|
Filmen,
vi skal se i aften, kalder producenten selv
"Bjergenes fange",
en titel der skulle skæppe i kassen
på det
"vestlige" marked, og intet formål har der ud over.
Det har
den russiske derimod, for russere med hoved på skuldrene
føres af titlen "Kaukasusfangen"
lige ind i en debat, der har foregået i Rusland i knap to
hundrede år.
Pushkin
skrev som den første et digt med dette navn i 1821 og
derefter fulgte et af Lermontov, 1828.
Digte, som uden at svigte
fædrelandet,
så Kaukasus fra Kaukasus af,
så vild og muslimsk
overfor civiliseret og kristen
uden at forråde nogen af parterne.
Som kampene blev blodigere,
blev debatten
hedere,
og de to uforsonlige yderstandpunkter, man kan finde den dag i
dag, blev
færdigudmøntet,
men der var stadig i Rusland folk,
der tog Pushkins og
Lermontovs standpunkt,
at det drejede sig om mennesker og respekt for
andres
standpunkter.
I
den ånd skrev den store Tolstoj,
Lev, i 1872 en sag
der vakte opsigt.
En lille roman, eller som de siger derovre, en
fortælling med
samme titel,
og filmen er ganske simpelt en moderne udgave af denne
roman, ikke
en krigsfilm,
men en film om at forblive mennesker under
umenneskelige betingelser.
Filmen gør intet forsøg på at skjule,
det er sådan,
tværtimod, de to
hovedpersoners navne og to bipersoners er uændret fra bog til
film.
Det
er altså et psykologisk drama, der foregår under en
ikke
nærmere bestemt krig,
men I kan jo forestille jer noget i
Tjetjenien, selv om
der intet historisk genkendeligt er at finde.
Heller ikke af
geografisk,
etnografisk art.
Filmen er optaget tre steder,
i Ritja, en aul,
dvs en
bjerglandsby, i Dagestan,
i Derbent, den ældgamle befæstede by ved det
Kaspiske hav ligeledes i Dagestan.
Denne befæstede by er fra tidernes
morgen og erobret utallige gange,
da den behersker den eneste
lavlandsforbindelse mellem det nordlige og det sydlige Kaukasus.
Der
findes
ingen byer i Tjetjenien, der bare tilnærmelsesvis ligner den.
Endelig er
slutscenen optaget i bjergene bag Alma Ata
og helikopterne fra
Kazahstans luftvåben.
Filmen
skyldes et samarbejde mellem Sergej
Bodrov,
den ældre,
skuespillerens far og en kendt russisk
instruktør, der flyttede til
USA i 1992,
og Boris
Giller, en filminteresseret oligark, der blev i
Rusland.
De fandt sammen om at lave en nutidig film over Tolstoj,
skrev
selv drejebogen,
fik fat på to skuespillere af ekstraklasse
og gik i gang med
en film, der i 1996-97 gik sejrsgang verden over.
Hovedpersonerne
er to russiske soldater.
Den lidt ældre
praporshjik, dvs fænrik, Sanja (Aleksandr)
Kostylin.
Hvor efternavnet minder en russer om ordet knogle,
Den purunge menige Vanja
(Ivan)
Zhilin,
Hvor efternavnet er uløseligt knyttet til ordet at leve.
De tages til fange af
Abdul-Murat,
der vil udveksle dem med sin søn, der holdes fanget
af myndighederne.
Hans datter Dina får i stigende grad
svært ved at være
fjendtlig, og hun giver mulighed for at vise landsbyens dagligliv.
Vanja modnes
under pres fra døden, der ventes hvert øjeblik,
og filmens nøglereplik er den,
han kommer med, bag et stivnet billede, da filmen egentlig er slut:
"Efter
fangenskabet var jeg to uger på sygehuset og
derpå blev jeg hjemsendt.
Mor græd hele vejen hjem
og blev ved at fortælle en
medpassagerer, hvor lykkelig hun var.
Men jeg ønsker kun at
se alle dem i
drømme, jeg holdt af, og som jeg aldrig mere får
at se.
Men de viser sig ikke i
mine drømme…"
De
to hovedroller spilles af Oleg
Menshikov, jeg har
skrevet om andetsteds,
og Sergej
Bodrov,
den yngre, det største
multitalent i Rusland i mange år.
Hans spil gjorde ham med et
slag til landets
største hjerteknuser.
Men han kunne mere end spille, og i
2002
under
optagelserne til
en film,
han instruerede i Karmadonskoje
kløften i Nordosetien,
kendt fra Beslan,
brækkede et kæmpestykke af en bræ,
og hele
filmholdet
blev sammen den afsides liggende kløfts beboere begravet
under millioner af
tons jord, sten, is.
Den dag i dag sørges der over ham.
Filmen
i det hele taget og de to hovedskuespillere i
særdeleshed har fået en masse
hæderspriser.
Derudover
medvirker i filmen:
Dzhemal
Siharulidze
– Abdul-Murat,
figur og navn overtaget fra Tolstoj.
Susanna
Mehralijeva
– Dina, figur og navn
overtaget fra Tolstoj.
Aleksandr
Burejev
– Hasan
Aleksej
Zharkov
– Major Maslov
Valentina
Fedotova
- Moderen
Filmens
gang turde være let forståelig, så jeg
vil kun gøre
opmærksom på to ting.
For
det første spiller to kendte, i Rusland kendte,
melodier, en stor rolle som psykologisk ledetråd.
"Sinij platotjek"
var for Sovjet, hvad Lily Marleen var for tyskerne under 2,
verdenskrig.
Klik her
for at høre den i et nyt vindue, mens du læser.
I
filmen synger Sanja den under patruljen, ved overgangen fra
forhistorien til hovedhistorien.
Ved overgangen til hovedhandlingens anden
ubønhørlige del nynnes den af først
Hasan, så
Sanja.
"Proshjanie
slavjanki"
har haft en omtumlet skæbne
siden den blev skrevet under 1. Balkankrig 1912,
men i dag er marchen
Ruslands
anden, uofficielle nationalmelodi.
Klik her
for at høre melodien, mens du læser.
Den spilles i filmen, ved overgangen fra hovedhistorien
"fredelige"
del til dens anden ubønhørlige del,
hvor de to
fanger sidder med ryggen til
hinanden uden for huset.
Denne march runder også filmen
af, høres
bag de fire helikoptere, som intet godt lader ane.
For
det andet er der en mængde folklore i filmen,
hvoraf jeg
vil fremhæve en ting, der for længst er blevet en
uløselig del af russisk
kultur.
I en brandert tumler de to lænkede fanger tilsyneladende
rundt på husets tag,
men i virkeligheden forsøger de til ære for deres
vogtere at danse lezginka,
der, opkaldt efter et af de mange folkeslag i Dagestan, kendes over
hele
Kaukasus.
Kapperne, der får dem til at ligne fugleskræmsler,
blev som mange andre
kaukasiske klædningsstykker for lang tid siden overtaget af
kosakkerne.
|