|
Sommergæk
Et foredrag om Ambrosius Stub. Holdt på Svendborg Seniorakademi 27. oktober 2005. |
| Mange
fejrede AS i maj, men jeg vil begynde med den meget mere kendte
Andersen, der i 1832 skrev en vignet til den hundrede år ældre forgænger: I Haven voxer Æbletræet smukt, Men der maa Solskin til at skabe Frugt, I Skyggen her dit Blomster Duft os gav, – Men ingen saae Dig, Du kun fandt en Grav. Det er en smuk hyldest, men ikke særlig sand. Stub levede minsandten ikke i skyggen og mange kendte ham. Indtil for en hundrede år siden var mindet om Stub levende og han i folkemunde på Syd- og Vestfyn såvel som på Ribekanten. Men noget var dog hurtigt gået i glemmebogen efter Stubs død. Andersen kendte hverken fødeår eller –sted og først for en ti år siden fandt man hans rigtige fødehjem. Mindestenen, ved det alt for fine trelængede hus i Gummerup, burde stå ved Krogen 5, dog det hus er for længst bygget om til uigenkendelighed. Skal Andersens ord tydes, som om man ikke værdsatte digteren Stub er også det forkert. Allerede i 1771, tretten år efter døden, ved udgivelsen af den første tynde udgave af hans værker med kun 42 digte, fik Stub en yderst god kritik: "Selv om ikke alle de Stykker, som Samlingen indeholder, er Mesterstykker, turde man om nogle, og det er ikke faa, vel sige, at ingen, ikke den største Mester, skulde have leveret dem bedre". To år senere skrev en anden anmelder ved en anden udgivelse: "Han er besynderlig heldig i det naive, og hans Sange er fulde af rigtige og tit uventede Tanker og have en behagelig versification." Og der var andre, nej anerkendelse, også i samtiden, var der. Dog, det første forsøg på at sætte Stubs liv ind i en videnskabelig udgave af digtene er Barfods tobindsudgave fra 1848-52. Der er kommet adskillige siden, sidst Hans Brix, 1960 og Henning Fonsmark, 1961, men alle blev de med et slag håbløst forældet ved udgivelsen af Erik Kromans tobindsudgave fra 1972. Kroman føjer efter omfattende arkivstudier nyt til og fjerner falskt, hvilket bringer Stubs arv op på 119 digte. Den anden meget store fortjeneste ved bogen er digtenes anbringelse i kronologisk orden. Eller rettere sagt i bedst mulige kronologiske orden. Kroman havde som den første så meget styr på digterens liv, at forsøget kunne gøres, og en sådan opstilling giver selvsagt en bedre forståelse af såvel digte som forfatter. Lad os høre, hvad Kroman siger om Stubs digte: "Hans digte er i almindelighed ikke skrevet for offentligheden, men for snævrere kredse eller enkeltpersoner – eller for ham selv alene." Og så går vi tre hundrede år tilbage, til 17 maj 1705 hvor en holden skrædder i Køng kirke holdt barnedåb for sin tredje søn og fjerde barn. Som i et rigtigt eventyr var der en god fe med, den ene af de to adelsfrøkener Charisius til Brahesholm, Krenkerup og Søholm var gudmoder, og fra hendes far fik drengen et navn, der var alt for fint til hans stand. Dog søstrene ville skrædderfamiljen det godt Stub fik en opvækst med daglig gang på herregårde, lærte høviske manerer og sugede adelens værdier til sig. Men denne velmente omsorg synes at have hjulpet ham, som en bjørn gør tjeneste, hans voksne liv splittedes i to, for han kunne ikke slå bro mellem det ønskelige fra opvæksten blandt adelige og det nødvendige, der kom fra hans stand. Omkring 1740 skrev han: "Uskyldig Tidsfordriv jeg har" Uskyldig Tidsfordriv jeg har I Dands, Musik og Sang, Naar andre helst til Glasset tar, Jeg springer Stuen lang; Klaver jeg elsker i mit Sind, Og lægger mest paa samme Vind; En Aria jeg synger tit, Melankoli gaaer qvit. Man forstår samtiden standsfæller tog sig til hovedet: Denne fallerede bonde, denne studiosus af en skræddersøn springer rundt og skaber sig tovligt uden hensyn til virkeligheden! Og så var det hele begyndt så godt. Han fik mulighed for den bedste uddannelse, blev student fra Odense Gymnasium 1725 og samme år student ved Akademiet, dvs Kbh. Universitet, der den gang stort set var en præsteskole. Men her røg kæden af og Stub forblev evighedsstudent. Eksamen kunne uden overanstrengelse tages på en tre-fire år, men ikke engang grad af baccalaureus, min tids filosofikum, fik han, og ti år gik, uden vi rigtig ved med hvad. To år før sin død tænkte han tilbage: "Ansøgning til Stiftamtmand G. F. Holstein 5. juni 1756: Jeg overgav min Bog, min kiære, troe Veninde: Jeg drømte, ved min Pen, jeg saae mit Brød i Blinde: Ved et og andet Hoff, fandt det, jeg skrev, Behag; Men ach! mit Slæb blev svart, min Førlighed for svag. Dem drøm er sikkert rigtig, men bag den ligger to ting: For det første uviljen mod at finde sig i sin stands vilkår og blive præst. I samme digt er også følgende strofe: Min Skiebne spillede saa sneedig med min Lykke, Fordi jeg fandt mig ey i Nogles Agt og Nykke: For sildig blev jeg klog af Tidens Skue-Spil, Hvor Verden føyer den, der giør, hvad Verden vil. For det andet var han vant til i København at være studenterlivets midtpunkt. I 1819 udgav Rahbek og Nyerup "Udsigt over den danske Digtekunst under Kong Frederik den Femte". Her findes Stubs første kendte digt: "Gid den få skam": Gid den faae Skam der slaaer i Dag Een Rynke paa sit glatte Pande-Skind, Den var jo gal, der fandt Behag I det, der plager kun det arme Sind, Nu seer jeg grandt, Det Ord er sandt: Verden er Som enhver, Tager sig dens Væsen Nær. Og Rahbek tilføjer: "Denne og flere af hans Sange gik i Pilloes viinkælder, og hos Mester Hans i Torbæk, i sin tid fra mund til mund." Ville Stub bryde ud af samfundsordenen, eller ville han, forvænt fra barnsben, nyde livet? Der er i hvert fald vidnedbyrd på, det sidste var vægtigt. Som hans giftermål. I oktober 1735 finder man pludselig den fallerede student som brudgom med en rigtig guldfugl som brud. Lad os, inden vi ser på guldet, høre, hvad Stub mente om den nittenårige Mette Cathrine Scousboe: "Kierligheds Alphabet", må have været noget af en kold afvaskning for pigen: Vor Liighed sigter til ingen blind forvirret Lyst, Som Du ey svigter, saa vakler ey mit Bryst; Eller den smukke aria: "Spring, Hierte! spring forbi de Døre". Spring, Hierte! spring forbi de Døre, Som for din Attraa aabne sig; Lad ey dit svage Øre høre Det, din Natur fortæller dig, En Tanke tit i Eenlighed Dig siger det, du før ey veed; Men lad ey Tanker Tøylen faae! At du ey skal fra Banen gaae. Eller arien "Jeg har kun Dyden kiær". Jeg har kun Dyden kiær, Den blinde Elskov driller Den volder Hiernen Griller, Ja Hiertet Vee i sær, Jeg har kun Dyden kiær; Jeg saae jo andre bygge Paa en og anden Skygge, Men Fundamentet gleed, Og Elskov selv fald Ned. Oprigtig Dyd! Din Klippe Kand aldrig aldrig Glippe, Paa den gaaer Ønsket op Til Glædens roelig Top. Eller den berømte aria: "Du deylig Rosen-Knop", fjerde strofe: Som ey for Tiden falder, Og ey for Aar og Alder; Men Evigheden naaer, Een Skiønhed evig staaer; See, Phillis! det er Dyden, Stræb efter den i Tiden! At og en deylig Aand Sin Bolig ligne kand; Lev til din Skabers Ære, I Dyden hans at være! Naar alting da forgaaer, Din Skiønhed evig staaer. Det er fornuftægteskab for alle pengene, men de var som sagt også mange. Og dog kan man formode, hun i det mindste nærede varmere følelser for sin gom. I hvert fald var hun, som det var ganske almindeligt i almuen, svanger ved brylluppet og i alt fødte hun ham i deres tolvårige ægteskab 5 børn, tre 1735-38 og to 1743-44. Ind imellem levede de adskilt 1738-41 Giftermålet var skæbnens sidste store gave til Stub. I januar fik han tilskødet, han var jo manden, den store gældsfri gård i Langsted, hvor Mette Cathrine havde boet med sin faster siden 1724. Gården sikrede en årlig indtægt på 16 rgd. samt gode frynsegoder, og en underfæster, tog sig af det praktiske. Og bruden havde endda til overs på kistebunden. Lad os høre, hvor fornøjet Stub var: "Eet Roeligt Sinds fornøyelige Tilstand", hvoraf vi tager strofe 1. og 3.: Jeg lever jevnt fornøyet foruden stoere Ting, Min Foed er Ubemøyet og frie for høye Spring; Ved Jorden er jeg Fød, Ved Jorden har jeg Brød, Alt vel og Nok, jeg nøyes, jeg nøyes til min Død. For mig maae Vellyst svømme i Honning Dag og Nat, Lad Daarlighed i Drømme faae Glæde-Skyggen fat, Naar Lysters usle Træl Vil Gremme sig ihiel, Saa glædes jeg ved lidet og lider meget vel. Sidste verslinje er en af Stubs allerflotteste. Og det havde været bedst for Mette Cathrine, men såmænd også for Stub, om de kønne ord havde lignet sandheden. Men lad os høre Kroman: "Selv om Stub havde en svaghed for de stærke drikke, især når han kunne nyde dem i godt selskab, var det ikke det, der var hans ulykke, men med sit lyriske lette sind levede han i øjeblikket og havde ikke evne til at forme sit liv efter en fornuftig plan." På to år og to dage fornøjede Stub alt over styr. Ikke en skilling var tilbage af en gård, vurderet til 591 rdl., og Mette Cathrine måtte med sine to børn søge tilflugt i Fåborg hos sin søster, der var gift med en prokurator, og formentlig gennem ham kom Stub i forbindelse med stamhuset Tåsinge. Erik Kroman, har skaffet klarhed over den forbindelses egentlige indhold. Stub blev daglig leder af den store smughandel mellem Ærøskøbing og Valdemar Slot. Danmark var omgivet af meget høje toldmure, men hertugdømmerne var ikke, og Ærø hørte til Slesvig, Ærøskøbing oven i købet til den hertugelige del. Det er formodentlig dette rakkerliv i åben jagt i al slgs vejr, der ligger bag salmen: "Livet som en Seylads". Hvad vindes ved Verdens vidtløftige Hav! O tusinde Farer i skummende Trav; Man veed kuns to Havne, Bekiendte af Navne, Den eene vor Vugge, den anden vor Grav. Nok så sandsynligt er det her, hans helbred fik et knæk. Men Stub var ikke sådan at få til at hænge med hovedet: "Haab ikkuns! Haab kuns! bekymrede Hierte". Haab ikkuns! Haab kuns! bekymrede Hierte Bange Tungsindighed føder kun Qval; Endelig endes dog eengang din Smerte; Du skal indtræde i frydefuld Sahl; Nætternes Uroe forøges af Sorgen, Endelig svinder den daglige Harm; Endelig, endelig gryder den Morgen, Der i Fornøylighed holder dig varm. Og i sommeren 1741 lysnede det, da Stub blev udnævnt til Juuls håndskriver, men før vi tager flere digte, skal vi lige høre Kroman: "Digtene er klart og logisk opbygget, og sproget er ukonventionelt og personligt præget, hvad der giver hans digte en friskhed, der hæver dem over tiden. …Han behersker til fuldkommenhed de vanskelige versformer, og hans rimkunst er forbløffende sikker. Der er klang i hans strofer, hvad der ikke mindst skyldes en udstrakt brug af bogstavrim." Der er bevis for alt i fjerde strofe af "Den kiedsom Vinter gik sin gang": Ach see et meget yndigt Syen Paa Skovens grønne Øyenbryn, Den høye Top Skal klædes op, Og Vaaren pynter Bøgen ud - til Brud. Naar Solen brender som en Glød, Og stikker Ild i Barm og Skiød, Da har mand jo bag hvert et Blad Abscondsel for sin Matte Rad. Her smager Thee og et Glas Viin - fra Rhin, Imidlertid man faaer at see Et ret naturligt Assemblee, Hver Fugl har stemt Sit Instrument, De raske Dyer vil Danse net - og let. Fangede I det adelige selskab, med rådyrene som dansere og fuglene som musikere? Bogstavrimet i sidste vers? Lad mig også lige indskyde, at efter Stub er mere end en bøg blevet pyntet som brud. Men hvor fornuftige Stubs følelser for Mette Cathrine end var, så savnede han sin familie: "Er mit Hiem end ey saa nær" Er mit Hiem end ey saa nær, O! vi samles dog en Gang, Denne Samling er saa kiær At min Vey ey falder lang; Haabet flytter selv min Fod, Haabet letter Sind og Mod, Haabet korter Længsel, Haabet trodser Trængsel, Haabet giør min, giør min Skiæbne god. Og i december 1741 rømte Stub fra Valdemar Slot, søgte tilbage til sin familie, der slog sig ned i Odense, hvor den som "ganske fattig" fritoges for skat. Det er en gåde, hvordan de slog sig igennem, men tre kendsgerninger rummer vel forklaringen. For det første var Stub meget bedre til at låne, end til at betale tilbage. For det andet har vi en forfalsket lejekontrakt udfærdiget egenhændigt af Stub. Han har tjent lidt som vinkelskriver og er ikke gået af vejen for lyssky affærer. Senere hjalp han formentlig sine svogre med at plyndre en evnesvag pige for hendes arv. For det tredje, børnenes dåb. Parret fik i Odense to børn, der begge døde tidligt, men gudfædre og gudmødre kom fra øens adelige samt byens bedste borgere. Fattigpråsen Stub var virkelig uden for nummer, og mange kunne se det. "Stub", sagde Rantzau på Brahesborg senere, "var en ganske egen fyr, men et pokkers godt hoved." Han kan have tænkt på følgende lille digt, som Stub lavede til ham og oberstløjtnant Kentler, da de udfordrede ham til at digte over talemåden: De har det i ryggen. Af tre er den eene den anden ey liig Een har det i ryggen i det Hand er Riig; Een har det i ryggen i det Hand er stærk, Een har det i ryggen af Brud og af Værk, I Riige! I stærke! O hielper et Skrog, Saa enes tre Meninmger vel i et sprog. De gav ham fire dukater, dvs 8 rigsdaler, som belønning og Stub takkede således: Af tre blev dend ene, dend anden dog liig ved fiire ducater blev stoderen riig ved fiire ducater blev kryblingen sterk ved fiire ducater svant ryg vee og verk her ydes da tusende tach af det Skrog der nu er som et med sin ryg og sit sprog. Eller følgende lille sag er fra 1745 i anledning af Major Cremons bryllup med Frøken Lamare, der indtil da havde boet i Jomfruklosteret i Odense. Hans Brix betegner det som: "Hans bedste epigram, måske det fineste i vor litteratur." Ved Vinen den klare Erindres vi nu, At Frøken Lamare Bør kommes i hu; Du Closterets Due Fløy parret herfra; Af Frøken bliv Frue, Af Frue Mama! Eller en aria, som lægges i munden på Mette Cathrine. Den stærke kaffe, hun forsøger at snakke mandfolket fra, er en "lille sort". "Jeg laver tynd Caffe". Vi tager 3. strofe: Jeg Drikker tynd Caffe, Frimodig alle Dage, Trods Grillers farlig Plage, Trods Hierte-Klap og Vee Af Stærk og sort Caffe. Det var da ey saa ilde, At Medici de vilde Engang foreenes om At fælde denne Dom: I Pigers hviide Arme Bør ey den Karl faae Varme, Der findes kold som Snee Af sort og stærk Caffe. Og hans livsvisdom havde ikke ændret sig: "Græm Dig aldrig". Græm Dig aldrig; thi det svier; Uven griiner ad din Vee Spar ey heller, saa du gnier, Thi deraf vil Arving lee. Uven seer dig helst i Nøden, Arving ynsker dig kun Døden; Vær da vel til Mode, Giør dig selv til Gode, Lev og lee dem begge ud. Men i februar 1747 døde Mette Cathrine kun 31 år gammel og Stub digtede: Nu er jeg befriet fra Kierligheds Pagt, At slutte paa ny, bliver aldrig min Agt, Den føder saa ofte en seylivet Harm, Som sielden vil døe i en sukkende Barm. Hvor fandt man et Par, Hvis Glæde ey var En Rose, som sukkende Torne dog bar? Og der findes et til, der viser, hvor lidt Stub agtede sin kone: "Grav-Skrivt over Socrates". Din Qvindes Skiærs-Ild var dit Helved alle Dage, Din Qvindes Mund-Veir var dit Øres haarde Plage, Din Qvindes Spring-Vand var dit Hoveds hvasse Tvæt, Nu har den tunge Jord dog giort din Byrde læt. Det er ikke nemt at forstå en sådan følelseskulde, men måske ligger forklaringen i et brev en krigsråd i 1791 sendte til borgmesteren i Odense: "…Ambrosius Stub i hans velmagtsdage, da vi begge kendte ham fra en god og en ond side, og jeg ved den onde side hidrørede fra kådhed alene, især at fornøje et selskab på 3. mands bekostning". Stub selv havde 11 år tilbage at leve i. Børnene kom til familjen, selv vendte han tilbage til Valdemar Slot og han digtede stadig: "En giftefærdig Piges Klage over sin Moders Urimelighed i at nægte hende et anstændigt Ægteskab". Hvi har min Moder giftet sig? Dog vil det nu forbyde mig; Det vilde jeg nok vide; Hun har jo Mand i Seng hver Nat, Men jeg kun Moens vor gamle Kat, Som ingen Muus kan bide. Hvorfor skal jeg mandvoxen døe? Saa uforsøgt som nysfød Møe, Der aldrig smagte Patten; Nei før skal gamle Moens herud, Min Liv-Kat hede som vor Knud, Og Musen bide Katten. Eller den meget mere kendte: "Er nogen, jeg er glæde riig". Er nogen, jeg er glæde riig, Langt meer end andre Giekke, Hvis Lykke er min Flaskes liig, Og meget let at brække; Tit slog jeg før jeg slaaer endnu Mit tomme Glas heel Glad i tu; Da sligt et smald med Kling i Klang Er just mit Spil i denne Sang, Saa skiør er Verdens Fryd, naar minste Vanheld trykker Men jeg der drak mit Glas, jeg leer ad Skaar og Stykker. Senere i digtet kommer to vers, der har delt vandene. Hans Brix så nærmest Stub som dranker, Kroman er tilbøjelig til at tro følgende, hvor Stub stiller sig selv op foran en der ikke kunne holde måde: Der ligger hand, jeg staaer, mig fryder Viin og Noder, Jeg har toe Guders Gunst, men ingen Griis til Broder. Fra anden Tåsingetid stammer også Crambambuli-visen, som har en strofe, vi senere skal bruge: "Lad Krig fornøye Potentater". Hvidløg var datidens middel mod forstoppelse. I tynde magre tørre Giække! Med The-Vand for og Hvidløg bag, Hvor let kan Svaghed eder svække, Ja Døden knuse eders Vrag. Nu ligger Pietisterie, O! drikker frit Chrambambuli. Men netop som Stub syntes at have opbygget en ny tilværelse, blev han gået fra Valdemar Slot. Rygter har svirret, men hvorom alting er, Stub gjorde en pige med barn og digtede for sidste gang på Tåsinge og for eneste gang i sit liv erotisk: "Ey saa hvi tripper du saa fast". Ey saa hvi tripper du saa fast? Hvad stikker dig du pene Pige? At du vil løbe saa og skrige Blot ved et Elskovs Øyekast. Jeg ved det smukke Kiøn har Engle-Navn og Ære, Men Trold og Biørn og Ulv vil Mandfolk aldrig være, Vor Omgang uden Hexe-Kunst Har vundet stolte Nymphers Gunst; Den største Deylighed med Dyd og god Forstand Naturen dannede til Kiærlighed og Mand. Din Moder selv befandt At det var sandt. Betænk, at Ungdom varer kort, At yndig Rose snart kand falme, At Skiønhed kan faae Knæk i Qvalme, Og uformærket visne bort. Naar Skiønhed borte er, og yndig Skabning saunes, Saa leer man af een Rad uværdig til at favnes, Derfore bøi dit Hierte hid, Elsk, elsk det er den rette Tiid; Naturen gav hvert Kiøn sin Elske-Lyst og Lov, Den eene Ungdom har den anden høyt behov; Din Moder selv befandt, At det var sandt. Af alle steder tog Stub til Ribe, pietismens sidste fæstning i Danmark, og om grunden kan man også her kun gisne, men fast står, at Stub havde ungdomsvenner i byen, og at han straks ved ankomsten hjalp dem i en digterstrid. Stub kom med 50 rigsdaler på lommen og kunne i hvert fald for et stykke tid tage del i værtshuslivet: "Chanson à boire". I Dyder bandt min Siæl Den staar foruden ræncke Bestandig i sin læncke Ved troskabs faste Pæl I Dyder bandt min Siæl I Dyder ere Mange Men jeg som Eenlig fange Kand icke tømme her Een Skaal for hver især En Skaal for alle bydes Giid f(røken) G(rønholm) frydes Thi Dydens tusind skiøn I hendes Skaal staar grøn. "Tusind skiøn" er vor "tusindfryd". I 1753 og 1757 skrev han på bestilling to større værker og 1754-56 tjente han til livets ophold som lærer for det bedre borgerskabs børn. Først da han blev tvunget til at opgive det, måtte han spise nådsens brød. Stub skrev i disse år også en del pietistiske salmer, der, sammenholdt med Chrambambullivisen, er som nat og dag. Så Stub sig af nøden, i et forgæves forsøg på at få hjælp til at udgive en salmebog, tvunget til at digte som biskop Brorson? Eller havde livet endelig fået den ukuelige Stub ned med nakken? Jeg skal ikke forsøge et svar for jer, ejheller er min tro stor nok til at forsøge et nærmere kik på salmerne, hvoraf fem er optaget i den ny salmebog. En af dem skiller sig ud og er sandsynligvis skrevet før Ribetiden, men jeg overlader dem alle til jer selv. Ved Stubs død 1758 fragik hans børn klogeligt arv og gæld, og også jeg forlader ham ligeledes, idet Andersen på ny får ordet. I 1862 skrev han endnu en gang om Stub i eventyret "Sommergjækken": "...stakkels Ambrosius Stub! han var ogsaa en Sommergjæk, en Digtergjæk! han kom for tidlig i sin Tid, og derfor fik han Slud og skarpe Vinde." Sommergæk er selvfølgelig Andersens egen opfindelse, eventyret forklarer også, hvorfor han forkaster "vintergæk". Det er myten om den miskendte digter om igen, medens jeg håber med Kromans hjælp at have tegnet et menneske af kød og blod. Og Stub får sidste ord med sidste strofe fra "Gid den få skam", hans første kendte digt, der, som I husker, var en studentervise: Du har imidlertid kun Støv, Kun Skum og Skygge, usle Verdens Ven, Dit Velstands Blomster som et Løv, Kand hastig falde af, og smulnes hen, Saa est du dog Een Giæk, et Drog, Som ey veed Ret Beskeed, Om din Foed i Løbet gleed. Jovist, en gæk var Ambrosius Stub, hvis fod gled i løbet. Jovist, som mange havde Ambrosius Stub en mørk side, men en sommergæk var han ligegodt, en, der som kun få, kunne lege lyset frem. |