AZBUKA
Når russiske rollinger får deres ABC, får de, som I kan se, en "Azbuka".
Det danske ord ABC gør unødig reklame for et bogstav uden fornuftig plads i sproget, men sådan blev nu engang vor skæbne, da Harald Blåtand i sin tid lod landet køre over af et katolsk korstog.
Vi deler skæbne med så mange, og deraf føles den ligesom lettere.
Men det russiske ord da, det er mærkeligt. Som bogstaverne, der ligner vore, og dog er så fremmedartet.
Lad os se nærmere på sagen:
Mine egne unger lærte at tage spæde russiske skridt af ovenstående, så det er en bog, der vækker minder.
Omslagets inderside ser ud, som I kan se det nedenunder.
Alle de 33 bogstaver og tegn er der, men anbragt hulter til bulter.
Men alle ses i forbindelse med en tegning, der "indeholder" begyndelsesbogstavets lydværdi.
Til sidst står de to tegn uden lydværdi, men på det ene står en sag, der i skrift ende på det tegn.
Prøv selv!
Men bogstaverne er godt nok mærkelige:
Tolv er vores, tror vi, til vi opdager, at skinnet også her bedrager, at nogle står for andre lyde.
Et er vort, men med prikker som et gækkebrev.
Fem hører hjemme i vor matematikbog, et er et tretal og resten bare sjove.
For at forstå det og lidt mere, må vi ned i en mere alvorlig afdeling.
Skriftkyndighed er et grundlæggende kulturfænomen, men "skrift" er mange ting og jeg holder mig følgelig til den store familje, hvortil også vort latinske alfabet hører. Denne storfamilje kan I se nedenunder:
Først lige en forklaring på, hvad I ser:
1: De skriftsystemer, der ikke har et navn, står i intetkøn, fordi der underforstås "pismo", dvs skrift.
2: Optrukne linjer betegner fastslåede forbindelser, stiplede forbindelser, som endnu kun er tænkte.
To nært forbundne skriftsystemer er begyndelsen til det hele, en slags alfabetskriftens Adam og Eva:
a: Nederst i midten finder i "aramejskoje", dvs aramæisk skrift,der blev forlæg for såvel hebræisk, som arabisk skrift.
Vi kan bemærke, at også de gruzinske og armenske alfabeter, som de mange indiske skriftsystemer menes at være børn af den aramæiske skrift.
b: Øverst til højre finder I "finikijskoje", dvs fønikisk skrift og derunder findes løsningen på nogle af spørgsmålene ovenover.
Det oldgræske skrift fra ottehundredetallet før vor tidsregning fandtes i to udgaver, og latin er barn fra omkring 700 før vor tidsregning af den vestlige, mens kyrillisk er barn fra omkring 900 af den østlige.
I disse 1600 år havde grøsk imidlertid gennemløbet en udvikling fra oldgræsk, dvs latin, over klassisk græsk til middelaldergræsk, dvs kyrillisk. Denne udvikling ændrede også udtalen af en del græske lyde.
Ikke alene blev derfor nogle bogstaver skrevet anderledes end vore, men lydværdien af nogle af dem vi kender, havde ændret sig.
Lad os se nærmere på kyrillisk nedenunder.
I ottehundredetallet var de vestslaviske fyrstedømmer udsat for et voldsomt pres fra tyske fyrster, der havde travlt med at tvangslatinisere dem, som Danmark blev det hundrede år senere. Men disse fyrster var ikke til sinds som Harald Blåtand at sælge deres folk for selv at kunne regere i fred, de søgte og fandt hjælp. Ganske vist hørte de kirkepolitisk til den katolske verden, men paven var mere interesseret i verdensherredømmet end i tvangslatinisering. Den tyske kejser og hans fyrster var derfor hovedfjenden og paven tillod, at vestslaverne, tjekkers og slovakers forfædre søgte hjælp i kejserstaden Konstantinopel. Den ortodokse kirke havde ikke tradition for kulturelt at udslette omvendte folkeslag, tværtimod havde man i århundreder hjulpet med indfødte alfabeter, så Bibelen kunne oversættes og nå så mange som muligt.
I den tospogede by Saloniki fandt vestslaverene, hvad de havde brug for, to kløgtige sydslaviske brødre, der fra barnsben også kendte græsk som egen lomme. De to brødre, Konstantin og Metodios, sagde ja tak, lavede et slavisk alfabet og tog 863 afsted nordpå. De to brødre talte en sydslavisk dialekt, nordpå kom de til at leve blandt vestslaver og ud fra denne baggrund skabte de et litterært sprog, der kunne leve op til det højtudviklede græsk, et sprog, der kan kaldes oldbulgarsk efter hovedbaggrundsstoffet, eller kirkeslavisk efter anvendelsen. Afgørende var, det slog an med det samme og, da vi nu snakker russisk, har været en uudtømmelig kilde til berigelse af dette sprog i 1000 år.
Ovenover sidder de to og har travlt med oversætte, men i 867 tog de til Rom, hvor Konstantin blev syg og døde efter at være blevet munkeviet under navnet Kirill. Derfor "kyrillisk", dansk over latin, slavisk "kirillitsa". Nedenunder ser I først et håndskrift, det såkaldte" Zograf"-evangelium, skrevet med det alfabet brødrene lavede, dernæst selve alfabetet, der nok vil få en og anden til at spærre et øje op.
Hvad for noget, siger I uforblommet, kan vi måske ikke læse, du har stukket os et eller andet "glagolitisk" alfabet ud og forsøger at bilde os ind, det er kyrillisk?! Såmænd og ja og nej, svarer jeg, hvad skulle de lærde gøre i 1800-tallet, da disse håndskrifter begyndte at dukke op for videnskaben, og nu et andet alfabet allerede havde vundet hævd på navnet "kyrillisk?!
Vi springer 150 års heftig strid blandt de lærde over og lige til det, der nu er almen enighed om.
Dette alfabet, der nødtvungent fik navn efter fjerde bogstav, "glagol", er det, vore to brødre opfandt.
Som I kan se, er der næsten fuld sammenfald mellem det og det alfabet, der overtog dets navn. Dette kommer vi til efter et par bemærkninger om ovenstående.
Glagolitsa er skabt af folk, der forstod, hvad de gjorde. Der er bogstaver for hver lyd i sproget, hverken mere eller mindre
De to "jus" er næselyde, som de findes den dag i dag i polsk. "Jotirovannyj" betyder betyder "blødgjort", som kendt fra russisk.
Det var altså et aldeles glimrende redskab til at fange tanken og Europas slavere, med undtagelse af polakkerne, fik en rig litteratur på modersmålet seks hundrede år før for eksempel det katolske Danmark.
På brødrenes tid var slaverne sprogligt så nærtstående, at håndskrifter fra Balkan uden vanskelighed kunne flyttes til Østeuropa, først inde i 1000-tallet begyndte overkommelige dialektforskelle at øges til sproggrænser.
Men hvorfor opgav man da dette alfabet og hvorfra kommer det andet, der fik hævd på navnet "kyrillisk"?
Den fredelige sameksistens mellem katolikker og ortodokse mod tyskere holdt ikke længe. I 885 døde Metodios og modstanderne af en slavisk særstilling vandt overhånd ved pavehoffet, hvorefter alle brødrenes elever blev udvist og måtte søge tilflugt i det sydlige Balkan, og formentlig allerede før 900 har man i det da stærke og selvbevidste Bulgarien lavet den tillempning af datidens græske alfabet, der for eftertiden fik Kirills navn.
Tegnene har, som I kan se, for de flestes vedkommende fået et udseende, der er meget tæt på nutidens, også det kommer vi til, om I holder ud, men at tanken bag nu var mere Bibel end fornuft, ser man af de tilføjede seks, ganske unyttige bogstaver, der kun blev brugt til at gengive græsk navnestof, som grækerne skrev det, og altså ikke som slaverne sagde det.
Nøgagtig som vi må trækkes med unødvendige latinske bogstaver.
Læg også mærke til, at tegnene, som i vort runealfabet havde navne. Fjerde tegn gav altså navn til Kirills genopdagede alfabet, og de to første forklarer jer, hvorfor russiske børn lærer "azbuka" og ikke "alfabet".
"Az" betyder "jeg" og "buki" kommer fra "bøg", som det danske ord "bogstav".
Læg også mærke til navnet på "f", "fert".
Det forklarer det ideomatiske russiske udtryk "stojat fertom" om en, der, med hænderne i siden, rigtig puster sig op.
Bulgarien gik politisk til grunde i 900-tallet og tyngdepunktet for kyrilliske håndskrifter flyttede til det nykristnede, stærke Rusland.
Det ser vi nærmere på nedenunder.
Den nok største skat af de bevarede russiske håndskrifter er det Ny testamente, der i 1057 blev lavet til Ostromir, storfyrstens mand, "posadnik" i Novgord. Teksten er stadig fællesslavisk, men der er så mange særegenheder, at selv om man ikke vidste det fra håndskriftet selv, måtte man gå ud fra, det var lavet i Rusland. Det er meget smukt, som I kan se det af første side af Johannes Evangeliet og en forstørrelse af en tekststump.
I de to første linjer finder I den berømte indledning:
Искони бе Слово, и Бог бе Слово, hvor vor dages russiske bibel har:
В начале было Слово, и Слово было у Бога.
Vi tager lige overskriften i en bedre udgave:
Oven over har I en tekstforstørrelse:
I første linje finder de hyppige ord, der på russisk nu er bevinget:
Во время оно, hvor vore dages russiske bibel ganske prosaisk nøjes med когда.
Skrifttypen, der er skræddersyet til omhyggelig prentning, hedder "ustav", men som tiden langsomt kom til at løbe stærkere, gik man sent i 1300-tallet over til den mindre krævende "poluustav", der på sin side endegyldigt blev fortrængt i 1700-hundredetallet af Peter den Førstes "borgerlige" skrift, hvorom mere nedenunder
De to næste billeder viser de to slags "ustav"..
Lavrentijhåndskrifter nedenunder er fra 1377 og skrevet med poluustav.
Dette håndskrift rummer den ældst bevarede udgave af den berømte "Povest vremennyh let", "Beretningen om svundne år" eller som den er mere kendt på dansk: Nestorkrøniken.
Man skrev altså med poluustav efter 1400, og her nedenunder er et billde af den berømte "Domostroj".
Dette håndskrift fra omkring 1550 fortæller, hvordan en fornuftig mand kan og bør styre alt og alle i sit hus med fast hånd.
Læg mærke til overskriften. Den er skrevet med "vjaz", dvs "sammenbinding", en kalligrafisk yndet stil.
Både "vjaz" og "poluustav" var da også med som udgangspunkter for de trykte slaviske bøger, der dukkede op i 1500-tallet. Det kikker vi på nedenunder.
I det polsk besatte Ukraine og Hviderusland kæmpede de ortodokse en ulige kamp mod den statsstøttede katolske kirke, der ved behændig brug af kæp og gulerod havde fået så godt som alle lokale stormænd, verdslige som gejstlige til at gå over til katolicismen. Her kom bogtrykkekunsten som en gave fra himlen til de trængte ortodokse menigheder.
Allerede 1519 kom "Biblija ruska", trykt i, som I kan se, i den hviderussiske by Polotsk af Frantsisk Skorina
I Moskva på den anden side af grænsen havde man ikke så travlt, men man hentede dog til sidst en mester fra den ukrainske by Lvov, Ivan Fjodorov og 1564 kom den første bog "Apostol", dvs "Apostlenes gerninger". På billedet kan I genkende poluustav og vjaz. Blandt de mange diakritiske tegn til støtte for forståelse af forkortelser mm er der også ganske almindelige trykstreger.
Mangen kunne have ønsket, man ikke senere gik bort fra brug af dem.
Nu skulle man tro Rusland var rede til den verdslige massebogs tid, men den kom først 150 år senere.
Dels løb Rusland ind i en selvforskyldt uvejrsperiode, der omkring 1600 var ved for anden gang at lade landet gå under, udleveret til udlændinges forgodtbefindende, dels var kirkens greb om det skrevne stadig jernhårdt og dels, og det ikke uvæsentligt, var russisk som sprog ikke sådan at få ud til masserne.
Russisk er i sig selv konservativt, men i 15-16hundredetallenene satte ydermere en bevægelse ind, der rettede grammatik og gloseforråd baglæns mod det kirkeslaviske, bort fra det talte russisk. Alle russiskkyndige kender dette selvgravede svælg mellem skrevet og talt sprog.
Peter I, der fik hædersnavnet "den Store", var en mand, der skar igennem.
Med stor fornøjelse huggede menneskehoveder af og gordiske knuder over.
Desværre for Rusland havde hans opvækst givet ham afsky for russisk sædvane og al sin ubændige energi kastede han ind i et håbløst forsøg på at skabe Rusland om til en billigudgave af Holland.
Også skiften måtte holde for, så lad os kaste et blik på hans Azbuka, den han selv havde lært skriftsprog ud fra:
Herover er siden med bogstavet "o". Med forklarende tegninger, men også med en tekst, der nok er for tung selv for en kejsersøn..
Hvorom alting er, i 1708 besluttede Peter i hvert fald, at nu skulle Ruslands skrift gøres tidssvarende, dvs ligne den vesteuropæiske.
Eftertanken sprang han over og handlede:
I ser ovenover første blad af embedsmændenes forslag og Peters overstregninger. 1708 var han færdig med at strege og forslaget blev lov under navnet "grazdanskij shrift", dvs "borgerlige skrift". I navnet ligger, at kirken, som Peter fortagtede, kunne bruge sit eget elendige alfabet, så meget den lystede, til bibler og andet pjat. Denne verden, derimod, skulle behandles med den ny skrift.
Første bog med denne lod ikke vente på sig:
Meget er genkendeligt for en nutidslæser, men selv forsiden af en geometribog viser, hvorfor Peter skulle have brugt nogle minutter på at tænke sig om. Der er unyttige bogstaver, man ikke strøg: Dubletter for e og i, tegn for ks og ps, hårdt tegn. Der er tegn, der skulle komme til at volde mange sorger: "e" for je og "э" for e og endelig er der tegnet, der mangler. Det russiske bogstav "e" var i de sidste to-tre hundrede år kommet til at stå for to forskellige lyde, je og jo, men Peter forlangte intet nyt bogstav.
Endelig var der et påtrængende behov for en gennemgribende retskrivningsreform, herunder regler for gengivelse til og fra kyrillisk og latinske alfabeter. Men alligevel havde skriften sine fordele, så mange, den blev stamfader til serbernes moderne kyrilliske alfabet.
Kejserne efter Peter var som flest nogle skvat og først op mod 1900 nærmede man sig den reform, Peter ikke havde lavet. I 1912 kom, ganske urussisk, efter lange og omhyggelige forberedelser et forslag til nyt alfabet og samtidigt ny retskrivning på bordet. Man tyggede politisk på det, da krigen kom, derpå kom kommunisterne, der i mangt og meget lignede Peter. De kunne handle, kunne de, lige som Peter kunne de, ganske uden hovedets hjælp, de tog på må og få i forslaget fra 1912 og lavede lov, som alle, der skal lære russisk, har lidt under siden.
Siden er intet fornuftigt sket.
Så 2011 kan Rusland fejre trehundredeåret for Peters spildte muligheder og 2018 bliver det hundrede år siden kommunisterne forplumrede en god mulighed for at rydde op i rodet.
Nedenunder er en opsummering af det, jeg lige har skrevet:
* betyder bogstaver kommunisterne strøg i 1918, da de glemte at lovfæste "ё".
** betyder bogstaver Peter strøg i 1711.
*** betyder bogstaver, der ændrede form. Læg mærke til de to tegn ud for og under "e".
