RUSSISKE EFTERNAVNE
 
Jeg har lovet at causere lidt om russiske efternavne, men inden jeg går i gang med det, vil jeg godt sige lidt alment om udtale af russisk navnestof i DRF.

Det er forståeligt, at folk i Danmark efter mere end 50 års massivt pres fra de danske elektroniske medier for at udtale fjendens ord så afvæbnende skægt forkert som muligt, at de begynder at tro, at det, der siges, ligner russisk. Det gør det ikke. Jeg vil godt vove den påstand, at bliver et ord fra russisk navnestof den dag i dag udtalt rigtigt, er det et tilfældigt uheld.

Og dog er det slet ikke så svært, hvilket gør det ekstra pinligt, at folk i DRF forsøger at leve op til Danmarks Radio. Et minikursus til indledning turde gøre dette klart.

Dansk er et sprog som de få, mange selvlyde og meget få medlyde, russisk er sprog som de fleste, mange medlyde og meget få selvlyde. Bemærkelsesværdigt er, at russisk ikke har tvelyde, hver selvlyd angiver en selvstændig stavelse.

Gorbatjovs kone, Раиса, hed altså Raisa og ikke Rajsa.

Langt de fleste indoeuropæiske sprog er slidt meget ned. Det viser sig også ved at trykket er stivnet på en eller anden stavelse. I dansk og vor lige, samt i tjekkisk på første stavelse, i fransk på sidste, i polsk på andensidste, i de sydslaviske sprog på trediesidsteosv.

Brydes reglen om dansk tryk på første stavelse træder reglen om 2-1-3 i kraft. Dvs, tryksvagest i dansk er stavelser lige før tryk, samt alle efter. Den russiske lyder 1-2-3. Vi kan jo prøve med et kendt russisk ord:
Балалайка, balalajka. I har til denne stund sagt 2-1 3-1, men rigtigt er 1-2-3-1.

Men de tre østslaviske har beholdt det gamle tryksystem med ganske få ændringer. Det betyder at i russiske ord kan trykket ligge på alle stavelse. Det tager tid at lære at trykke rigtigt, men belønningen er, at russisk sprogmelodi er så meget mindre ensformig end de vante. Trykstavelsen er uhyre vigtig, da den er afgørende for selvlydenes udtale. Jeg vil tale meget om trykstavelser fremover.

Dansk har utrolig mange selvlyde, hele 20, hvoraf de 14 yderligere skelner mellem kort –, lang – eller stødudtale, mens det latinske alfabet kun har 9 vokalbogstaver.

Russisk har kun 6 selvlyde, men alligevel 9 vokalbogstaver.
у-ю = u-ju
о-ё = o-jo
а-я = a-ja
э-е = e-je
ы-и = y-i

Men der er jo 10 bogstaver?! Javist, men bogstavet "ё" = "jo", der er kendt og teoretisk værdsat de sidste 200 år, er stadig ikke i almen brug. Man bruger bogstavet "е" = "je" for begge lyde. Det er sindssygt og viser sig uafladeligt. Хрущёв = Hrushjjov blev af den årsag til Khrusjtjev.

Sådan ser det ud under tryk. Uden tryk gælder at bogstavernes lyde smelter sammen:
For trykstilling 2 og 1 smelter bogstaverne "a" og "o" sammen til lydene: "a" og "(a)"
Og bogstaverne "ja, je" og "i" smelter sammen til lydene: "i" "(i)"

Selvlyden "o" findes altså i russisk kun under tryk, så vi må nok lige rette udtalen af en kendt forfatter og ikke mindre kendt by:
Достоевский, Dostojevskij, udtales altså "D(a)stajevskij" og Москва, Moskva udtales altså "Maskva".

"Je" og "ja" findes også kun under tryk og vi retter op på udtalen af en komponist: 
Чайковский, Tjajkovskij, hedder altså i virkeligheden Tjijkovskij.
 
Петербург, Peterburg, Ruslands andenstørste by, altså P(i)tirburg. Dette siger jeg ikke for at prale, men for at komme til det egentlige emne. Denne by er nemlig den eneste, der som russere selv har tre navne:

Officielt, højtideligt, på fine papirer hedder den:
Санкт Петербург, Sankt Peterburg, hvilket svarer til et russisk efternavn.

Til daglig hedder den:
Петербург, Peterburg, hvilket svarer til russernes brug af officielt fornavn og farsnavn.

Og for folk, der omgås byen som en kær ven er den selvfølgelig:
Питер, Piter, hvilket svarer til russernes kælenavne.

Læg mærke til at selv om trykket i kæleformen flytter til første stavelse, bibeholdes den reducerede selvlyd fra de fine navne

.Jeg skal ikke kommentere den udbredte, mærkværdige oversættelse til dansk af dette bynavn, kun lige nævne, jeg finder den tåbelig, og tilføje. at de to sidste af byens navne møder I igen senere.
 
Russiske efternavne ligner i deres oprindelse mest af alt de skandinaviske. Det er gamle stivnede tillægsord, der angiver et menneskes tilknytning til en ældre, som regel en far. Vi har endnu nogle "sen", russerne har mængder af "ов/ев", "ov/ev" og færre "ин", "in".

Det er enkelt at forklare denne ulighed "ov/ev" er dannet af oprindelige han- og intetkønsord, mens "in" er dannet af hunkønsord.Lad os kikke på nogle af det hyppigste:

Иванов, Ivanov, Hr. Hansen. Overvægten bliver endnu større, hvis vi medtager alle andre hansener, herunder dem, dannet til kæleformer af Иван, Ivan. Hvis trykket ikke ligger på trykvokalen i hovedordet, er det angivet.

Иванаев, Ivanajev; Иванеев, Ivanejev; Иваньев, Ivanjev; Иванилов, Ivanilov; Иванисов, Ivanisov; Ивантеев, Ivantejev; Ивантьев, Ivantjev; Иванченков, Ivantjenkov; Иванцев, Ivantsev; Иваников, Ivanikov; Иванишев, Ivanishjev; Иваншинцев, Ivanshintsev; Иванусьев, Ivanusjev; Иванюшин, Ivanjushin; Иванютин, Ivanjutin; Иванчиков, Ivantjikov; Иванцов, Ivantsov; Иванчов, Ivantjov; Иваненков, Ivanenkov; Иваничев, Ivanitjev; Иванишев, Ivanishev; Иваюков, Ivanjukov; Иванков, Ivankov; Иваньков, Ivankov; Иванников, Ivannikov; Иванчин, Ivantjin; Иванихин, Ivanihin; Иванин, Ivanin; Иванишин, Ivanishin; Иванкин, Ivankin; Иваншин, Ivanshin; Иванушкин, Ivanushkin; Ивачёв, Ivatjov; Ивахнов, Ivahnov; Ивашенцев, Ivashentsev; Ивашев, Ivashev; Ивашинцов, Ivashintsov; Ивашинников, Ivashinnikov; Ивашков, Ivashkov; Ивашнёв, Ivashnjov; Ивашников, Ivashnikov; Ивашов, Ivashov; Ивахин, Ivahin; Ивакин, Ivakin; Иващечкин, Ivashetjkin; Ивашин, Ivashin; Ивашкин, Ivashkin; Ивашишин, Ivashishin; Ившин, Ivshin; Ивушкин, Ivushkin; Ванчаков, Vantjakov; Ванчиков, Vantjikov; Ванцов,Vantsov; Ванеев, Vanejev; Ваничев, Vanitjev; Ваничков, Vanitjkov; Ванюков, Vanjukov; Ванкеев, Vankejev; Ванков, Vankov; Ваньков, Vankov; Ванников, Vannikov; Ваншев, Vanshev; Ваничкин, Vanitjkin; Ванин, Vanin; Ванякин, Vanjakin; Ваняркин, Vanjarkin; Ваняшин, Vanjashin; Ваняшкин, Vanjashkin; Ванятин, Vanjatin; Ванюхин, Vanjuhin; Ванюшин, Vanjushin; Ванюшкин, Vanjushkin; Ванютин, Vanjutin; Ванкин, Vankin; Ваншенкин, Vanshenkin; Ваншин, Vanshin

 
Andenpladsen indehaves af et navn, der aldrig blev gængs hos os:
Vasiljev, af Vasilij, engelsk Basil, idet "b" fra gammelgræsk er russisk "v" fra nyere græsk.

Men selvfølgelig er Petersen også vældig hyppig:
Петров, Petrov.

Dette efternavn viser hovedreglen for trykket i russiske efternavne. De har tryk efter det oprindelige ords ejefald. Ivanov er altså en undtagelse og man kan møde en Ivanov, men det forhindrer ikke, at vi burde ekskludere alle, der bliver ved med at sige Ivan og Ivanov.

På fjerdepladsen finder vi allerede et efternavn dannet ud fra "gadenavn" som russerne siger. Tillægsordet смирной, smirnoj betyder den føjelige.
Смирнов, Smirnov, næste gang I får lyst til en vodka, så husk at udtale navnet rigtigt og støt landet ved at købe den russiske.

Mikkelsen er nummer fem og også en undtagelse.
Михайлов, Mihajlov, læg mærke til at dette navn er dannet af kæleformen Михайло, Mihajlo og ikke af det officielle Михаил, Mihail. Dette navn kan nok også være et oprindeligt Hr. Bamse, selv om den gængse kæleform for bjørnen i dag er Миша, Misha.

Фёдоров, Fjodorov, vort Theodorsen fordi "th" fra græsk svarer til russisk "f".

Соколов, Sokolov, det mest brugte af de yndede fuglenavne i russisk. Hr. Falk. Når fuglen i dag hedder сокол, sokol, jf. metrostationen i Moskva, er det et forholdsvist nyt trykskifte.

Det hyppigste efternavn, der angiver afstamning, er: Præsteunge.
Попов, Popov, cølibatet er en katolsk opfindelse. Russiske præster giftede sig og fik mængder af børn.

Vi skal ned omkring plads 20-25 for at finde de første navne dannet ud fra dyr og fag.
Волков, Volkov, af volk, ulv.
Кузнецов, Kuznetsov, af kuznets smed.

Først omkring plads 25-40 kommer de første navne på "in". Vi tager de tre første.
Никитин, Nikitin, Nikita er stadig det mest yndede af de få officielle drengenavne på "a".
Кузмин, Kuzmin, Kuzma er en kendt helgen.
Ильин, Iljin, af Иля, Ilja, Elias.

Сорокин, Sorokin, af soroka, skade. Dette navn ligger helt nede omkring 50-60, men det giver mig mulighed for lige at vise systemet igen, ved hjælp af kragefuglene.

Voron er en ravn og følgelig hedder manden Воронов, Voronov.
Vorona er en krage og følgelig hedder manden Воронин, Voronin.
Gratj er en råge og følgelig hedder manden Грачёв, Gratjov, men man møder ham højst sandsynligt som Gratjev på grund af syg retskrivning og transskriptionsrod.
 
Så langt så godt og skulle nogle af jer undre jer over ting, der mangler, må jeg lige minde jer om vor endnu ikke afsluttede sprogstrid. For sandelig, hvad er russisk?! Foreløbig har jeg talt om "russkije" efternavne, navne gængse for russiske russere, men Rusland er stort og billedet ændres, når jeg nu skifter til "rossijskije", navne på ikke russiske russere.
Langt de fleste af dem kommer fra de navnemæssige tvillinger Ukraine og Hviderusland. Disse områder var i århundreder under polsk herredømme og udsat for et større pres end Norge var fra Danmark. Det fik virkninger også for efternavnene, selvfølgelig.

I polsk skulle enhver røverridder have navn som fra et gods om end deres husmandssted var nok så lille, en efterabning af det tyske "von". Borgerlige stræbere tog navn efter deres by, var det end en landsby. Det skete ved endelsen "ski" og siden 1650 er Rusland blevet oversvømmet med titusindvis af disse falske "skijer". Ovenover har I allerede mødt to af dem. For at gøre ondt værre begyndte den ortodokse kirke, at give sine præster navne efter denne vilde skik. Hyppigst er Покровский, Pokrovskij efter en af de utallige kirker af samme navn, for eks. den for enden af den Røde plads.

Men kirken lavede også navne efter russisk skik og støder I på et tovligt navn med russisk endelse og latinsk-græske aner, er det gejstligt. Храмов, Hramov, hr. Tempel, Кедров, Kedrov, hr. Cedertræ, Гумилев, Gumiljov, hr. Human, som I har stor risiko for at møde som Gumilev.

Hr. Jul svarer altså til præstenavnet Рождественский, Rozdestvenskij. Dette navn har dog bibeholdt lidt russisk, ved at trykket ikke på polsk vis er tvangsanbragt på andensidste stavelse. Det er en god lakmusprøve. Керенский, Kerenskij fra revolutionen har russisk udtale, men navnet træffes også med polsk udtale: Kerenskij.
 
Men vi tager lige Dostojevskij igen for at komme tættere på "skij". Havde navnet været russisk ville trykket have ligget på anden stavelse og slægten været en af de hundrede fineste i landet.

På russisk angav navne på "skij" nemlig, at man tilhørte ikke bare toppen, men den fineste fine adel, som direkte efterkommer af en oprindeligt selvstændig fyrste. Selv polakker kunne føle forskellen, så da en polsk adelsslægt, Grzybowski, omkring 1600 gik i russisk tjeneste, følte den det umulige i at klynge sig til sit polske massenavn på "ski" og russificerede ved at sætte russisk endelse på den russiske oversættelse af forleddet.

Rusland fik en ny adelsslægt, Грибоедов, Gribojedov, der har ydet landet god tjeneste. To hundrede år efter var Dostojevskij ikke så fintfølende, da han søgte væk fra sin fars forarmede gods.Hvorfor skulle han også være det? Angrebet på russisk kultur, styret inde- og ovenfra, var jo allerede sat ind under Peter den såkaldt Store. Den hviderussiske Dostojevskij kunne møde lavadelige russiske Каменский, Kamenskij og Дубровский, Dubrovskij samt ubestemmelige Петергбургский, Peterburgskij og Питерский, Piterskij.

Skulle efterkommere af disse to sidste vove sig til Danmark, vil de formentlig straks blive pågrebet og tvangsoversat til de hrr. tvillinger Sct. Petersborgskij.

Inden jeg forlader Dostojevskij, lige en afstikker. Den danske kvinde, der tog sig et efternavn fra en hovedperson i en af hans store romaner, har nok ikke vidst, at dette navn er stærkt satirisk: Князь Мышкин, knjaz Myshkin, dvs, fyrst Museunge. Men hun staver sit søde lille mandsnavn Mysjkin efter tovlig, normalnordisk skik, så risikoen for nogen kan høre og forstå sammenhængen er ringe.
 
Navne på "skij" kommer altså langt overvejende fra det polske rum, hvad enten de er polske, ukrainske, hviderussiske eller jødiske. Det afgør forleddet. Vi tager jøderne her. Den russiske antisemitisme er ukrainsk-hviderussisk, som de russiske jødiske navne er det. Jøderne regner slægten efter spindesiden og har derfor rigtig mange efternavne med endelsen "in", der altså har stor sandsynlighed for at være jødisk: Фрумин, Frumin, Блюмкин, Blumkin, Малкин, Malkin.

Det samme gælder den ukrainsk-hviderussiske endelse "nik", der angiver en byprofession. Botvinnink, grønthandler, eller Kramnik, Kræmmer. Disse to jøder nåede begge til toppen i skak. Det samme gjorde Вайнштайн, Vajnshtajn, men da havde han skiftet sin fars jødiske-tyske navn ud med sin mors armensk-russiske. Kaspersen svarer til Каспарян, Kasparjan på armensk, men skift den arnenske endelse ud med den russiske og man får Каспаров, Kasparov.
 
Ukrainsk-hviderussiske i enhver henseende er derimod navne på "ko", "uk/juk", ak/jak", der ofte er gamle diminutiver. På russisk er alle disse indgået i det almindelige navnesystem:

De russiske former af disse jødisk-ukrainske navne har  russisk endelse påhæftet:
Калашников, Kalashnikov, bager af калач, kalatj, en hvedebolle.
Кафельников, Kafelnikov, kakkellægger, af кафель, kafel, kakkel.
Родюков, Rodjukov, dannet af Родюк, en diminutiv til Родион, Rodion.
Рыбаков, Rybakov, fisker.

Og da foreningen har planer om at invitere Primakov tager jeg også lige ham her. Primak er det gamle russiske ord for hankøn optaget i en familie. Det være sig et barn eller en nygift mand, der i stedet for at tage sin kone med sig hjem, valgte at blive i hendes. Vor tids ping ved formodentlig ikke selv, hvad der i sin tid skete i familjen.

Третьяков, Tretjakov, Hr. Treer, er altså en russisk russer, der byggede Moskvas kendteste museum, mens Третьяк, Tretjak Hr. Treer, er en russisk målmand af ukrainsk afstamning.

Typerne "uk/juk" og "ak/jak" har, som angivet ovenfor, altid tryk på endelsen, mens typen på "ko" er mere speget. Trykket følger dog i russisk hovedsageligt kildeordet. Er navnet på kun to stavelser er sandsynligheden dog for at trykket ligger på sidste stavelse. Den russiske ambassade i Kbh. har lige netop nu flere medarbejdere med navne af netop den type.

Her skal vi dog lige mindes en russisk dirigent af ukrainsk afstamning, der fik asyl og arbejde i Danmark. Малько, Malko hedder han altså, og har ikke fortjent at blive til en slags malkeko.
 
En god bid af Ruslands indbyggere er ikke russere. Der er tatarer, bashkirer, tjetjener, burjater, kalmyker og mange andre. De danner efternavne efter russisk skik og afslører sig som regel kun ved forleddet.

Тургенев, Turgenjev havde en mongolsk forfader, Шереметьев, Sheremetjev og Юсупов, Jusupov en tatarisk. Lårsvingende Нуреев, Nurejev, der hoppede af og tennismanden Сафин, Safin må være af tatarisk æt.

Værd at mærke sig er dog en særlig tatarisk type på "ul(l)in" dvs, "Guds". Сейфуллин, Sejfullin, Guds lille slave. Den kendte digter Ахмадулина, Ahmadulina er dog helt russificeret.

Det samme gælder formentlig for de to største navne i de sidste halvtreds års russiske musik, men Шнитке, Shnitke kan ikke løbe fra sin tyske og Губайдулина, Gubajdulina ikke fra sin tatariske baggrund, og de vil nok begge hævde at vort ord "russisk" her kommer fra deres "rossijskij".
 
Rossija var imidlertid for højtideligt kunstigt til at frembringe efternavne, men det gamle navn Русь, Rus, det kunne:

Русин, Русак, Rusin, Rusak: russer, Русинов, Русаков, Rusinov, Rusakov: russerbarn, Русских, Russkih: russer, en gammel type på ejefald, flertal, nu tæt knyttet til Sibirien. Det senmiddelalderlige Rusland fik af udlændinge navn efter hovedstaden og blev til Moskovitien. Det har også sat spor:

Dog ikke i Москович, Moskovitj, der er jødisk og indeholder vort Josef, ejheller Московин, Москвин, Moskovin, Moskvin, og Московкин, Moskovkin, der er russiske med betydning, henholdsvis fra floden Moskva og barn af kvinden fra Moskva, endsige Московский, Moskovskij, der er et af de nybarbariske navne.

Nej, vi skal til Ukraine-Hviderusland. Øgenavnet der for en russer er stadig "moskal" og vi får:
Москалёв, Moskaljov, Москаленко, Moskalenko og Москальчук, Moskaltjuk. russer.

Byen Moskva gav følgende efternavne:
Москвитин, Москвитянин, Moskvitin, Moskvitjanin: Moskvaer, Москвитинов, Москвитянинов, Moskvitinov, Moskvitjaninnov: barn af en moskvaer. Af det nyere москвич, moskvitj: moskvaer kommer Москвичёв, Moskvitjov.
 
Lad od slutte med lidt om navne og psykologi. Langt de fleste russiske navne er, som I har set, nemt forståelige og vækker derfor tanker. Ingen ved at Ebbe er Guders bjørn og jeg må bære min viden for mig selv, men Путин, Putin...

Det navn er tur for Rusland det!

Kan I huske den forfløjne munk, der søgte det hellige i kødets lyst og blev kendt under smædenavnet Распутин, Rasputin, han der var veget fra den rette vej. Hans skyld for Ruslands undergang er af de store.

Ельцин, Jeltsin, dvs, fra Jelets, gav sit fallitbo videre til "manden på den rette vej", og tror I på Горбачёв, Gorbatjov, pukkelryg, eller Солженитцын, Solzhenitsyn, maltbearbejderskens dreng, holder manden, Putin, hvad navnet Putin lover.
 

Tilbage til Ebbe

Spindel