BRUDSTYKKE
rejsestemning fra den gruzinske hærvej





Pushkin, her som han tegnede sig selv i et album 1829, havde en guddommelig gave i sin uovertrufne evne til at rime. Men han kom ikke sovende til det, alt i hans værker er eftertænk og udvalgt,
for han kunne tøjle sin pegasus, om det var nødvendigt.
Følgende otte små linjer viser det alt samment og er blandt de smukkeste, han har skrevet:
Bag digtet gemmer sig følgende:

I 1820 blev Pushkin forvist til Odessa, den ny russiske by ved Sortehavet,
og derfra foretog han en rejse til Kaukasus, der gjorde et uudsletteligt indtryk på ham.
Det er en historie for sig, men nederst på denne side får vi brug for at vide,
han under denne forvisning gennemlevede i hvert fald to alvorlige forelskelser.

Tidligt 1829 friede han til en af Ruslands skønneste kvinder og fik en kurv,
hvorefter han tog til Kaukasus, hvor en krig med tyrkerne var i gang.
Den høje, nordlige Kaukasuskæde overvandt han ad den Gruzinske hærvej,
der på godt to hundrede kilometer fra Vladikavkaz slynger sig op i skyerne langs Terek
til passet Krestovyj i 2400 meters højde og derfra følger floden Aragva nedad mod Tbilisi.

Ikke længe efter selve passet kommer man til Gadauri, en landsby i højfjeldet,
der ligger på kanten af en kløft, hvor Aragva løber i sin flodseng få kilometer væk vandret og en kilometer væk lodret. Det må være her, eller på den stejle vej ned mod floden Pushkin er stoppet op og har skrevet sit digt.

Отрывок:

На холмах Грузии лежит ночная мгла;
Шумит Арагва предо мною.
Мне грустно и легко; печаль моя светла;
Печаль моя полна тобою,
Тобой, одной тобой... Унынья моего
Ничто не мучит, не тревожит,
И сердце вновь горит и любит — оттого,
Что не любить оно не может.

1829

Brudstykke:

På Gruziens høje ligger nattemørket;
Aragva støjer foran mig.
Jeg er trist og let til mode; min sorg er lys;
Min sorg er fyldt med dig,
Med dig, med ene dig...
Intet forstyrrer, intet ængster mit vedmod,
Og hjertet brænder og elsker på ny — fordi
Det ikke kan lade være med at elske.

1829

Som sagt, er digtet med Pushkins egne ord et brudstykke, og det oprindelige digt er mere end dobbelt så langt.
Men et er at skære ind til benet, flæsk og sener væk, et andet er at blive ved, til rette udtryk er fundet.
De første to verslinjer, samt den femte, der synes så ligetil og uundgåelige, var slet ikke så nemme at finde.
Der kendes to tidligere udgaver af dem:

Все тихо; на Кавказ идет ночная мгла;
Восходит звезды надо мною.

На холмах Грузии ночная тень легла;
Шумит Арагва предо мною.



Я снова юн и твой, — унынья моего

Тобой, одной тобой... Мечтанья моего

Alt er stille; nattemørket går mod Kaukasus
Over mig står stjernerne op.

På Gruziens høje har nattemørket lagt sig
Aragva støjer foran mig.



Jeg er på ny ung og din, — mit vedmod

Med dig, med ene dig... Min drøm

Med ændringerne sker flere ting.
For det første fjernes verberne "går" og "står op", der skaber bevægelse og dermed uro.
Med samme hensigt bliver "har lagt sig" til "ligger".
I femte verslinje fjernes "jeg" fra digtet, så forfatteren kun fremtræder indirekte,
og de vage "dagdrømme" vrages for "vedmod", der sammen med "trist" og "sorg" giver ledetråden i digtet.
Endelig beslutter Pushkin at genbruge sidste halvdel af tredie verlinie,
og med et har vi de helt utrolige er vers 3-6, hvor Pushkin:

sætter "og" i en modsætning i stedet for "men",
ligestiller to uforenelige begreber og får "lys sorg",
priser sin kvinde ved at gøre hende til sorgens moder,
gentager, som i mangel af bedre, bare samme ord tre gange.

Så så let som ingenting får han derved folk til at være med på,
at det er bedst at lade vedmod være i fred,
selv om de til daglig gør alt for at aflede alverdens triste tanker og følelser

Endelig er der det rytmiske fif mellem vers syv og otte.
Tale og vane vil gøre ophold før "ottogo",
men Pushkin tvinger til ophold efter og dermed læseren til at vågne op.

***

Pushkin var, som man så pænt sagde det, en levemand,
hvilket på almindelig nutidsdansk betyder, han lagde alle de kvinder ned, han kunne komme til.
Her er der ikke tale om underklassens kvinder, som han uden skrupler brugte efter behov,
men om "damer", adelens kvinder, gifte som ugifte, og det er egentlig bemærkelsværdigt,
at Pushkin efter så mange års flænghor kunne nære så dybe følelser for en af de mange.

Hvem, der fremkaldte denne "lyse sorg", ved man ikke.
Der er gættet på tre forskellige.
Natalja Gontjarova, hans tilkommende kone, hende med den nylige kurv,
samt de to ungdomselskede, Marija Volkonskaja og Marija Rajevskaja,
men egentlig er det underordnet.
Hvem det end måtte være, har hun givet anledning til et mesterværk.

Nedenunder finder I håndskriftet med tidlig udgave 2.


 

Tilbage til Ebbe

Spindel