|
|
|
|
H. C. Andersen i
Rusland: En rigtig prinsesse, vor Alexandra, var i Moskva i sidste uge i forbindelse med festligholdelsen af Andersens tohundredeårsdag. Den strakte sig over hele ugen og prinsessen påstod at være svært begejstret. Joh, Andersen er en stor mand i det russiske, "velikij skazotjnik", den store eventyrfortæller, kalder de ham. Men det er jo at foregribe begivenhederne, lad os gå 178 år tilbage og se hvordan det hele kom i stand. 1827 var Andersen flyttet til Helsingør og skrev det år et digt, som skulle gøre ham kendt langt uden for landets grænser. En og anden af jer har vel set Den unge Andersen og ved allerede, jeg nu vil sige "Det døende barn." Det virker nok noget rørstrømsk i dag, men tidsånden var en anden den gang, og mange følte som fru Meisling ved dette digt. En af dem var en dansktalende tysker på vej til Baltikum, til det tysktalende Libau i Rusland, nu den lettiske havneby Liepaja. Ludolph Schley faldt ikke blot for digtet, han oversatte det og fik det trykt før Andersen fik digtet trykt i Danmark. Og tyskerne læste digtet som Schley, og Andersen blev en kendt størrelse i den tysktalende verden. Der er dog ingen tegn på, at de russisktalende, trods det indflydelsesrige tyske mindretal, lagde mærke til digtet, men 10 år senere skriver Andersen i et brev til Henriette Hanck, at "et russisk tidsskrift skriver pænt om mig." Russiske forskere har ikke kunnet finde en sådan selvstændig artikel, men året før havde et tidsskrift bragt en fra fransk oversat artikel om Andersen, og fra nu af var navnet Andersen i hvert fald kendt af det russiske læsende publikum. Fransk og tysk var de to russiske hoveddøre til Vesteuropa dengang, men de havde også en bagindgang, så at sige. Fra 1807 havde Finland været en delvist selvstyrende del af Rusland og i 1840-erne kastede den svensktalende professor Groth sine øjne på Andersen, hans søster læste med og oversatte fra svensk i 1845 det første eventyr til russisk: Metalsvinet. Hun kaldte det Bronzovyj vepr, der betyder Broncevildsvinet og fik det trykt i. Sovremennik, et meget læst og respekteret tidsskrift, og der kom tillige hendes oversættelse af Improvisatoren. Lige en sidebemærkning for de russiskkyndige: I dag er eventyret kendt som Bronzovyj Kaban, hvor sidste ord også betyder vildsvin, men er mere brugt. Derefter dukkede flere og flere oversættelser op, alle tredjehånds. Men de blev læst, blev taget op af de ledende kritikere, Tjernyshevskij, Dobroljubov, de første, Verdens dejligste rose og Der er forskel, blev forbudt af den kirkelige censur. H. C. Andersens selvstændige barnetro kunne også i Danmark falde en lærd præst for brystet. Der var efterhånden mange højtuddannede damer i Rusland og under ledelse af to: Trubnikova og Stasova tog en hel gruppe fat på at oversætte Andersen fra ny og fra tysk. 1863 kom en stor udgave, der blev så godt modtaget, at damerne 1867 udsendte en forøget andenudgave og året efter et helt nyt bind, som de med 1867 udgivelsen sendte til deres helt. Boggaven og det medfølgende brev gjorde Andersen meget glad, selvfølgelig, han higede hele livet efter mere anerkendelse. Men inden jeg ser på hans svar, vil jeg lige give jer begyndelsen af damernes brev: Hr. professor og ridder. Kan I knække den nød?! Løsning: For at give Andersen fast grund under fødderne havde staten udnævnt ham til professor, han satte aldrig sine ben på universitetet, og i lighed med mangen en udenlands fyrste havde man anbragt orden på hans bryst, her af slagsen Dannebrog. Andersen forstod godt, hvad damerne mente og blev som sagt kisteglad, men derudover skrev han i sin tak om sit forhold til russisk litteratur og det er ulige mere spændende. Han fortæller, at han kender den russiske litteratur fra Karamzin og Pushkin til nutiden. Det var ikke pral, for et par år før havde søstrene Mandershtern, som han havde mødt i Schweiz, sendt et originalmanuskript af Pushkin og han havde takket dem ved at betegne dette håndskrift som en skat. Andersen må have fulgt med over tyske oversættelser, for som der ikke var russiske oversættelser fra dansk, var der heller ikke endnu oversættelser den modsatte vej. Jeg fandt et sjovt tegn på dette, da jeg kikkede efter russiske motiver i Andersens eventyr og fandt to med klar forbindelse til Rusland: Paradisets have og Portnerens søn. I det første sidder den forfrosne kongesøn hos vindenes moder, da nordenvinden kommer hjem; "Fra Polarhavet kommer jeg," sagde han, "jeg har været på "Beeren-Eiland", der har vi det tyske, øen ligger syd for Svalbard, var den gang ingenmandsland, men er nu norsk og hedder Bjørnø, men videre: "været med de russiske Hvalrosse-Fangere. Jeg sad og sov på Roret, da de sejlede ud fra Nordkap! når jeg imellem vågnede lidt, fløs Stormfuglen mig om Benene!" Derefter følger en meget blodig skildring af massemord på hvalrosser. Den slutter således: "Så har du jo gjort ondt!" sagde Vindenes Moder. Hvad nordenvinden svarer, må I selv finde ud af. Mere Rusland er der i det andet eventyr: Generalsdatteren, den lille Elise ligger for døden, men portnerens søn kan mere end sit fadervor: "Georg tegnede Billeder og sendte hende; han tegnede Czarens Slot, det gamle Kreml i Moskau, der har vi det tyske som omdrejningspunkt igen, accurat som det stod, med Tårne og Kupler, de saae ud som kæmpestore, grønne og forgyldte agurker, i det mindste på Georgs Tegning. Det fornøjede så meget den lille Emilie…" Andersen har set tegninger af Moskva, det er klart, men her beskriver han Pokrovskij Sobor for enden af den Røde Plads ikke Kreml, der hverken har gejstlige eller verdslige bygninger af det udseende. Nogle år senere i eventyret, da drengen er blevet en kendt arkitekt og professor, dukker motivet op igen: "Georg blev vel omtalt i Kælderen, han blev vel omtalt på første Sal; den gamle Greve tillod sig det. Man talte om Rusland, om Moskau og så var man jo ved Kreml, som lille Georg engang havde tegnet til Frøken Emilie…" Så Andersen og Rusland kendte altså hinanden igennem tysk, men noget var allerede i gære: 1846 fødtes i København Peter Emanuel Hansen, som viste sig at være en opvagt knægt. Han havde sans for andet end det daglige brød, man ved, at han som ung har set den store Andersen i det kongelige, og 1869 sendte han Andersen et takkebrev efter en oplæsning i Studenterforeningen. Men i 1871 sendte Store Nordiske ham som afdelingsleder til Sibirien, hvor han blev i ti år og kom til at tale flydende russisk. Den russiske stat fik kik på ham, og han blev, nu under navnet Pjotr Gotfridovitj Ganzen, udnævnt til leder af uddannelsen af telegrafister i Peterburg. Derefter gik karrieren stejlt opad til rang af virkelig statsråd, dvs, general og adelskab. Han hører, som den mere kendte Kofoed, til de danske i russisk tjeneste, der det sidste halve hundrede år før sammenbruddet forgæves sled og slæbte for at forny og forbedre Rusland inde– og nedefra. Men han huskes i Rusland for noget helt andet, han er eneste danske, der er optaget i det russiske forfatterleksikon, og der er i dag enighed om at erkende hans uvurderlige rolle som formidler mellem Rusland og Skandinavien. Det hænger en del sammen med et heldigt ægteskab. 1869 fødtes i den lille provinsby sydøst for Moskva, Kasimov, et navn der emmer af historie, en pige, Anna ind i en gammel købmandsfamilie med det superrussiske efternavn Vasiljev. Skæbnen ville at familien også flyttede til Peterburg i firserne og der mødtes de to så i en dans og giftede sig. Anna gik sprogligt i lære hos Peter, og de begyndte for alvor at oversætte. Peter havde i forvejen allerede oversat til dansk, men nu tog de fat også den modsatte vej, Ibsen, Strindberg, Brandes, Kierkegaard, med et åbnede de nordiske sprog sig for de russiske læsere. Også Andersen kom 1894-95 i fire bind, der rummede alle de eventyr, det er langt de fleste, de havde kendskab til, Improvisatoren mm. De fire bind vakte berettiget opsigt og fik megen ros, og den dag i dag er den almene opfattelse derovre, at Andersen og Ganzen er uadskillelige. Fra deres oversættelse er mangen formulering blevet bevinget. "Gadkij utjonok", "Grim ælling", "Golyj korol", "en nøgen konge". Denne sidste er sjov. Andersen skrev om en kejser for ikke at få vrøvl med en enevældig dansk konge og Ganzen oversatte til konge for ikke at få vrøvl med en enevældig russisk kejser. Peter Gotfridovitj blev en respekteret mand i den russiske forfatterverden, Tolstoj og Gontjarov var blandt hans bekendtskaber. Tjehov forærede de fire bind til biblioteket i sin fødeby og sølvalderens store digter, Blok, skrev 1907 i sin dagbog: "Jeg har i lang tid ikke læst andet end ham", Andersen altså. Men eventyret ender ulykkeligt. Ved revolutionen splittedes familien. Peter vendte hjem til København, hvor han døde 1930. En datter og en søn bosatte sig i Riga i det ny Letland, to sønner gik til grunde. Det viser meget om Sovjet, at det den dag i dag er svært at få tilforladelige oplysninger om Ganzens. Jeg skriver fem børn og to sønner efter den kilde, jeg regner mest, men de fleste har fire og en. Anna, der levede til 1942, forblev med en datter i Peterburg. Men en ulykke kommer ikke alene, sådan siger vi, ulykken er kommet, åbn porten på vid gab, siger russerne og det gik som sagt, efter borgerkrigens rystelse fulgte 70 års åndeligt mørke, der også kastede skygger over de fire bind. Inden jeg tager hul på det, må jeg nok lige prøve at forklare, hvorfor Ganzens oversættelser er så meget bedre end de mange andre, der senere er lavet af folk med fine filologiske titler. Svaret er i virkeligheden ret enkelt. Peter kendte det Danmark, Andersen skrev om, og ønskede kun at gengive så tro som muligt, hvad Andersen skrev. Intetsteds har jeg fundet tegn på han har gjort Andersen bedre, mildere, lykkeligere eller hvad oversættere ellers kan finde på. Og i tandem var Ganzen urørlige, Peter sikrede, der ikke blev gjort vold på Andersen, Anna sikrede et kernesundt russisk, der levede op til kravet. Der er forsøgt mange nyoversættelser siden, men jeg har ikke fundet nogen der gør det bedre, men derimod mange, der gør det dårligere. Meget tit afspejler det sig i titlen. Klods Hans hedder hos Ganzen meget naturligt "Gans Tjurban", men en ny oversætter kalder eventyret "Duren Gans", hvor I kan vælge mellem to lige dårlige forståelser: "Dumme-Hans" eller "Tølper-Hans". Rekorden er nyoversættelsen af "Hvad man kan hitte på", som Ganzen oversætter lige ud ad landevejen: "Tjto mozhno pridumat". Men en ny oversætter har på universitetet lært noget spændende, der ligner, og digter: "Tjego tolko ne pridumivajut", hvilket oversat tilbage giver den forbløffende titel: "Hvad man dog hitter på". Jeg vender tilbage til emnet lige om lidt. Men lige et par ord om kommunisterne og litteraturen. Den var for dem en brugsgenstand, der, som alt andet, skulle opbygge kommunismen. Det betød, at det, der ikke var opbyggeligt nok, blev forbudt, hvis det var muligt, eller hvis ikke, blev beskåret så de passede til formålet. Oversat til Ganzen, betød det. at for eksempel Kierkegaard og Brandes forsvandt fra boghylderne, de var ikke værende, måtte end ikke omtales i det daglige. Andersen stilling var imidlertid så stærk, at et alment forbud var umuligt, så man differentierede ham, som min matematiklærer ville have sagt. En lang række eventyr med for religiøst, idealistisk præg, forsvandt, blev aldrig genoptrykt: "Paradisets Have", "Englen", sådanne titler siger sig selv, men også "Noget", "En historie" og "Klokken" faldt i den skuffe. Mange andre nøjedes man med at skære i, Ganzen fik hugget hæle og klippet tæer og nyoversættelserne sprang bare over de farlige formuleringer. "Ole Lukøje" er ganske vist ikke særligt religiøst, men døden er for synlig og for væmmelig og i søndagsafsnittet skar man ham ud. Tilsvarende forsvandt døden fra "Dyndkongens datter" og "De vilde svaner" blev renset for såvel død, som Gud. Der var også for meget Gud i "Snedronningen", og til slut lige sidste sætning fra Den lille pige med svovlstikkerne: De sidste fem ord er de eneste, jeg har fundet, hvor Ganzen rammer lidt ved siden af. Ordene er nemlig Andersens omskrivning af Mattæus 25, 21 om den tro tjener, som indbydes til at "gå ind i din Herres glæde", eller på russisk: "vojdi v radost gospodina tvojego". Men Ganzen dækker dog meningen, selv om de har overset citatet, men det kan være meget værre. En nyere oversættelse har her: "vstretili Novogodneje Stjastje". Der betyder noget i retning af: "de fejrede nytårslykke". Men lad os tage kurs mod slutningen. I 2003 skrev Ksenija Rozdestvenskaja en meget spændende artikel om, hvordan denne amputation af Gud og død hos Andersen havde virket på en opvakt seksårig. Den hedder: "I virkeligheden er jeg død" og første sætning rammer som et kølleslag: "Frygt Christian Andersen var hans navn", men det er ikke et angreb på Andersen, men på det forkvaklede livssyn, hun voksede op med. Men en gang imellem var kommunisternes brug af Andersen ganske morsom: "Den grimme ælling", sagde man, var "oblitjenije meshanstva i aristokratii", dvs, en afsløring af "småborgerlighed og aristokrati". "Det er ganske vist" var "kartinka datskoj zhizni", dvs, "et billede af livet i Danmark". "Den lille pige med svovlstikkerne" viste: "zhizn bolshogo goroda", dvs "livet i storbyen". Og på deres egen sære måde gjorde de også meget ud af Andersen, brugte ham til at skabe ny kunst. Man bragte ham, om end forvansket, ud til masserne. Der er lavet mængder af tegne- og dukkefilm over Andersen og fra 1930erne begyndte Jevgenij Shvarts at bruge Andersens eventyr på teatret og hans udgave af "Skyggen" er meget berømt. Lad mig til slut gøre status, her 15 år efter Sovjet. Det kan sammenfattes sådan: Andersen er befriet og kommercialiseret. Han udgives som aldrig før, men meget ofte i de nemt tilgængelige sovjetvarianter. Men de ved godt derovre, at den er gal og bevidste købere går ikke bare efter Ganzen, men ser efter hvilken Ganzen, Sovjet-Ganzen eller den rigtige, man har optrykt. Det er derimod en udelt glæde at se Andersen indtage en stor plads i undervisningen og TV, film og teater har stadig brug for den gamle. Lad mig slutte med er eksempel, der viser hvor stor betydning Andersen kan have for den enkelte i den mest uventede sammenhæng: Inessa Konopljanetseva er børnehavelærerinde i Maloje Shumakovo i det asiatiske Ural, nærmere sagt Tjeljabinsk området, der har været hårdt ramt af forurening. Hun dukkede op, da jeg ledte efter stof, og på nettet kan I finde hendes lille tekst: "Svanerne kom alligevel". Hun fortæller om sin opvækst på den europæiske side af bjergene i Bashkirien, hvordan "De vilde svaner" og "Den grimme ælling" gjorde svanen til et symbol for hende på den målbevidste stræben efter det gode og smukke, og med sorg må hun høre faderen forklare, hvorfor der ingen svaner er hos dem. Til gengæld fik hun en filmfremviser og sin første tegnefilm: "De vilde svaner", hvorefter svaner i hendes forestilling bærer guldkroner. Her springer jeg til de sidste år. Inessa har altså de sidste 25 år boet i en egn, der kunne være så smuk, så smuk og nu kommer eventyrets under, på det sidste har svanerne vist sig hvert forår og hun slutter: "Min barnedrøm om at se en rigtig svane er gået i opfyldelse. Og nu venter jeg hvert forår utålmodigt på at svanerne kommer. De kommer og på deres hoveder ser jeg små guldkroner." Efter dette har vi brug for en rigtig prinsesse at slutte på. Alexandra var som sagt derovre og udnævne kulturpinger til HCA ambassadører. En af dem er Eldar Rjazanov, russisk-sovjetisk film store gamle mand. Han er langt over halvfjerds og i fuld gang med den film, der skal være hans sidste, en film om Andersen selvfølgelig. Han har i den forbindelse været i Danmark flere gange, men endnu er det ikke lykkedes at få lavet en aften med ham. Den har I til gode, kaffen kommer nu. |
|
|
|
|