|
PROSHJANIJE |
| Filmen,
vi skal
se i aften, hedder på
russisk"Proshsjanije", dvs. "Afsked", og er lavet over en roman: "Proshsjanije s Matjoroj", dvs, "Afsked med Matjora". Filmens danske titel er altså taget derfra. Først et par ord om de to ophavsmænd. Forfatteren Valentin Rasputin, født 1937, vandt efterhånden et ry, der hos os blev fremstillet som blakket. Hvorom alting er, med base i Irkutsk ved Bajkal og Angara, den flod I snart skal høre om, kæmpede han mod forurening meget tidligt. Det er til en stor del hans fortjeneste, at den enestående sø ser ud til at blive reddet for eftertiden. Dette giver ingen god grund til at sværte nogens ry, men Rasputin var ligeledes tidligt ude som åndelig stamfader til en russisk vækkelse og senere bevægelse, der kom på kant med andre folkeslag. Det emne vil jeg vende tilbage til. Instruktøren Elem Klimov, født 1933, er til gengæld ikke meget kendt udenfor sit land. Men måske har en og anden af jer set den af hans film, der gik verden rundt i 1985?! "Idi i smotri", hedder den med et citat fra Johannes åbenbaring: "Gå og se". En uhyggelig film om den skånselsløse tyske hærgen i partisanområderne på østfronten, her i Belarus, Hviderusland. Filmen Proshsjanije er fra 1983, et tidspunkt, hvor statsmagten og dermed censuren var begyndt at smuldre. For nu om dette kun, at musikken er af en af moderne musiks helt store, af Alfred Shnitke, der i mange år kun var blevet tålt. Bogen er fra 1976, midt i Brezhnevs åndelige ørken, og de begivenheder, der ligger til grund, er fra tresserne, dengang mange stadig troede på selvbedraget. Lenin var kommet for skade en gang at sige, at kommunisme er sovjetmagt plus landets elektrificering. Derefter tog de gale fat på at ødelægge så mange floder, de kunne, med dæmninger og oversvømmelser og nu var turen kommet til Angara, den vilde bjergflod mellem Jenisej og Bajkal. Første dæmning, 106 meter høj, blev rejst lidt nord for, dvs, lidt længere nede ad strømmen end den gamle kosakby Bratsk. I 1961 var det kommet så vidt med dæmningen og den tilhørende ny by, at man begyndte at fylde pølen, men, som I kan forstå, er denne voldsomt stor, da man først blev færdig i 1967. Filmen begynder på en ø det sidste forår før efterårets planlagte syndflod. På den højre bred, men langt inde, hundrede meter oppe har man bygget en "posjolok", en bymæssig bebyggelse for den sovhoz, hvori alle de omliggende, dødsdømte små kolhozy nu skal gå op. Personerne: I midten står de tre slægtled Darja Pinegina, Pavel og Andrej Pinegin. I udkanten står magtens repræsentant: Vorontsov og drukkenbolten Petruha. I en scene, hvor der stoppes op foran en "izba", et bondehus og tales om, at den skal sælges til et frilandsmuseum, tales der i virkeligheden om Petruha i forklædning. Hans rigtige navn, det som folk ville have brugt, om de havde regnet ham, er Pjotr Zotov med stemt s og ikke ustemt som i tekstningen. De øvrige står nærmest som skyggebilleder. Sima, der har overtaget pasningen af sit barnebarn Koljanja, fordi hendes datter er ved at gå til i druk og hor. Tunguska, repræsentanten for den tungusiske urbefolkning, der intet siger, men ryger pibe. Bogodul, gamlingen, der er med til det sidste, men som I må ty til bogen for at forstå. Men lige en ting i forbindelse med ham. Der er i tekstningen, uden grund, et par latrinære udtryk, men netop Bogodul udtrykker sig, utekstet, bedst med "mat", dette særlige, særdeles slagkraftige russiske sprog, hvis navn har tilknytning til "mat", moder. Til allersidst i filmen får han lov til at sige sin mening om brandbrigaden med det ene ord: "kurva"! Tekstningen heraf er mærkværdig: På spørgsmålet om han har tændstikker, skulle han ifølge skriftens ord svare: "Tobak!" Sådan skrift skal I ikke tro på. Sæt et kraftudtryk af eget valg ind i stedet. Ordet er et af de mange for dem der kvinder, der er rendt fra bog og nål, men egentlig er det en hunkønsform af dialektordet "kur", en kok, som vi siger her på Fyn. I hvert fald to steder til er tekstningen helt hen i skoven. I begyndelsen, er vi til te hos Darja og læser forbløffet hendes go' dag mand økseskaft: "Her er te af det reneste vand. Sikke et sted at have en samovar." På russisk siger hun mere forståeligt: "Pej, pokuda tjaj zhivoj. Tam samovar ne postavish". Eller på almindeligt dansk: "Drik, mens teen smager af noget. Der får du ikke mulighed for at stille samovaren op." Nastasja, som hun siger det til, står lige foran sin afrejse, til den fjerne, fine by. Kort tid efter, da gravskænderne er blevet stoppet, spørger Vorontsov, hvor Pinegin, der er født og opvokset på øen, hvor han er, og vi læser det besynderlige svar: "Hvem kender ham?!" Svaret, som det siges, er er da også: "Det må guderne vide!", på russisk, "A kto jego znajet!" Til sidst det jeg lovede om den nationale vækkelse. Filmen er simpelthen en lovprisning af forfatterens synspunkt, af at erindringen er et folks rygrad. Først et lille russiskkursus. Ordet "mat", dvs moder, har sprogligt, kulturelt langt større betydning end bandeord. Uanset om øen er opfundet eller ej, er det ikke tilfældigt, den hedder "Matjora". "Materik", en hankønsform, er det gamle og stadig livskraftige ord for en verdensdel og kæleformen, "Matjora", rammer direkte ind i det meget brugte russiske udtryk: "Mat syraja zemlja", dvs, "Moder fugtige jord". en nøglescene, i sin samtale med naturkræfterne bruger hovedpersonen Darja netop dette udtryk. I tekstningen falder "fugtige" ud. I sovhozens posjolok, hen imod slutningen, i det ny samfund er der selvfølgelig både elektricitet og gang i den. De unge kører motorcykel og fra vinduerne lyder, ganske tidstypisk, den musik, man dengang ikke kunne købe officielt, men som var overalt alligevel, takket være de første primitive båndoptagere. Egentlig er den sang, der lyder, en anakronisme, for den er fra 1967, hvor Matjora for længst var druknet. Det er Vysotskij, I hører, hans meget berømte tekst til en gammel sigøjnermelodi, en tekst der sørger over, at intet længere er helligt, at alt fra kirke til værtshus er i ulave: "Net rebjata, vsjo ne tak! Vsjo ne tak rebjata..." Øen har elektricitet, men det, tror jeg, er sat ind for at give mulighed for at se fjernsyn. Scenen med kosmonauterne, repræsentanterne for en sejrsikker tid, den giver sig selv, men senere, da Darja vil tage gravflytningen op med Andrej, giver det mulighed for at vise ungdommen under indflydelse af popkulturen i skikkelse af sanglærken over alle, Alla Pugatjova. Men det er også et billede på gammelrussisk, folkelig bundethed til forfædrene sat overfor rodløs, letkøbt livsudnyttelse. I filmen er der ordsprog: "Baba s voza, kobyle legtje", dvs, "Kællingen af læsset, gør det nemmere for hoppen", sådan siger brandstifterne, da Fjodor selv futter sit hus af. Tekstningen siger: "Så meget desto lettere". Der er en del begyndelseslinjer fra russiske folkesange, selv de historieløse brandstiftere tyr til en kendt folkesang for at spotte øens vartegn, den mægtige, hundredårige lærk. Der er høstfest, med russiske "tjastushki", små improviserede firelinjers tekster til dans i kredsen. Læg mærke til, at kvindernes tekster er betydelig mere saftige end mændenes. Hovedgrunden er nok den, at kvinder sprogligt har noget lettere ved at være vovet uden at blive sjofel, fordi det dagligdags russiske ord for, at en kvinde indvilliger i - eller opfordrer til at dele kønsliv, ganske enkelt og ligefremt er "davat/dat", at give. Der er lovprisningen af samovaren, som russisk symbol. Der er scenen hvor Darja for sidste gang med sand på gulvet og kalkning af den russiske ovn, det hedder typen i etnografien, gør sin "izba" rede til vinteren, aftenen før den skal brændes af. Der er Darja i skoven og hendes folketro, hendes halvt kristne - halvt hedenske samtale med sol og måne og træer. Og endelig er der hendes store enetale på kirkegården i røgen fra den brændende ø. "Pravda v pamjati", siger hun. "Sandheden er i erindringen." "U kogo net pamjati, u togo net zhizni". "Den har intet liv, der ej har erindring." Sådanne ord vakte genklang hos russerne, der i 70 år havde været tvunget under jorden. Andre folkeslag i Sovjetunionen havde i større eller mindre grad haft, om ikke politisk, så dog folkeligt spillerum, mens russerne havde været tvunget ud i en altomfattende rolle som sovjetmennesker. Rusland, langt den største sovjetrepublik, var som den eneste uden egen forvaltning af nogen art. Rasputin gav stødet til at russerne på godt og ondt forlangte ret til at være til, som alle andre og der opstod en russisk vækkelse under netop dette navn: "Pamjat" dvs, erindring. Alt for nemt kan folkelige følelser fra at være for - drejes til at være imod noget og i firserne, i styrets sidste krampagtige år, var der et kapløb mellem politikere, dvs, kommunisterne, om, ved at spille på fremmedhad, at udnytte nationalismen til egen fordel f. eks. de genopstandne kosaksamfund, jvf Matjora. Og Sovjet faldt sammen som et korthus, da disse politikere med Jeltsin i spidsen fandt sammen for at dele rovet. Nu er den skæve gang gået til ende og Rusland er, ser vi bort fra Sibirien, en strimmel ved den Finske bugt og en smule sortehavskyst, områdemæssigt tilbage i 1580. Til gengæld er landet befriet fra en møllesten om halsen og russerne har fået en ubunden mulighed for at se tilbage for bedre at kunne se frem. Man kan i dagens Rusland møde flere og flere, som roligt kan se andre i øjnene, fordi de besinder sig på, hvor de står. Jeg, derimod, står ikke et minut længere, men sætter mig, for som I at se en film om forgangne år. |