Kirkens folk
Den fjerde af syv sider om den russiske kirke
Den russiske kirke har selvfølgelig mange ord til fælles med den danske,
men ofte er indholdet meget forskelligt.
Lad os se nærmere på dem, der angiver kirkens folk:
Grundlæggende er skellet mellem:
1. Det "sorte" præsteskab, dvs dem,
der har ladet sig "klippe til" monah, dvs munk, og aflagt munkeløfte om
poslushanije, dvs lydighed, nestjazhanije, fattigdom og tselomudrije, afholdenhed.
Det russiske munkevæsen går tilbage til oldkirkens og er meget forskelligt fra det katolske.
a. Øverste leder er Gud gennem lederen af klostret, igumen,
eller hvis munken ikke bor i et kloster, stedets biskop.
Der findes altså ingen ordener og dragten, se nedenunder, er fælles for alle.
b. Det sorte præsteskab kan forrette kirkelige handlinger som det hvide.
2. Det "hvide" præsteskab, dvs dem, der kan være gift.
Giftermålet skal dog ske inden indsættelse som præst.
Hierarkiet, der udelukkende er for mænd, har tre rangklasser:
1. Kirketjeneren, diakon,
der er uundværlig ved gudstjenesten, men ikke selv må forrette en gudstjeneste.
Der findes fire forskellige slags,
en almindelig og en lidt finere for både hvidt og sort præsteskab.
Diakon og Ijerodiakon
Protodiakon og Arhidiakon
2. Præsten, svjashjennik,
dækker over seks muligheder, tre grader for både hvidt og sort præsteskab.
Ordet igumen passer ind her som den mellemste grad hos det sorte præsteskab.
Svjashjennik og Ijeromonah
Protoijerei og Igumen
Protopresviter og Arhimandrit
Det gamle ord for præst, pop, dvs, pave, lever nu kun som efternavnet Popov.
3. Bispen, Jepiskop.
Denne højeste rangklasse er forbeholdt det sorte præsteskab og har fire grader:
a. Biskop
b. Ærkebiskop, Arhijepiskop
c. Mitropolit,
egentlig er det titlen for lederen af en selvstyrende, men underordnet kirke,
som for eksempel i gamle dage den russiske,
der indtil 1589 var under patriarken i Konstantinopel.
Men i stedet for at afskaffe titlen, da man selv fik en patriark,
bibeholdt man den som angivelse af en slags overærkebiskop.
d. Patriark, Patriarh, en selvstændig kirkes leder,
den russiske kirkes leder bærer denne titel.
Et par tilføjelser til klostrene.
1. Et kloster, monastyr, kan bære hædersnavnet lavra.
De to vigtigste er:
Svjato-Uspenskaja Kievo-Petjerskaja Lavra,
grundlagt 1051 og med en hovedrolle i Ruslands åndelige historie.
I dagens Ukraine,
hvor nogle (kirke)politikere forsøger at sprænge den kirkelige enhed med Rusland,
er dette kloster det faste holdepunkt for dem, der vil bevare enheden.
Svjato-Troitskaja Sergijeva Lavra,
grundlagt 1337, blev det Ruslands "åndelige hjerte" på et tidspunkt,
hvor det nordøstlige Rusland var underkastet tatarer
og det sydvestlige med Kiev var underkastet litauere og senere polakker.
2. Der findes nonneklostre.
De tilsvarende ord er monahinja, nonne og igumenja, klosterleder.
Kirkens klæder:
Der er en afgrund mellem en dansk præsts kedelige klæder fra det borgerlige 1500-tal
og den mangfoldighed og farvepragt,
der med rødder i det romerske kejserhof i Konstantinopel,
udspilles i den russiske kirke.
Munkene har deres egen dragt og de tre rangklasser hver sin,
der igen, som munkedragten, i pragt stiger med graderne, så der er nok at se på:
NB: Læg mærke til at alle kirkens folk lader hår og skæg vokse.
Diakon: Dragten ser sådan ud:
Stihar, den fodside kjortel er uden indskæringer.
Porutji er en slags manchetter.
Orar, der symboliserer englevinger,
bæres altid over venstre skulder,
og alt som gudstjenesten skrider frem, vil diakonen holde orar forskelligt.
NB: Alle klædningsstykker og deres farve symboliserer et eller andet.
Jeg gør kun opmærksom på det vigtigste.
Svjashjennik. Dragten ser sådan ud:
Podriznik, den fodside underkjortel ligner stihar, men har snævre ærmer.
Den er altid hvid.
Over den bæres en slags poncho, der her kaldes felon.
Det almindelige ord er dog riza, jf. podriznik.
Jepitrahil er orar doblet op, beregnet til at hænge om halsen.
Til dragten hører porutji og pojas, et bælte, der symboliserer Guds kraft, og et kors.
Korset kan være ganske enkelt, men også meget fint, måske af guld.
I så fald er det at opfatte som en slags medalje, tildelt for fortjeneste.
De øvrige stykker er til dels andre tegn på fortjeneste,
dvs mange præster ikke bærer dem.
Kamilavka, den fine kalot, er ikke for hvermand,
mens skufja egentlig slet ikke hører til her.
Det er den dagligdags hovedbeklædning for både præster og munke.
Nabedrennik (på og hofte) og palitsa er udmærkelser og sidstnævnte sproglig interessant.
I middelalderen betød ordet en stridskølle
og her i kirken symboliseres "det åndelige sværd"
og tøjstykket, der har form som et stiliseret køllehoved,
bæres samme sted som i sin tid stridskøllen.
Jepiskop: Dragten ser sådan ud:
Bispen er klædt i sakkos,
der som det yngste klædningsstykke kun går tilbage til 3-hundredetallet.
Det dækker ikke fødderne og nedenunder ses en podriznik og jepitrahil.
Om halsen bærer han en stor omofor,
der findes også en lille form,, der ses nederst til højre.
Nederst til venstre ses den fine mantija, dvs kappe.
Øverst i midten er den flot udsmykkede hovedbeklædning, mitra.
Til højre for ses Panagija, Gudsmoder med barnet. Bæres på brystet.
Bispestaven, zhezl, eller i daglig tale, posoh, ses til højre for sakkos.
Palitsa, porutji og kors er allerede kendte, så tilbage er ting, der ikke hører til bispedragten:
Stavene til venstre hedder repida
og har et rundt hovede med et billede af en heruvim, en kerub, en engel af en slags.
Keruber bevogter med flammesværd indgangen til paradis,
og under gudstjenesten svinger kirketjeneren dem over "de hellige gaver".
Øverst i hjørnerne ses lysestager, kirii er græsk for lysestage, med to og tre lys.
De bruges også ved gudstjenesten.
Nederst i midten ses orlets, "lille ørn",
et lille gulvtæppe bispen står på under gudstjenesten.
Skrud og hverdag:
På hver sin side af bispestaven ser i samme gejstlige til hverdag og i skrud.
NB: Alle gejstlige bærer altså samme hverdagsdragt,
der hedder rjasa og nedenunder har en podrjasnik.
Kun det sorte præsteskab må bære klobuk,
der er en slags kamilavka med langt, trefliget slør.
Den dagligdags hovedbeklædning for det hvide præsteskab er skufja, jf. ovenover.
Nedenunder er to billeder,
der viser, at russere efter 70 års statsstøttet ateisme har svært ved at finde rundt i begreberne:
Første billede påstår at vise en svjashjennik, men han bærer klobuk og rjasa.
Da der givetvis er en gudstjeneste i gang må han være ijeromonah, jf. ovenfor.
Næste billede vil vise en monah.
Manden bærer rjasa, men også skufja.
Her er to mulige forklaringer.
Det er et billede af en svjashjennik i fritiden, eller mere sandsynligt:
Manden er inok, dvs i lære som munk og har endnu ikke aflagt munkeløfte.
