fik de nødtørftigt dækket deres barbariske blusel.
I kan lægge mærke til at Moskvastilen også viser sig her.
Bygningen er ikke længere en terning, men en sammensat form, der i trin hæver sig mod kuplen.
Mellem tag og tromme finder I de første kokoshniker,
men kuplen har stadig det udseende, kupler havde haft i små fem hundrede år.
Sobornaja ploshjad, dvs domkirkepladsen, i Kreml set fra floden,
som den har taget sig ud de sidste fem hundrede år.
I 1400-tallet arbejdede Rusland sig fri af tatarerne.
Uafhængig og stærk kunne man selvbevidst se fremtiden i møde,
og storfyrsten besluttede, det var tid, Moskva fik et udseende, der var en hovedstad værdigt.
Ivan III indkaldte først stenmestre fra Pskov, senere fra Italien.
Den første italienske mester blev beordret til Vladimir,
for at se nærmere på, hvordan en russisk kirke burde se ud,
hvorefter Ivan stillede alt fornødent til hans rådighed og lod ham gå i gang.
Sobor Uspenija Presvjatoj Bogoroditsy,
dvs kirken for den allerhelligste Gudmoders hensoven.
Til daglig Uspenskij sobor,
dvs Hensovelseskirken.
Den femkuplede kirke i midten stod færdig 1479
og har lige siden været Ruslands politiske hovedkirke.
Til højre for ser I:
Sobor Mihaila Arhangela,
dvs kirken for ærkeengel Mihail.
Til daglig: Arhangelskij sobor,
dvs Ærkeengelskirken.
Kirken stod færdig 1509 og var fyrsternes gravkirke
til hovedstadsværdigheden flyttede til Peterburg i 1700-tallet.
Til venstre for Uspenskij sobor ser I:
Sobor Blagoveshjjenija Presvjatoj Bogoroditst,
dvs kirken for den allerhelligste Gudmoders bebudelse.
Til daglig: Blagoveshjjenskij sobor,
dvs Bebudelseskirken.
Bygget af mestre fra Pskov, stod kirken færdig i 1489 og var fyrstens huskirke til dagligt brug.
Yderst til højre ser I mere end et klokketårn.
Forrest står en kirke:
Tserkov Prepodobnogo Ioanna Lestvitjnika,
dvs kirken for den hellige Ivan Stigebeskriver fra 1508.
Til daglig: Tserkov Ioanna Lestvitjnika,
dvs Ivan Stigebeskriverskirken.
Også denne kirke er under klokker og alle kender den som:
Ivan Velikij, dvs store Ivan og tror det er et klokketårn.
Boris Godunov lod 1600 tilføje det øverste stokværk,
hvorefter kirken med sine 81 meter for lang tid var Ruslands højeste bygning.
Den hellige mand, kirken er opkaldt efter, levede i femhundredetallet
og blev vidt kendt for sin opbyggelige bog Lestvitsy, dvs Stigen.
Lestnitsa betyder stige på kirkeslavisk, og I husker vel Jakobs stige op i det himmelblå.
Der synes at være to tårne på Ivan Velikij,
men det kortere bagved er klokketårn på en selvstændig kirke under klokker, der er bygget op til.
Sobor Nikolaja Tjudotvortsa Gostunskogo,
dvs kirken for undergører Nikolaj fra Gostun.
Til daglig: Nikolskaja tserkov,
dvs Nikolajskirken.
Nikolaj Tjudotvorets er det vestlige menneskes santa Klavs,
og Gostun er en russisk landsby hvorfra ikonen med hans afbildning kom.
Tilsammen kaldes det hele:
Uspenskaja zvonitsa,
dvs Hensovelsesklokketårnet.
For en god ordens skyld kan jeg lige føje til,
at også fæstningsmurene er bygget af italienske mestre i årene omkring 1500.
Tårnet I kan se er Tajnitskaja, således kaldet,
fordi man der havde en hemmelighed, en dyb brønd, der sikrede vand under belejring.
Lad os se kirkerne i nærbillede:
Uspenskij sobor.
Den ydre lighed med Uspenskij i Vladimir er åbenlys,
men en lang række enkeltheder viser den rige italienske erfaring.
Arhangelskij sobor.
En række ting, opdelingen vandret, muslingeskallerne, viser tilbage til Italien.
Blagoveshjjenskij sobor.
Kirken var trekuplet og prunkløs i 1489.
Men den blev snart flere gange om- og tilbygget, så den i 1580 stod som nu med ni kupler.
Uspenskaja zvonitsa.
Vi skal lige have en kirke med, vi ikke kan se fra floden.
Sobor polozhenija tjestnoj rizy Presvjatoj Bogoroditsy,
dvs kirken for anbringelsen af den allerhelligste Gudmoders ærlige messehagel fra 1486.
Til daglig: Tserkov Rizpolozhenija,
dvs Messehagelanbringelseskirken.
Kirken var Metropolittens, senere Patriarkens, huskirke.
Også denne kirke er bygget af mestre fra Pskov.
Det mærkelige navn nøder til en forklaring.
En udsending fra Konstantinopel fandt tilfældigt Gudmoders messehagel, hm,
der på forunderlig vis var blevet opbevaret i en jødisk familie, hm.
Den blev selvfølgelig bragt til kejserbyen og i 458 stod en spinterny kirke færdig i kejserpaladset.
Den blev indviet til det heldige, hellige fund, der med stor halløj blev lagt i et flot skrin,
og den kristne kirke havde fået en ny højtid.
Kommunisterne ødelagde to klostre og flere kirker i Kreml, men alligevel er der flere end dem jeg har vist.
Disse kirker er ikke tilgængelige for almindeligt dødelige.
Bag Rizpolozhenija kan I se nogle små kupler.
Der er elleve i alt, underskønne kupler, der viser hen til tre af de utilgængelige kirker.
Teremnyje tserkvy, dvs teremkirkerne blev bygget i 1680 i tilknytning til tsarens palads.
Terem er en bolig øverst i en bygning.
Собор Спаса Нерукотворного Образа,
dvs kirken for Frelserens billede ikke skabt af menneskehånd.
Til daglig: Verhospasskij sobor,
dvs Frelserkirken for oven.
De fem kupler til venstre hører til den.
Tserkov Vozdvizhenija Tjestnogo Kresta Gospodnja,
dvs kirken for rejsningen af Herrens ærlige kors.
Til daglig: Vozdvizhenskaja tserkov,
dvs Korsrejsningskirken.
Den midterste kuppel hører til den.
Tserkov Voskresenija slovushjjego,
dvs kirken for den såkaldte Opstandelse.
Til daglig: Voskresenskaja tserkov,
dvs Opstandelseskirken.
De fem kupler til højre hører til den.
Det fine navn er så mærkeligt, jeg igen nødes til at forklare.
I 335 blev verden første Opstandelseskirke, den i Jerusalem,
sat i stand og genindviet under pomp og pragt.
Så meget, at denne dag blev en ny kirkelig helligdag.
Hvorefter man kunne gå i gang med at bygge kirker
til ære for fornyelsen af Opstandelseskirken i Jerusalem.
Både fest og navngivningsskik kom til Rusland, men stødte der på de troendes sunde fornuft.
Russerne troede så meget på deres tro, at ordene opstandelse og søndag faldt sammen,
og det var ikke sådan at løbe om hjørner med.
Når præsterne forlangte en Opstandelseskirke,
der kunne fejres på enhver ugedag, svarede folket igen med ordet slovushjjego,
der er ejefald af en forældet, lang tillægsform af udsagnsordet slyt, dvs regnes for, holdes for.
Nu følger verdens mest utrolige kirkebygning.
Sobor Pokrova Presvjatoj Bogoroditsy, tjto na Rvu,
dvs kirken for den allerhelligste Gudmoders beskyttelse, som er ved graven.
Til daglig: Pokrovskij sobor,
dvs Beskyttelseskirken.
Kirken ligger for enden af den Røde plads på kanten af Vasiljevskij spusk, dvs Vasiljevskrænten,
og er rejst til minde om erobringen af Kazan 1552,
men det nuværende udseende fik den godt hundrede år senere.
Egentlig er Pokrovskaja tserkov kun den midterste stolpe.
Men denne er med fire symmetriakser omgivet af otte selvstændige kirker, hver med eget navn.
Senere blev endnu to bygget til.
Vil I have mere at vide om bygningen,
og hvorfor mange kender den som Hram Vasilija Blazhennogo,
dvs kirken for Vasilij den Salige,
skal der klikkes.
I kan se moskvastilen for fuld udblæsning:
Den midterste stolpe er dækket af et telt, kuplerne lugter af løg, der er mængder af kokoshniki.
Men det mest forunderlige er murværkets udsmykning,
der er forskellig fra stolpe til stolpe, så bygningen er den samme, men stadig ny,
når man går rundt om den.
Kommunisterne turde ikke rive den ned,
men forvandlede den, som så mange andre kirkebygninger, til en tom skal,
men nu må den være værd et besøg inden i også.
så kan denne passende begynde med et fromt.
dvs kirken for Gudmoderikonen fra Kazan.
Til daglig: Kazanskaja tserkov,
dvs Kazankirken.
Den kunne at se ud til at være bygget i 1636, men er dog fra 1993.
Den har navn efter en af Ruslands berømteste ikoner, den ikon, der nok æres mest i folket.
Den oprindelige ikon fra 1579, der befandt sig i Kazan, blev stjålet og gik til grunde i 1904.
Pozharskij og Minin, der jo kom fra Kazan,
havde en fin udgave af ikonen i spidsen, da de befriede Moskva i 1612,
og fra da af var der ingen grænser for dens undergørende magt.
En sådan overtro kunne kommunisterne ikke lade i fred.
Kirken blev i trehundredeåret for opførslen med stor takt
og sans for nyttevirkning revet ned til fordel for et offentligt toilet.
Dens ny ikon forsvandt sporløst. Ingen ved, hvad der blev af den.
Heldigvis havde man førhen
i forbindelse med en restaurering lavet udførlige opmålinger af kirken,
så den nu skulle være så tro, som sådan en forfalskning nu engang kan være.
Nedenunder ser I, i tidsrækkefølge, syv andre kirker i Moskva.
dvs kirken for den livgivende Treenighed i Nikitniki fra omkring 1640.
Til daglig: Troitskaja tserkov,
dvs Treenighedskirken.
dvs kirken for den allerhelligste Gudmoders fødsel i Putinki fra omkring 1650.
Til daglig: Rozhdestvenskaja tserkov,
dvs Fødselskirken.
dvs kirken for den allerhelligste Gudmoders hensoven i Gontjary fra omkring 1660.
Til daglig: Uspenskaja tserkov,
dvs Hensovelseskirken.
Kirken er, som den sidste, ganske som bygget efter det indledende skema.
dvs kirken for de hellige Mihail og Fjodor fra Tjernigov fra omkring 1670
Til daglig: Mihaila i Fjodora tserkov,
dvs Mikael og Teodorskirken.
dvs kirken den hellige Nikolaj undergører i Hamovniki fra omkring 1680.
Til daglig: Nikolskaja tserkov,
dvs Nikolajskirken.
Og der var mange, mange andre, før kommunisterne begyndte at hærge.
Læg dette sammen med en vidstrakt, lav bebyggelse,
og man begynder at forstå, hvorfor "Moskva zlatoglavaja",
dvs det gyldentkuplede Moskva, gjorde så stort indtryk på tilrejsende.
Nu kommer noget slemt.
dvs kirken for den allerhelligste Gudmoders beskyttelse i Fili fra omkring 1690.
Til daglig: Pokrovskaja tserkov,
dvs Beskyttelseskirken.
Dette er den skrækkeligste kirkebygning, jeg har set i Rusland,
i marcipan havde den været lige til at spise.
Stilen har navnet Naryshkinbarok opkaldt efter en lavadelig familie,
der med giftermål i kejserfamilien kom til rigtigt mange penge
og ikke vidste bedre at ødsle dem bort på.
Til sidst kommer noget trøstende.
dvs kirke-kapel for Gudmoderikonen Alle sørgende til glæde fra 2003.
Til daglig: Skorbjashjjaja tserkov,
dvs Den sørgende kirke.
Man kan altså også bygge nyt med ærbødighed for fortiden i Moskva.
Kapellet blev rejst på ulitsa Gurjanova i det sydøstlige Moskva
il minde om natten mellem 8. og 9. september 1999.
Da sprængte ukendte gerningsmænd på dette sted et højhus, som det I ser i baggrunden.
Hundrede og seks omkom og mange flere blev svært lemlæstet.
Den ældgamle sædvane med at rejse klostre, kirker eller kapeller
som mindesmærke er altså stadig levende,
selv om man i attenhundredetallet indførte den vesteuropæiske skik
med verdslige mindesmærker i form af søjler, statuer mm.
Nedenunder ser vi på noget højst uventet.
Der er kun en bygning i denne by, der kan knyttes, til det ovenover viste og skrevne.
Hram Voskresenija Hristova,
dvs kirken for Kristus opstandelse fra 1907.
Til daglig: Spas na krovi,
dvs Frelseren på blodet.
Den kikker vi nærmere på.
var kejser Aleksandr II på vej hjem til Vinterpaladset,
da han på på kajgaden til Jekaterinakanalen,
af kommunisterne omdøbt til Gribojedovkanalen, mødte sin skæbne.
De såkaldte narodnovoltsy, medlemmer af terrororganisationen Narodnaja volja, dvs Folkeviljen,
havde jaget ham længe og her fik de held med sig.
Den første bombe slog nogle kosakker og heste ihjel,
men i stedet for at komme af sted i en fart steg kejseren ud for at tale med de sårede.
Bombe nummer to gav ham ulivssår.
Man besluttede at bygge en kirke til minde om udåden,
lagde sig fast på et forslag, der ikke just vidnede om smag,
men så meget mere om fædrelandskærlighed.
Her er moskvaskolen blevet til et gammelrussisk udstyrsstykke.
Nedenunder kan I se kirken tættere på fra den modsatte side.
Jeg nøjes med et par forklarende ord.
Kirken er bygget sammen med klokketårnet i vest, men er altså ikke rigtigt under klokker.
Forklaringen kan gættes ud fra kajgadens løb.
Aleksander III ville ikke bare have en kirke til minde om sin fader,
men en kirke der i sig selv var et mindesmærke.
Klokketårnet befinder sig over det sted kejseren stod da den anden bombe sprang.
I jordplan i klokketårnet er et såkaldt "sen", dvs dække, et overdækket sted.
Her kan man se den oprindelige gadebelægning
og et stykke af det oprindelige rækværk mod kanalen.
Dette igen er grunden til, kirken som Ruslands eneste ikke har indgang i vest,
jvf ovenfor Pokrovskij sobor, der også har en overdækket indgangstrappe.
Den har to gange to på hver side af klokketårnet.
Det er ikke nemt at se på billederne, at kirken ikke er en terning, som de gode gamle,
men trukket længere i aksen vest-øst.
Forklaringen finder man ved at lægge mærke til, der også er fusket med kuplerne.
Ved første øjekast er der ni, hvilket også ville være et brud med gammel skik,
men kirken er, som en stor, god kirke burde være det, femkuplet.
De fire andre kupler står over rum, der trækker kirken lang.
Over klokketårnet, der jo burde stå alene, er der en
og i øst er de gammelkendte små apsider blevet til rum, hver med kuppel.
Kirken er fuld af mosaikker inde som ude, med emner fra kirkens bog og historie,
men en del af mosaikkerne er højst mærkværdige,
de 128 kvadratiske mosaikker på ydersiden.
Det er by- og guvernementsvåben, igen en understregning af at landet står sammen.
Det gjorde landet som bekendt ikke, men man kan undre sig.
Komunisterne, der skadefro ødelagde så meget smukt og værdifuldt,
fjernede så godt som alle mindesmærker, lod dette kitsch stå næsten urørt.
Som med så uendeligt meget andet under kommunismen
nytter det intet at lede efter en fornuftig forklaring.