A. M. Gortjakovs tohundredårs jubilæum, som vi mindedes bredt for to år siden, var ikke blot en anledning til at yde hans historiske fortjenester for fædrelandet retfærdighed. Vigtigst var, at vi begyndte ikke bare at overveje, men også i praksis at anvende hans arv, som er i forunderlig samklang med de nuværende opgaver i Ruslands udenrigspolitik.

En realistisk bedømmelse af de internationale processer, de nationale interesser som fundament og en formåen at forsvare dem under de vanskeligste betingelser – disse, A. M. Gortjakovs grundlæggende principper for diplomatiet, bibeholder også i dag, i en hel anden historisk epoke, deres ikke forbigående betydning. Derfor er det lovmæssigt, at konklusionerne på det første Gortjakovseminar blev en organisk del af det, sig i Rusland formende, ny syn på realiteterne i det internationale samliv og Ruslands rolle i verdens affærer. Videre frem har dette fundet udtryk i en række konceptuelle dokumenter, af hvilke det vigtigste er det ny koncept for Ruslands udenrigspolitik. På nuværende tidspunkt befinder arbejdet med dette koncept sig i den afsluttende fase og det vil snart blive forelagt præsident V. V. Putin til godkendelse.

En varlig omgang med de foregående slægters erfaring er en af de bedste traditioner indenfor vort diplomati. Det er vigtigt at kunne se den foregående udvikling i verden ud fra et bredt historisk perspektiv, at bringe den i samklang med vort lands historiske udvikling og opgaver. Det er et nødvendigt orienteringspunkt for sikkert at kunne lægge Ruslands kurs i de internationale gøremål i den nuværende, nybrydende etape i vort lands og verdenssamfundets udvikling.

På skellet mellem årtusinderne gennemlever verden en dybtgående omformning, som i afgørende grad ændrer hele grundlaget for menneskehedens liv. Grundlæggende ændringer i samfundets økonomi og sociale struktur, meget store gennembrud i nøgleområderne indenfor den videnskabelig-tekniske udvikling, skabelsen af et fælles verdensomspændende informationsrum fører til at der skabes en ny type menneskelig civilisation.

I sin tid skrev dr. Nehru:
"Vi ser to processer foregå i verden… Den ene er et fremskridende samarbejde, en voksende fornuft ved opbygningen af civilisationens bygning. Den anden er ødelæggelse, omstyrtning af alt i verden, er forsøg på menneskehedens selvmord. Hvilken af dem vil sejre?"

Med afslutningen af "den kolde krig" skabtes alle forudsætninger for, at netop den første proces kunne sejre, grundfæstet på et enigt verdenssamfund, der solidarisk og retfærdigt løste internationale problemer og med lige sikkerhed for alle medlemmer af verdenssamfundet.

Imidlertid har det virkelige liv vist sig at være betydeligt mere indviklet. I stedet for gamle udfordringer er kommet ny trusler, en hel række problemer, som ikke fandt deres løsning i foregående epoke er blevet skærpet. Der er sket en forøgelse i afstanden mellem rig og fattig, det være sig i enkelte lande, som i verden som helhed. Problemerne omkring miljø, befolkning, migration, infektionsbekæmpelse og meget andet stiller verden overfor et spørgsmål, der er fyldt med uro og dramatik: Er den i stand til at kontrollere sig selv, så den i en god sags tjeneste kan bruge sig selv til en hurtig opbygning af civilisationen uden at løbe risiko for at blive stranguleret af sine negative "bifænomener"?

Heller ikke har de forhåbninger vist sig rimelige, at der til afløsning af den bipolære konfrontation automatisk ville komme partnerskab i den internationale stabilitets interesse. Og mere end det. Magt som en faktor har ikke mistet sin betydning, den har blot ændret retning. Der er opstået en række ny arner for spænding, deriblandt tæt på Ruslands grænser.

Der består stadig et statsligt militært-politisk kapløb på regionalt niveau. På baggrund af alt dette har problemet med spredning af masseødelæggelsesvåben og fremførelsesmidler dertil fået ny dimensioner.

Til sidst, og denne bitre kalk har Rusland måttet drikke fuldt ud, er der sket en brat forøgelse af truslen fra den internationale terrorisme, der er tæt knyttet med aggressiv separatisme, national og religiøs intolerance samt organiseret kriminalitet.

Alle disse udfordringer antaget en særlig farlig karakter i forbindelse med globaliseringen, der er nutidens dominerende udviklingstendens. Netop de forbryderiske sammenslutninger og de internationale terrorister var først med hurtigt at udnytte globaliseringen.

Samtidigt er det positive potentiale ikke begyndt i fuldt omfang at komme til udfoldelse. Det er jo i vore dage som regel kun et forholdsvist lille del af menneskeheden i de udviklede lande, som kan udnytte goderne ved globaliseringen. Under disse forhold er et klart. Hvis ikke globaliseringen skal blive en tidsudløst mine under den internationale stabilitet, må der i hele menneskehedens interesse skabes effektive mekanismer til kollektiv styring af de verdensomspændende processer.

For at sige det kort, det er nødvendigt med en nutidig verdensorden, som tager hensyn til alle stater og regioner.

Imidlertid er bevægelse i rigtig retning også her overhovedet ikke givet eller garanteret. Overgangen til et nyt internationalt system for internationale forbindelser har antaget en indviklet og langtrukken karakter. Herved støder modsatte tendenser og kræfter sammen.

Desværre er der i Vestens politik i de sidste to-tre år fremtrådt en bestræbelse på at opbygge en enpolær verdensorden, domineret af en snæver gruppe højt udviklede lande under ledelse af USA. Vi ser igen et tilbagefald til den "magtens selvtilfredshed", hvorved egen økonomisk-finansiel og militær magt betragtes som tilstrækkeligt grundlag for at påtvinge resten af verden egne recepter.

Der foretages forsøg med at mindske den suveræne stats betydning som det grundliggende element i internationale forhold, at bringe ny koncepter af typen "humanitær intervention" i internationalt omløb til retfærdiggørelse af ensidige magtdemonstrationer, der finder sted under omgåelse af FNs sikkerhedsråd. Og man er begyndt at anvende demokratiets og menneskerettighedernes basale værdier efter en dobbeltstandard – "Hvad er tilladt for Jupiter, er ikke tilladt for oksen."

Som afspejling af filosofien om enpolaritet må man ligeledes betragte også de skridt, som objektivt kan føre til en undergravning af strategiske stabilitet. Dette vedrører først og fremmest USA's planer om i modstrid med traktaten om PRO 1972, grundlagenes grundlag for hele det nuværende system af våbenbegrænsende - og afrustningsaftaler, at skabe et nationalt system til forsvar mod raketter.

I Europas affærer finder den enpolære logik sin fremtrædelsesform som NATOcentrisme, et forsøg på at udbygge et system til europæisk og international sikkerhed på et militært-politisk forbund. En sådan tilgang tager ingen hensyn til interesserne for de europæiske stater, der ikke indgår i forbundet, er i modstrid med den af Vesten selvantagne ide om et demokratisk Europa.

Kossovokrisen har vist, hvad den slags ensidige koncepter for verdensordenen fører til. Ikke bare svarer bestræbelsen på at opnå enpolaritet ikke til en eneste af nutidens udfordringer, men tværtimod, den destabiliserer i endnu højere grad forholdene i verden, forstærker mistroen og skaber ny skel og delingslinjer.

Derfor er det alternativ, som vi foreslår, at opbygge et demokratisk, mangepolært internationalt system, ikke bare en grille eller et tankespind. Som grundlag har det en objektiv bedømmelse af realiteterne. Som i den levende verden, hersker i menneskets civilisation loven om mangfoldighed, som garant for dens overlevelse. Selvfølgelig er staternes interesser overordentlig forskellige, at bringe dem på fællesnævner vil være en indviklet og arbejdskrævende proces. Men anden vej gives simpelthen ikke. Forsøget på at jage alt og alle ind under en eneste civilisationsstandard er perspektivtløst og antihistorisk. Når vi fremlægger vort koncept for en verden i 21 århundrede, søger vi ikke anledning til kappestrid, men foreslår i fællesskab at søge veje til at gøre verdensprocesserne mere styrbare og sikre den for alle stater i lige mål nødvendige stabilitet i verden.

Nøglen til en løsning på mange samtidige problemer ligger i en aktiv udnyttelse af mangesidige mekanismer til at reagere på de globale udfordringer. Herved er det ganske klart, at øverst på den ny arkitektur for international sikkerhed skal være FN, som en enestående, i meget stående uden alternativ, mekanisme til sikring af fred og sikkerhed. Selvfølgelig forudsætter dette en styrkelse af FNs fredsskabende muligheder og i første række af Sikkerhedsrådets rolle og ansvar.

Det næste led i dette ny internationale system ville være et samarbejde mellem FN og regionale organisationer, for eksempel OBSE, der er skabt for at sørge for sikkerhed i enkelte regioner. Til sidst, som "pyramidens" grundlag, et system af staternes tosidede forhold og som sammenbindende element for hele konstruktionen en ufravigelig overholdelse af folkerettens normer og principper.

I dag giver livet selv stadig flere bekræftigelser på, at  en sådan model for opbygning af verden i højeste grad ville være svaret til det internationale samfunds globale interesser. I ikke mindre grad svarer den også til vore egne interesser.

De pågående ændringer i verden er falder sammen med en af de sværeste, men en uundgåelig, perioder i Ruslands hundredårige historie, en periode forbundet med overgangen til demokrati og markedsøkonomi. Det betyder, at vi bør bygge en udenrigspolitik, som ikke blot kan reagere adækvat på verdens processer, men også kan tjene som effektivt instrument ved løsning af opgaver i den indre udvikling.

Med andre ord, den bør være orienteret efter en konsekvent realisering af de nationale interesser. Det vil sige at drage omsorg for statens tilforladelige sikkerhed, suverænitet, og territoriale ukrænkelighed, at skabe gunstige ydre betingelser for den fremskridende udvikling, vækst i økonomien, styrke det borgerlige samfund, forsvare vore borgeres og landsmænds rettigheder og frihed.

Netop disse principper er lagt til grund for konceptet for Ruslands ny udenrigspolitik. Det er først og fremmest orienteret mod et aktivt, og hvor nødvendigt også hårdt, forsvar for landets interesser på den internationale arena. En sådan tilgang har intet at fælles med national egoisme eller selvisolering. Den strider heller ikke mod den linje der hedder målrettet integration i de demokratiske staters samarbejde og i verdensøkonomien. Hvilke vanskeligheder der end måtte være i det gensidige forhold til disse eller andre lande, vil grundlaget for vor politik forblive kursen mod partnerskab og søgning af gensidig antagelige løsninger på alle også de mest indviklede problemer.

Det ny i konceptet er først og fremmest en realistisk tilgang ved vurderingen af verdenssituationen og vor egne udenrigspolitiske resurser. Vi stiller os ikke som opgave, at Rusland skal være til stede overalt i udenrigspolitikken for tilstedeværelsens egen skyld.

Samtidig sigter konceptet mod at gennemføre en dynamisk udfarende udenrigspolitik overalt, hvor dette kan bringe mærkbare resultater. Det klareste eksempel herpå er vore nylige initiativer med skridt indenfor international sikkerhed og afrustning. Rusland har med ratificeringen af aftalen SNV-2, pakken med New Yorkaftalerne 1997 om PRO og aftalen om et altomfattende forbud mod forsøg med kernevåben, fremlagt et realistisk alternativ til et brud på verdens strategiske stabilitet.

Ydermere har vi fremlagt et program for konkret handling, der indbefatter en videre, dybtgående reducering af de strategiske angrebsvåben, forholdsregler til forebyggelse af masseødelæggelsesvåbnenes og deres fremføringsmidlers udbredelse. Herved lægger vi ikke skjul på, at en gennemførelse af dette positive program kun vil være mulig ved en opretholdelse af aftalen om PRO. Et brud på denne aftale vil uvægerligt tvinge Rusland til at tage passende skridt til opretholdelse af sin sikkerhed.

Der er endnu et principielt moment. Det er nødvendigt at gennemføre en geografisk afbalanceret politik med flere vektorer. Med iagttagelse af Ruslands enestående geopolitiske placering skal en passende plads heri påhvile forbindelserne med alle verdens nøgleregioner.

Her er den centrale retning, selvfølgelig, samarbejdet med landene i SNG. Det vil hvile på en videreudbygning af de gode naboforbindelser og det strategiske partnerskab med de samarbejdende lande, en uddybelse af de gensidigt fordelagtige integrationsprocesser. Herved vil vi handle realistisk, idet vi forudsætter en modsvarende åbenhed og beredvillighed fra vore partnere i SNG til på skyldig vis at tage hensyn til Ruslands interesser.

Vor anden traditionelle prioritet er Europa. Til forskel fra A. M. Gortjakovs tid, da europæisk politik byggede på en omskiftelig, meget usikker ligevægt mellem nogle få stater, er det nu nødvendigt at få skabt et afbalanceret system for fælleseuropæisk sikkerhed og samarbejde.

EU er en vigtig økonomisk og politisk partner for Rusland. Vi er interesseret i et langfristet strategisk samarbejde med dette forbund. Aftalen om partnerskab og fælles strategier for udbygning af forbindelserne er et godt grundlag herfor. Opgaven består i, uden at lade sig aflede af kunstige problemstillinger og irritationsmomenter, konsekvent at fylde vore forbindelser med EU ud med praktisk indhold.

Idet vi bedømmer NATOs rolle realistisk, er vi beredt til at opbygge konstruktive forbindelser med det, forbindelser, der kunne spille rollen som en væsentlig faktor ved opretholdelse af kontinentets sikkerhed og stabilitet. Men selvfølgelig vil i perspektiv en sådan udbygning af forbindelserne afhænge af om partnerne ubetinget overholder de forpligtigelser, de har påtaget sig, først og fremmest ved den grundlæggende traktat mellem Rusland og NATO. Det var netop dette, vi lod os lede af, da vi begyndte at konsekvent optø de, som følge af de kendte begivenheder på Balkan, nedfrosne forbindelser med forbundet.

Vi er ligeledes rede til at fortsætte en aktiv dialog med USA. De sidste otte år har de russisk amerikanske forbindelser gennemgået forskellige etaper, herunder også temmelig modstridende. Og dette til trods er balancen i det store og hele positiv. Det vigtigste er, at der nu mellem Rusland og USA er ved at blive skabt en ny atmosfære, der tillader i fællesskab at søge og finde løsning på ofte de mest indviklede problemer. Det er principielt vigtigt fremover at bevare denne positive dynamik og udelukke forbigående, konjunktionale omstændigheder.

På skalaen over Ruslands udenrigspolitiske prioriteter er Asiens betydning voksende. Her er vore grundlæggende orienteringspunkter en videre integration i ATRs strukturer for økonomisk samarbejde og en initiativtagende rolle ved befæstelsen af den regionale sikkerhed. Også fremover vil vi gå videre ad den vej, der fører til en konsekvent udvikling af de gensidige forbindelser med de førende asiatiske lande, først og fremmest Kina og Indien. Vi vil fortsætte den aktive linje ved at opbygge forbindelser byggende på partnerskab med Japan.

Rusland har heller ikke til hensigt at forsmå gensidigt gunstige forbindelser med Afrika og Latinamerika. Vi vil konsekvent arbejde på at udvikle det økonomiske samarbejde og den politiske dialog med disse kontinenters stater og integrative sammenslutninger.

I alle tilfælde vil fællesnævneren for vore udenrigspolitiske bestræbelser være at skabe gunstige betingelser for kunne gennemføre de indre reformer med succes. I den forbindelse kan man om vort koncept med Gortjakovs ord sige:

"Indenfor hvilket område vi end bygger vore antagelser, det være sig Europa eller Østen, kommer vi til en konklusion, for sin sikkerheds skyld, som ligeledes for sin styrke på den udenrigspolitiske arena… og ligeledes i verdensfredens og den almindelige ligevægts interesse er det Ruslands vigtigste opgave at gennemføre de indre reformer af hvilke Ruslands og alle de slaviske folks skæbne afhænger. Således er grundlagenes grundlag for vor politik."

For nu går Rusland ud på en kvalitativt ny og ansvarsfuld etape i sin udvikling. Der foregår en konsekvent forening af det russiske samfund på grundlag af demokratiets basale værdier og styrkelse af det demokratiske samfund. Landet træder ind i en langvarig periode med politisk og økonomisk stabilitet. Alt dette skaber reale muligheder for at opbygge Ruslands langsigtede strategiske linje på verdensarenaen, en linje der bygger på samarbejde og det afstemte, fælles arbejde af alle magtens grene, af alle der er delagtige i vort lands internationale virke.

Jeg er overbevist om, at også dette seminar, samlet som det har en så repræsentativ kreds af deltagere, vil blive endnu et skridt fremad mod konsolidering af vor offentlige menings tilgang til Ruslands udenrigspolitik, en tilgang byggende på de historiske traditioner og principper, som vi med rette forbinder med navnet på en af stolperne i russisk diplomati, Aleksandr Mihajlovitj Gortjakov.

Jeg takker for opmærksomheden.

Gortjakov A. M. –1797-1883,
fyrste: russisk diplomat, udenrigsminister 1856-82 og statsmand, kansler 1867-83.

"Hvad er tilladt for Jupiter, er ikke tilladt for oksen."
Latinsk citat, der går tilbage til den græske myte om Zeus, der omskabte sig selv til en okse, for at kunne bortføre den dejlige jomfru Europa. Myten har fået brunst til at gå op i kunst utallige gange, folkekære er især malerierne.

Europa, EU, fælleseuropæisk!
MID, det russiske udenrigsministerium anser Rusland som værende en del af begrebet Europa.

De russiske forkortelser er ikke "oversat" til NATO-dansk. De enkelte tilfælde, f. eks. FN, hvor vi har fået lov til fortsat at bruge vort modersmål, er russisk oversat til dansk.

MGIMO: Moskvas Statslige Institut for Internationale Forhold.
PRO: Antiraketforsvar, ABMD
SNG: Fællesskabet af Selvstændige Stater
OBSE: Organisationen til Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE
SNV: Strategiske Angrebsvåben, START
ATR: Den asiatiske - og Stillehavsregionen, APR

Årtusinde: Det kan bemærkes, at man i Moskva, står fast på det oprindelige indhold af begrebet.

Tilbage til Ebbe

Spindel