Tidens mål
og med:
"Af støv er du kommet", siger præsten.
"Slægt skal følge slægters gang", siger digteren.
Men katolicismen og senere Descartes koordinatsystem har mudret mangen hjerne, og de fleste danskere opfatter i dag tiden som en retlinet x-akse med pil og det hele, som om tiden har en mening og de kan skride frem og vikle ud uden at stampe på stedet.
Om, hvordan dette kom i stand og lidt mere til, handler nedenstående tekst.
For selv om tiden hverken har mål eller med, kan man jo udmærket måle den ud til sine mange gøremål, og lad os begynde der.
I Irak havde de også et sådant månedregnskab, men der havde man to ting til, som er havnet hos os gennem grækere og romere.
For det første havde deres vismænd for vane at slå ting i småstykker med tallene 12 og 60, der begge har så dejlig mange divisorer. Også døgnet gik det så, og derfor har har vi halve døgn på 12, ikke halvtreds, timer, og derfor knuses en time i 60, ikke i 100, stykker.
For det andet så de dernede mere end måneden i ny og næ, de så tingester på himlen, der ikke ville stå stille, som alle de mange, mange, mange andre. De så syv sådanne utilpassede legemer, der bevægede sig egenmægtigt rundt på himlen, og gav dem navn efter deres vigtigste guder og delte måneden i guddommelige stykker på syv døgn.
Derfor tror danskere den dag i dag, at tallet syv er anderles end andre tal, og derfor deler danskere den dag i dag måneden i stumper på syv døgn, selv om dette er yderst ubekvemt.
Jamen navnene da, indskyder I voldsomt bevæget, hvad med dem da? Monne de ej være danske?
Jo såmænd, svarer jeg, men de danske navne viser mere end at være danske. De er så gamle i sproget, ældre end langt de fleste danske ord, at da katolikkerne indtog Danmark for godt tusinde år siden, kunne de ikke udrydde dem. Jul har overlevet i sproget trods katolikkerne, men betydningen af ordet slog de godt og grundigt ihjel, dagene derimod indtager en mellemstilling. Gudenavnene fra Irak, blev af grækerne erstattet med tilsvarende græske, hvorefter de flyttede til Rom og blev erstattet af latinske guder, hvorefter de for knap et par tusinde år siden vandrede op til os germanere og fik navn efter vore egne guder.
I mere end sytten hundrede år har de været med os, solens -, månens -, Tyrs -, Odins -, Tors -, Friggs dage og lørdagen er en evig påmindelse til dem, der ikke regner modersmålet. I stedet for at efterabe en dem ukendt gud, Saturn, fandt vore forfædre selv et navn, der kunne bruges. Laugerdagr, sagde de, badedag. For renlige var de gamle og gik i bad en gang om ugen, selv om det ikke var nødigt.
Det var lidt forhistorie, men før eller senere bliver vi nødt til at tage solen rigtig med i fortællingen. for trods alt bruger størstedelen af verden jo nu et solår. Hvorfra kommer det da og hvornår?
Fra Ægypten, såmænd, kommer det. Både i Irak og Ægypten havde man flodsamfund bygget op på baggrund af agerbrug og overrisling. Tigris og Eufrat flød ned i lavlandet sydpå fra bjergene i nord, som Nilen flød mod nord fra bjergene langt. langt mod syd. Men nildalen var meget mere sårbar for flodbølgens komme, og derfor satte man der alt ind for at kunne forudsige dens komme.
Uden at vide hvorfor, kunne man se, at flodbølgen knyttede sig til solens stilling på himlen og måtte så at sige af bitter nød opfinde et solår. Det gjorde man så, og det et ganske fornuftigt et. De delte året i 365 døgn og i 12 måneder på hver 30 dage, jf. måneden, og anbragte de tiloversblevne dage ved årets slutning, så det hele gik op, og man kunne feste med god samvittighed.
Nu gør jeg et større hop til Cæsar, der som bekendt gjorde erobringer af alle slags, Ægypten som Kleopatra. Ind imellem holdt han hovedet koldt og da erindrede han, hvilket umådeligt rod romerne havde i deres egen tid, og så stjal han tillige solåret. Hjemme i Rom nåede han, før de misundelige stak hul i ham, lige at lave en nyopdeling at tiden, den julianske, da han jo hed Julius, som skabte god tid i Rom, og med tiden kom nordpå til os.
De nuværende latinske månedsnavne viser, at katolikkerne, heri iregnet deres danske medløbere, her gjorde deres arbejde grundigt, da Harald Blåtand slap dem indenfor. De gamle danske månedsnavne, der meget fornuftigt hang sammen med årstidernes skiften, blev myrdet og forsvandt i glemselsbrønden. Hvis det kan være en trøst, har kun to tre lande i Europa formået at forsvare deres gamle månednavne mod dette kulturmord.
Det var første gang, det skete, der efterhånden blev mere og mere almindeligt, folk, der intet har på sinde, puster sig op med fremmedord, vel vidende, at kun de færreste tør sige som barnet til en nøgen kejser. Og dog er disse månedsnavne tåbelige, tiende måned siger de godtroende og mener den tolvte, jeg er født den syvende måned, men fejrer dog i begyndelsen af den niende. Og hvad monne somme ikke tænke, ved at erfare, de fødtes i Julius eller den ophøjedes måned? I kan selv se efter, hvad de andre navne egentlig betyder.
Jeg vil hellere kikke nærmere på, hvad en dag egentlig er. Lad os grave ned der, hvor det lille barn spørger, for de små børn kan med et halvt øje se, det de voksne har fortrængt, hvorfor vi altid fejrer dagen før dagen? Hvorfor Sankt Hans aften, Mortens aften, juleaften mm.
Til den ende indskyder jeg lige strofe 81 fra Hávamál:
konu er brennd er,
mæki er reyndur er,
mey er gefin er,
ís er yfir kemur,
öl er drukkið er.
Kone når er brændt,
Sværd når er brugt,
Mø når er givet,
Is når er over kommet,
Øl når er drukket.
Dagen, som natten, deltes oprindelig i de tolv timer, man havde lånt i Irak, og som havde længde efter årstiden, dvs hos os lange timer omkring midsommer og korte omkring midvinter. Det er noget nymodens at begynde døgnet ved midnat og dele det i 24 lige store timer, der skyldes verdens slavebinding til det mekaniske ur. Som I kan høre, er minutter og sekunder ligeledes ægte børn af dette djævelskab.
Og jeg holder på med at spørge som et barn.
Hvorfor, spørger jeg, har vi solens dag som ugens sidste?
Når solen dog er langt det vigtigste himmellegeme.
Når jeg kan læse det Gamle testamente, 2. Mosebog 20.8. og se:
Kom hviledagen ihu, at du holder den hellig.
Når jeg ved, denne hviledag er sabbat, altså lørdag?
Jo, her hjælper ingen tro, men lidt viden om politik. Omkring 325 evt, under Konstantin den Store flyttede kirken på dennes bud hviledagen til søndag for at skille kristendom fra jødedom. Af samme grund ændrede man tillige påskeberegningen, så man fik sin egne kristne påske.
Morsomt er det, at da nu samme gud havde hele to helligdage, så ville muslimerne ikke stå tilbage og gav ham i deres udgave yderligere en hviledag: fredag.
Den gud må have travlt i de fire tiloversblevne arbejdsdage.
Hvorfor, spørger vi, starter året lige den 1. januar?
Grækernes begyndte året 0109 og derfor satte oldkirken, kristendommens sprog, husker I vel, har altid været græsk, verdens skabelse til 0109, jf. nedenunder.
Den mest mulige "kristne" begyndelse på året er påskesøndag, der, som jeg beskrev ovenfor, indførtes i trehundredetallet, men tanken blev snart opgivet igen som upraktisk!
I stedet forsøgte den katolske kirke i vesteuropa fem-seks hundrede år senere at få indført først 2503. Hvorfor mon? Derpå blev foreslået 2512.
Men selv om katolikkerne pressede på til helt op til middelalderens slutning, var det selv for paven for sent at rokke ved Cæsars gamle hedenske nytår: 0101.
Hvorfor, undres vi, blev Jesus født den 25. december?
I oldkirken fejrede man Jesus fødselsdag 0601, eller rettere sagt Jesus "gudsblivelse", hans møde med - og dåb ved Johannes i floden Jordan.
Stadigvæk efter Konstantin den Stores ønske, der i de kredse hedder statsræson, opfandt kirken så Jesus barnefødsel og lagde festen på 2512. Den uudsagte begrundelse var politisk, kejseren havde brug for hjælp til at slå de vigtigste konkurrenter, solreligionen og Mithradyrkelsen. af marken. Endnu var kirke stilling nemlig ikke så stærk, den kunne lave omvendte kristenforfølgelser, men det rettede sig jo som bekendt med tiden.
Taber blev i første omgang sjette januar, der hos katolikkerne blev overtaget af nogle omrejsende spåmænd, og hos de ortodokse af Jesu (barne)dåb, dog stadig under det gamle navn. Men den armenske kirke, verdens ældste statskirke har bevaret den oprindelige festligholdelse af voksendåben.
Lad os for et øjeblik glemme spørgsmålene for at kaste blik på tidsregning, som den har fundet sted i tidens løb. Overordnet har vi nogle fagudtryk, der hos os er af græsk-latinsk herkomst:
Kronologi er tidsmåling.
Epoke er en valgt start på en tidsregning.
Æra er en eller anden tidsregning.
Græsk æra:
Epoke er Koroibos guldmedalje ved de olympiske lege 0107 776 fvt.
Sokrates blev tvunget til at tage gift i maj år 1 i 95 olympiade = 776 - (94 * 4) -1 = 399 fvt
Romersk æra:
Epoke er Roms grundlæggelse 0103 753 fvt.
Karthago blev som kendt ødelagt år 608 år efter Rg, dvs i 146 fvt.
Så vidt, så godt, men se nu...
Rom fejrede de første 1000 års beståen i 248 evt.
Hovsa?!
Augustus, den ophøjede, regerede fra 30 fvt til 14 evt, i alt 43 år?
Hvad sker der dog?!
Løsningen kommer længere nede, men det skader ikke at se, om I selv kan knække de to nødder, der er en og den samme.
Først tager vi lige et par æraer til, for der er mængder at tage af.
Vesteuropæisk middelalderlig æra:
Epoke er Diocletians tiltrædelsesdag 2908 284 evt.
Muslimsk Æra:
Epoke er Hedjra 622 evt
Den oprindelige kristne æra:
Epoke er verdens skabelse 0109 5509 fvt.
Jøderne havde ellers ladet guden udføre dette grundlæggende arbejde lidt senere, men kirken ville også her have sit eget kristne udgangspunkt.
Katolsk æra:
Epoke er Jesus fødsel 25. 12. år 1 evt.
Denne æra trænger igennem i Vesteuropa i sidste halvdel af nihundredetallet. Men inden jeg kikker nærmere på ettallet, lige et par yderligere ord om vor æra.
År 44 fvt lavede Julius Cæsar, som sagt, en kalenderreform, der naturligt nok fik navnet den julianske. Tidsregningen med månedsopbygning er i alt væsentligt gældende endnu, men den har en indbygget fejl på 1 døgn pr. 100 år og den fejl bliver med tiden synlig for alle.
1582 blev denne fejl rettet af den katolske kirke og den rettede kalender fik pave Gregorius navn, den gregoriansk kalender. Denne tidsregning har siden 1700 også været vor og har efterhånden i kølvandet på den vesteuropæiske selvforherligelse vundet herredømmet i verden.
Et sørgmuntert kapitel for sig er her Rusland, der i 1700 havde en enevældig fyrste, der var mere handlekraftig end eftertænksom. Kalenderrodet i Rusland, der, som nogle monne vide, fejrer Jesus fødsel i januar, kan I læse mere om her.
Og så skulle vi være rede til sidste spørgsmål af et barnligt sind.
Hvis ikke Konstantin den Store, hvem opfandt så, og hvornår, Jesus som epoke i vor tidsregning?
I femhundredetallet levede der i Spanien en meget from mand, kendt som Dionysos den Lille. Han var inspireret af Augustin, den første der påstod tiden havde en mening. Folk skulle, sagde Augustin, tage del i kampen for pavens Gudsstat, være med de gode mod de onde ikke-katolikker. Med det påskud har foretagsomme folk fra Vesteeuropa siden påført alverdens folkeslag krig, og selv i dag vrimler det med gode, dvs vi, der kæmper mod alle mulige onde, dvs nogen, der ikke er vi, og ikke vil være som os.
Hovsa, der røg jeg ud ad en tangent, så derfor rask væk tilbage til Dionysos. Denne var lærd udi tidsberegning, det var med datidens midler noget af et arbejde at beregne påsken fremover og bagud, og nu fik han den tanke at knytte denne augustinske kamp på liv og død til tidens gang, så dommedag ikke bare blev en afslutning, dvs en ny begyndelse blandt mange, men en særlig, hvor frelse, dvs stoppet tid i paradis kun var mulig for de gode, katolikkerne. Denne kamp, påstod han, var begyndt med Jesus.
Omkring 525 evt regnede Dionysos derfor Jesus fødselsår ud, det bedste han havde lært, og, som I ved, er det bedste tit ikke for godt. Det er måske for meget sagt, han regnede ad helvede til, og til hans undskyldning må ydermere siges, han kun havde romertal til sin rådighed. Det er altså ikke hans skyld, det årstal han på bedste beskub nåede frem til, hedder I evt. Han kendte ingen mindre tal, for for såvel "1" som især "0", denne utrolige indiske opfindelse, nåede først, forklædt som "arabertal", vesteuropa omkrng 1200 evt, da Dionysos havde været salig i små syv hundrede år.
Lad os lige kikke nærmere på dette manglende nul, der optræder så ofte i hverdagen, hvor gamle talemåder bruges ganske bevidstløst, for vanens magt er overordentlig stor:
Mandag otte dage, siger man, men mener man næste tirsdag?
Jesus blev korsfæstet fredag, men stod først op igen på tredjedagen, mandag, eller gjorde han?
Og her kan I vende tilbage til festen for de tusinde år, Augustus år ved magten og jesusbarnets fødselsår. Prøv at regn efter med brug af romertal, så går alt op.
Og så behøver vi ikke barnligt at spørge til ugens og månedens dage, hvorfor de ikke går fra nul, men fra 1, der i gamle dage hed I.
Ja, ja, siger I bistert, du er fandens klog, hvornår fødtes og døde da denne Jesus?
Oh, al den mistro, sukker jeg! Hvor ville alt være meget nemmere, hvis vi bare kunne tro på alt muligt. Men, som I vil, så udøver jeg lidt kildekritik på den bog, somme finder hellig.
Lad os kikke på Lukas 2.1-2 og Matthæus 2.1 samt Lukas 3.1 og 23:
Stensikkert, uden behov for tro, er følgende:
At Augustus skrev verden i mandtal tre gange. Anden gang i år otte fvt og tredje gang år fjorten evt.
At Kvirinius var landshøvding i Syrien år fjorten evt, men ikke år otte fvt.
At Herodes den Store døde år fire fvt.
At Pilatus var landshøvding i Palæstina 26-36 evt.
At Tiberius femtende regeringsår var 29 evt.
Folk, der tilskriver fødselsberetningen i det Ny testamente historisk førstehåndsværdi, tror altså betydelig heftigere, end de tænker. For at få mening i det syndige rod må der skæres tæer og klippes hæle på det hellige stof. I kan jo selv vælge, men vælger I at lade det kære barn fødes otte år får Kristus, dør den gode mand som noget ældre, end han ifølge kirken burde være ved den slags lejligheder. For I husker vel, at begrebet "menneskealder" hænger på kirkens påstand om, at Jesus døde som trediveårig.
Jeg vil ikke afgøre for jer, om det er sjovt eller betænkeligt, at ingen dansk lærebog udi historie har turdet røre ved det fromme bedrag.
Til sidst binder jeg en sløjfe om tidens hjul og historie.
Inderne, eller rettere sagt hinduerne i Indien, lever i tid, der krummer tilbage i sig selv, tænker i rund tid, lever med sjælevandring, og de havde derfor ingen historieskrivning, før englænderne erobrede landet. Men det behøver ikke at være sådan, ellere rettere sagt, man behøver ikke at lade det gå sig så voldsomt på, hvad Prædikernes Bog siger i kapitel 1:
4 Slægter går, slægter kommer, og jorden er bestandig den samme.
5 Solen står op, og solen går ned, den skynder sig hjem, og dér står den op.
9 Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen.
Både grækere og romere skrev historie, selv om de også anså tiden for rund. Den romerske tid kørte længe rundt omkring konsulerne, men senere, under kejserdømmet gik man i praksis over til rund tid omkring herskerne. Jvf. Diocletian ovenfor.
Det er denne form for omdrejningstid Sakse bruger i sin danerkrønike. Ikke Dionysos flade tid med gode og onde. Den var trods alt for umulig for den gamle knark, han kunne lide helte.