KUSTODIJEV
Mere end en kustode
Kustodijev er en af de mest elskede kunstnere i dagens Rusland.
Hvorfor vil jeg prøve at vise nedenunder, men først navnet.
Det hører med til at kunne lidt russisk, man straks ser, at dette navn er kunstigt og forstår hvorfor og hvorledes.
Hvorfor? Jo roden er jo tydelig latin, kustode, selv om endelsen er russisk.
Hvorledes? Jo, sådanne kunstige "russiske" navne blev i sytten- og attenhundredetalet lavei hundredevis til eleverne på præsteseminarerne.
Boris Mihajlovitj Kustodijev kom til verden 1878 som søn af en russisklærer ved præsteseminariet i Astrahan ved Volgas delta.
Faderen døde tidligt, men det lykkedes moderes at give sine børn en god borgerlig uddannelse,
men da sønnen søgte ind på præsteseminariet, hvor han havde ret til friplads, blandede hans tegnelærer sig, og Kustodijev brød sin bro.
1897 bestod han optagelsesprøven til kunstsakademiet i Peterburg og derefter gik det hurtigt fremad, for mange kunne se den unge mands evner.
En kammerat tog ham med til Volgas mellemste løb, nordøst for Moskva, til egnene mellem Kostroma og Nizhnyj Novgorod, og dette var herefter Kustodijevs Rusland.
her fandt han sin kone, her byggede han sin datja og her hentede han sine motiver, driftige købmænd i de små byer og flittige bønder.
Det gik rigtigt godt, han solgte, han rejste udenlands, med familien var alt i bedste orden, da skæbnen blandede sig.
Sygdommen, en svulst i rygmarven, slog til i 1909, han overlevede en operation, men sygdommen lod sig ikke standse.
Fra 1916 var benene helt lammet og han var i stigende grad bundet til sit værksted, men han bevarede brugen af sine hænder til det sidste.
Døden kom i 1926.
Bolshevikkerne kom allerede i 1917, og da Kustodijevs verden var og er milevidt fra de rødes,
må vi først lige finde ud af, hvorfor disse, der dog ellers kasserede alt burgøjserpjat uden tøven, lod ham arbejde videre og udstille.
Hovedgrunden ser I nedenunder:
Billedet er nok den mest berømte kommentar til revolutionen
og det fortæller mere om årsagerne til bolshevikkernes sejr end mange lærde, tykke bøger, stablet oven på hinanden.
Det billede kunne de lide, at se sig selv som helten i et moderne folkeeventyr, men billedet er desværre sandt.
De små mennesker, masserne, som kommunisterne foragteligt kaldte dem,
fulgte troskyldigt den røde, læs smukke, fane frem mod et bedre, mere retfærdigt liv.
Kustodijev selv ville også gerne tro på sit eventyr, og det var en sjælelykke for ham, at han levede sine sidste år under NEP,
hvor de røde syntes at have fundet en fredelig sameksistens, med hans elskede købmæns og bønder.
Men allerede 1928 viste kommunisterne deres sande ansigt og 1934 var de borte for altid,
de klasser, Kustodijev havde sat pris på, og millioner af dem på vej til at miste livet.
Læg lige mærke til, at alt ud over fanebærerens størrelse er virkelighedstro.
Som I vil se nedenunder er Kustodijev ikke nem at sætte i bås,
der findes ikke ellers ting i hans billeder, der ikke er virkelighedstro, men mange, deriblandt han selv, har betvivlet, han er realist.
Nu kan vi jo se.
For at få lidt styr på det, har jeg delt hans værker op i undergrupper, der går på tværs af kronologien,
og jeg lægger ud med landsbyen.
Her er vi til fest 1910, sygdommen har ramt, men Kustodijev vil ikke hænge med hovedet.
Da det kommer igen og igen, tager vi lige hovedregelen.
Kustodijev maler det han ser, men han vil gerne gøre folk lidt gladere og lykkeligere.
I kan lægge mærke til, at den ny tid er nået til Volgaegnen.
Hverken han- eller hunkøn bærer længere folkedragter, men tillempede udgaver af bytøj, de ældre mere påholdent.
Læg mærke til ungdommens dans.
De danser ikke længere den gammeldags kædedans, horovod,
nej, harmonikaen er nået frem og de unge danser, pljashut, "vildt" til løsslupne tjastjushki.
Lad os derpå gå med Kustodijev til landsbyfest i 1919:
Landsbyen er lidt større, det er en selo, en kirkelandsby, og ikke ungdommens dans, men driftige folk er hovedindholdet.
Billedet viser hen til de billeder med marked, vi snart skal se.
Men Kustodijev vidste selvfølgelig godt at bondens liv var mere end fest og fjas.
Lad os tage den alvorlige side først:
Krestnyj hod 1915.
Vi kan alle se bønder i fineste skrud, gejstlige i fuldt ornat, kirkefaner og ikoner, men hvad er der på færde?
Tørken har ramt dem! Solen er livet, men kan også svide jorden bar.
Hele landsbyen giver sig Gud i vold og beder for den livgivende regn.
Det er ganske mærkeligt, at Kustodijevs billeder, som sygdommen bandt ham, blev mere og mere livsbekræftende.
Men endnu i 1920 kunne han male knokkelarbejde:
Den samme nådesløse sol, de samme kvinder, men ikke festklædte, ikke dansende.
De er dødtrætte, deres ryg smerter, men høsten skal ind.
Og seglen! Kommunisternes hammer og segl var skinbarlig virkelighed, og man kan regne på det.
Hvor mange ødelagte kvinderygge går der på en selvbinder?
Kustodijev kunne se det, som mange kunne det, at noget måtte der gøres.
Men han var kunstner og ville gerne give folk lidt lykke, derfor malede han helst som nedenunder:
Kvinder ved høslet, stadig hårdt arbejde, men stemningen er en helt anden.
Det er lige før, man kan høre dem synge til.
Men kom høsten i hus, kom penge i pung og bønderne kunne tage til marked:
Begge markedsbilleder er fra 1906, men det øverste peger bagud mod læreårene på akademiet, det nederste er første modne Kustodiev.
Lad os høre, hvad han selv sagde derom:
"Hvis noget tiltaler mig, er det det dekorative. En komposition og et billede er smukt, der ikke er malet naturalistisk, groft konkret.
Derfor kan jeg ikke lide dem af mine arbejder, der er således. I markederne", der er flere endnu, "begynder noget andet at vise sig, det som jeg også ville se i andre billeder".
Lad os kikke nærmere på det nederste marked og nøgleordet "dekorativnost".
Der er ingen opdigtede ting i billedet, påklædning, vareudbud osv er som det skal være, men alt smykker gensidigt hinanden, selv de fremlagte varer får en dekorativ mening.
Læg mærke til at menneskene også bliver til dekoration ved at blive skubbet i baggrunden af ting på disken og i loftet.
Lad os tage et par handelsbilleder til, et par kendte turistmotiver, som de så ud før kommunisterne slog folkets liv ihjel.
Sergijev posad i 1912, i mange år hed stedet Zagorsk og var et af de steder, hvor kommunisterne ikke ødelagde alt.
Læg mærke til skiltet i billedets højre side. Her har i folkets ægte røst, den russiske genitiv, maskulinum på "u".
Her havde kommunisterne ganske godt held med deres udryddelsespolitik, endelsen forekommer meget sjældent nu om dage og mest i faste vendinger.
Frelserporten på den Røde plads, hovedindgangen til Kreml, 1917.
Billedet viser påskemarkedet, men lad os holde os til kommunisterne og turismen.
I århundreder havde pladsen været Moskvas mest travle, mest befærdede,
ikke for ingenting havde det store varehus, nutidens GUM, der nylig var åbnet også sin hovedindgang fra den Røde plads.
Sådant passede ikke ind i kommunisternes tankespind og desuden var de nok bange for, det dumme folk,
der så troskyldigt havde hjulpet slynglerne til magten, skulle ane uråd og komme uanmeldt ind i Kreml.
Sådant var set adskillige gange i historien løb. Resultatet kender enhver turist.
Den Røde plads er i særklasse Ruslands værste, inget andet sted i landet føler man sig så uvelkommen og det den dag i dag, 2007.
Lad mig for en god ordens skyld tilføje, at man også stadig, som kommunisterne ville have det, skal gå i GUM ad en sideindgang.
Her er borgerskabet ude at promenere på Volgas bred i 1909.
Såda ser Moder Volga ikke ud mere. Kommunisterne har stoppet hendes fri løb med et utal af dæmninger,
så det vandskab er forbi, og om kirken står endnu er tvivlsomt.
Balagany 1917.
Begrebet "balagan" er dødt og borte, men det var dog døende før kommunismen.
I vore dages russisk betyder ordet "gøgl", "skaberi", "skrål",
men oprindelig blev ordet lånt ind fra tyrkisk til at betegne en markedsbod, eller et markedstelt.
Derfra udviklede betydningen sig, som I ser ovenfor til "markedsbod eller telt med stærkt folkeligt teater".
Kustodijev havde elsket balagan fra sin barndom i Astrahan og motivet var oplagt for ham.
Herfra, fra festligt, folkeligt vinterliv til fastelavnsløjer er kun et lille skridt.
Et skridt ned:
Første af to fastelavsbilleder er fra 1916.
Vinteren var fornøjelsens, glædens tid, i det gamle Rusland og selvfølgelig et af Kustodijevs yndlingsmotiver.
Det for os mærkelige brede-lave format brugte Kustodijev også gerne, formodentlig for at få det umådelige russiske rum skjult med.
Læg mærke til, hvordan han med samme lille kneb, ved at "sprænge rammerne",
fuglene øverst, slædesporet nederst samt tilsynekommende og forsvindende kaner i siderne, gør billedet uendeligt stort.
Læg også mærke til provinsbyen som dekoration.
Her i 1919 foregår løjerne i selve den lille by.
Her ser man tydeligt endnu et typisk element hos Kustodijev, den lette gøren sig lystig over det, han elsker.
Det er ikke til at se her, men på billedet kan man tydeligt se de to kanter, der snakker med hinanden.
Til højre har i den drabelige verdensmester i brydning, der giver sit bidrag med til en balagan,
og til venstre en forretning, der bugner af delikatesser, og I husker vel, at uden mad og drikke...
Eller som russerne siger det: По еде работа, dvs, som man spiser, så arbejder man, eller: Ешь больше, богатырем будешь, dvs, spis noget mere, så bliver du stærk...
Jeg runder folkelivsbillederne af med tre, der er vidt forskellige.
Ført skal vi drikke te:
Disse andagtsfulde, læg mærke til ikonen på væggen, tedrikkende herrer nyder velfortjent te i 1916.
De er "izvostjihi", hyrekudske, som læsere af den klassiske russiske litteratur har mødt i massevis.
Tedrikning dengang var ikke dagligdags for småfolk, men nu har de altså ment at måtte tage en slurk.
De drikker af flade skåle, pialy, som man almindeligvis gjorde dengang.
På bagvæggen har Kustodijev moret sig med at hænge en kopi af et af russisk maleris klassiske værker: Kuindzhijs billede af fuldmåne over Dnepr.
Tjenerne er i "russerskjorte", kosovorotka eller skævkrave, der som I husker, knappes på siden af halsen, ikke midtpå, som den ukrainske.
Billedet fra 1921 hedder forår, men det viser "rasputitsa" forårsoversvømmelsen.
Fra tidernes morgen har oversvømmelser forår og efterår hørt med til det russiske års gang, så der er overhovedet intet mærkeligt ved motivet,
men læg igen mærke til den kærlige måde Kustodijev skildrer fortrædelighederne.
Hvorfor skal skal små, fine frøkener tage det så tungt, når den flinke gymnasiast er rede med en hjælpende hånd?
I behøver heller ikke at tage det så tungt, for nu kommer ren poesi.
Træd venligst et trin ned:
Det lyseblå
hus fra 1920. man kender huset, Kustodijevs elskede "terem", hans
datja, man kender de fleste af modellerne,
men dog er alt fantasi, som andetsteds kender til "blå bjerge".
Træd venligst et trin ned til sidste afdeling om modeller og portrætter:
men dog er alt fantasi, som andetsteds kender til "blå bjerge".
Træd venligst et trin ned til sidste afdeling om modeller og portrætter:
Portrætter eller typer, er det så vigtigt?
Købmanden, der tæller sine penge er fra 1918.
Lad os tage en til:
Kustodijev elskede driftige mennesker, her er en sidste "købmand", fra serien "russkije tipy" 1920, den art der blev udryddet 1928-29.
Nu har Rusland kommunismens vraggods, "biznismeny".
Og åbentlyst forelsket var kunstneren i købmændenes koner, som han har lavet mange billeder over:
En købmandsfrue i god stand, som det sig hør og bør, dekorativt anbragt på Volgas bred.
Læg mærke til hendes sjal som et vigtigt dekorativt element og til den lille lystighed i venstre side:
En grønthandler står bag sin bugnende disk og over ham viser hans skilt hans varer endnu en gang.
Der er mange gode "kuptjihi" at vise, jeg tager en "za tjajem":
Her er det alt samment, som jeg har fortalt om det. Det dekorative, det lystigt, kærlige. Livet kan være så dejligt!
Er det det, hun tænker på ved sit overdådige bord?
Katten har I set på flere billeder, den er fra gammel tid symbol på husets arne, den hjemlige hygge.
Læg også mærke til markedshallen i baggrunden.
Men det bedste til sidst::
"Lille spejl i hånden her..."
Hun synes tilfreds med, hvad hun ser uden alt flitterstadset på kommoden.
Købmanden i døren er så betaget, som vi, eller vil han bare lige se til sit vigtigste løsøre?
Sjalet er utroligt flot, formodentlig rent silke, jeg har aldrig selv set et sådant.
Også her er der roser, kik tilbage og frem og I vil se dem i overflod, da de er en af yndlingsdekorationerne.
Her er en anden skønhed, "krasavitsa" fra 1915.
En eller flere yppige kvindekroppe som dekoration, Kustodijev har lavet mange, jeg viser kun tre.
Volgas høje bred set nedefra. Det er dejligt vejr og nogle tager en svømmetur: "kupanije" 1921.
Her er det arbejdende mandfolk blevet dekoration til de lystige kvinder.
I kan se, at kommuviktorianerne endnu ikke var nået til provinsen, hvor livet endnu gik sin vante gang.
Læg mærke til flaget på badeskuret. I kan læse meget mere dets symbolværdi her.
"Russkaja venera" fra 1926 er Kustodijevs svanesang. banja, venik, en fugtig kvindekrop, min sjæl, hvad vil du mere?
Men hvor fik den dødsmærkede mand sin livsbekræftelse fra?
Da jeg kom i russiske museer var Kustodijevs religiøse billeder under lås og slå og jeg vil ikke vise nogen forhåndenværende søm.
Derimod vil jeg til slut vise to portrætter og starter med Kustodijevs mest berømte:
Shaljapin fra 1921.
I århundreder havde markedet i Nizhnij Novgorod været Ruslands største,
her mødtes Asien med Europa, nord med syd. her var rigtig mange penge på højkant, nok til at hente Ruslands verdensstjerne på gæsteoptræden.
Alt får sit, den store mand forgrunden, folk og marked baggrunden.
Læg mærke til plakaten nederst til venstre.
Nedenunder ser I et selvportræt fra 1912, hvor kunstneren stadig kunne bevæge sig lidt rundt.
Baggrunden burde I kende, ellers må I rulle tilbage og finde den som forgrund.
