UTOMLONNYJE SOLNTSEM |
|
I
1913
fødtes i en gammel russisk adelsfamilie:
Mihalkov en søn Sergej: Han igen fik to sønner i henholdsvis 1937: Andrej og 1945: Nikita. I Rusland er der en gammel tradition for at skrive epigrammer og her er et om de tre: Россия, слышишь этот страшный зуд? Три Михалкова по тебе ползут… Rusland, kan du mærke, hvor skrækkeligt, det klør? Tre Mihalkover kravler rundt på dig. Sådan skriver man ikke om folk, man holder af. For at pejle os ind kan vi tage et epigram til, om faderen, der med stor success solgte sig selv efter at have proletariseret sit efternavn, så det passede til den ny tid: Возьмёшь журнал, и станет жалко, Что ради премий и венков То, что не мог писать Михалков, Не дрогнув, пишет Михалков. Man tager et blad og man bliver trist, At Mihalkov, for at få penge og hæder, Uden at ryste på håden, skriver det, Som en Mihalkov ikke kunne få sig selv til. Sergej Mihalkov er en vidt berygtet og misundt vellystning og skørtejæger, så sent som i 1998 anskaffede han sig en ny model, der er mere end en menneskealder yngre, men han er også en beregnende tilpasningskunstner. I 1943 skrev han teksten, som han af skæbnens ugunst senere har været tvunget til at omskrive to gange, til verdens mindst sungne nationalsang, og han blev Stalins og senere almen kommunistisk hofkunstner og ledende kulturfunktionær. PS: Den franske kammertjener i filmen er lånt fra en anden adelig, med samme slags talent: Aleksej Tolstoj. I dette udadtil kynisk, falske, men bag overfladen også gammeldags forfinede miljø, voksede de to drenge op. Med en sådan far har de været forudbestemt til at blive bagtalt, men begge sønner er talentfulde og har for længst vundet berømmelse og vakt misundelse i egen ret. Den ældste holder sig langt fra politik og han har betegnende nok taget moderens efternavn: Kontjalovskij. Efter en række gode film i Sovjet i 60erne og 70erne har han fra nul af gjort karriere i Hollywood. Men det er ikke om ham, det drejer sig i aften. Den yngste slægter faderen meget mere på: Han er også kendt som aktiv skørtejæger, datteren, der spiller så vidunderligt i filmen, fik en lillebror så sent som i 1999. Også han flirter åbenlyst med magten. Betegnende for de to sønner og magten er begivenhederne i august 1991. Andrej tog første fly til London og sikkerheden, mens Nikita meldte sig til tjeneste ved det Hvide Hus. Og ligeledes i 1999 var han dybt involveret i den politiske kamp op til præsidentvalget. Nikita er tillige en meget dygtig skuespiller, han spiller den ene af de to mandlige hovedroller i filmen, men også han har gjort karriere som filminstruktør. Han har i de sidste 20 år lavet en række film, som har gjort ham vidt kendt, også udenfor Rusland: Очи чёрные, Sorte øjne, 1987. Сибирский цирюльник, Barberen fra Sibirien 1999. Han drømmer åbenlyst om at skabe den folkelige film og blive alment elsket, og ikke blot berømmet, som han blev det for den film fra 1994, vi nu skal se: En film om en sommerdag i en lille piges liv. Filmen består af 5 dele, hvoraf den tredje, fylder langt mere end alle de andre til sammen og er den egentlige historie. Del 1 korresponderer med del 4 og rammer del 3 ind. Endelig er der del 2 og 5, som også hænger sammen indbyrdes. Det lyder mere indviklet end det er, se selv. Men jeg bliver nødt til at fortælle jer indgående om del 1 og 2 og lidt om del 3 og 4, for I kan have til dels samme forudsætning for at forstå, som en russiskkyndig har det. Del 1 starter tidligt en dejlig sommermorgen. Vi er på den anden side af Moskvafloden med Kreml i baggrunden og vi hører kremluret slå. Der kommer en personbil kørende, en yngre mand stiger ud ved et ikke altfor indbydende skrummel af et beboelseshus og tager elevatoren til sin lejlighed, hvor han modtages af en fransktalende kammertjener, som er utilfreds med, at han er en time om at komme fra arbejde. Den unge mand beder tjeneren tænde radioen og netter sig lidt, medens tjeneren læser op fra avisen om mærkelige hændelser omkring Moskva. Telefonen ringer uophørligt, men manden tager den ikke, tværtimod, medens han giver tjeneren et kursus i russisk udtale, tager han en revolver frem, piller seks patroner ud, sætter løbet for tindingen og trykker af. Revolveren klikker og filmens titel toner frem. Manden tager telefonen og siger, han er med. Først lige revolveren. Det er den gamle russiske standardrevolver, Nagant, som med kaliber 7,62 mm havde plads til syv patroner i tromlen. Den russiske roulette er altså god nok, hvem, der vandt, finder I ud af. På dette tidspunkt ved enhver russiskkyndig, at vi er i midten af trediverne, og at manden er højt på strå i indenrigsministeriet, NKVD, det ministerium som havde det hemmelige politi under sig. Hvorfor det? 1: Radioen fortæller os at Vyshinskij er statsanklager. Det blev han i juni 1935. Hans udnævnelse var et af varslerne for den kommende rædselperiode, som tager sin begyndelse for alvor i 1936. 2: Ingen normal dødelig kører rundt i sådan en bil, eller har kammertjener, og huset er det berømte hus på bredden af Moskvafloden, bygget 1929-30 til høje stats- og partitjenere. 3: Manden kommer ikke hjem fra druk og hor, men fra arbejde. Stalin selv arbejdede altid om natten, og efterhånden nødtes de vigtigste ministerier til natbetjening også, men først og fremmest havde man natarbejde på Lubljanka, NKVDs hovedkvarter. Hvorfor vil I ligeledes forstå, ved filmens ende. Bilen kom ad den vej, den ville have kommet, hvis den var startet fra Lubljanka, og det tager højst 10 minutter at køre den vej. 4: Men først og fremmest er det revolveren, som afslører ham, for våben havde kun hær og politi og manden er i civil. Mellem revolverens klik og telefonopringningen kommer, som sagt, filmens titel for første gang, fordansket som "Brændt af solen". Del 2 er meget mærkelig. Medens rolleliste og andre oplysninger om filmen ruller over skærmen, er vi flyttet til et efterårslandskab. Der er sne på jorden, men vandet er endnu ikke frosset helt til. En sommerklædt trio spiller på en udendørs tribune, mens en sanger bræger teksten til en tango. Et par, manden er i uniformsfrakke, danser til og på en bænk sidder en lille pige og nynner med. Denne polske tango fra 1935 blev indspillet i russisk udgave i 1937. Den blev straks ørehænger og det er ikke tilfældigt, den er filmens ledetråd og i let ændret form har givet den navn. Ikke tilfældigt, skrev jeg, men læg mærke til årstallene, egentlig er brugen af netop denne tango en anakronisme. Det får være, hvad det vil, omkvædet bliver sunget og nynnet gang på gang i filmen. Desværre er det helt forkert oversat i underteksten. Her er den russiske strofe og en dækkende oversættelse: Утомлённое солце Нежно с морем прощалось. В этот час ты призналась, Что нет любви Den udmattede sol Tog ømt afsked med havet. Da indrømmede du, (en kvinde) At kærligheden ikke findes Da orkestret er færdigt kommer filmens titel for anden gang, og den egentlige film begynder en pragtfuldt sommerformiddag i et rigtigt russisk landskab. Hvor lang tid er der gået, monstro, fra del 1? Et døgns tid? 10-12 måneder? Uomtvisteligt er derimod, at filmens titel er uheldigt oversat. På russisk hedder den nemlig: "Utomljonnyje solntsem". Her står solen i instrumentalis og tillægsformen i flertal nominativ, dvs, vi får: "Forpinte af solen" og det er jo noget helt andet end fordanskningens solskoldning, og den udmattede sol fra tangoen. Men hvorfor nu det? Som nøgle til forståelse kan I bruge filmens klimaks, da den vildfarne chauffør møder sin skæbne, og komdiv, dvs divisionskommandør eller general, Kotov med et føler sig meget forpint, måske af solen. Del 3, hoveddelen, udspiller sig i og omkring en dejlig, gammel patricierdatja, og handlingen finder sin uundgåelige slutning på en halv snes timer. De enkelte episoder i denne del afgrænses af to markører, dels af en vildfaren chaffør, dels af et ballonbyggeri, og filmen kulminerer, da disse to markører finder sammen og bliver en integreret del af hovedhandlingen. Jf. bemærkningen om filmens titel som nøgle til filmen. Selve handlingen vil jeg ikke røbe for jer, men filmen har et gennemgående motiv: Den gamle, tabte tid overfor den ny, man helst ikke vil se i øjnene, men som står truende for døren. Personerne er: 1: Familien Kotov. Sergej Petrovitj Kotov, komdiv, en helt fra borgerkrigen, dens idealer i kød og blod. Han ved, hvad Mitja repræsenterer, men han har også Stalins personlige telefonnummer og føler sig sikker: Nikita Mihalkov. Marija Borisovna Kotova, Marusja, Musja, som engang har forsøgt selvmord på grund af Mitja, men nu har fundet lykken med Kotov: Ingeborga Dalkunajte. Nadja Sergejevna Kotova, en lille pige, der oplever alt oprigtigt, uden svig og bagtanke. I hendes allersidste replik, under køreturen væk fra huset, flyder, uden hun selv ved det, barnets umiddelbare livsglæde sammen med den uhyggelige virkelighed, som venter: Nadja Mihalkova. Lidija Stepanovna, Marija Borisovnas mor, der efter mandens død har fundet sig en elsker, som den dag spiller dobbeltspil. 2: Familiens venner og bekendte. Mohova, det tro tyende, med den flotte sangstemme. Hendes smukke, sørgmodige sang: "Fædehjemmet", en kendt folkemelodi om det tabte fædrene hjem, denne sang er begyndelsen til enden. Obs: Sangen er censuret væk i den danske udgave. Vsevolod Konstantinovitj, som aldrig kom helt til tops i universitetsverdenen, fordi han ikke er af proletarafstamning. Han repræsenterer de gamle idealer, det er han, som kommer med de afgørende kommentarer til det, der foregår i den store verden udenfor. Han citerer Pushkin om ufrihedens pris: "Иных уж нет, а те далече", "Nogle er ikke længer til og andre er langt væk". Hans institut er lige blevet udrenset, men da vi er ved begyndelsen, er det endnu ublodigt, kun er en 20-30% blevet fyret på gråt papir. Han mærker, at duften af liv er forsvundet og han oprøres, da han i avisen læser om Vyshinkis nyeste opdagelse indenfor retsplejen: "Признание мать правосудия", "Tilståelse er rettens moder". Realiteterne bag denne epokegørende opdagelse viser sig i filmens slutning. Jelena Mihajlovna, Vsevolod Konstantinovitjs kone, der vil holde alle væk fra det onde. Dmitrij Andrejevitj, Mitja. En elegant klædt mand med musiske talenter, der uden at blinke, på stedet fletter sandhed og løgn til eventyr. Obs: I Mishas eventyr leges der bagvendt med navnene: JASUM, SIROB og AJTIM. Hans fortid indeholdt såvel Marija Borisovna og hendes far og deres verden, som komdiv Kotov og hans verden, det giver ham en nutid, som plager ham og han er uden fremtid: Oleg Menshikov, født i 61 og russik films superstjerne. Kirik, elskeren med gammelt ry som skørtejæger. Men den dag spiller han dobbeltspil, hans klovneri bliver pinligt, og han har et åbenlyst alkoholproblem. Han vil meget gerne tale med Mitja, men ikke gerne tro ham, og måske derfor taler han bedst med papegøjen og citerer Gumiljov, digteren, der blev skudt af kommunisterne i 1920. Gumiljovs digte var under trykkeforbud under kommunismen, men digtene var overalt i håndskrevne samlinger: Послушай: далёко, далёко, на озеге Чад Изысканный бродит жирав. Hør engang: Langt, langt borte ved Tjadsøen Vandrer en yndefuld giraf omkring. For at forstå det citat skal man kende de to første linjer af strofen: Сегодня, я вижу, особенно грустен твой взгляд, И руки особенно тонки, колени обняв. I dag, ser jeg, er dit blik, særligt trist og dine arme særligt tynde, som de holder om knæene. Vera Grusheva, en ungmø, hvis tvangfri manerer tillader hende at voldgæste et fremmed hus. I mangler her to ting for at forstå, hvad der foregår mellem hende, Kirik og Mitja. 1: I scenen med cykelpumpen, udstødes der lyde og ord, som udefra på trappeafsatsen må tolkes erotisk. Det fremgår ikke af oversættelsen. 2: Uanset, hvor lovløst alt kan foregå og forekomme, kan man altid finde nogle formaliteter at overholde. "Ponjatoj", er et begreb fra russisk førrevolutionær retspleje. Et vidne til arrester og husundersøgelser, som skal bevidne, alt går rigtigt til. Normalt blev der udpeget to uafhængige vidner. Men i et retsløst samfund som det sovjetiske, kan overholdelse af formaliteterne måske betyde noget helt andet? Følg godt med i den afgørende samtale mellem Mitja og Kotov under fodboldspillet. Del 4 udspilles i Mitjas badeværelse. Om den kun en ting. Radioen fortæller jer, det er tidlig morgen. |
| På
Oleg Menshikovs side kan du her
finde en
mængde om filmen.
Tangoen, filmen er opkaldt efter, og historien bag den kan du finde her. |