|
Sår på sjælen
|
|
|
Mange
har i tidens løb tænkt, så det knagede
over det Rusland, der er så mærkeligt. I Rusland selv selvfølgelig også. Det var, som Peter den Store gav Rusland et knæk. Landet blev godt nok stærk, men som det bare helvede, sagde kritikerne. Rusland havde mistet sin sjæl, sagde de. Vås, svarede Peters folk, kun ved at blive som (vest)europæerne, bliver vi civiliseret. Og de skændtes bravt, gjorde zapadniki, vinderne, der skammede sig over gammel religion og kultur, var rede til, som en anden abekat, at skabe sig vesteuropæisk, bare det kunne føre til sejr over svenskere og ligestilling med tyskere og franskmænd, og slavofily, taberne, der ikke blindt ville efterligne, men låne uden at opgive sig selv. For at forstå, kan man med fordel se på Japans og Kinas erfaringer. Også de var militært svage, men de var, klart for alle at se, ikke vesteuropæere. De fandt en egen vej til at slå de hvide djævle på disses egen hjemmebane, teknikken, og er nu selvbevidst trådt ind i tredje årtusinde, der, siger de kloge, bliver ganske gult. Men ikke så i Rusland, der er løbet kørt, Rusland er teknisk, militært vesteuropæiseret, de bærer vesteuropæisk tøj og ingen forsøger at vende tilbage til russisk klædning og udseende. Men sjælesårene fra 18-hundredetallets begyndelse er aldrig helet, den dag i dag kan de ikke finde deres egne ben derovre. Da Gorbatjov lavede et bevinget ord: Det europæiske hus, var meningen klar for alle. Ruslands kærneland ligger i Europa, men i Vesteuropa voldte det ingen vanskelighed at lave "huset" om til det gammelkendte katolske rækkehus, det Danmark er vokset op i og som EU nu forsøger at stille sig an som ejer af. Det var, hvad man kunne vente af de europæiske plattenslagere i vest, men bemærkelsesværdigt er det, at folkene efter Gorbatjov stolt vendte ryggen til Europa, og pludselig ville hævde Rusland som tredje hjørne i en trekant USA, Europa, Rusland. Gorbatjovs forsøg på at få Rusland til at tro på, det er europæisk, blev opgivet til gunst for en fattigmandsudgave af Stalins "være sig selv nok"- politik. Heraf ser man, det ikke er nemt med en sjæl og med kultur, når tænkning forvaltes af politikere uden rødder. Nedenunder følger to gange fire linjer om den problemstilling. Tjuttjevs fire linjer er de med afstand mest berømte om Rusland, skrevet af en højt kultiveret zapadnik. Juz Aleshkovskij var en af de mindre ånder i Sovjets sidste 30 år og ligeledes zapadnik. Sproget i hans bøger er hentet fra gadens dyb, hvor han kom fra, og bøgerne blev først alment tilgængelige, da Sovjet faldt under sin egen vægt. Men de fire linjer har jeg kendt i mange år, for de gik fra mund til mund i de ophidsede samtaler. Jeg skylder at sige, at hans første og sidste vers har slutninger. der overhovedet ikke er stuerene, men her er det på sin plads, her gælder alle midler for at føre tanken til sejr over følelsen. Det er ulykkeligt for Rusland det her, at man ofrede sjælen for lidt teknik. Stalin var sjælløs tekniklåner i den helt store stil. De, der vil have Stalin tilbage under nyt navn, er, heldigvis, i håbløst mindretal, og Putin forsøger, som Gorbatjov, at følge Aleshkovskijs råd, men selv om alle ved, Tjuttjev er håbløst forældet, er det ham, de citerer, hans håb om at få sjælen med i ræset, det er dem kært. |
|
| Умом
Россию не понять, Аршином общим не измерить. У ней особенная стать — В Россию можно только верить. Фёдор Тютчев, 1866 Давно пора, едрена мать, Умом Россию понимать А указанье "только верить" На время надо бы похерить. Юз Алешковский |
Rusland
kan ikke forstås med forstand, Ikke måles med almindelig alen. Det har sin særlige natur — På Rusland kan man bare tro. Fjodor Tjuttjev, 1866 Det er længst på tide for helvede, At forstå Rusland med forstanden. Og henvisningen til "kun at tro" Er det for tiden bedst at stikke skråt op. Juz Aleshkovskij |