Kirkens hemmeligheder
Den syvende af syv sider om den russiske kirke
Den danske kirke er gået over vulgærlatin og kender derfor kun til "sakramenter".
Men i hvilken kirke som helst er de "svjatyje tainstva", dvs de "hellige hemmeligheder"
den række kirkelige handlinger, der for de troende er noget helt andet, end det andre ser.
I den russiske kirke er de syv oldkirkelige hemmeligheder bevaret,
men to af dem finder nu sted lige efter hinanden, samme dag og sted.
1-2: Kreshjjenije, dvs dåb og Miropomazanije, dvs salvelse:
Dåb og navngivning forløber stort set som i Danmark,
kun er det danske vandpjaskeri tre rigtige dukkerter.
Kun under særlige omstændigheder må man døbe med påstænkning.
Ved navngivningen har kirken måttet tilpasse sig den ny tid, og navngiver udenfor helgenkalenderen,
men i så fald skal forældrene vælge en skytshelgen for barnet.
I gammel tid faldt de to navne sammen.
For troende russere er skytshelgendens dag stadig vigtigere end fødselsdagen.
Dåben slutter med, at barnet får sit kors, for som der står i Mathæus 16, 24:
"Если кто хочет идти за Мною, отвергнись себя, и возьми крест свой..."
"Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig."
Alle ortodokse bærer dette kors på den bare hud fra dåb til grav.
Nedenunder ser I et særligt fint "natelnyj krest", dvs "kropkors".
Læg mærke til Jesus fødder, det er kun katolikker med underafdelinger, der sparer på naglerne.
Efter dåben går man under en "tropar", dvs en hymne til helgenen,
tre gange rundt om "kupel", døbefonten, læser fra Paulus og Mathæus,
og derpå følger nu "salvelsen", som tegn på helligåndens gave,
men kulturhistorisk er klipningen nok så spændende.
I Romerriget var afklippet hår tegn på slaveri,
og barnet klippes i korsform, fire lokker, som tegn på at være Guds slave.
Det hele slutter med en handling, der oprindelig fandt sted 40 dage efter fødslen: "votserkovlenije", dvs "kirkeindførelse".
Præsten bærer, mens de pårørende følger efter, barnet kirken rundt,
op til "kongeporten" og, hvis en dreng, ind i alterrummet.
3: "Pritjashjjenije", dvs nadvergang:
"Сие есть кровь Моя Нового Завета, за многих изливаемая во оставление грехов."
"Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse."
Mathæus 26, 28.
"Сие есть Тело, которое за вас предается; сие творите в мое воспоминание."
"Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!"
Lukas 22, 19.
Læg mærke til, hvordan apostlene holder deres hænder og hoved.
Således holder en troende sine hænder og hoved ved henvendelse til en præst,
ligesom enhver henvendelse til en præst bør begynde med en bøn om velsignelse.
nedenunder ser I brød og vin, "proskomedija", blive forberedt i alterrummet.
I husker vel, at "alterrummet" er lukket for menigheden, og at alt foran ikonvæggen foregår stående.
Men "altergangen" er også i den ortodokse kirke gudstjenestens højdepunkt.
Kongeporten åbnes og præst og degn stiller sig foran på amvon, hvorefter præsten siger:
"Cо страхом Божиим и верою приступите."
"Kom nærmere med gudsfrygt og tro."
De troende stiller sig op i kø med håndfladerne på modsatte skulder og højre arm øverst.
Der er væsentlige forskelle fra dansk altergang:
a: Man skal have deltaget i aftengudstjenesten dagen før.
b: Man skal komme fastende.
c: Man skal have skriftet.
Nærmere nedenunder.
4: "Pokajanije", dvs "anger".
Således er navnet på den "hellige hemmelighed", der i daglig tale kaldes "ispoved", "skrifte".
Her er en ung mand ved at skrifte.
Det foregår om morgenen før gudstjenestens begyndelse.
Han skrifter hemmeligt overfor Gud ved præstens mellemkomst.
Læg mærke til korset på på forsiden af "analoj", bedepulten,
den trappeformede forhøjning, det står på, er "Golgata" og kraniet er Adams.
Efter "ispoved" falder den skriftende på knæ,
får "otpushjjenije", dvs syndsforladelse,
rejser sig, kysser kors og evangelium på analoj,
og modtager velsignelsen med bøjet hoved og hænderne foran sig med håndfladerne opad, jævnfør ovenfor.
I særlige tilfælde betinges syndsforladelsen af en kirkebod, ekstra bønner eller lignende.
5: "Brak", dvs ægteskab.
Indgåelse af ægteskab er en borgerlig handling i Rusland,
men folk, der kan klare kravene, kan få det viet i kirken,
og flere og flere vælger nu den mulighed, hvilket ikke er underligt,
da hverken sted eller handling ved den borlige vielse er synderlig betagende.
Men kirken vier ikke hvem som helst.
Parterne skal være af to køn, begge kristne, dog en ortodoks,
man vier højst en tre gange og der er strengere regler med hensyn til slægtskab end i Danmark.
Og kirken vier ikke når som helst.
Ikke under de store faster, de 14 juledage, i 14 dage omkring "maslennitsa", fastelavn,
i påskeugen, på enkelte helligdage og alle dage før de store højtider.
Men inden vi kikker nærmere på selve handlingen lige et par ord om ordet "vielse",
der på begge sprog er værd at kikke nærmere på.
Det danske navneordord "vi", dvs helligdom,
blev i sin tid dræbt og begravet af den fremstormende katolicisme og erstattet med "kirke",
men udsagnsordet lykkedes det ikke at få bugt med og vielse betyder altså egentlig "helliggørelse".
På russisk er det sproglige grundlag "venok", en krans,
der i diminutivformen, "venets", bruges i overførte betydninger:
krans, strålekrans(glorie), krone,
og også som moder til et nyt navneord "ventjanie", bekransning, kroning og altså: også vielse.
Hvorfor kan I se nedenunder.
På nutidens russisk er "obrutj" et tøndebånd,
men da "ob" betyder "om" og "ruka" "hånd", var den oprindelige betydning et armbånd.
Ved den førkristne vielse knyttedes man altså sammen med armbånd,
og ordet er bevaret, selv om man nu bruger ringe.
Men før det nydelige par er nået så vidt, og det er ikkuns halvvejs, er der sket en del,
og de har måttet sørge for noget, så jeg skruer lige tiden tilbage til begyndelsen.
Ud over en frisk altergang kommer brudeparret til kirken med fire ting:
a: En hvid løber.
b: To bryllupslys.
c: To små ikoner, med henholdsvis Jesus og Maria.
d: To ringe
De går ind med deres vidner, på russisk "shafer", der er lånt fra tysk,
men alle bliver i "pritvor" lige ved døren, hun på hans venstre hånd.
Løberen bliver anbragt foran "amvon", ikonerne ved ikonvæggen
og præsten lægger ringene på alterbordet.
Når alt er rede går præsten ned til brudeparret,
velsigner dem, overrækker dem de tændte lys og fører dem ind i kirken.
Med præstens ord:
"Blagoslaven Bog nash", dvs vor Gud er nådig,
begynder nu den lange handling, der har højdepunkt i andre præstens ord: "Obrutjajetsja
rab Bozhii [raba Bozhija] navn
rabe Bozhijej [rabu Bozhijemu] navn
vo imja Ottsa, i Syna, i Svjatogo Duha, amin."
"Guds slave [slavinde] navn
forlover sig
med Guds slavinde [slave] navn
i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, amen."
Som tegn på samdrægtighed, samtykke og sammenhold bytter parret så ringe tre gange,
hvorefter man går over til "ventjanije".
Under røgelse og salmesang træder parret nu ind på løberen:
men både spørgsmål og svar er på kirkeslavisk:
"Imashi li navn proizvolenije blagoje i neprinuzdjonnoje i krepkuju mysl pojati cebe v zhenu siju [muzha sego] navn juzhe [jegozhe] pred toboju zde vidish?
"Imam, tjestnyj ottje".
"Ne obeshjjalsja [obeshjjalasja] li jesi inoj neveste [inomu muzhu]?"
"Ne obeshjjahsja, tjestnyj ottje."
"Har du navn en hellige hensigt og utvungen, fast tanke at tage til kone [mand] navn, som du ser her foran dig?"
"Det har jeg, ærede fader."
""Du har vel ikke lovet dig bort til en anden brud [gom]?"
"Nej, det har jeg ikke, ærede fader."
Efter flere bønner og læsning kommer vielsens højdepunkt.
Præsten tager kransen, dvs brudekronen, bevæger den i korsform foran gommen,
lader ham kysse den medbragte jesusikon, der nu er anbragt forrest på kronen
og giver ham denne på, idet han siger:
"Ventjajetsja rab Bozhij navn rabe Bozhijej navn vo imja Ottsa i Syna i Svjataja Duha."
"I Faderens, sønnens og Helligåndens navn vies Guds slave navn til Guds slavinde navn."
Koret svarer: Amin, dvs Amen.
Derpå kommer turen til bruden, der kysser mariaikonen på sin krone,
hvorpå præsten sætter denne på hendes hovede:
"Ventjajetsja raba Bozhija navn rabu Bozhiju navn vo imja Ottsa i Syna i Svjataja Duha."
"I Faderens, sønnens og Helligåndens navn vies Guds slavinde navn til Guds slave navn."
Og koret svarer igen: Amen.
Så siger præsten tre gange, idet han velsigner parret:
"Gospodi Bozhe nash, slavoju i tjestiju ventjai ja."
"Herre vor Gud, vi dem i hæder og ærbarhed."
hvorefter vi nærmer os enden ved at parret tre gange på skift drikker vin af kalken,
som det ses nedenunder:
Som I også kan se, kan brudekronerne holdes af vidnerne, eller parret kan bære dem.
Efter vinen, lægger præsten parrets højrehænder i hinanden,
dækker dem med sin messehagel
og fører dem, under salmesang, tre gange rundt om amvon.
og man slutter ved kongeporten, hvor parret kysser de store Jesus- og Mariaikoner,
ønskes et langt liv, og kan modtage de tilstedeværendes lykønskning.
Det er altså en handling,
der i længde og mystisk-majestætisk indhold hæver sig langt over den danske.
6: "Jeleosvashjjenije", dvs de syges salvelse.
Denne hellige handling går tilbage til Markus, 6,13
og den udbredte tro på helbredelse ved håndspålæggelse.
Det er det eneste fornuftige, jeg har kunnet finde om den sag,
og betegnende nok går handlingen i folkemunde under navnet "den sidste olie".
7: "Svjashjjenstvo", dvs præstevielse.
Denne handling bygger på den tro,
at Jesus lod Helligåndens kraft gå videre til sine apostle,
de igen videre til bisper,
så denne kraft den dag i dag er usvækket, når den gives videre af bisper.
Også her er det en ulet sag at finde mæle, men et billede kan jeg da vise:
Præst, bisp og så videre, alle disse ord er grammatisk hankøn,
der dækker over, disse poster i den russiske kirke ikke kan besættes af kvinder.
Så det er ikke tilfældigt, I kun kan se mænd i gejstlige gevandter på billederne ovenover.