RUSSISK JUL
Men også lidt mere
 
Jeg har lavet en række sider om den russiske kirke. Døren til dem kan åbnes her.
Jeg har også lavet en overordnet side om tiden. Den ligger her.
 
Jul er et ældgammelt ord, så gammelt at den oprindelige betydning er tabt, men klart er det, at ordet er forbundet med vintersolhverv og de fester, verdslige og gejstlige, der har været knyttet til denne vigtige årligt tilbagevendende begivenhed. Alle folkeslag har brug for en sådan fest og har sådan en fest. Det har intet med kristendom at gøre, det er den anden vej rundt. Både i Danmark og Rusland har kristendommen for godt tusind år siden har lagt sig over den hedenske fest og givet den nyt åndeligt indhold.

Men lad os lige erindre, hvad i hovedtrækkene julen er for en dansker. En udlænding lægger først og fremmest mærke til, at vi i Norden fejrer dagen før alle andre, dagen fø dagen. Grunden til, vi i Norden fejrer, jul, St. Hans, Morten bisp mm. dagen før, er den simple, at før det mekaniske urs opfindelse måtte døgnet begynde på et af to mulige tidspunkter. Ved solopgang, eller som hos germanerne, ved solnedgang.

"Ved kvæld skal dag leve," siger Havamal, men alle andre germanere har altså bøjet sig for de gamle grækere og romere, også den kristne kirke. Det er også det eneste af den oprindelige danske jul, der er tilbage.

Det gamle juleblot, med blodig hestebøf er en saga blot, julebukken er degraderet fra sin oprindelige betydning som frugtbarhedssymbol, borte er troen på de farlige gårdvætter, borte er julefasten, borte er middelalderens St. Nikolaj, borte er nu også  forbuddene mod at more sig den 1. juledag, tilbage fra gammel tid er kun en særlig høj kirkesøgning juleaften, Hvad er egentlig vor jul?

Dansk jul er ganske ny og ikke særlig dansk. Juletræet kom fra Tyskland i første halvdel af forrige århundrede, julemanden er fra århundredeskiftet, en vestgermansk, hollandsk-engelsk udgave af St. Nikolaj, nisserne, som har afløst folketroens vætter er ikke ældre, de er julemanden i løs vægt, Nis er som bekendt en dansk udgave af Nikolaj.

Og forbrugsvareindustrien arbejder hårdt på at opfinde nye festlige ting, der kan tømme vore lommer. St. Luciafesten, der blev opfundet i Sverige i mellemkrigstiden, slipper vi heller ikke for. Julefrokosterne er ved at overtrumfe juleaften, i hvert fald, hvad udskejelserne angår. Endelig er der julesulet. Det har altid været det bedste, man havde, men det er ikke hundrede år siden småkårsfolket var talstærkt i Danmark. I dag er julegrøden, nissemad og vi spiser and eller gås og glemmer for en aften alle sundhedsapostle.

Så er det også slut. Julen varer lige til Påske, synger vi, men ingen ved mere hvorfor. Når vi har spist resterne de næste par dage, går vi i gang med at købe ind til nytår, og det er jo en helt anden historie, for os. Jeg vender mig derfor nu endelig til det egentlige emne, men jeg sniger mig ad en omvej. Først vil jeg lige fjerne en meget udbredt misforståelse.

Tænk på at ordene fest og lediggang har samme stamme i russisk: "prazdnik" og "prazdnost". Landbrugslivet før mekaniseringen var præget af knokkelarbejde, men om vinteren lå jord og bonde i dvale. Der var tid og plads til "lediggang og dermed fest". Tiden mellem jul og fastelavn, hvor alle landlige omgivelser er så utrolig smukke, er festens og glædens tid i Rusland.. Vinteren er den russiske landsbys "bryllupstid".

I Rusland har "julen" nu navn, "rozhdestvo", efter den kristne myte, der er opfundet engang i 300-tallet, Det skal jeg måske lige forklare. Oldkirken interesserede sig ikke for Jesus fødsel, man fejrede "Guds tilsynekomst" den 06. 01. og forbandt festen med Markus- og Johannesevangelierne og beretningen om Johannes Døber. Men da det romerske kejserdømme omkring 325 tog kristendommen til sig for på den at bygge en ny stærk stat, havde den brug for slagkraftigt stof, der kunne slå de to store medbejlende religioner, solkulten og Mithradyrkelsen af marken. Begge havde de hovedfest omkring vintersolhverv og begge havde de fødsel, genfødsel som en hovedbestand af myteindholdet. Man opprioriterede, som det ville hedde i dag, altså Lukasevangeliet og anbragte en nyopfunden fødselsdag på Solens og Mithras hellige dag. Tro kan flytte bjerge og politik altså datoer.

Det er kulturhistorisk spændende at se, hvad der er sket med den oprindelige kristne vinterfest. Den armenske kirke, verdens ældste statskirke, fejrer stadig den gamle fest den 06. 01. Den katolske kirke tog de tre vise mænd fra Matthæusevangeliet og anbragte dem i hullet den 06. 01. og den ortodokse, herunder den russiske, kirke, anbragte sig, som en god dansk radikaler, midt imellem. Den 06. 01. fejres nu "Herrens dåb", "kreshsjenije gospodne", men dagen har også beholdt sit oldkirkelige navn: "Guds tilsynekomst", "Bogojavlenije".

Intet af dette havde i mange, mange år noget med tidsregning at gøre. Den katolske, hos os i al beskedenhed døbt om til den kristne, tidsregning er opfundet i Spanien omkring 525, men slog først igennem i Vesteuropa omkring 950. Det ortodokse Europa holdt fast ved det gamle kristne udgangspunkt, verdens skabelse den 01. 09. 5509 fvt. Men det 20. århundredes omskiftelser tvinger mig til senere, som endepunkt for denne snak, lige at slå et herresving tilbage til tidsregning og jul.

Russisk jul er altså, som vor, en blanding af gammel hedenskab med kristen fernis, af tro og lyst til liv. Russisk har bevaret et ord "koljada", det er et ældgammelt lån til slavisk fra latin, calendae, det samme ord, som på dansk er blevet til kalender. Hvad ordet stod for oprindeligt i slavisk er gået i glemmebogen, nu er det i russisk navnet på en række, oprindelig hedenske, skikke som kirken officielt fordømte og i mange år forfulgte, som blev forhånet som overtro under kommunismen, men som synes at have overlevet til en hvis grad. Beretningen om "koljada" kommer imidlertid efter en kort gennemgang af den kirkelige side af julen.

Den russisk ortodokse kirke har noget den kalder: "Dvunadesjatyje prazdniki", det er årets tolv vigtigste kirkehøjtider og heri indgår selvfølgelig den 25. 12.: "Rozhdestvo (Hristogo) — (Kristi) Fødsel

Desuden har den almindelige højtider: "Prestolnyje prazdniki", dvs, "alterhøjtider" til minde om mindre ånder, apostle og helgener. Disse fester var indtil 1917, ligesom i det gamle, katolske Danmark også folkefester, med marked, og forlystelser, gynger og karruseller.

Jeg skal bruge en af dem: den 06. 12 fejrer man "Nikola zimnij", dvs, "Nikolaj Vinter". "Nikolaj Tjudotvorets", dvs Nikolaj Undergører, vor St. Nikolaj, denne oldkirkelige lilleasiatiske bisp er en af de få,  der er lige afholdt i alle kirkeretninger. Han er den eneste i den ortodokse kirke med tre kirkelige festdage, og så fremtrædende, så synlig var han, at nogle af de sibiriske folkeslag, anså ham for at være den "russiske Gud". Fra hans vinterdag begyndte forberedelserne til julen, til den hedenske del af den, masker, udklædning udstyr af enhver art blev gjort klar.

Jeg har selv i de sovjetiske tider set en julemand optræde på slap line, med Snehvide, en smækker julesag med blåfrosne ben ved sin side. Han lignede såmænd ganske godt vor egen, men han går nu ligegodt ikke tilbage til Nikolaj, men til den russiske folketros "Moroz", dvs, "Frost":

"Moroz, Moroz! Prihodi kisel jest. Moroz, Moroz! Ne bej nash ovjos, ljon da konopli v zemlju vkoloti!" "Frost! Frost! Kom og drik kisel. Frost! Frost! Slå ikke vor havre, bank ikke hør og hamp i jorden!" Sådan påkaldte de russiske bønder til op i vor tid den 24. 12.

Men nu er julemanden også derovre en venlig gammel sjæl og hedder "Ded Moroz", dvs, "Bedstefar Frost". Pigen, "Snegurotjka", han tit ses sammen med, er ikke Snehvide fra Pushkins digt og Grimms eventyr, men fra et kendt russisk folkeeventyr om to ældre mennesker, der så brændende ønsker sig et barn, og hvis bønner til sidst bliver hørt, idet en klump sne, manden i fortvivlelse knuger i sin næve, pludselig får liv og bliver til en fager, mandbar mø. Hun lever hos dem vinteren over, men da ungdommen i landsbyen går til forårsfest, sniger hun sig ud for at tage del i løjerne. De indbefatter at pigerne skal løfte op i skørterne og springe over et bål, det er et kendt frugtbarhedsritual, og hun vil gøre som de andre. Hun springer og er pist fordampet, væk.

Jeg gemmer stadigvæk "koljada" lidt og tager det sidste kirkelige element i julen, fasten. Den ortodokse kirke havde, og har det i princippet stadig, meget strenge fasteregler. 200 dage om året bliver det til, hvis man vil overholde forskrifterne, men de var allerede i 19. forrige åhundrede ved at blive taget lempeligt på i landadel og det bedre borgerskab. Den næstlængste er "rozhdestvenskij post", dvs, julefasten, de seks uger før jul med afslutning i "Sotjelnik", den 24. 12. hvor den dag i dag de troende ikke spiser før "stjernerne er på himlen".

Denne aften, den 05.01. aftenen før dåbsfesten og for øvrigt året rundt, hvis man vil mindes de døde, denne aften spiser man "kutja", en særlig grød, der er viet af præsten. Den er lavet af hvede eller ris, i gamle dage bare af det bedste mel man havde, og den er iblandet rosiner og med honning. Russerne har også en sød tand.

Navnet på dagen, "sotjelnik", som altså deles mellem 24. 12. og 05.01. er kulturhistorisk interessant. Mange steder i russisk litteratur og især i moderne journalistik kan I finde kirkens udlægning af det, at dagen har navn efter noget i denne festlige fastemad, men det er meget sjovere i virkeligheden. "Sotjen", dvs, "saftig", er navnet, på en art klatkager man i gamle dage, i hampeolie for øvrigt, ikke kun bagte til at spise, man brugte dem også til at tyde skæbnen. Kagerne blev udformet som halvmasker, og iført en sådan klatkage, kunne man fra et skjul iagttage de forbipasserende og derudfra tage varsel.

Navnet rammer altså lige ind i "Koljada", den hedenskab kirken har fordømt og forfulgt op til vor egen tid. Disse juleløjer starter sent om aftenen den 24. 12. når man efter "kutja" har været til den store aftengudstjeneste. Man tager hul på "svjatki", dvs, de hellige dage, som løber to uger, til næste "sotjelnik" den 05. 01. Disse to uger er igen delt op i "svjatyje", dvs, "hellige" og "strashnyje", dvs, "skrækkelige" "vetjera", dvs, "aftener", delt af den hellige Vasilijs dag den 01.01. Basilios den Store, som vi kalder ham, er også en af oldkirkens store, han er en af hovedmændene bag den ortodokse kirkes munkevæsen, som altså er grundfæstet 150 år før det katolske, og han skrev en liturgi, gudstjenestebeskrivelse, som i den ortodokse kirke bruges ved særlige lejligheder, f.eks. jul.


Lad mig begynde med et uddrag af Ljov, den mest kendte, Tolstoj. Krig og fred: II, 4, IX-XII.

Vi er i julen hos den højaristokratiske familie Rostov.

"Juledagene kom og, udover det fine måltid, udover naboers og tyendes højtidelige og kedelige lykønskninger, ud over at alle havde taget deres stiveste puds på, ud over alt dette, var der intet, som betegnede de hellige dage, og i den vindstille, tyve graders frost, der oplystes af en blændende sol om dagen og om natten af vinterhimlens stjerner, føltes der et behov for på en eller anden måde at markere denne tid."

Her hopper jeg lidt, og pludselig får grevefamilien besøg:

"Det udklædte tyende, bjørne, tyrkere, værtshusholdere, frøkener, skrækkelige og grinagtige bragte kulde og munterhed med sig. Til og begynde med trængtes de forsagt i entreen, derpå kom de, den ene gemmende sig bag den anden, sivende ind i salen. Først tilbageholdende, men så stadigt mere muntert og venskabeligt begyndte sange, folkedanse, kædedanse og julelege. Grevinden gik, da hun havde genkendt de udklædte og let lidt over udklædningerne, ind i dagligstuen. Grev Ilja Andrejitj sad med et strålende smil i salen og nikkede opmuntrende til de legende. De unge var forsvundet.

En halv time efter dukkede der nye udklædte op i salen. Den gamle frøken med krinolinen, det var Nikolaj. Tyrkerpigen, det var Petja. Bajadsen, det var Dimmler, husaren – Natasha og tjerkessen, det var Sonja, der havde malet sine øjenbryn op med en prop og tilføjet overskæg."

Hvad der derefter sker, hvordan alle de udklædte, "rjazhennyje" tager i trojkaer til nabogodset, hvordan krinolinefrøkenen forelsker sig voldsomt i den drabelige tjerkes, om alt det kan I selv læse. Også om hvordan Sonja går ned i badstuen, for at spå. Det er ikke tilfældigt, hun går derned, men forklaringen får I først om lidt, efter jeg har forklaret lidt om det citerede.

"Rjazhennyje", denne klæden sig ud, denne leg med "horovody", dvs kædedanse og "pljaski", dvs, folkedanse, vor "russerdans", er imidlertid karakteristisk, for "koljada". Til skikkene hører også at ungdommen, fra store børn til små voksne, går udklædte rundt til landsbyens, her var det jo på et gods, landsbyens huse og synger, læg mærke til diminutiven, "koljadki", dvs, sange, der kunne være prisende, hvis værten gav godt af mad og mundgodt i den medbragte sæk, eller de kunne være nærmest nidviser, hvis værten var påholdende til gerrig. Efter endt rundgang samledes de unge så i en hytte og festede videre på det indsamlede.

Også denne skik blev set skævt til af kirken, og i sogne med nidkære præster, kunne man møde kristne korstog, processioner, med kirkefaner, ikoner og hele molevitten, som gik rundt og bekæmpede de unge med salmesang.

Ikke direkte tilknyttet "koljada", men dog også hedensk, knyttet til skæbnetroen, var "gadanje", "spåning". Det er svært at sige, hvor meget der her stadig er levende, men den har været meget udbredt og almindelig, især blandt de unge piger.

Hos Pushkin, Jevgenij Onegin, 5, IV-XXIV, kan I finde en glimrende beskrivelse af, hvordan Tatjana spår sin egen skæbne. Den vil jeg ikke forsøge at gendigte, men jeg bruger den som rygrad i gennemgangen.

Først vil jeg lige minde om begreberne "hvid og sort" magi. Fra gammel tid har kirken forsøgt, også hos os, at inddæmme overtroen, ved at gøre en del af den tålbar, som værende i det godes tjeneste, den hvide magi, mens resten forfulgtes strengt, som trolddomskunster, som værende i den ondes tjeneste, den sorte magi.

Der var to hovedformer af denne magi i Rusland. Man kunne give sig af med det i enrum eller i fællesskab og disse typer kunne gå fra sort til hvidt, således at alle syntes at mene, at jo sortere, jo sandere, jo mere man unddrog sig Guds nidkære øje, jo mere kunne man se.

Derfor gik de unge piger til en "spåsamling" uden at korse sig i døren, som man ellers plejede, når man gik ud, derfor gik de bevidst derhen ved siden af de tiltrampede stier, derfor vendte de helgenbillederne om mod væggen, dækkede dem til med klæde eller bedst af alt, men også  farligst, de spåede et sted, der ikke havde nogen tilknytning til det gudelige, ikke havde nogen ikon, f. eks. i badstuen, som jo altid lå for sig selv, helt nede ved vandet, floden eller søen.


Men nu følger vi Pushkin og Tatjana. Jevgenij Onegin, 5. kapitel.
De to tal før citaterne er henholdsvis strofenummer og versnummer.

V, 1-2: "Tatjana troede på de gamle folkelegender".
Det gjorde Pushkin for øvrigt også, og det er en af de ting, som er meget sejlivet. Den dag i dag er der utrolig mange "primety", dvs, tegn, som russerne, med et skævt smil, det skader jo ikke, mere eller mindre retter sig efter.

VII, 5: "Det blev helligdage! Hvilken glæde!"
Eller som en videnskabsmand, en folkemindesamler, skrev i 19. århundrede: "Det gamle Rusland lever kun op i julehelligdagene." Eller en anden: "For bonden er juledagene den største, den mest strålende, den muntreste fest af alle... Først og fremmest er det ungdommens fest."

VIII, 1-2: "Tatjana så nysgerrigt på det smeltede voks".
En meget yndet, formodentlig også i dag, måde at spå på. En tallerken med lidt vand, hvori man smelter voks eller stearin, for at tage varsel af de opståede mønstre. Pushkin angiver ikke om Tatjana er alene her, men hun er nok til et fælles pigetræf, hvor de giftefærdige jomfruer under ledelse af en erfaren kvinde, helst en enke, samles for at tyde varsler.

VIII, 5-6: "Den ene efter den anden kommer ringene ud af den vandfyldte skål."
Alle disse træf synes at have indeholdt et "pantevarsel". Pigerne afleverer en ting, ring, ørering, til den ledende, som, med iagttagelse af en række ritualer, lægger dem i en skål med vand, dækker den til og rører rundt. Derefter synges, "podbljudnyje pesni", dvs, "fadsange", en række varselsviser. Efter hver vise, fremdrages en ting, hvis ejer derved knyttes til det sungne. Spændende er det, at i tråd med det overnaturlige er viserne ikke, hvad de giver sig ud for at være. Synger man visen om den rige frier, betyder det snarlig død, synger man den om den brunstne hankat, betyder det snarligt ægteskab osv.

IX, 1 og 4-5: "Nat og himmel er frostklar… Tatjana går ud i den brede gård."
Tatjana begynder at spå på egen hånd.

IX, 6-8: "Hun retter et spejl mod månen, men i det mørke spejl glimrer kun den bedrøvelige måne."
Et spejl er et meget brugt redskab ved spåning. Hun havde håbet at se et billede af sin tilkommende.

IX, 9-14: "Hør! Sneen knirker. Der kommer nogen".
En anden måde at spå på. Tatjana spørger den ubekendte om navn og Pushkin lader hende få det nedslående svar: Agafon. Sådan kunne ingen russisk adelig hedde. Det er et typisk bondenavn.

Og der var mange andre måder at spå på. Man kunne kaste sin træsko over venstre skulder og tage varsel efter tåens retning, når den var landet, man kunne, altid ved midnat, ved et vejkryds, stående i en tegnet kreds, mere derom senere, spå efter lydene, man kunne, stående i porten, påkalde gøen: "Gø! gø lille hund. Gø, du grå ulv!"

Og pigerne kunne, det er den mest saftige måde, jeg har kunnet finde, stille sig op i badstuedøren med den blottede bagdel rettet udad. Derpå skulle de, ifølge min jomfrunalske kilde, sige en "sætning, som ikke var passende for en jomfru," med hvilken de indbød gårdvætten, I husker nissens forfader, til at komme og føle på varen. Fortsættelsen får I om lidt.

X, 1-2: "Efter barnepigens råd gjorde Tatjana sig klar til at spå om natten."
Tatjana er alene nu og nu bliver det alvor.

X, 3-4: I smug gav hun ordre til at dække for to i badstuen".
Nemlig til sig selv og den tilkommende, hun vil spå om. Det skriver Pushkin ikke, men før hun går i seng siger Tatjana: "Suzhenyj, rjazhenyj prihodi ko mne uzhinat". "Min tilkommende, min udklædte, kom og spis med mig."

X, 5: "Med et følte Tatjana sig uhyggelig til mode".
Vi er kommet ind i de "skrækkelige dage, og for at få størst mulig kraft gør også hun klar til at spå i badstuen.

Pushkin havde, på grund af censuren, heller ingen mulighed for at skrive, at Tatjana allerførst tog sit kors af og påkaldte de onde magter. Alle ortodokse har, den dag i dag, et kors inderst mod den bare hud, og det var en selvfølge at de spående skulle tage deres kors af for at magien kunne virke.

Derimod kunne Pushkin uden indgriben skrive følgende:

X, 9-10: Tatjana tog sit lille silkebælte af, klædte sig af og gik i seng".
Jeg har forhørt mig lidt. Det synes som om en russisk nutidslæser heller ikke ser noget mærkeligt i disse linjer og dog er de kulturhistorisk meget spændende. De vidner om en ældgammel, hedensk, russisk skik, som kommunisterne tilsyneladende har fået udryddet. Men til verden brød sammen i 1917 bar alle russere et lille tøjbælte inderst på den bare hud som "obereg", som værn mod onde magter, et værn, de end ikke tog af i badstuen.
Der er sproglige spor af denne begrebsverden i nutidens russisk. Der er en række vigtige ord, som udlændinge, har svært ved, fordi de indlæres i bardommen og derefter er baggrund for voksenlivet. Sådanne ord har alle sprog. Tænk på det danske begreb "helle", hvordan vil I oversætte det?! Russerne siger i denne betydning: "Tjur menja!" "Tjur" findes ikke som glose mere, men det har nok oprindeligt betydet noget i retning af afgrænsning. Finder nogle børn noget spændende råber den, der først får øje: "Tjur mojo!" "Det tilhører mig". I voksensproget findes udtrykket "tjereztjur", "over grænsen, for meget." og et udsagnsord "tjuratsa", at være sky, holde sig for sig selv.

X, 12-13: "Og under dundynen ligger et pigespejl."
Her er igen det vigtige spejl, tænk på de mange troldspejle i folkeeventyrene. Så begynder Tatjana at drømme. At tyde drømme var en lige så vigtig del af skæbneforudsigelserne, som de andre ting. Tatjanas drøm er en lang uhyggelig beskrivelse af et vrangvendt bryllup og jeg vil kun lige tage to vigtige ting frem:

XI, 8 og 10: En strøm, der ikke var bundet af isen… En gyngende, dødsensfarlig bro".
Under sin pude, ved siden af spejlet har Tatjana formodentlig lagt en bro, "mostik" , dvs, hun har bundet nogle halmstrå eller kviste sammen i et lille bundt, og så har hun sagt: "Suzhenyj, rjazhenyj perevedi menja tjerez most", "Min tilkommende, min udklædte, få mig over broen."

Broen har en vigtig dobbeltrolle i russisk folketro. Det er, som her, det vigtigste bryllupssymbol. Engang for mange år siden hørte jeg, netop ved et bryllup, for første gang "Donskaja ballada", som er taget med i vor ny sangbog. Sangen er smuk, men ufrivilligt er handlingen, hvis man ikke ved bedre, lettere morsom. Men sagen er, at denne sang er dobbelt symbolsk, broen symboliserer her ikke bare bryllup, men, tænk på floden Styx, den er også symbol på døden. Hold dette for øje når I synger sangen, så går det op.

XII, 7: "En stor pjusket bjørn."
Den russiske bjørn, siger vi, ikke bare på grund af størrelsen. Bjørnen er et andet kendt bryllupssymbol og bjørneskikkelsen har altid været den mest gængse, blandt de mulige udklædninger til juledagene. Bjørnen spiller en utrolig vigtig rolle for russisk folketro også. Det er ikke tilfældigt, de er på fornavn med den. "Misha".

Der sidder nok nogle nu og undrer sig såre. Julen var jo ungdommens fest?! Hvor, tænker de, hvor er så de unge mænd henne? De, der heldigt for menneskets slægt, kun tænker på det modsatte af, hvad de unge piger formentlig tænker på.

Til dette kun kort to ting, fordi pigernes jul psykologisk jo er langt den mest interessante. Det jeg har beskrevet var aften og natteforeteelser, men om dagen gik jo den vilde jagt, med trojkakørsel, med sang og dans og fælles leg, det var dengang voksne ikke skammede sig over at lege med hinanden.

Om aftenen, når pigerne de to uger var optaget af netop disse mørkets gerninger, der kun indirekte var forbundet med det andet køn, da havde fyrene en fast rolle som drillepind og forskrækker. Når pigerne stod og lyttede skulle de, fra et skjul afgive mærkelige lyde osv. Hos Tolstoj, som jeg startede med, løber Nikolaj i smug ned for at lave spøgerier ved badstuen, da han om aftenen ser Sonja snige sig ud af huset. Heldigvis lader Tolstoj det hele ende i et meget langt kys.

Her er det på sin plads at give jer slutningen på historien om den bare pigebagdel, jeg efterlod frysende i badstuedøren. Her var selvfølgelig en vigtig birolle for en vaks fyr. Følte nemlig pigen, trods al vor snusfornuft, en behåret hånd tage bag på hende, ja så var det helt fint, det var et godt varsel, var hånden derimod nøgen, for hun gysende sammen, ikke bare fordi den var kold, nej, hun blev ulykkelig over det dårlige varsel.


Jeg vender her tilbage til nutiden. Den gamle russiske jul er altså blevet godt og grundigt smadret i dette århundrede. Man forsøger i alle medier at give en slags vejledning i, hvordan man gør, men det er åbenbart ikke så nemt. Lad os som eksempel tage juletræet, der under det ny hedenskab, blev døbt om til et nytårstræ. Det er en tysk, men smuk skik, det føler også russerne og de vil meget gerne give det plads i den kristne del af julen, men så vidt jeg kan bedømme, har og får juletræet ikke foreløbigt samme vigtige symbolværdi, som hos os.

Dette hænger selvfølgelig sammen med, at befolkningen nu klumper sammen i byer, og byen er nu engang ikke stedet for bevarelsen af landsbylivet, men der en forklaring til, som hænger sammen med mit lovede herresving til sidst, og til sidst tager vi den.


Lad mig først vende tilbage til det tabte land. Julen gik altså til dåbsfesten den 06. 01. Lad mig for at vise, hvor betagende denne fest kunne være, læse jer et længere uddrag af en forfatter, der for russerne selv står som indbegrebet af hæderlig, sund, fornuftig medmenneskelighed.

Tjehov: "Hudozhestvo", "Kunstfærdighed". Det er en lille fortælling om, hvad der på hans tid, slutningen af forrige århundrede, skete om morgenen den 06. 01. om indvielsen af vandet, kaldet Jordan, efter den palæstinensiske flod. Husk at, alle russiske landsbyer ligger ved noget vand og at vandet, hvis det er en flod, altid har en høj og en lav bred. Hovedpersonen er en fordrukken sut, som en gang om året, bliver landsbyens hovedperson. Først forklarer han sin lidt tumpede medhjælp, klokkeren Matvej, hvordan det hele skal se ud.

1: Ved siden af vågen, som skal være dækket af den fint malede runde plade, skal der stå en bønnepult. På bønnepulten skal der udhugges et kors og en opslået bibel. Men det er ikke alt. Bag bønnepulten, skal der stå et højt kors, som kan være synligt for hele menneskemængden og som i solskinnet skal spille, som var det besat med ædelstene og diamanter. øverst på korset skal der være en due, skåret ud i is. Vejen fra kirken til Jordan skal være overstrøet med kviste af gran og enebær…

Et par bemærkninger. Dækslet over vågen laves af træ, som fastnagles til isen med trænagler. Det store kors er inderst af træ, men det er dyppet så mange gange i floden, at det er belagt med et tykt ispanser. Alt andet er hugget og skåret i is. Så springer jeg til selve dagen:

2: Det bliver morgen på dåbens dag. Kirkegærdet og begge bredder i lang udstrækning er pakket med folk. Hele opbygningen af Jordan er omhyggeligt skjult under nye bastmåtter. Serjozha sidder stille ved siden af bastmåtterne og forsøger at bekæmpe sin oprevne sindsstemning. Han betragter den tusindtallige menneskemængde, der er også mange fra andre kirkesogne. Alle disse mennesker har i frosten over sneen til fods tilbagelagt ikke så få kilometre med det ene formål at se hans berømmede Jordan…

Vejret er smukt, der er ikke en sky på himlen. Solen skinner blændende.

Oppefra lyder med et en kirkeklokke. Tusinder af hoveder blottes, tusinder af hænder bevæges til tusinder af korsets tegn.

Og Serjozha ved ikke, hvor han skal gøre af sig selv af utålmodighed. Men så endelig, ringer man til gudstjenestens begyndelse. Derpå, en halv times tid senere, bemærkes ved klokkestablen og i menneskemængden en bevægelse. Fra kirken bærer man, den ene efter den anden, kirkefanerne ud, der kimes hastigt og kækt med alle klokker. Med rystende hænder fjerner Serjozha bastmåtterne og folket ser noget ganske usædvanligt. Bønnepulten, det runde trædække, trænaglerne og korset, alt sammen ude på isen, spiller i tusinder af farver. Kors og due stråler med en sådan styrke at det gør ondt at se på. Nådige Gud, hvor er det godt! Gennem menneskemængden løber en forundret begejstringsbølge. Klokkerne kimer med øget styrke, dagen bliver endnu mere klar. Kirkefanerne svinger og bevæger sig hen over menneskemængden, som blev de båret af bølger. Processionen bevæger sig, med rigt iklædte ikoner og præster, langsomt ned ad stien med retning mod Jordan. Man giver med hænderne tegn til klokkestablen, at det er tid at ophøre med at kime, og indvielsen af vandet begynder. Man giver sig god tid, gør det langsomt, helt klart med det formål at forlænge den højtidelige glæde ved den fælles folkelige bøn. Så bliver der stille.

Men så nedsænker man korset i vandet og luften genlyder af en utrolig larm. Riffelskud, klokkerne kimer igen for fuld styrke, højlydte begejstringsudbrud, råb og trængsel for at få fat i en trænagle. Serjozha lytter til al denne larm, ser de tusinder af øjne, der er rettet mod ham og dovenkroppens sjæl fyldes af en følelse af ry og højtidelig feststemning.


Det må have været helt utroligt at overvære. Denne fest forsøger man selvfølgelig også at genoplive og, ser det ud til, med et vist held, i hvert fald i de mindre byer.

Og så er tiden kommet til herresvinget tilbage til udgangspunktet, til tidsregning og juleproblemer. Sagen er den, at kommunisterne har efterladt de troende russere med et tidsproblem. Eller rettere sagt, den ortodokse kirkes bagstræbere, forsøger i bedste russiske stil at tvinge de genkristne til at leve med en syg sammenblanding af misforstået fromhed og sund fornuft i form af en kalender til mål af tidens gang.

Ved revolutionen 1917 greb kommunisterne selvfølgelig lejligheden til at sparke ud efter kirken, idet de, meget fornuftigt, gik over til den mere nøjagtige gregorianske kalender, der jo for en from kirkens mand mod øst har den bagdel at være lavet af en pave. Af samme grund var man også i Danmark i sin tid, o. 1580 – o. 1710, mere end hundrede år om tage første bid af dette paveæble. At den russiske kirke af denne grund med fromt vanvid holdt fast ved Cæsars hedenske julianske kalender spillede i mange år ingen rolle, kristne skikke kunne alligevel kun følges i det dulgte.

Men nu er kirke og stat forenet og skulle gerne trække på samme hammel, men se engang, selvfølgelig har man grebet muligheden for at skabe rigtigt russisk kaos. I russiske medier, bøger, kalendere osv. kan man nu undrende erfare, at Jesus blev født den 06. 01. Ikke fordi, russerne er vendt tilbage til oldkirkens oprindelige fest, men fordi kirken stædigt holder fast i Julius Cæsars hedenske kalender. Det er virkeligt til at le og græde over, når man hører ellers fornuftige folk, fortælle, at selvfølgelig fejrer de jul den 06. 01 for da blev Jesus nemlig født, at vi ved det.

Le, fordi den ortodokse kirke selv i sin tid var med til at anbringe denne påståede fødsel 25 december og le, fordi den altid, selv under kommunismen har holdt fast deri: kirken fejrede jul 25 december, det var de ugudelige, der havde lagt 25 december på 6 januar.

Men nu er de ugudelige afløst af alle mulige slags Jeltsiner, trænede hyklere, der  nu lige gerne priser Gud, som de før fornægtede guders eksistens. Problemet for kirken er, at disse folk, der overøser den med gaver og velvilje, ikke også vil give køb på den sunde fornuft. Når kirken nu ikke mere kan hævde, at 6. januar er 25 december på grund af de ugudeliges værk og de nykristne politikere ikke vil tilbage til Cæsars unøjagtige kalender, må kirken vælge mellem to:

Man kan gøre som i alle andre europæiske lande, herunder den kristne russiske stat: Skære en ti-tolv dage ud af kalenderen et år for at begynde på en frisk, men da det ikke er i from russisk ånd at gøre som alle, eller gøre noget, fordi det er fornuftigt, har kirken altså med søvngængeragtig sikkerhed valgt en rigtig russisk løsning. Ingen skal tvinge en ortodoks præst ind under pavens kalenderår, så vupti, det er jo ligetil: Jesus blev født 6. januar, sådan siger kirken nu.

Græde ikke le over en sådan overmenneskelig dumhed kan man fordi, det ødelægger muligheden for, at juleskikkene i Rusland kan genoplives ved kunstigt åndedræt, herunder ikke mindst fra udlandet. Helt umuligt bliver det om kort tid, når den julianske kalender kommer endnu en dag efter vor. Hvis ikke den ortodokse kirke kommer til fornuft, og det tror jeg ikke, den gør, sker igen et af to: Enten løber kirken linen ud og troende russere skal så snart fejre jul den 07. 01, om hundrede år den 08. 01 osv. Eller man laver den fuldendte russiske løsning og fastfryser Jesus fødselsdag til den 06. 01. så denne dag hverken passer med ene eller den anden kalender, med nogen tro eller noget menneskes sunde fornuft.

Tja, sådan er det, og nu få I fred til at synge.

 

Tilbage til Ebbe

Spindel