GORBATJOV

Mihail Gorbatjov fyldte forleden 70.

Utak er verdens løn, han ved af egen erfaring. Sjældent har en politiker været så forgudet, for kort tid efter at være så forhadt. En profet er ikke agtet i sit hjemland, han kan bære vidnesbyrd derom. Sjældent har bedømmelsen af en poltiker i hjemland og udland været så forskellig.

Og nok er Rusland ikke den sunde fornufts vugge eller foretrukne opholdssted, men selv der er der så småt en omtænkning på vej, den anden, den sene, den ligegyldige og derfor en, man kan foretage med eftertanke. Pludselig var tavshedens mur gennembrudt og alle skrev om Mihail Sergejevitj, ja Putin selv troppede op i egen person og ønskede til lykke.

Jeg har sakset i to typiske indlæg og indleder med en lille meningsmåling.

Min egen fødselsdagsgave er et fuldstændigt betydningsløst tidsbillede, Gorbatjov i dansk perspektiv.
 

Moskovskije Novostis rundspørge:

Hvordan husker De Mihail Gorbatjov?
Antal svar: 261. Periode: 21 02 01 - 28 02 01.

Som en fremragende politiker: 58,2%
Som et godt familiemenneske: 31,8%
Som Boris Jeltsins modstander: 9.9%
 

Andrej Grjatjov: Chancen Gorbatjov.

...Takket være Gorbatjov sluttede det 20., århundredet for revolutioner og krige, epoken med klassemodsætningen, med "jerntæppet", som delte Europa og med frygten for atomdommedagen, ti år før det kalendermæssige. Var det mon det, han ville? Var det mon det, Gorbastjov selv tilstræbte? Eller har historien indskrevet ham på listen over de store reformatorer uden at spørge ham selv?

Hvorfor blev netop David fra Stavropol af skæbnen udvalgt til at knuse den totalitære Goliat? Hvorfor viste et næsten ideelt, forbilledligt produkt af det kommunistiske system, dets overbeviste tilhænger, en repræsentant af det selvsamme proletariat, i hvis navn det regerede, sig at være en farligere indre fjende, end alle dets ydre fjender tilsammen? Og hvorfor viste et system, der med succes havde hævdet sig imod udenlandsk militært pres og imod forsøg fra den ideologiske fjende på at så indre splid, sig værgeløst og sårbart overfor et projekt fra de reformatorer, som "bare" ville forbedret, eller for at sige det mere præcist, frelse det?

Svaret ligger i spørgsmålene selv. Et system, der var væbnet til tænderne med "den eneste rigtige lære" og som rejste børster mod hele verden, kunne kun rammes af indre korrosion, af ideologisk kætteri. Ikke af agression udefra, men af en "englenes opstand". Og anføre denne uden frygt kunne selvfølgelig kun den, der selv var uden dadel. Kun en rigtig troende kunne blive kætter. Den, som skyldte sovjetmagten alt og dertil ikke var andre uden sig selv noget skyldig. Den, som ikke, selv ubevidst, led af de mindreværdskomplekser, der traditionelt findes hos intelligentiaen, der så gerne vil befri sit folk og gøre det lykkeligt. Den, som ikke var del af en klasse, men selv kom fra det folkelige dyb og derfor ikke var bange for atter at dykke under i det. Den, der som proletaren, der intet har at tabe, ikke frygtede fyring og som i bedste overensstemmelse med forudsigelserne fra forfatterne til "Det kommunistiske manifest", den, der skabt af samfundet selv, allerbedst egnede sig til rollen som dets graver. Klassikerne viste sig principielt sande. De tog kun fejl, hvad angår en historisk oktav, i stedet for at begrave kapitalismen, gik den af systemet skabte "ny klasse" i gang med at begrave socialismen. Og førte sagen til afslutning med succes.

Hvordan skal man måle det spor en politiker lader tilbage? For nogle er Gorbatjov et stort riges og den kommunistiske drøms "graver", for andre profet for socialisme med et menneskeligt ansigt. Han virker stadig udfordrende på både dem, som er overbevist om, at der ikke findes en sådan socialisme, og dem, som mener, at reel socialisme ikke har behov for menneskeligt ansigt. Nogle lægger ham til last idealisme og romantisk tro på "demokratiet automatik", andre, at være en utilstrækkelig handlekraftig og hård leder i et land, der var vant til tsarer og tyranner. Hvem er tættest på sandheden?

...Imidlertid tager de, som brændemærker ham for at have "forødt" den ham tilfaldne magt, ikke højde for, at oprindelige magt var embedets magt, som igen byggede på partidiktaturet, og at netop dets ødelæggelse var en del af hans hensigt. Den dag i dag bebrejder mange ham, at han gav magten frivilligt fra sig, at han ikke henvendte sig til hæren efter hjælp. Jamen dog, så ville vi i dag med beklagelse skulle mindes ikke hans afgang, men hvordan i december 1991 Gorbatjov forvandlede sig til Jeltsin. Takket være Gud, at dette ikke skete.

...I dag mere end femten år efter perestrojkas begyndelse, vil mange være enige i, det ikke kun var Gorbatjov selv, der måske ikke benyttede den tilstedte historiske chance bedst muligt... men også at det datidige sovjetsamfund, den politiske elite og intelligentiaen i særdeleshed, ja også verden som helhed, ikke til fulde udnyttede "chancen Gorbatjov".

Partiledelsen foretrak et politisk selvmord i form af augustkuppet frem for at "dele" magten med samfundet, som han foreslog det. Hans formel "et blødt forbund" forkastede de nationale eliter, som kastede sig ud i en deling af suverænitet, naturressourcer og våbenarsenaler i den tro, at de hver ville få mere ud af at handle på verdensmarkedet som "selvejer", end som medlem af en "forbundskolhoz". Intelligentiaen, der havde vendt sig fra Gorbatjov, havde i de forløbne år delt sig i to ulige dele: Den ene vendte lettet tilbage til den vante rolle som tjener for en "stærk magt", den anden trak sig tilbage til køkkenet, hvor den fortsatte sine stadig tilladte, men nu ikke mere "telefonable" taler. Også Vesten lod hånt om "Chancen Gorbatjov" og fik som resultat til partner et Rusland, dystert og mistænksomt som i den "kolde krigs" dage, som ikke mere truede med raketter, selv om det gjorde det også, men med at udsende "det halvvilde Østens" sorte penge, forgiftede udledninger og sæder overalt.

Med det for Michael Sergejevitj hårdeste og for kommuniststyret og Sovjetunionen skæbnesvangre år 1991 gik til ende også den tid, der var tildelt Gorbatjov til opfyldelse af hans historiske mission. I det store og hele havde han til trods for de gennemlevede politiske og personlige rystelser ikke noget at angre.
 

Sergej Ivanov: Manden der satte processen i gang.

... Hans tale flød fri og uophørlig, som en strøm. Syntaktisk var den usammenhængende og ofte var den berøvet enhver logik, men folk, der har været til stede ved sådanne ordudgydelser, hævder, at der i den var en magi, det som netop på den tid på russisk kom til at hedde karisma.

Ak, hvor var alt godt og ligetil, når, sådan i år 88, venner og slægtninge, der ti år før havde taget afsked for evigt sammesteds, mødtes i lufthavnen "Sheremetjevo". Alle kørte de fluks til et festdækket bord og, man har ingen grund til tvivl, alle løftede de bægeret med en første skål for Gorbatjovs sundhed! Den henrykkelse og taknemmelighed, hvad enkelt hjerte nærede overfor ham, var en del af menneskehedens lykkelige forundring. Det manglede bare! For hele verdens øjne var sket et under, som ingen havde turdet håbe på: I Ondskabens Rige var en lysets engel klavret til magtens top. Uenige i sympatien overfor Gorbatjov var kun krokodiller af forskellig slags. Jamen, kunne et normalt menneske da tage alvorligt mosbegroede stalinister eller damer, der kværnede løs om, at Raisa Maksimovna stak sin næse i alt.

I dagens Rusland elsker ingen Gorbatjov, det skulle da lige være de ovennævnte damer, der i den forløbne tid har fået set sig mæt i meksikanske serier og tilgivet Mihail Sergejevitj, at han elskede sin kone. Begynder man at tale om Gorbatjov til sine landsmænd hører man straks beklagelser, ganske vist ikke voldsomme, en smule dæmpede med årene, først og fremmest på grund af dem friske uvilje mod Jeltsin. Det var, siger man, ikke uden grund, der var den spådom, at Mihail ville være den sidste tsar, han havde dog en plet på panden. Gud mærker skælmen! Det var jo dog i hans tid, alt begyndte at falde fra hinanden, det var jo dog han, der stillede sig tjenstvilligt foran Vesten! Et snakkehoved, en forræder, en bangebuks! Før ham levede vi uden at føre eksistenskamp. (Do nego zhili — ne tuzhili.)

Som svar på sådant får man lyst til at råbe og bruge kraftudtryk: Jamen har I da glemt køerne, de gabende kedkommelige møder, de nedværdigende "valg" mellem en mand, anekdoterne om Brezhnev, den pinefulde skam ved Tjernenko, rejsen til Bulgarien som den yderste drøm? Men det nytter ikke at sige det, fordi der siden er løbet grumme meget vand i stranden: Man føler ikke mindre skam ved Jeltsin end ved Tjernenko, dagens guvernør adskiller sig kun lidt fra datidens lokale førstesekretær, det skulle da lige være, at dem er det endnu sværere at komme af med, hvad angår en rejse til Bulgarien, så kan det nu hænde, at pengene ikke rækker til en tur til Moskvas forstæder, og vi må vælge mellem tyve og banditter.

Men et sted elsker man Gorbatjov som før og endda endnu mere, nemlig i Vesten. Falder talen på ham i en samtale med udlændinge, skyller straks en bølge af henrykkelse og beklagelse hen over en: Ak for den russiske historie, hvilken liberal, hvilken fast tilhænger af menneskerettighederne, hvilken fortaler for ikke vold dukkede der ved skæbnens vilje ikke op i horisonten! Hvor havde han det skidt i jeres dystre land! Hvor dette viste sig uværdigt ved ikke at værdsætte, ved at kassere en sådan leder. Ved at udskifte ham med sådan en bjørn, drukkenbolt og ikke demokrat!

Som første impuls har man lyst til som svar på sådant at stampe i jorden og skrige...

... Vore dages vestlige Gorbomani , er længsel efter en bipolær verdens tabte enkelthed, eller, udtrykt mere misantropisk, en form for uvilje mod Rusland.

Altså, denne til jorden nedstegne "lysets engel" kom, som det kunne ventes, ikke menneskeheden til nytte. Sovjetmennesket var ved Gorbatjovs tiltrædelse ikke så meget plaget af tørst efter friheden, som tynget af "seniliteten". Da sovjetmagten havde frataget det enhver følelse af samfundsmæssigt ansvar, blev de friske frihedsgaver til tider brugt ødelæggende og som oftest bare ikke i tilstrækkeligt omfang...

(Vesten som) ... koste hvad det vil bestræbte sig for at få udvidet NATO, for, for alle tilfældes skyld, at blive skærmet af mod dette Rusland, som "ikke er blevet bedre og ikke kan blive det".

For øvrigt er Gorbatjov heller ikke fyrst Myshkin. Han gjorde sig ikke anstrengelser i længsel efter demokrati, ikke grundet en hemmelig frihedstrang, men på grund af misundelsen mod den partipamper, der tog til Paris til broderpartiets kongres og staks smuttede væk for at gå i forretninger. "Vil du bare se, Nikolaj Ivanytj! Nej, hvor de dog har det, de hundehoveder!" Gorbatjov havde ingen forestilling om, hvad han satte i gang, han havde overhovedet ingen følelse for de realia, der dukkede op som følge af hans egen politik, på kommunistisk vis troede han på den skabende kraft ved udtalte ord. Erfaren i partiapparatet, lagde han absolut naivitet indenfor økonomien for dagen, til trods for den nyerhvervede polerethed, kunne han aldrig gøre sig fri fra den gamle vane med som regionalleder at "dusse" alle.

Nå og hvad så! Han var den smukkeste blomst, der voksede frem af partipampernes rådnende kompost. Hans hjerte kendte til gode hensigter. Med hans navn er forbundet de fem lykkeligste år i vort liv Jeg husker, hvordan tårer stod mig i øjnene af rørelse, da jeg i 89 for første gang gik ind i en kabine for at stemme frit. Sådant gemmes ikke.

Til lykke med dagen, Mihail Sergejevitj!
 

Oversætterens bemærkninger:

Stavropol: Hovedstaden i det rige Kuban, hvor Gorbatjov fra 1968 var førstesekretær først i Gorkom, bystyret, så i Krajkom, regionsstyret, før hans karriere i 1978 begyndte at gå stejlt opad.

Ny klasse: Navnet på Milovan Djilas bog, der beskriver den (jugoslaviske) partielites priviligerede liv.

Jeltsin: Der hentydes til magtkampen mellem parlament og præsident 21 09-04 10 93, hvor Jeltsin, støttet af vesten, men juridisk og moralsk mere end tvivlsomt gjorde op med sine modstandere med støtte af hæren. Det kulminerede med den blodige storm på det "hvide hus".

Augustkuppet: Den gamle partiledelses dilettantiske kupforsøg mod Gorbatjov i 91. Det kup der gav Jeltsin stjernestatus og ry som demokrat.

De nationale eliter: Der hentydes til mødet i Belovezhkaja pushsja 08 12 91, hvor Jeltsin ved traktaten om SNG delte i porten med lederne af Belarus og Ukraine og dermed fik fri hænder til at gå Gorbatjov i Rusland.

køkkenet: Der hentydes til køkkenets, for en vesterlænding utrolige, kulturbærende rolle i efterkrigstidens sovjetsamfund.

telefonable: Der hentydes til den i sovjettiden erhvervede færdighed, at vide hvor og til hvem man kunne sige hvad

Myshkin: fyrst Myshkin er helten i et af Dostojevskijs fire hovedværker, "Idioten", der er en parafrase over Jesus liv og lære.
 

Tilbage til Ebbe

Spindel