Собор Покрова Пресвятой Богородицы, что на Рву
Sobor Pokrova Presvjatoj Bogoroditsy, tjto na Rvu
Kirken for den allerhelligste Gudmoders beskyttelse, som er ved graven

Покровский собор
Pokrovskij sobor
Beskyttelseskirken

Храм Василия Блаженного
Hram Vasilija Blazhennogo
Vasilij den Saliges kirke

 

Verdens forunderligste kirkebygning står i Moskva på grænsen mellem den Røde plads,
der er en forlængelse af Kremls borgbanke, og Vasiljevskij spusk, dvs skrænten ned mod floden.
Så meget har den optaget det russiske sind, at den ud over det rigtige navn, der står øverst,
har to dagligdags, hvoraf det, der er kendt i vesteuropa, står nederst.
Den omtalte grav er voldgraven om Kreml, der gik ved rækken af træer i baggrunden på billedet nedenunder.

Lad os se først se bygningen med en kunstners øjne i et litografi fra o. 1820.
Folk, der har været i Moskva, kan tydeligt se,
hvordan de store udjævningsarbejder i attenhundredetallet har sløret det bratte skift mellem skrænt og højderyg.
Læg også mærke til at bygningen med sine godt 60 meter i højden med det hele fra podklet,
indtil slutningen af attenhundredetallet har været vidt synlig i den dengang lave bebyggelse.



Denne kirke er i virkeligheden 9 bittesmå sammenbyggede kirker
samt to, der er kommet til senere.
Denne kirke har aldrig været tænkt som en menighedskirke.
Denne kirke har skiftet udseende og navn,
men det væsentlige i bygningen står, som da den stod færdig 1561.

Hvordan det hele kom i stand,
hvad meningen var,
hvad det er for fif bygmesteren har brugt for at skabe noget enestående,
om alt det handler denne side.

Det kræver nogen forkundskaber at kunne følge med,
men her er henvisninger til hjælp:
a: Russisk kirkebyggeri
b: Russiske ikoner
c: Russisk kirkeår
d: Russisk historie
e: Russiske statssymboler

 

I den århundredelange kamp med steppen fik Rusland lidt efter lidt overtaget i femtenhundredetallet.
Den unge, energiske, reformvenlige Storfyrste Ivan Vasiljevitj satte sig i spidsen for de afgørende felttog,
der efter godt syv års kampe fik deres højdepunkt med Kazans fald i 1552,
hvorved den vigtigste af steppens magter mod øst endegyldigt var nedkæmpet.
Vigtigheden af det skete stod klar for alle i Rusland,
og Ivan fejrede sejren med to mindesmærker, der hver for sig var noget ganske usædvanligt.

Lad os tage det mindst kendte først,
en ikon, der før kommunismen hang i Uspenskij sobor, i Kreml, men nu er i Tretjakovskaja galereja.

Ikonen er kæmpestor og, helt usædvanligt, meget lavere end høj: 144 x 369 cm.
Den er malet samtidig med opførelsen af kirken og bringer samme budskab.
Hvis du vil se nærmere på ikonens enkeltheder, kan du i tredobbelt størrelse klikke den frem her.





Ikonen kendes mest som "Voinstvujushjaja tserkov", dvs den "Kæmpende kirke",
men dens rigtige navn stammer fra morgenbønnen mandag:
"Blagoslovenno voinstvo Nebesnogo Tsarja", dvs "Velsignet være den Himmelske Konges hærstyrke".

Det kunne alle de fine se, alle der gik med kejseren til gudstjeneste,
folket derimod kunne se det i bygningen for enden af den Røde plads,
men derom senere.

Hvad ser vi da?
Der er en bevægelse fra højre mod venstre i ikonen, så lad os finde ud af, hvor der bevæges fra og til.
Øverst til højre ser vi en by i flammer, i kirkens sprog er det Sodoma,
men det var tilsigtet, man læste billedspoget samtidigt og politisk,
og så ser vi Kazan i flammer efter erobringen.
Målet til venstre er i kirkens sprog det himmelske Jerusalem,
men vi ser Moskva, det tredje Rom,
og Gudsmoder viser den rette vej
og engle flyver med kroner i hænderne de sejrende i møde.

Disse er delt i tre afdelinger, og lad os starte nederst, hvor de sejrende bærer hellighedens glorie.

Anføreren bærer et rødt flag, og vi husker,
at i russisk er betydningerne rødt og smukt først blevet betydningsmæssigt skilt indenfor de sidste to tre hundrede år.
Anføreren er Ruslands krigerhelgen, Aleksandr Nevskij,
og tæt bag ham følger Georgii Pobedonosets, dvs St. Jørgen.
Resten af de krigeriske helgener springer vi over.

Øverste række er ligeledes fortidige, helligt krigeriske mænd.
Styrken føres an af Dmitrij Donskoj,
der som sin skytsengel havde en krigerisk græker, Dimitrij Solunskij, dvs Demetrios fra Saloniki.
Han ses lige bagved på en hvid hest.

Øverst og nederst ser vi altså Ruslands hellige, glorværdige fortid, så må samtiden være i midten.

I spidsen, med glorie og på en vinget hest, rider anføreren for de "Himmelske Hærskarer", ærkeengel Michael,
der ser opmuntrende bagud mod Ivan Vasiljevitj, der også fører en smuk rød fane.
Over hans hovede holder engle Monomahs krone,
og Vladimir Monomah selv følger bagude, bærende et kors,
og bag ham igen ser vi hans myrdede sønner, de elskede dobbelthelgener Boris og Gleb.

Her er alt med, der kunne kaste glans over Ivan,
hans glorværdige og hellige forfædre, samt hans egen nylige sejr over arvefjenden.

Lad os se, hvad han fik ud af at bygge.




Vi starter med et kort fra før verden gik af lave, før kommunisterne begyndte deres hærværk.
I ser Kreml 1907 med de rigtige bygninger, så kan I ikke kende udseendet er det forståeligt.
Men nu er det er Kremls omgivelser vi skal se på.

Til venstre ser i Aleksandrovskij sad, der blev anlagt, da floden Neglinnaja blev lagt i rør for knap to hundrede år siden.
Øverst gik fra Neglinnaja gennem et sindrigt sæt sluser og dæmninger vand til den brede voldgrav, der dækkede Kreml mod øst.

I kan se, at Vasiljevskij spusk var bebygget, som den altid havde været det, for også affolkningen er kommunisternes værk.
Det var en del af Mosvas ældste posad, dvs bydel, Kitaj gorod, hvis navn fortaber sig i det dunkle,
men i hvert fald intet har at gøre med Kina (Kitaj).
Denne bydel var o. 1535 blevet omgivet af en to en halv kilometer lang mur så mægtig som Kremls,
således at de to sæt mure var forbundet ved flodbredden og i det nordøstlige hjørne.

Midt imellem lå den Røde plads, der o. 1550 var Moskvas største og livligste med alt slags folkeliv.
Her var handel og gøgl.
Her var Lobnoe mesto, dvs pandestedet,
hvorfra alle styrets forordninger og retsafgørelser blev mundligt bekendtgjort.
Langs voldgraven henrettedes særlig fremtrædende statsfjender,
og deres slægtninge byggede dem mindekapeller na krovi, dvs på blodet.
I tidens løb blev der rejst tretten.

Det var her Ivan ville have sit mindesmærke, mellem Kreml og Kitaj gorod, mellem hersker og folk,
hvor der i forvejen lå en kirke viet til pinsen, på russisk troitsa, dvs treenighed.
Den blev revet ned og man gik i gang i 1555.

Hvem man er står åbent,
for russerne har ikke kunne tage sig sammen til at løse det ret enkle spørgsmå, om man ved noget sikkert, eller ej.
Fra sene kilder har man to navne Barma og Postnik Jakovljev, men det er usikre oplysninger.
Fra samtidige kilder har man navnet på en bygmester,
der lidt senere var beskæftiget i Kazan på Ivans regning: Ivan Jakovlevitj Barma kaldet Postnik.

Hvis denne ene er identisk med de to førstnævnte, falder også den legende sammen, der fortæller,
at Ivan i sin glæde over det ny bygningsværk, lod øjnene stikke ud på bygmestrene,
så de ikke ville kunne lave noget bedre andetsteds.
Det er under alle omstændigheder svært at tro på den legende,
for Ivans forfølgelses- og storhedsvanvid var endnu ikke slået ud i 1561, da kirken stod færdig.

Der er ingen vidnesbyrd heller, at kirken er bygget over en tegning,
selv om de italienske bygmestre, der havde arbejdet i Moskava en små halvtreds år omkring 1500,
havde brugt de nymodens arkitekttegninger.
Derimod har man i podklet, i det svære murværk fundet lodrette hulrum,
der tolkes som et skelet af pæle, der har vist bygningens omrids i formodentlig de to første jarus, eller stokværk.

Kirken skriver jeg her, men ovenfor påstod jeg, der var 11.
Lad os se nærmere på det.

 



Russiske kirker bygges op i jarus, kirkerummet ligger ofte i andet jarus,
og første jarus, der så kaldes podklet, er en slags overjordisk krypt.
Her ser I bygningens grundplan i andet jarus højde med vest-øst aksen lodret.
I ser ti navngivne, selvstændige kirker:

Kirken i nord er fra 1786 viet til de hellige Adrian og Natalija,
men oprindeligt til Kiprian og Ustina, for på deres dag faldt Kazan.
Kirken i syd er viet til Nikola Velikoretjkogo, hvis helligdag ligeledes er forbundet med felttoget.
Kirken i vest er viet til Indtoget i Jerusalem,
og her ser I den tydelige forbindelse med ikonen ovenover, billedet af den sejrrige hjemkomst.
Folket forstod det også, for helt op omkring 1600 hed kirken som helhed i folkemunde Jerusalem.
Kirken i øst er viet til pinsen, Troitsa, som en videreførelse af den kirke, der måtte vige.
Tallet tre møder vi igen nedenunder.

Kirken mod nordvest er viet til Grigorij Armjanskij.
Kirken mod nordøst er viet til de Tre Aleksandrinske Patriarker.
Kirken mod sydøst er viet til Aleksandr Svirskij.
Kirken mod sydvest er viet til Varlaam Hutinskij, og den eneste, der ved festdag ikke er knyttet til felttoget.
Forklaringen er den enkle, at Ivan oprindelig ville have en bygning med de otte kirker, der var brug for,
men at bygmesteren overbeviste ham om, at en ordentlig helhedsvirkning krævede ni.

Den store samlende kirke i midten, der ved et indre galleri er forbundet med de andre, har givet navn til helheden.
Sobor Pokrova Presvjatoj Bogoroditsy, tjto na Rvu.
Kirken for den allerhelligste Gudsmoders beskyttelse, som er ved graven.
Det afgørende angreb mod Kazan faldt sammen med denne kirkelige festdag.

Den tiende kirke mod nordøst er tilføjet 1588 over Vasilij den Saliges grav.
Vasilij Blazhennyj, var en "salig guds mand", en tåbe, eller i bibelsprog "enfoldig",
der i mange år havde holdt til ved den oprindelige Troitsa, og som døde og blev begravet her i 1555.
Da han var uhyre agtet i Moskva, fik den samlede bygning i folkemunde snart navnet hram Vasilija Blazhennogo.

Derimod kan I på planen ikke se den ellevte kirke mod sydøst,
der som den foregående findes i podklet, men ikke har nogen kuppel.
Den er viet til Rozhdestv<u>o</u> Bogor<u>o</u>ditsy, dvs Gudsmoders Fødsel
og blev indføjet 1672 over endnu en salig tåbes grav, Ivan, der allerede 1589 blev begravet her.

På akserne gennem verdenshjørnerne står fire "stolper", med ottekantet grundplan.
På diagonalakserne står på terrasser, hvilende på søjler, fire kirker med kvadratisk grundplan.

I midten står langt den største stolpe, 64 kvadratmeter, dækket af af et såkaldt shatjor, dvs telt,
den eneste bygning med klart aftegnet alterrum.
For at få plads til det er bygningen skubbet lidt mod vest,
og følgelig hjørnerne på de to vestvendte kvadratkirken skåret af.
Nedenunder er der mere om virkningen af denne forskubning.
Foreløbig nøjes jeg med at slå fast, at selv om I  ikke ser det på grundplanen,
skiller de to stolpekirker i vest og øst sig ud fra de to andre,
hvorved der fremkomkommer et nyt tretal af tre hovedkirker,
indgangskirken, hovedkirken og målkirken på vest-øst aksen.

I kan heller ikke se, at bygningen oprindeligt, før tilbyggeriet satte ind, stod åben for beskueren.
Man kunne se fire mægtige søjler rejse sig op fra jordplan,
se fire terningformede småkirker svæve, hvilende på søjler
og se en svalegang i andet jarus,
kun midterkirken var at se som nu.

Hvordan bygningen ser ud nu, får I et indtryk af nedenunder,
hvor rundgangen begynder med indgangen mod nordvest:
 
 



Trappen var oprindelig anderledes enkel og åben, men blev overdækket i 1672.

Kik medens I går med rundt og se de mange, mange enkeltheder, der gentager mønstre med lette ændringer.
Især ved overgangen mellem de tre øverste jarus over den nu lukkede svalegang.
Se, hvordan glavy, dvs kuplerne skifter udseende.

Her først indgangskirken, der er lidt højere end de tre andre, har lidt finere udsmykning og en tyndere baraban, dvs tromme.
Den har også været smykket på en måde, der forbandt den med hovedkirken, men derom, som lovet, senere.

Lad os gå lidt længere væk, så I får et større overblik:





De maleriske løgkupler er nok det, der slår en vesteuropæer mest, og det er svært at tænke sig dem væk,
men de kom først til i 1598 og den nuværende udsmykning er fra 1848.
Oprindelig var de otte kuppelkirker dækket af en streng hjelm, den oprindelige russiske glava, dvs kuppel,
og begrundelsen derfor kunne være det ideologiske budskab, jvf ikonen ovenfor,
at vise tilbage til en glorværdig fortid, samt at hylde en glorværdig nutid.

Minin og Pozharskij står siden 1931 foran kirken, så også det er kommunisternes værk,
for de to gamle helte stod i vejen de kommunistiske masseoptrin, men derom mere til allersidst.
På planen over Kreml kan I finde dem foran hovedindgangen til Torgovyje rjady, dvs Handelsrækkerne, det nuværende GUM.
Kommunisterne var ikke glad for hoben, så de lukkede simpelthen indgangen, så folk flest ikke kom på den Røde plads.
Siden da har alle måtte benytte en sideindgang, hvis de ville i GUM.

Vi derimod fortsætter mod vest:

 



Til afveksling et efterårsbillede, der med en mørk himmel, et forblæst træ og let snedække viser,
at bygningen kan andet end stå model til turistknipserier.
Men jeg har nu taget billedet med af en anden grund.
Her ser I tydeligt, hvorfor der oprindeligt kun var en indgangstrappe i nordvest.

De to nuværende trapper er fra 1672, hvor symmetri for alvor var kommet på mode.





Her har I et nærbillede af vestfacaden ovenover, og nedenunder samme facade i arkitekttegning.

Svalegangen er ombygget af flere omgange, sædvanligvis efter ildebrand i træværket.
Det blev erstattet af stenhvælvninger i 1680 og i omkring 1840, blev den glasdækket som nu.



 




Her er I lidt længere nede af Vasilijevskij spusk.
Som ovenfor skrevet står, stod bygningen oprindeligt åben i de to nederste jarus,
med en ydre svalegang af træ i højde med andet jarus.
Men i 1680 blev podklet tildækket.
Ved den anledning fjernede man mindekapellerne, jvf ovenfor, ved voldgraven, men anbragte deres altre i podklet.





Ovenover har I sydfacaden i nærbillede og nedenunde i arkitekttegning.




 




I sydøst står kolokolnja, klokketårnet, bygget i 1670.
Bygningen der forbinder med selve kirken er endnu senere.





I står i øst foran Troitsa.
I nordøst ser I gøgekirken Vasilij Blazhennyj, der som en rigtig tåbe gør sit for at ødelægge helhedsvirkningen.
Ivan Blazhennyj i sydvest har ingen kuppel og kan tilsyneladende ikke ses udefra,
men ved andet blik ser I alterrummet bule ud af podklet..

Vi lader blikket vandre videre ned ad Troitsa til det når ikonerne på ydervæggen til podklet.





I midten er den store ikon for hovedkirken, Pokrov Presvjatoj Bogoroditsy, udenom ikonerne for de andre.

Nedenunder finder I østfacaden i arkitekttegning.
Her kan I tydeligt se de to gøgekirker i podklet.

Læg mærke til man, bortset fra Vasilij Blazhennyj, tydeligt ser en østlig gruppe kirker på tre.
Vender I tilbage til vestfacaden, ser I lige så tydeligt en gruppe på fem kirker,
der synes at hænge mere sammen med hovedkirken end østgruppen.
Bygmesteren har fået denne virkning frem, ved at forskyde de to vestlige diogonalkirker en smule væk i forhold til nord-syd aksen. Desuden er de to kirker en smule større end deres brødre i øst.
Som omtalt ovenfor er også hovedkirken en smule vestforskudt.

Det giver tre smuler med stor virkning, og hvem mesteren end er, har han kunnet sit kram.




 



I er nået til nord og ser ovenover stolpen rejse sig.

Billedet nedeunder er i lidt større plan og blikket forskudt mod vest.
Nederst i billedets højre rand kan I skimte trappem, og vi er færdige med rundturen.





Til sidst kommer nordfacaden i arkitekttegning.




 
 
I har gået hele vejen rundt om kirken, men endnu mangler dog det vigtigste, at se nærmere på hovedkirken.
Vi begynder ovenfra med et nærbillede af de øverste jarus.





De forgyldte metalringe og spiraler er en gåde, man har ingen oplysninger om dem.
De blev efter gamle stik genskabt i 1955.

Den stjerneformede afslutning på den ottekantede stolpe var til 1784 smykket
med otte små hvide glavki, dvs småkupler, mellem de hvide kokoshniki.
På tegningen nedenunder kan I se, hvordan det har taget sig ud.
Ved samme anledning forsvandt fire lignende glavki fra indgangskirken,
hvorved dens samhørighed med hovedkirken blev udvisket.









Hovedkirken med dens overordentlige rige murværksudsmykning.
En og anden fra vesteuropa ville nok erstatte "rige" med "barbariske",
men det skal I ikke tage så tungt, for ordene princip og fordom ligner hinanden til forveksling.





Her er I endelig inde i kirken, i midterstolpen og har lagt hovedet tilbage.
Fra gulv til loft er der 46 meter, og også et sådant syn er ganske usædvanligt for en vesteuropæer.

Nedenunder står i den sydlige stolpe.




 

Hvem der end byggede, var det Ivan Groznyj, der betalte.
Nedenunder ser I ham, eller i hvert fald det nærmeste vi kan komme ham.
Denne ikon er formentlig malet i Ivans levetid, og kom med en dansk udsending til København 1677.
Nu hænger den på Nationalmuseet.





Pokrovskij sobor har været vidne til mangt og meget i tidens løb, og kirken har ovelevet dødelige farer.
Den overlevede tatarerne i 1571, men de var nok røvere men ikke barbarer.

De kom til gengæld i 1812 under ledelse af den Napoleon, der nok var kejser, men også en hævngerrig korsikansk bandit.
Hans hestgarde brugte kirken som hestestald, og da hans Ruslandseventyr gik i vasken,
gav han før tilbagetoget i raseri ordre til at jævne Kreml og Pokrovskij sobor med jorden.
Det var kun ved en tilfældighed, kirken ikke blev sprængt, medens Kreml blev slemt medtaget.

Men den dødeligste fare kom dog med kommunisterne.
Allerede 1919 skød de den sidste præst og de lavede kirken til museum i 1929,
efter at have stjålet alt af værdi, deriblandt klokkerne, der blev smeltet om.
Endelig i 1936 blev museumlederen Baranovskij kaldt til til partiet
og beordret til at lave en grundig opmåling af kirken, der skulle sprænges,
fordi den var til hinder for de kommunistiske masseoptrin.

Hvad derpå skete, kan få en og anden til at tro på højere magter.
Vel vidende, hvad der ventede ham, erklærede denne hverdagens helt,
at han ville skyde sig selv samme dag, man sprængte kirken.
Selvfølgelig røg han straks bag tremmer, men han er en af de ganske få der blev sluppet uskadt ud igen.
Det skete i 1938, og kirken stod stadig på sin plads.

Hvordan det gik til ved ingen, og jeg tør ikke dømme om hvorfor.

Men nu er kirken i bedste hænder, i kirkens og museumsfolks.
Den bruges til gudstjeneste om søndagen og visse højtider, ellers er den museum og under kærlig pleje.

Og UNESCO har gjort den forunderlige bygning til en del af verdens kulturarv.

Lad os slutte her, hvor historien er god, og kaste et sidste blik tilbage:





Kreml og Pokrovskij sobor har hørt sammen i 450 år,
så det var nok på tide, manden i Kreml tog sig sammen til at fjerne de røde stjerner, der minder om så meget ondt.

 

Tilbage til Ebbe

Spindel