Anna Ahmatova
livsbeskrivelse
livsbeskrivelse
Ahmatovas samlede digte ligger her!
Mit udvalg af Ahmatovas digte ligger her!
men allerede året efter flyttede familien til Tsarskoje Selo, nu Pushkin, uden for Peterburg.
Den lille velbegavede pige voksede op i et solidt borgerligt hjem og fik en solid uddannelse, fra 1905-07 i Kijev.
Men trods føde- og uddannelsesby, samt efternavn var hun helt igennem russisk alligevel.
Tidligt havde hun mødt en lidt ældre fyr, Nikolaj Gumiljov, og 1910 giftede de sig.
Ganske almindeligt alt sammen, men...
En grund til de to fandt hinanden var den fælles kærlighed til lyrikken.
Nikolajs digtning er ikke til debat her, men han fik som igangsætter og kritiker overordentlig stor betydning for sin kone
og andre håbefulde digtere med for den sags skyld.
Hans navn er først og fremmest knyttet til det opgør med den herskende symbolisme, som fik navnet "akmeismen".
Denne retning indenfor digtningen blev den mest forfulgte, udskældte, bagtalte under kommunismen.
Ikke uden grund, thi hvor alle medstrømmende rimsmede på få år er gået til bunds i glemselens flod,
står akmeismens to ypperste repræsentanter, Osip Mandelshtam og Anna Ahmatova nu
som Ruslands stolthed og lysbringere gennem de mange, mørke år.
Men lad os følge den unge brud.
Anna Gorenko havde skrevet digte i årevis, nette digte fra et opvakt pigesind
og allerede i 1907 havde hun med underskriften Anna G. fået et digt trykt i et russisk tidsskrift i Paris.
Nikolaj var kritiker nok til at se talentet, han opmuntrede hende til at blive ved
og fik hende med på lige fod i "Tseh poetov" dvs "Digterværkstedet",
den lille kreds han samlede om sig, arnestedet for "akmeismen" af græsk "højeste blomstring, modenhed".
Anna Gumiljovas far derimod var ikke begejstret for datterens påfund,
men fornuftig nok til at indse, han ingen magt havde til at forbyde, fik han datteren til at påtage et pseudonym.
Anna valgte navn, Ahmatova, fra en oldemor, der kom fra en russificeret adelsfamilie fra Simbirsk.
Men at AA skulle nedstamme fra selve den berømte Han Ahmatov fra 1481 er en legende.
I 1912 kom så hendes første lille bog: "Vetjer", dvs "Aften", der skaffede hende en ligeberettiget plads blandt Ruslands digtere,
men først den næste: "Tjotki!, dvs "Rosenkrans", fra 1914 slog hendes navn endegyldigt fast for almindelige læsere.
Anna Andrejevna levede i disse år livet i Peterburgs intellektuelt-mondæne verden,
havde, da samlivet med manden begyndte at knirke, en del "venner"
men vigtigst af alt var krigens komme og hvad deraf fulgte.
Som hun selv sagde om Peterburg 1913:
"Men på den legendariske kajgade
nærmede sig ikke det kalendariske,
det ægte Tyvende Århundrede."
I de næste fem-seks år skiftede hendes digte langsomt kulør, hendes stemmeføring fik tyngde, hun modnedes
og hun stod rede til at digte uafhængigt om det "ægte", og skulle det alt for snart vise sig, skrækkelige "Tyvende århundrede".
Men en halv snes år gik det gamle liv endnu.
Trods krig og borgerkrig kom hendes bøger og blev revet væk. "Belaja staja", dvs "Den hvide flok", 1917.
"Podorozhnik", dvs "Vejbred", 1921. Anno Domini MCMXXI, Berlin 1922. Anno Domini, 1923.
Ovenover ser I Annenkovs tegning fra 1921. Den berømte næse i det berømte ansigt, der er tydeligt mærket af de forløbne ti år. Hendes indre styrke og vilje af stål kan anes nedenunder, på Nappelbaums fotografi fra 1922.
Men kommunisterne havde ingen brug for folk, der ikke ville snakke dem efter munden,
angrebene på hende var efter borgerkrigens afslutning vokset i antal og styrke
og fra 1924 var hun en ikke-person og måtte leve af oversættelser.
En hel stat kastede sig over hende, og det er intet under at Ahmatovas digteråre for en tid tørrede næsten ud efter 1924.
Hun var omgivet af rædsel,
Gumiljev blev skudt i 1921 efter en af de første skueprocesser,
deres søn blev sat ind til skræk og advarsel, kom ud, sat ind igen fra midten af trediverne, da den almindelige terror for alvor satte ind.
Men om det var eksemplet fra den lige så forfulgte Mandelshtam, om der var hendes egen indre kraft,
Ahmatova fandt sig selv igen og i sidste halvdel af trediverne skrev hun "v jashjik", dvs "til skuffen", som man sagde,
en lang række digte, der hver for sig var en sejr over frygten.
Ved det tyske overfald 1941 blev Ahmatova indesluttet i sin omdøbte by,
og ville være gået til grunde af sult og kulde som hundredetusindvis andre,
hvis ikke myndighederne, ved en af de uforklarlige mærkværdigheder sovjethistorien er så rig på,
tog hende med i et af de fly, der evakuerede byens topintellektuelle.
Evakueret til Tashkent, glemte hun for en stund sin egen sorg og landets indre onde.
Hun skrev en række digte om krigen, hvoraf "Muzhestvo", dvs "Mod", ubestridt er det bedste krigsdigt af alle.
Det blev trykt i Pravda 1942, og for en stund var hun digtningens Askepot.
Alle partiets intellektuelle hofsnoge stillede sig pludselig i kø for at få et par digte til trykning i deres tidsskrift eller avis,
glemt var fra deres side bagtalelsen og angrebene.
Ahmatova lod sig dog hverken bedrage eller forblænde og allerede i 1946 skulle styret vise sit rette ansigt igen.
Anført af overindpiskeren Zhdanov blev der rettet voldsomme angreb med Ahmatova og en elsket prosaist Zhozhenko.
Begge blev de udstødt af alt forfatterliv,
Ahmatova blev åbenlyst overvåget nat og dag for at skræmme hende til underkastelse,
Lev Gumiljov, der i fangelejren havde meldt sig frivilligt til fronten, røg ind igen.
Men knække hendes vilje kunne de ikke,
Ahmatova skrev stadig til skuffen, mere afslørende overfor og fjendtligt mod barbarerne end nogensinde.
Tøvejret under Hrushjov fik hende for en kort tid til at håbe,
men hun indså snart sin fejltagelse,
og i modsætning til Stalins "menneskeædende tid" fik den ny med hendes eget udtryk navnet den "vegetarianske".
Men de sidste ti år var alligevel nærmest lykkelige.
Sønnen der havde overlever lejre og krig og kom endeligt ud for godt.
Kort før sin død så hun endelig, efter så mange år en ny samling af sine digte udgivet i bogform:
"Beg vremeni", dvs "Tidens løb", der kun var mellemtungt forvansket og lemlæstet af censuren.
Hun fik lov til at rejse ud til hæder i udlandet,
og myndighederne vendte det blinde øje til, da nogle af hendes i hjemlandet uudgivelige hovedværker udkom i udlandet.
Den tredje maj 1965 døde Anna Andrejevna Ahmatova på et sygehus i Domodedovo syd for Moskva.
Hendes grav i Komarovo ikke langt Peterburg er et valfartssted.
А по набережной легендарной
Приближался не календарный –
Настоящий Двадцатый Век.
Поэма без героя