RUH:
fra fugl til båd og tårn
fra fugl til båd og tårn
Engang i tidernes morgen, måske før vor tidsregnings begyndelse, blev det spil opfundet, der sammen med titalssystemet og begrebet nul er Indiens største gave til den utrolige del af menneskeheden.
Tjaturang hed spillet, fire (hær)ordener. Et krigsspil, hvor fire, med brikkerne opstillet i hvert sit hjørne, kæmpede mod hinanden, idet de brugte terninger til at pege på, hvilken brik, der skulle flyttes med. Der var selvfølgelig en fyrste i spidsen, som til sin rådighed havde de fire indiske våbenarter: kampelefanter, rytteri, stridsvogne og fodfolk.
Der var altså ikke endnu det tomandsspil, vi kender i dag. Det opstod senere, i første halvdel af første årtusinde, formodentlig i området Nordvestindien, Pakistan, Afganistan, Østiran, men uanset det nøjagtige sted, var såvel persere, som senere arabere enige om, at det drejede sig om et indisk spil.
Den enkle ændring med den store virkning, der skulle få spillet til at brede sig over hele verden, var at lave et tomandsspil ved at slå hærene sammen til to og fjerne hasardandelen ved at ophøre med at bruge terning. Den overflødige fyrstebrik på hver side, fik en ny anvendelse som vezir eller statsminister.
Araberne mødte spillet ved erobringen af Persien i sidste halvdel af sekshundredetallet, kom til at elske det lidenskabeligt, opfandt en måde at skrive et skakparti ned på og bragte det ad to veje til Europa. Vi kan følge dem ved at sammenligne skakspillets russiske og danske betegnelser:
Tjaturang
Shatrandzh
Shahmaty
Skak
Vezir
Elefant
Rytter
Stridsvogn
Fodfolk
Hasti
Ashva
Ratha
Padati
Firzan
Fil
Faras
Ruh
Bajdak
Ferz
Slon
Kon
Ladja
Peshka
Dame
Løber
Springer
Tårn
Bonde
De danske betegnelser er lette at følge bagud, over tysk og italiensk til arabisk på Sicilien og i Spanien. Det er heller ikke svært at se det højmiddelderlige adelige miljø i disse betegnelser. Den ukendte førsteminister blev yderst høvisk omend meget ukrigerisk til en dame. Den ukendte elefant til en stik-i-rend-fyr. En ukendt fugl, hvorom nedenunder, blev til et (fæstnings)tårn og fodfolket blev til det laveste af det lave, bønder.
Det er, som vi ser det i dag. I virkeligheden kom skakken til Norden fra Volgaområdet længe før højmiddelalderen, som arkæologiske fund af skakbrikker af arabisk type bevidner det, men det gik i glemmebogen, da spillet dukkede op igen fra Tyskland af.
Hvad er da skakbrikker af arabisk type? Jo, islam har forbud mod at afbilde dyr og mennesker, så nødtvungent lavede man abstrakte brikker af de persiske. Katolikkerne havde ingen hæmninger, og man fik hurtigt en mængde forskellige figurer på brættet. Kun fantasien satte grænsen til en englænder, Staunton, i første halvdel af attenhundredetallet foreslog et typesæt, der straks slog an og i dag er enerådende ved turneringsskak.
Men araberne brugte abstrakte brikker, og fra Volga kom de ikke bare til Norden, men i endnu højere grad til Rusland, hvor der er fundet mængdevis af dem, og faktisk var denne type brikker enerådende i Rusland til for en hundrede år siden.
Nu er vi ad snedig omvej nået til den persisk-arabiske brik "ruh".
Perserne brugte ikke stridsvogne, og i stedet for at overtage et ord uden mening for dem tog de et kendt begreb og satte ind i stedet for. Alle, der har læst Sindbad Søfareren fra 1001 nat, kender ruh, den kæmpemæssige sagnfugl, men hvorfor, de satte lige netop den ind, ved jeg ikke og ingen anden heller, men, som I ser ovenfor, er der fundet fuglebrikker i det persiske, så den er god nok.
Men arabernes brik ovenfor ligner ikke en fugl, og sagnfuglen var i øvrigt dengang ukendt både i Rusland og Italien, så man tænkte hver for sig den arabiske brik om.
Italienere så murtinder for sig, russerne genkendte datidens skibsskrog og derfra navnene, "tårn" og "ladja", dvs skib.
De øvrige russiske navne er med en undtagelse, ferz, der er det arabiske ord i russisk udformning, oversættelser. Slon betyder altså elefant på russisk. Men ordet "korol" er mærkværdigt". Ganske vidst betyder ordet konge, men det hænger på russisk uløseligt sammen med det katolske vesteuropa. Forklaringen er enkel, måske beklagelig, men nogenlunde samtidig med man derovre opgav sine egne gammelkendte brikker, opgav man også brikkens oprindelige navn: tsar, dvs kejser, dvs en oversættelse af shah.
Det er en morsom krølle på halen, at engelsk som det eneste europæiske sprog holder fast ved ordet:
ROOK