LUBOK
Russiske skillingstryk
"Lub" er bindevævet i især lindetræ og er blevet brugt til alt muligt, flette reb, kurve, sko med mere, til at skrive på, som man også brugte birkebark. Over Ukraine kom i midten af 1600-tallet kunsten at snitte lub som forlæg for tryk. I 1700-tallet, hvor disse lubki havde deres storhedstid, kom også tryk fra kobberstik til, og lubki levede, omend hensygnende, videre til begyndelsen af 1900-tallet.
Lad os se nærmere på disse lubki, men først et par henvisninger.
En fremragende engelsksproget side om lubki og russisk malerkunst i det hele taget.
Klik her.
En russisk side om russisk malerkunst med en del lubki:
Klik her.
Trykkene fra træsnit var i sort hvid, men bagefter blev de i de allerfleste tilfælde håndmalet af underbetalte kvinder. Næste lubok og de øvrige sort-hvide, der måtte komme, har jeg imidlertid ikke i farver. De fleste lubki er en 30x35 cm store, den nedenunder er 33x29 cm, fra 1696 og med forlæg i Albrecht Dürer.
Adam og Eva får af en engel overrakt en skindkjortel til at dække deres blusel. Nederst kan I se, at Vasilij Koren (Rod) har snittet. Vi hører mere om ham nedenunder.
De gammeltroende, der skildte sig ud fra moderkirken i slutningen af 1600-tallet tog også dette medium i brug for at styrke deres tilhængere, men de brugte ikke snit i træ, men håndmalede på en måde der kaldtes "priporoh" og tillod at lave flere efter et forlæg. Den anden ting, der skiller de gammeltroendes lubki ud, er den nære forbindelse til ikontraditionen.
Den næste ikke-rigtige-lubok hedder "Den rene sjæl".
I ser sjælen, vingerne, stå med brudekrone, Jesu brud, stå på månen, mørkets magt, og bede til solen, lysets magt. Begærets flammer er udslukt af dens tårer, løven, ?, er bundet af dens faste, slangen (i form af en drage), hovmod?, er nedstyrtet af dens ydmyghed og djævelen kaster sig på jorden for dens godhed.
Nederst til højre sidder til skræk og advarsel den syndefulde sjæl i sit mørke fængsel.
Tro og overtro, hvad er hvad, og er det så vigtigt? Folket har altid haft sin egen tro og to symboler fra denne uglesete folketro er meget hyppige som lubok. Næste lubok er fra slutningen af 1700-tallet, måler 31-39 cm, og jeg viser den delt i to.
Venstre halvdel viser "alkonost" den ene af to paradisfugle. Begge har de kvindehoved, begge synger de underskønt og begge har de rod i græske myter. Hun her er den mindst kendte, nok fordi hun ikke er så slem, ja hun kan endda gøre godt ved at få havets bølger til at lægge sig i seks dage.
Hendes for russere mærkelige navn, rigtige russiske ord kan ikke begynde med "a", er følgen af et sammenstød mellem de lærde og folket. De lærde forsøger alle steder til alle tider at puste sig op ved at tale så lidt modersmål som muligt, så de sagde på deres halvt græske, halvt russiske biksemål "alkion jest", der kan betyde, "det er en isfugl", men også, "det er Alkyon", navnet på en græsk sagnprinsesse, og det fortumlede folk, der ikke drømte om, at dette forunderlige væsen enten var en ganske almindelig isfugl, eller en ualmindelig prinsesse, forstod det lærde biksemål som er navn og lavede det bare lidt mundret.
Højre halvdel viser Sirin, der i Vesteuropa kendtes som paradisfuglen og var et billede på den ulykkelige sjæl. Men på russisk fik væsenet navn efter - og ry fra "sirenerne", de græske gudinder, man monne kende fra timerne i oldævl. Som sine formødre lokker denne mær af en paradisfuglejomfru fredelige folk, læs mænd, der gerne vil hoppe, i ulykke med sin underskønne stemme.
En fremadstræbende forfatter tog dette navn som pseudonym. Den unge Sirin, der skrev på russisk, blev i Vesten kendt som den engelskskrivende Nabokov.
Denne lubok fra midten af 1700-tallet, måler 30x40 cm, forestiller "ryba meluzina" og kan tjene som overgang. En Melusine er i middelalderens Vesteuropa en tvehalet havfrue, men tekster er uklar og den sære fisk angives at findes "nær den Ætiopiske ?? malmstrøm".
Fra overtro og folketro er springet ikke langt til folkets fortællinger. Fra egne ældgamle kilder, byliny og skazki, og fra ny, lånt østen for sol og vesten for måne, blev der i 1700-tallet udgivet en mængde "billedbøger", lubki i lange serier, til bredt forbrug.
Fra det store persiske værk "Shah-name", eller "Bogen om kongerne", skrevet af Firdousi i begyndelsen af 900-tallet hentede man helten Rustam, der bliver forvandlet til en løve, "aruslan", og derfor på russisk kom til at hedde "Jeruslan Lazarevitj". Fra senmiddelalderlige vesteuropæiske ridderromaner hentede man "Pjotr-Zlatyje Klutji" eller "Peter-Gyldennøgler", her kendt som "Pierre de Provence" og den mest elskede af dem alle, "Bova-Korolevitj" eller "Bova-Kongesøn", her kendt som "Beuve d'Antone".
Lad os se nogle af dem:
Dette er den ældst kendte lubok med en sådan helt: "Aleksandr Makedonskij", vor Aleksander den Store. Han var i Rusland folkeeje, kendt fra "Aleksandria" et senmiddelalderligt græsk værk.
Den tapre "bogatyr" Jeruslan Lazarevitj. Fra den kreds kommer også nedenstående:
Tsar Saltan Salt
Den prægtige ridder Pjotr-Zlatyje Kljutji.
Den tapre bogatyr Bova Korolevitj.
Disse her lubki er "titelsider", de fleste har lige så meget tekst som billede.
Efter dette lånte gods, der blev russisk, tager vi lige noget oprindeligt russisk:
"Ud rider den stærke, tapre bogatyr Ilja Muromets..."
Således begynder fortællingen om "Elias fra Murom", en helt, der er kendt af alle. Murom, en lille by sydøst for Moskva, var til langt op i tiden omgivet af urskove, og det er altså ikke forunderligt, vor helt på sin færd møder det skrækkelige væsen, "Solovej Razbojnik" eller "Nattergal Røver", men, som I kan se, ender alt godt.
Vi er, tror vi, stadig i eventyrets forunderlige land, men se nu, hvad der sker. Denne lubok, der måler 30x37 cm, er fra første fjerdedel af 1700-tallet.
Baba Jaga, siger I, russernes elskede heks, hende kender vi. Og dog, lad os grave dybere.
I venstre nederste
hjørne er et skib, på
jorden i midten
står en flaske, kvinden er i estisk folkedragt, hendes navn
er
skrevet bagvendt?! "Jaga
Baba
rider på et svin
med en støder", hvis nogen skulle have glemt lidt
modersmål, er det den tingest, man maler ting småt
med i en
morter, "for at slås med "korkodilen", læs
krokodillen, "og
de har en flaske vin under en busk."
Nej, det er ikke eventyr
det her, men en blodig satire
over Peter den
Første, den nogle, mest i overklassen, så som "den
store",
medens mange i det menige folk, så ham som antikrist selv og
omtalta ham som "krokodillen". Han havde hentet sin anden kone,
Jekaterina, som krigsbytte i Estland, han ville "europæisere"
Rusland, drikke vin i stedet for vodka, og han var skør i
bolden
med
skibe.
Endelig er denne lubok uden angivelse af ophavsmand.
Man er ret eninge om, det
må være kredse i
kirken, der
står bag denne og lignende regeringsfjendtlige lubki og af
stilistiske grunde har man peget på Vasilij Koren som
kunstneren.
Det kunne få en
og anden til at se nærmere
på Ilja
Muromets og ganske rigtigt, det er en lubok, der priser Peters kamp med
utøjet. Det er ikke nemt at se
på¨denne
gengivelse, men Ilja har Peters ansigtstræk.
Denne strid om holdninger og livsstil, som en og anden nydansktalende
kunne sige det, rasede på et tidspunkt, hvor censuren ikke
havde
så godt fat. Op igennem 1700-tallet fik regeringen mere og
mere
styr på det uregerlige medium og fra 1828 slap intet mere ud,
som
regering ikke kunne lide. Følgelig er lubki derefter ikke
særlig spændende.
Men lad os slutte denne
afdeling med den nok mest
berømte
lubok, der måske er lavet af Vasilij Koren. "Kot Kazanskij",
der måler
35x27 cm, er i hvert fald fra
omkring 1700:
Teksten gør grin med Peters alenlange titel.
"Kat Kazanskij, fornuft Astrahanskij, kløgt Sibirskij levede prægtigt, spiste sødt, fes svagt".
Kattens knurhår hører med til hånen, de skal læses som det tvangsindførte overskæg! En af de ting, der vakte stor modstand, var Peters påbud om at (vest)europæisere hår og skæg, dvs, bære håret kort klippet og barbere fuldskægget af.
Jeg kender en til, hvor overskægget er endnu mere talende:
Det ny vesteuropæiserede byliv spillede en stor rolle som emne for lubki. Det er ikke forunderligt, da kundekredsen vor borgere og landadel. Læsefærdigheden fandtes i disse kredse ikke blandt almindelige bønder.
Da den stats- og kirkelige censur i 1700-hundredetallet endnu ikke havde knust alle tanker om livet før paradis, er der mangen morsom og tit saftig lubok at finde.
Næste lubok måler 35x30 cm, er fra midten af 1700-tallet og hedder "Gæstfrihed efter gammel skik":
Her ser I den fuldendte værtinde, der ikke spilder tiden på at spise sammen med gæsterne, men bærer vodka frem til dem. Som det forklares i teksten: Før måltidet, for de kan klare halsen, under måltidet for at skærpe deres madlyst, og efter måltidet, for at få dem til at overse, hun ikke er nogen skønhedsåbenbaring.
Næste lubok er fra slutningen af 1700-tallet, måler 31x39 cm.
Her har vi en af 1700-tallets mange hyrdescener, men teksten er ikke rokoko. Der findes på russisk et begreb, der hedder "rajoshnyj", hentet fra gøglerlivet. I korte, fyndige rim kommenteres, anbefales osv en eller anden ting. De fleste af teksterne her på siden er skåret over denne læst. For I kan få en smagsprøve, gengiver jeg denne og de næstfølgende tekster, inden jeg oversætter:
Ja s malyh let privytjki sej derzhusja:
Bez deneg nikakim krasavtsam ne ljubljusja:
A dlja pribytka ja so vsemi ne dika:
Za dengi ja ljubit gotova hot byka.
Og på dansk:
Fra ung af holder jeg ved denne regel:
Jeg elsker ingen ungersvend foruden penge,
Og kan jeg tjene på det, skyr jeg ikke hver en fyr,
For penge vil jeg elske selv en tyr.
Om der er dobbelt bund, ved jeg ikke, men jomfru Europa, blev i sin tid ledt på gale veje af Zeus, der havde forklædt sig som tyr.
Ah tjernoglaz potseluj hot raz
Tebja svet moj ne ubudet
No mne radosti pribudet.
Ak. sortøjede, kys mig bare en gang
Der går ingen skår af dig
Men jeg bliver gladere.
Hun siger:
Primi v ljubov k sebe
Ja vrutjusja k tebe
Hvis du tager mig i kærlighed
Giver jeg mig hen til dig
Næste lubok måler 36x29 cm og er fra anden halvdel af 1700-tallet.
Her er en galant scene fra et køkken, men læg også mærke til katten.
Jeg kan, før vi tager den bramfri tekst, ikke dy mig for at oversætte et par linjer om de mest "folkelige" fra min bog om lubki:
"Det bør bemærkes, at billeder og tekst på disse lubki er helt igennem ikke helt anstændige." Det står der minsandten, for selv ordet sjofel er åbenbart for sjofelt for stakkels Ovsjannikov. "Uden at føle sig det mindste beklemt, kalder billedernes skabere alle ting ved deres rette navn, idet de sandsynligvis går ud fra de kommende køberes meget uudsøgte smag."
Lad os nyde denne "meget uudsøgte smag" idet jeg gengiver teksten, som den står uden at rette fejl af den ene eller anden art.
Pozhaluj podi protj ot menja mne dela net do tebja
Prishol za zhopu hvatajesh blinov petj meshajesh
Za zhopu hvatat ne veljat dlja togo tjto bliny podgorat
Ja tottjas reson syshu skovorodnjom hvatjju
Mne hotja i stydno a te budet uzhe obidno
Ja vit vas ne zamaju a ne otojdjosh skovorodnikom zamaraju
Tvoja volja izvol bit daj tolko za zhopu hvatit
Ibo selo pokazalasja milenka tjto zhopka tvoja krutenka
Narotjno k tebe prishol i shasliv tjto odny doma nashol
Hoshja splosh vsego zamaraj rastvorom ja otogo ne budu zdorom
Tolko ljubov nado mnoj pokazhi vmeste soboju na postelju spat polozhi
Vær venlig og gå din vej, jeg har ikke tid til dig
Du kommer og griber mig i røven, forstyrrer mig i at lave pandekager
Hold op med at gribe fat i røven, så pandekagerne ikke brænder på
Jeg finder straks på råd...
Mere folkelig er teksten altså ikke, end at forfatteren ikke ved bedre ord end det franske "ræson"!
... og griber fat i panden
Jeg skammer mig i det mindste, men du får grund til at angre
Jeg piner...
Folkeligt?! Her skifter forfatteren fra tiltale i almindelig anden person ental til de fines nysindførte franske tiltale i anden person flertal.
... Dem jo ikke, og går du ikke din vej, sviner jeg dig til med panden.
Hvis du vil, så slå, men lad mig bare gribe fat i din røv
For den syntes mig vældig kær, at din lille røv var dejlig rund
Det er med hensigt jeg er kommet og jeg er lykkelig over at finde dig ene
Så svin mig helt til med blandingen, om du vil, jeg gør ingen vrøvl over det.
Vis mig bare lidt kærlighed, læg mig til at sove på sengen med dig.
Fra kønnenes kamp, skifter vi til kamp mellem raske drenge. Næve- og brydekamp hørte med til gammel russk skik. Især ved fastelavnfestlighederne blev der foranlediget sådan kappestrid, hvor mand sloges mod mand eller i form af "stenka na stenku", hvor to grupper, stillet op i række, gik løs på hinanden.
Her er det et gadeslagsmål, hvor et vesteuropæiseret par blander sig.
At den fine mand ikke bare ser til, fremgår af anden replik:
"S otvagoju popugaju tebja shpagoju!
Det kan kun han sige:
"Modigt skræmme jeg dig med kården".
Lad os også kikke lidt på damerne, der ikke havde det så nemt dengang. Kønsmoralen, især før ægteskabet, var streng, og til sikring af dyd og ære var der altid en hærskare af nævenyttige mødre, tanter og bedstemødre. Derfor kan det ikke undre, der udkom adskillige lubki, hvor uerfarne kvinder kunne lære, hvordan man gjorde de rette tegn ved hjælp af bånd i forskellige farver og kunstige skønhedspletter, "mushki" anbragt på rette plads i ansigtet.
"Register over farver og skønhedspletter", hedder den, om damen til venstre har bestået, er dumpet eller bare har vorter, ved jeg ikke.
Endelig, som overgang til sidste afdeling, dyreriget. Til for hundrede år siden var gøglere med bjørne en kær fornøjelse, og også bjørn i par med ged kendes, så derfor er næste lubok fra første halvdel af 1700-tallet ikke forunderlig: "Bjørnen og geden fornøjer sig".
Han, bjørnen, har bare hat på og spiller fløjte, hun, geden, er mere spændende. Hun er "siva", dvs, gråhåret, klædt i den almindelige lange kvindekjortel, sarafan, der ifølge teksten er mørkeblå, har små klokker på spidsen af sine horn og slår to skeer mod hinanden medens hun "pljashet", folkedanser "v prisadku", russerdans.
Sidste afdeling bliver den største, for den rummer alt muligt andet, om end på ingen måde alt muligt andet.
Denne lubok er klistret sammen af ni deltryk og måler 84x89 cm. Den er fra begyndelsen af 1700-tallet og er en slags kalender der blev meget efterspurgt.
I midten har I sol og måne, i hjørnerne de fire årstider og imellem dem dyrekredsens 12 tegn, der med tekst er koblet med oplysninger også om de tilsvarende måneder.
Det var i 1700-tallet
mode for fyrstehuse og
rigmænd i det hele
taget at have dværge og narre ved deres hof, eller i deres
hus.
Så de optræder på mangen lubok i
første
halvdel af århundredet.
Narren "Farnos med den røde tud" ridende på sit svin. Også denne tekst hører til dem, der fik Ovsjannikov til at dåne, men meget er der nu ikke at falde i svime over: "polny shtany nabzdel", "fes bukserne fuld".
Næste lubok fra anden halvdel af 1700-tallet er lavet over et kobberstik.
"Az jesm hmel vysokaja golova boleje plodov zemhyh",
"Jeg er humle høj-hoved mere (værd) end jordens (andre) frugter".
Sådan står der i ovalen i midterste rude øverst. Men denne selvros dækker over ni billeder, der viser drukkenskabs væmmelige følger:
Ruderne til venstre:
1: Fyrsten, 2: Præsten, 3: Købmanden 4: Arbejderen
Ruden i midten:
5: Kvinden
Ruderne til højre:
6: Hvordan man har tømmermænd,
7: Hvordan man drikker for at få hovedet klart,
8: Hvordan man fortsætter, når hovedet er klart,
9: Hvordan den kødelige lyst bliver overmægtig.
Derudover er der tre ruder med opbyggelig tekst.
Der var også efterspørgsel efter "rejseførere". Nedenunder er nok et kobberstik, der viser "Novgorod den Store, Ruslands gamle hovedstad". I ser over floden Volhov mod Kreml med den femkuplede "hellige visdoms" kirke.
Hvad kommunisterne levnede af denne pragt, blev næsten helt jævnet med jorden under krigen, hvor frontlinjen i to-tre år gik midt gennem byen.
Nedenunder ser Pantjushka og Sidorka med store øjne på Moskva.
Folk, der har været der, vil genkende klokketårnet "Ivan Velikij", "Lange Hans", kejserklokke og -kanon fra Kreml, Minin og Pozharskij fra den Røde plads, men ikke "Suhareva bashnja", Suharevtårnet, nederst til højree. Det faldt som så meget andet i trediverne for de kommunistiske barbarer.
Mindesmærket for de to gamle krigsmænd viser, at denne lubok er fra 1800-tallet, for det blev rejst 1818 og var Ruslands første verdslige mindesmærke.
For øvrigt er de to i dette efterår kommet til ny ære og værdighed, da man, læs Putins regering, har besluttet, at dagen for Moskvas befrielse for polakkerne i 1612 skal være hellig- og fridag. Til gengæld stryger man grundlovsdagen i december. Er nogen desorientalsk, er løsningen nem: Den ny dag ligger lige oven i kommunisterne og deres tilhængeres elskede revolutionsdag i november.
Men det er mere end tvivlsomt, om det er sundt for et land, at man således leger kispus med landets samlende dage.
Denne lubok viser en rigtig helt, en historisk tilforladelig person:
Jermak Timofejevitj, Sibiriens erobrer.
Endelig har vi her et eksempel på de lubki, der bragte nyheder til torvs. I ser Bernhard Gigli, en rigtig stor mand, som efter at have besøgt en række hoffer i Vesteuropa, nu omkring 1765 var på besøg i Rusland. Hans højde opgives til 3 1/2 arshin af godt 71 cm.
Jeg slutter af med to ting, der ikke er rigtige lubki, men forsider til rigtige bøger fra 1880erne. Til gengæld afspejler de glimrende det tillægsord, lubotjnyj, jeg begyndte med og de viser også den stærke sædvane.
I ser forsiden til en "sonnik", en bog om drømmetydning. Som der står for neden: "215 drømme eller forskellige ægyptiske og indiske vismænds og astronomers drømmetydning".
Dette er forsiden til en "gadatelnaja knizhka", en bog til at spå efter.
Det skete ved, man lod et eller andet korn, eller en eller anden kærne, falde på talskiven. Derefeter slog man op i bogen, som korn eller kærne lagde sig, og så sin skæbne for sig.