|
ОЙ, ТУМАНЫ МОИ...
|
|
|
Så langt den største
enkeltkrig, foran den japansk-kinesiske, i samleværket II
Verdenskrig er den, der for tyskerne hedder Krigen på Østfronten og for russerne Den Store Fædrelandskrig. Og det er ikke tilfældigt at mindet derom stadig lever begge steder. Jeg vil ikke komme ind på krigen her, men ved et eksempel vise, at ulykke utilsigtet kan føre til uventede glæder. Hvor uhyggeligt det end lyder blev krigens rædsler baggrund for en vis åndelig frihed i Sovjet, for partiet havde bragt landet så tæt på afgrundens rand, det måtte slække på tøjlerne og mere eller mindre lade hestene, dvs folket selv trække læsset i sikkerhed. Det var baggrunden for den smukkeste sang om krigen fra krigens tid, jeg kender. Mihail Isakovskij var en af de mest kendte sangskrivere i Sovjet og i 1942 skrev han den tekst, der skulle blive til partisanbevægelsens hymne. Hans tekst havde det held at blive sat i musik af lederen af det verdenskendte Pjatnitskij-kor, Vladimir Zaharov, og på baggrund af partisankrigens utrolige rædsler mødtes tekst og musik i en samtidig udgave af folkemusikkens prøvede virkemidler. Koret selv indspillede den og sangen har lige siden været et af dets helt store numre. Klik her og lyt. Synes du som jeg, sangen er fortryllende, så husk ikke at glemme den skånselsløst blodige baggrund. |
|
|
Слова:
Михаил Исаковский
Музыка: Владимир Захаров ОЙ, ТУМАНЫ МОИ... Ой, туманы мои, растуманы, Ой, родные леса и луга! Уходили в поход партизаны, Уходили в поход на врага. На прощанье сказали герои: - Ожидайте хороших вестей.- И на старой смоленской дороге Повстречали незваных гостей. Повстречали - огнем угощали, Навсегда уложили в лесу За великие наши печали, За горючую нашу слезу. С той поры да по всей по округе Потеряли злодеи покой: День и ночь партизанские вьюги Над разбойной гудят головой. Не уйдет чужеземец незваный, Своего не увидит жилья... Ой, туманы мои, растуманы, Ой, родная сторонка моя! |
Tekst:
Mihail Isakovskij
Musik: Vladimir Zaharov ÅH, MINE TÅGEBANKER... Åh, mine tågebanker, tætte banker, Åh, kære skove og enge! Partisanerne gik på togt, Gik på togt mod fjenden. Til afsked sagde heltene: I kan vente godt nyt. Og på den gamle vej til Smolensk Tog man mod de uindbudte gæster. Man tog imod og beværtede med ild, I skoven lagde de dem ned for altid Som tak for vore store sorger, Som tak for vor skoldhede tåre. Fra da af, og det i hele området, Tabte ugerningsmanden sin ro og fred: Dag og nat tuder partisanstorme Over røverens hoved. Den uindbudte fremmede slipper ikke væk, Han får ikke sit hjem at se igen... Åh, mine tågebanker, tætte banker, Åh, kære hjemegn! |