Solzhenitsyn

Selv om man ikke længer hører meget til det hos os, blander Aleksandr Solzhenitsyn sig stadig i den russiske debat. Nedenunder følger et sådant nyligt indlæg:
 
Inopressa 26 01 01:

Mit folk lider, men Putin fortsætter med at have tillid


Ruslands historie er tragisk. Og dets nuværende politik er stadig langt fra at være moralsk. Efter 70 års kommunistisk undertrykkelse havnede Rusland i en ødelæggende storm, hvori den nationale arv blev røvet og befolkningen udplyndret. Vort folk formåede ikke at stille sig på egne ben i rette tid. Det havde ikke mulighed for at realisere sit initiativ, udnytte sine kræfter for selv at afgøre sin skæbne. Selvstyret blev afskaffet, i stedet har stillede en hoben bureaukrater stillet sig over os. På den mest afskyelige måde har vi fået formet en politikerklasse. Ind i den er trådt de gamle partipampere, som end ikke har drømt om at angre, forhenværende komsomolledere, som på hele deres livsvej har fordømt kapitalismen, men nu lovpriser den, røvere, de mest renlivede lykkejægere, tyveknægte og tilfældige folk uden ordentlig forberedelse på den rolle, de skulle spille.

Jeg har haft mulighed for at sige til præsidenten: Ja, det er nødvendigt at styrke Ruslands vertikale magt for at hindre Rusland i at bryde sammen. Men Ruslands blomstring kan det ikke sikre. Den kommer med indførelse af lokalt selvstyre, nedefra og opefter, sikret af lokal finansiering. Et sådant selvstyre er forudset i forfatningens paragraf 12, men i virkelighedens verden er der ingen, der har forsøgt at skabe det. Ydermere er mange guvernørers forsøg på at opnå uafhængighed blevet bremset.

Det døende fædrelands frelse kan man ikke lade begynde med statsymboler. For folk, der går til grunde i deres bedste alder, som befinder sig i en håbløs situation, er det fuldstændig uden betydning, hvis ord til hvilken hymne, der lyder over deres hoveder. En dobbelthovedet ørn hjælper på ingen måde de millioner, der sulter. Jeg er af den mening at spørgsmålet om statssymbolerne er blevet sat på dagsordenen yderst ubelejligt. Man burde udskyde løsningen på spørgsmålet i det mindste 25 år.

For at vurdere præsidentens virke, hans konkrete skridt, må man erindre sig i hvilken tilstand det Rusland var, han fik i arv. En arv man på ingen måde kan misunde. For det første var statens formue under Jeltsin blevet røvet. Hundreder af milliarder dollars forsvandt til Azurblå Bredder og Paradisiske Øer. For det andet gjorde præsident Jeltsin, hvad han kunne for at få landet til at bryde sammen. I stedet for en fælles, for alle gældende lov indførte han et system af politisk bestikkelse, udformet som enkeltvise aftaler. Putin løb ind i hundredvis brændende problemer. Han kunne ikke løse dem alle med et slag og samtidigt kunne han ikke undgå fejl.

Derfor er mange faldet over ham med kritik. Jeg er også af den mening, at der er begået en række åbenlyse fejl. For eksempel er, efter man fratog den Økologiske Komite dens selvstændighed, vor natur, vore skove udleveret til udplyndring. Nogle skridt forekommer mig særdeles omtvistelige. For eksempel reformen af Føderationsrådet, den Føderale samlings øverste organ. I det sad guvernørerne, kompetente folk, der havde ansvaret for situationen i deres regioner. De er blevet erstattet af måske tredjerangs politikere, som for altid slår sig ned i Moskva og aflønnes som en minister. Præsident Putin har utvivlsomt haft en sand målsætning i sit forsøg på at styrke Ruslands enhed. Men beslutningen om Føderationsrådet tjener overhovedet ikke dette formål, den er tværtimod i modstrid dermed. I nogle tilfælde har præsident Putin efter min mening handlet uden tilstrækkelig beslutsomhed. for eksempel i hans kamp mod de rigdomme, der ved udplyndring, røveri og korruption er blevet ophobet i de forudgående år. Olie, gas og metaller overdroges tyveknægtene som røverkøb for en halv procent af værdien. Vi er blevet berøvet vor formue. Således kan Rusland ikke leve. I dag begynder der sig dybt i Dumaen at tegne sig omridset til et projekt for en økonomisk amnesti. Med andre ord, alt, hvad der er blevet stjålet til dags dato, alt det tilgives. Lad os begynde med at leve ærligt fra i dag af, fra dette øjeblik! Dette er jo absurd. Således vil vi aldrig kunne befri os fra korruptionen. Putin bør handle beslutsomt og skabe grundlaget for en sund stat.

Som bekendt var det ikke Putin, der begyndte krigen i Tjetjenien. Det gjorde Jeltsin, fuldstændig greben af vanvid. I dag har man allerede tilgivet ham denne vægtige forbrydelse. Men hvad lavede egentlig Mashadov under Tjetjeniens tre års uafhængighed? Han rørte ikke en finger for om end bare delvist at få genopbygget landets fredelige liv. Ydermere, han brugte de tre år til at fylde Tjetjenien med sprængstoffer, alle slags våben og fanatiske lejesoldater.

I 1992 gav jeg det råd til Jeltsin: Lad Tjetjenien i fred. Hvis de ønsker at skille sig ud, leve for sig selv, så lad dem gøre det, hvor de hører til på den anden side Terek. Men disse tre år, som Mashadov har brugt til at lave denne farlige krudttønde, har overbevist mig om, at rådet var falsk. Tjetjenien forsøgte at opnå selvstændighed for at kunne forvandle sig til en krigsmaskine. Det er ikke Putin, der har overfaldet Tjetjenien, det er Mashadovs folk, som har overfaldet Dagestan. For at afværge krigen skulle vi først have trukket os tilbage fra Dagestan, så fra Stavropolregionen .

Ytringsfrihed er, som enhver anden frihed, en værdifuld, men tvivlsom gave. Når det siges, at vi ikke længer har ytringsfrihed, kan jeg, der har gennemlevet sovjetepoken, ikke være enig. Jeg mener, at pressen principielt er fri, hvis den skriver, hvad den vil. Hvis den ikke er bange for noget, er den fri. Noget andet er det, at pressen for størstedelen underkaster sig sine ejeres interesser. Men et sådant brud på friheden er dog farligt.

Jeg får nogle aviser og læser dem. Jeg får også i hundredvis af breve, det er folkets ægte skrig. Imidlertid falder disse stemmer ikke sammen. Jeg siger det for at fastslå: aviserne er mere overfladiske end det virkelige liv. De er optaget af politiske intriger og ikke på nogen måde bekymret for folkets velfærd, kun som dekoration viser man i aviser og fjernsyn episoder fra livet. Det mest uhyggelige er, at der med samtykke fra bureaukraterne, hele det øverste magtapparat, alle de lovgivende organer og intilligentsiaen er taget en beslutning: der må ikke være noget selvstyre, det er ingen nytte til, vi kan selv afgøre alting her foroven. Rusland begynder først at blomstre, når millioner af mennesker får mulighed for at ytre sig frit og selv opbygge deres skæbne.
 
Oversætterens bemærkninger:

Ruslands forfatning blev hastet igennem, som et sammensurium af sovjetiske, USanske og vesteuropæiske elementer, skræddersyet til Jeltsin og delingen af byttet. Føderationsrådet er en politisk blindtarm fra sovjettiden, meget alvorligere er, efter min mening, den utrolig tåbelige regionale opsplitning, arvet fra Stalin, under hvem det hele blot var en leg med ord, og det halvUSanske valgsystem, som næsten umuliggør opbygningen af et normalt partisystem.

Terek var i 300 år fra 1560 til 1830 Ruslands sydøstlige grænse ved Kaukasus. Da Hrushsjov efter 1956 tillod tjetjenerne at vende hjem fra Stalins forvisning, morede han sig i Stalins ånd med at tegne helt ny grænser, hvorefter havdelen af Tjetjenien pludselig kom til at ligge i det gamle Rusland. Man må erindre sig, at der i Sovjettiden ikke var nogen linjer, der havde noget fornuftigt formål. Det var samme Krushsjov, der med et lignende pennestrøg forærede Krim til Ukraine. Men som sagt, det var altsammen partipamperleg dengang.

Stavropolregionen er Ruslands sydvestlige grænseregion mod Kaukasus.
 

Tilbage til Ebbe

Spindel