|
TELEGA ZHIZNI uanstændige og velanstændige |
|
| I
1823
skrev Pushkin et digt om livets kærre: |
|
ТЕЛЕГА ЖИЗНИ Хоть тяжело подчас в ней бремя, Телега на ходу легка; Ямщик лихой, седое время, Везет, не слезет с облучка. С утра садимся мы в телегу; Мы погоняем с ямщиком И, презирая лень и негу, Кричим: "Валяй по всем по трём! Но в полдень нет уж той отваги; Порастрясло нас; нам страшней И косогоры и овраги; Кричим: полегче, дуралей! Катит по-прежнему телега; Под вечер мы привыкли к ней И, дремля, едем до ночлега - А время гонит лошадей... |
LIVETS KÆRRE Skønt byrden i den til tider er tung, Kører kærren let; Den fandenivoldske kusk, den grå tid, Kører den uden at stige ned fra bukken. Vi sætter os i kærren om morgenen; Vi skynder på kusken Og fuld af foragt for dovenskab og salig hvile Råber vi: "Få nu noget fart på!" Men ved middagstid er dette gåpåmod allerede væk; Vi er blevet rystet igennem; vi er mere bange For bjergskråninger og kløfter; Vi råber: "Tag den med ro, din dumrian!" Kærren ruller af sted som før; Mod aften har vi vænnet os til den Og døsende kører vi mod nattehvile, Men tiden skynder på hestene... |
| Digtet
blev trykt flere gange, mens Pushkin levede, og der synes ikke meget at
bemærke. Han var ung, men havde dog blik for tidens gang. Det er ikke
almindeligt, men
dog ikke usædvanligt. Grunden til at lave en side om dette lille
digt er, at i den samlede
udgave af Pushkins digte fra 1995 oppe i elektronskyerne ser anden
strofe
sådan ud: |
|
| С
утра
садимся мы в телегу; Мы рады голову сломать И, презирая лень и негу, Кричим: "Пошел! . . . ." |
Vi sætter os i
kærren om morgenen; Vi brækker gladeligt halsen Og fuld af foragt for dovenskab og salig hvile Råber vi: "Kør!..." |
| Hvad
er
nu det?! Hvem har ændret anden og fjerde verslinje? Hvorfor? Jo den de gamle trykte udgaver var censureret. Pushkin var under censur hele livet. Så vigtigt var det, at kejseren selv påtog sig den opgave efter 1825. I Pushkinudaven 1995 ville man bringe den oprindelige tekst, som Pushkin selv angiver i et bevaret brev til en ven, men moralvogteropdragelsens viskelæderrefleks forvandlede ord til prikker som i et gækkebrev... Lad os se den linje, som volder de velanstændige så mange kvaler: |
|
| Кричим: "Валяй,
ебёна
мать!" |
Råber vi: "Kom så i gang for helvede!" |
| Det er ganske tankevækkende,
at dette ikke er
kommuviktoriansk kropsangst, men det ny fri Rusland. Fri
formelt
politisk måske, men de forbandede halvfjerds
år er heller ikke i denne forbindelse sådan at lade bag sig. |
|