AFANASIJ AFANASEJEVITJ SHENSHIN-FET

 
Selve digtudvalget ligger her!
 


Er dette et billede af en gudbenådet digter? Eller viser det en benhård godsejer?
I hvert fald viser det Fet, som han så ud i 1882.

Nedenunder finder du første en kort beskrivelse af nøglepunkterne i Afanasij Afanasejevitj Shenshin-Fets liv og virke,
derpå et kort nødvendigt tekstologisk afsnit med mulighed for at klikke videre ud i elektronskyerne
og endelig til sidst noter til tekstudvalget.
 
Ved årsskiftet 1819-20 kom en helt til Darmstadt og fandt ly hos familien Foeth.
Helten var 44 år og en rig russisk adelsmand, Afanasij Heofitovitj Shenshin,
der 1805-15 som officer ved ulanerne havde gjort alle russiske felttog med,
deriblandt det der i 1813 befriede tyskerne for Napolen.
Den unge fru Foeth, der trods en nyfødt datter levede i et ulykkeligt ægteskab, fik noget at se til med den gæst.
Da mummespillet ophørte,
og Shenshin i bedste romantiske stil bortførte sin elskede i september 1820,
var Scharlotte Elizabet højgravid,
og på familiegodset Novosjolki i nærheden af byen Mtsensk fødtes i november deres søn.

Afanasij Afanasijevitj syntes født til solskin og gang på roser, men nu begyndte papirnussere og præster at arbejde for føden.
Et var at elske sin elskede, noget helt andet at føde et ægte barn.
Det var ikke sådan at slippe ud af et lutheransk ægteskab og ind i et ortodokst,
og da det endelig skete, var løbet kørt for den lille dreng.
Han var og forblev uægte, en umorsom betegnelse for en ubehagelig stilling i samfundet.
For i det mindste at sikre sønnen en god borgerlig start i livet måtte forældrene lyve om faderskabet,
så drengen kunne få navnet Foeth.
De kunne også give ham en god opdragelse og uddannelse, men derefter var han på egen hånd, arveret havde han jo ikke.

Fjorten år gammel måtte drengen hjemmefra og begynde sin egen vej. I fire år fik han en solid grunduddannelse i Livland, det nuværende Estland og 1838 boede han hos den kendte historiker Pogodin, som gjorde ham klar til optagelse på Moskva universitets litterære fakultet. Den unge Foeth, i russisk transskription Fjot, flyttede så ind i huset hos sin jævnaldrende Apollon Grigorjev, den kommende kritiker, lærte der mange af Moskvas kulturelite at kende, russificerede sit navn til Fet, I husker, at bogstaverne "jo" og "je" på russisk trods al sund fornuft skrives med et og samme tegn "е", og begyndte, da han fra flere hold fik opmuntrende udtalelser, for alvor at skrive digte.

1840 udgav han under initialerne AF for egne midler sin første lille bog "Lyrisk Patheon" med endnu noget umodne digte,
men det varede ikke længe før mesterværkerne begyndte at komme,
fra 1842 trykt i de ledende tidsskrifter, den unge digter slog sit navn fast,
men holdt efter sin eksamen alligevel næsten op med at skrive.
Han var ikke i en stilling, hvor han kunne tillade sig nykker og der var desværre også sin egen gode grund til det.
Den russiske lyriks guldalder var død med Lermontov i 1841.
I løbet af få år skiftede kritikere og det læsende publikum brat fra lyrik til prosa,
man forlangte samfundsnytte ikke flere sværmerier.

Fet fulgte rådet og trådt 1845 ind i hæren for at tjene sig op.
Han så sig tvunget til det, for hæren syntes nu hans eneste mulighed.
Som borgerlig ville han kun kunne tjene sig op til underofficer,
men en universitetseksamen gav personligt adelsskab
og mulighed for som officer at tjene sig op igennem Peter den Stores rangforordring, til arveligt adelskab.
Og datidens Rusland var et samfund, hvor en mængde privilegier stadig var knyttet til titlen "dvorjanin".
Fet tjente sig altså op som kyrasser, udstationeret i Ukraine,
men da han var få måneder fra udnævnelsen til kornet og dermed sit mål,
ændrede Nikolaj den Første rangforordningen,
så arveligt adelskab blev knyttet til majorgraden, fem trin højere på stigen.

Fet bed tænderne sammen og fortsatte sit dobbeltliv, for han digtede, når han havde tid til det.
Tre år efter, i 1850, fik han  udgivet en ny samling: "A. Fet: Digte",
der vandt ham en meget lille kreds af beundrere, der forstod og værdsatte hans digtning.

Under Krimkrigen skiftede han 1853 til de kejserlige ulaner, som lå kvarteret nær Peterburg
og kom i forbindelse med hovedstadens litterære kredse,
og det hele kronedes i 1856 med den udgave Turgenev fik igennem.
Denne digtsamling slog endegyldigt hans ry som ledende lyriker fast.
Samtidig var han i 1856 atter ganske tæt på sit sociale mål, nu ved den forestående udnævnelse til garderrotmistr,
da den ny kejser, Aleksandr den Anden med et krævede oberstrang,
dvs, yderligere to trin højere op ad stigen for at komme ind i det forjættede land.

Da gav Fet op, han tog orlov og derpå sin afsked, med samme rang som hans far, helten, havde haft.
Ikke at Fet af den grund hadede hæren eller kejserdømmet, tværtimod,
han har efterladt en række udtalelser, der viser,
at han i det store hele så tjenesten som karakterskabende og god oplæring i administrativ handlekraft,
og han faldt ud med mange på det litterære bjerg på grund af sine åbenlyse kejsertro, konservative holdninger.
Nej Fet forlod hæren for at prøve sig selv på en anden led.

Han giftede sig ganske uromantisk med en velbjærget gammeljomfru,
købte et misrøgtet, forarmet lille gods og bankede det i løbet af få år op til et slags mønsterbrug, der kastede af sig.
Han digtede stadig, men hans Digte fra 1863 var med et oplag på 2400 stadig ikke udsolgt ved hans død.
Læserne havde endegyldigt vendt tommelfingeren nedad,
og mellem 1865-75 holdt Fet igen praktisk taget op med at skrive digte.

Han oversatte, Schopenhauer og de latinske digtere, hvilket gjorde ham til korresponderende medlem af Akademija Nauk,
han skrev erindringer, og fik ved kejserligt dekret i 1873 endelig ret til sin faders navn og til de dermed knyttede rettigheder.

Og pludselig kom digtene igen i en sidste mægtig strøm de sidste 17 år af hans liv.
1883 udsendte han igen for egen regning en lille samling, "Vetjernyje ogni", dvs, Aftenlys
og derpå indtil 1891 yderligere tre samlinger under samme titel, men ironisk nok under det navn han selv havde gjort kendt.
Tiden var begyndt at vende, halvfemsernes symbolister hyldede ham som læremesteren fremfor alle
og var han blevet hundrede ville han have oplevet en uforbeholden optagelse blandt de største.

Samtiden var slået af dobbeltmennesket Fet.
På den ene side var han den sociale stræber, reaktionær i sine holdninger, spidsborgerlig og følelseskold i sin hverdag
og på den anden side digteren, der som ingen anden russisk digter betingelsesløst hævdet sin ret
til at sublimere sine erfaringer, til at digte for digtets skyld.

Hundrede kilometer væk boede Lev Tolstoj på Jasnaja Poljana, efter russiske forhold er det nærmest naboer,
og de to herrer, den højaristokratiske greve og den sociale opkomling, sluttede et livslangt venskab.

"Hvorfra får denne godmodige, tykke officer en så uforståelig lyrisk dristighed, det der kendetegner de store digtere?"
Skrev Lev, den store prosaist, om Afanasij.

Her vil det være på sin plads at lade Mirskij få ordet.
Fyrst Svjatopolk-Mirskij, en højt kultiveret mand af fineste afstamning,
blev tvunget i emigration af kommunisterne og skrev i tyvernes England en fremragende lille bog om russisk litteratur.
Jeg tager to steder derfra:

"Den virkelige tidlige Fet er i de vidunderlige naturdigte og i "melodierne", en form han ikke synes at have lært af nogen anden."

"Toppunktet af Fets sene digte er hans kærlighedsdigte, med sikkerhed de mest usædvanlige
og sammentrængt lidenskabelige kærlighedsdigte nogensinde skrevet af en mand på 70.
...De er blandt de kosteligste ædelsstene i vor digtning."

For til fulde at forstå det sidste, vender vi tilbage til den unge Fet og den kvinde, der blev hans livs eneste kærlighed.
Som ung officer lærte han i 1848 en ung kvinde af serbisk afstamning at kende.
Marija Lazitj var musikalsk ud over gennemsnittet, belæst og nærmest fattig, man skulle tro en rigtig brud for en rigtig digter.
Men Fet var altid et dobbeltmenneske,
han endte med at forklare hende alle de gode grunde til, han ikke kunne gifte sig med hende,
og i 1850 omkom hun ved en ildebrand.

Omstændighederne var dunkle, samtiden formodede selvmord, og Fet selv var ikke i tvivl og gav sig selv skylden.
Marija Lazitjs skygge fulgte ham gennem et langt liv og lod ham skabe ædelstene af menneskelig ulykke.
 

FET1:

FET2:

 

Det er ikke så nemt med Fet.
Ganske vist ligger de fleste af hans digte på elektronhimlen men de ligger meget spredt.
Klik 1 og du finder de fleste,
klik 2 og du finder de sjældne.
Men vigtigere er at Fet måtte betale en pris, for at den indflydelsesrige Turgenjev hjalp ham med at blive udgivet 1856.

Som Fet selv så det bagefter:
Издание из-под редакции Тургенева вышло настолько же очищенным, настолько и изувеченным."
Udgivelsen under Turgenjevs redaktion blev i lige grad udrenset og forkrøblet.

Bag denne udtalelse ligger, at den dannede Turgenjev strøg 87 digte som uværdige til udgivelse og tilpassede 68, så de kunne flyde ubesværet ind ad et øre og ud af det andet og dermed blev værdig trængende til udgivelse.

I 1959 udgav Buhshtab Fets samlede digte og det ville være naturligt at tage Fet derfra,
hvis ikke han, af årsager jeg kun kan gisne om, havde "skånet" Turgenjev og givet Fet i den "udrensede og forkrøblede" udgave. De af Fets digte fra før 1856 jeg har fundet i skyerne er alle "Buhshtab-elige",
og det samme gælder Vinokurovs udgave af Fet fra 1976.

Men man kan også være heldig.
I 1981 udgav Kozhinov et fyldigt udvalg af Fet, hvor Fet er fri for Turgenjevs hjælpende hånd.
Den bog kom jeg over ved et tilfælde og den danner rygraden i dette udvalg.
Nedenunder vil der altså nogen steder findes et "Т:" efterfulgt af de ting Turgenjev gjorde ved Fet,
så kan folk selv dømme, om mine hårde ord om ham er rimelige, eller om han virkelig hjalp en provinsdigter til højglans.

Digtene er anbragt kronologisk, men for enkelte er der tvivl om tidsfastsættelsen.
Disse digte har årstallet i parantes.

Digtene rettet til Marija Lazitj er betegnet "МЛ".

 
Сосна так темна, хоть и месяц
T strøg dette digt

Гадания
T ændrede linje 14
Дух захватило в груди...
Et af to digte inspireret af de unge pigers forsøg på at kikke ind i fremtiden i de to uger mellem jul og epifani.
Jeg har beskrevet det her.
Чур меня! Det gamle magiske, beskyttende udråb, stadig levende i russisk.

Ave Maria
Den katolske bøn. Når Fet gik i kirke hørte han:
Радуйся, Дево
Her er "о" ingen trykfejl, men en gammel tiltaleform, der er bevaret i kirkesproget.

На заре ты ее не буди
T strøg fjerde strofe

Даль
T strøg overskriften og ændrede i anden linje Прах til Пыль

Я пришел к тебе с приветом
Jeg kan ikke dy mig for at minde om det russiske udtryk:
Он с приветом, dvs, han har en skrue løs.
For mig giver denne bibetydning digtet en særlig livsbekræftelse.

Уж верба вся пушистая
T ændrede linje 7-8
И в душу снова просятся
Пленительные сны.
T strøg fjerde strofe og ændrede den godt første halvdel af sidste
Какой-то тайной жаждою
Мечта распалена,
И...

Как мошки зарею
T ændrede linje otte
Далеко, как отблеск вечерней.

Сядь у моря — жди погоды
Her skal man kende udtrykket:
Ждать у моря погоды — Vente forgæves.

Эх, шутка-молодость! Как новый, ранний снег
T fjernede linje 12-20 til fordel for:
Доходит бой часов порывистей и туже.
Бегу! Нигде огня, — соседи полегли,
И каждый звук шагов, раздавшийся вдали,
Иль тени на стене блестящей колыханье
Мне напрягает слух, прервав мое дыханье.

Какая холодная осень!
T strøg dette digt

Еще весна, — как будто неземной
T ændrede strofe to:
Еще аллей не сумрачен приют,
Между ветвей небесный свод синеет,
А я иду — душистый холод веет
В лицо — иду — и соловьи поют.
og linje 13-14:
Придет пора — и скоро, может быть, —
Опять земля взалкает обновиться,

Помедли... люди спять; медлительной царицей
T ændrede første strofe:
Постой! здесь хорошо! зубчатой и широкой
Каймою тень легла от сосен в лунный свет...
Какая тишина! Из-за горы высокой
Сюда и доступа мятежным звукам нет.
og tredje:
Одна передо мной, под мирными звездами,
Ты здесь, царица чувств, властительница дум...
А там придет волна — и грянет между нами...
Я не пойду туда: там вечный плеск и шум!

Летний вечер тих и ясен
T strøg strofe tre.

Весенные мысли
T ændrede anden strofe:
Снова в сердце ничем не умеришь
До ланит восходящую кровь,
И душою подкупленной веришь,
Что, как мир, бесконечна любовь.

Какие-то носятся звуки
МЛ
T strøg anden strofe og ændrede såvel linje 3:
Полны они томной разлуки,
som linje 14:
Несбыточной дразнят любовью

Первый ландыш
T ændrede de tre sidste linjer:
О чем — неясно ей самой, —
И робкий вздох благоухает
Избытком жизни молодой.
Heldigvis er det menneskeligt at fejle:
ландыш = liljekonval
подснежник = vintergæk

В благословенный день, когда стремлюсь душою
МЛ

В тиши и мраке таинственной ночи
МЛ

Томительно-призывно и напрасно
МЛ

Alter ego
МЛ

Ты отстрадала, я еще страдаю
МЛ

А. Л. Бржеской
Rettet til en ungdomsven
Efternavnet er polsk og russerne gør sig det besværligt med posk navnestof.
I stedet for at skrive lige ud ad landevejen, som det udtales: Бжеская, dvs Bzheskaja,
gengiver man halvt den mærkværdige polske skrivemåde.

Солнца луч промеж лип был и жгуч и высок
МЛ

Чем доле я живу, чем больше пережил
Fets gendigtning af "Fader vor":
Отче наш, Иже еси на небесех!
Да святится имя Твое, да придет Царствие Твое,
да будет воля Твоя, яко на небеси и на земли.
Хлеб наш насущий даждь нам днесь;
и остави нам долги наша,
якоже и мы оставляем должникам нашим;
и не введи нас во искушение,
но избави нас от лукаваго.
Ибо Твое есть Царство и сила и слава во веки.
Аминь.

Долго снилось мне вопли рыданий твоих
МЛ

Нет, я не изменил. До старости глубокой
МЛ

Когда читала ты мучительные строки
МЛ

Что за звук в полумраке вечернем? Бог весть, —
МЛ

Как трудно повторять живую красоту
МЛ

Оброчник
Den folkelige betegnelse, for den, der havde æren ved at bære en kirkefane — хоругвь — ved en procession.

Еще люблю, еще томлюсь
МЛ

Тяжело в ночной тиши
Fets sidste digt, skrevet et par måneder før døden.
 

Tilbage til Ebbe

Spindel